Verdens retskaffenhed på retur

I AMERIKA såvel som i andre lande verden over er bestikkelse, korruption og regeringsskandaler af enhver art dagligt nyhedsstof i den offentlige presse. Tilsyneladende er mange mennesker ganske uberørt af denne tingenes tilstand. Lidet aner de, at vor generation står over for alle tiders største krise. Ganske vist har der før i tiden både blandt herskerne og folket været fordærvede mennesker, men i vor tid er tilstandene langt værre. Vor generation bliver stemplet med følgende betegnelser: Manglende retskaffenhed i det offentlige liv, moralsk sammenbrud, mørklagte æresbegreber. Inden for hele regeringsvæsenet, lige fra den højeste til den laveste embedsmand, er der en rystende mangel på almindelig hæderlighed. Harry S. Truman, de Forenede Staters forrige præsident, var omgivet af mænd, der har nær tilknytning til korrumperede kredse. Medlemmer af hans ministerium var ofte nær ved at komme ind i det søgelys, der er blevet rettet imod bestikkelse og korruption.

² Vi kan gå hele listen igennem. Inden for vor egen generation er der i det amerikanske justitsministerium mænd, som har vist sig at være uhæderlige. Der råder korruption inden for Amerikas forbundsregering såvel som inden for den lokalstatslige og kommunale administration. Politi og brandvæsen tager frækt imod bestikkelse, øver pengeafpresning over for forretningsfolk og tillader alle former for hasard og laster. Det onde florerer. Skatteopkrævere modtager såkaldte „gaver“ fra visse folk og samler sig på denne måde anselige formuer. Embedsmænd inden for immigrationsmyndighederne gør folk, der indvandrer i de Forenede Stater, til deres ofre. Embedsmænd, høje og lave, aflægger en embedsed, der forpligter dem til at vise loyalitet mod regeringen og at adlyde og hævde landets love, men mange gør det i uoprigtighed og med stiltiende forbehold. En meget lukrativ salgsvare i Washington er „indflydelse“, det at kende en eller anden i et offentligt embede. Det bevirker, at folk, som ikke er hæderlige eller retskafne, kan få deres tvivlsomme meriter slettet af deres generaliablad og således fortsætte ustraffet. Hæderligheden hos de myndigheder, der skal opretholde orden og hindre ulovligheder, er også blevet draget i tvivl. Det meget omdiskuterede FBI (det amerikanske statspoliti), justitsministeriet, ja, selv betjenten på sin runde, følges af offentlighedens ransagende og spørgende blikke.

³ Følgende telegram stod at læse i New York Times for 3. marts 1952: „Medlem af Repræsentanternes Hus, republikaneren Kenneth B. Keating, erklærede i dag, at det ved en undersøgelse er blevet bragt for dagens lys, at justitsministeriet i flere tilfælde har dækket over anklager mod indflydelsesrige eller stærke politiske personligheder. I nogle tilfælde, hvor det kom til sagsanlæg, blev sådanne politisk indflydelsesrige personligheder fuldstændig renset for mistanke, eller der blev truffet aldeles latterlige afgørelser. Andre sager er ikke blevet ført frem til de rette instanser, idet personer, der er knyttet til retsvæsenet, har haft udenoms indtægter, som hindrede dem i at gøre deres pligt.“

⁴ En lignende udtalelse blev offentliggjort i New York Herald Tribune den 20. juli 1952: „Medlem af Repræsentanternes Hus, Kenneth B. Keating . . . sagde i aftes, at den stab, der er sat til at afsløre korruptionen inden for Amerikas kongres, snart vil opdage nye „forbindelser“ mellem de demokratiske ledere og behandlingen af justitsministerielle sager. Han forudsagde i et interview, at flere højtstående embedsmænd i justitsministeriet i nær fremtid vil trække sig tilbage fra deres poster eller blive afskediget. . . . Statsadvokat J. Howard McGrath, tre vicestatsadvokater og et halvt dusin andre embedsmænd har trukket sig tilbage fra deres poster eller er blevet afskediget, siden kommissionen er begyndt sine undersøgelser. . . . Repræsentant Keating sagde, at han tror, at der bestod en påviselig forbindelse mellem de politiske bidragydelser og undladelsen af sagsanlæg.“

⁵ Bladet The Nation for 12. april 1952 sagde i forbindelse med afskedigelsen af Newbold Morris, regeringens embedsmand til undersøgelse af korruptionstilfælde, og statsadvokaten, J. Howard McGrath, blandt andet følgende: „En permanent lovhåndhævende institution som FBI burde heller ikke have den opgave at opspore eventuel korruption inden for hverken den ene eller den anden gren af regeringen. FBI må søge sine magtbeføjelser hos kongressen; det er endvidere tænkeligt, at der findes korruption inden for statspolitiet selv, for ikke at tale om det ministerium, det sorterer under. Det er sandsynligvis med dette i tanke, at Truman godkendte udnævnelsen af Morris som uafhængig undersøgelsesekspert. Men præsidenten havde ikke regnet med J. Edgar Hoover. Det ses nu klart, at Hoover fra første færd ønskede, at hans FBI skulle deltage i enhver undersøgelse og samtidig selv være immun for undersøgelser.“

⁶ The Nation fortsætter med at vise, hvordan de tre senatorer bistod J. Edgar Hoover, chefen for FBI, der sørgede for, at undersøgelsen af korruption i regeringsembeder „blev standset“.

⁷ Og således fortsætter politikerne med at sælge embeder, modtage gaver og gunstbevisninger fra folk, der gør forretning med regeringen, og falbyde indflydelse for højeste bud. De ser ud til at være af den opfattelse, at alt kan gå an, når bare man ikke bliver grebet i noget. Denne rystende mangel på retskaffenhed begrænser sig ikke til de Forenede Stater. Den er mærkbar hele verden over. I Sydamerika, i det Mellemste Østen, i Europa og i det Fjerne Østen, hvor som helst man vender sig, finder man mennesker, der er villige til at tage imod bestikkelse, gøre en forretning af korruption, lyve for penge og sælge indflydelse. Mange af dem, der slipper godt fra det, bliver betragtet som store mænd. Tag for eksempel Adolf Hitler, en mand, der ikke vidste, hvad retskaffenhed er, som ikke holdt sine venskabspagter eller aftaler om gensidig hjælp, og som løj, når han sagde, at han ikke ville angribe nabolande. Han ville være blevet hyldet som en mesterstrateg og stor diplomat, hvis han havde vundet krigen, men han blev grebet i sine misgerninger. Det er beklageligt, at kun så få bliver grebet i deres misligheder.

⁸ Begrænser denne rystende mangel på retskaffenhed sig til personer inden for regeringerne og de styrende elementer? Bedrag, uærlighed, tyveri, begær, mord er alt sammen ting, der fylder dagspressens sider. Selv skoleeleverne, den kommende generation, er ikke undsluppet det moralske fordærv, der har grebet verden. Sportsfolk tager imod betaling for at tabe med vilje. Endnu værre er det med de elever i skolen, der rask væk snyder i deres skriftlige opgaver. I de Forenede Staters officersskole, hvor unge mænd uddannes til at forsvare deres land, blev halvfems af kadetterne grebet i at snyde i deres eksamensopgaver.

⁹ Lad os vende blikket mod mellemskolerne, hvor landets ungdom uddannes. I New York Times den 9. april 1952 blev der offentliggjort en rapport over et møde i Stamford, Connecticut, hvor der var henved 100 elever til stede fra Stamford og Greenwich mellemskoler. I den stod der: „Så længe der er korruption og bedrageri inden for regeringen, kan den almindelige mellemskoleelev ikke indse, hvorfor han ikke skulle benytte sig af samme taktik, erklærede medlemmerne af en diskussionsgruppe her i dag. Eleverne var enige om, at 80 procent snyder ofte, 10 procent snyder så tit, de kan komme af sted med det, 10 procent snyder meget sjældent. En elev sagde, at en landsomfattende undersøgelse havde vist, at kun 1 procent aldrig snød.“

¹⁰ Nu leves der uanset social position, lige fra højtstående politikere til almindelige skoleelever, efter et mønster, der går ud på at gøre, hvad der er fordelagtigst, og ikke, hvad der er ret. Nu, da Amerika er blevet en ledende magt i verden, ser mindre nationer hen til dette lands førerskab. Men hvad ser de? Når de ønsker at efterligne Amerika, i den tro at det vil bringe dem succes, så opdager de, at Amerika tilsyneladende har forladt den ydre form for kristendom og ligesom det gamle Rom styrer henimod et moralsk sammenbrud, der vil føre til undergang.

¹¹ En af New Yorks ledende præster sagde for nylig: „Medmindre vi får en bedre type borgere, går vi et sammenbrud i møde. Hvad vi først og fremmest har brug for er retskaffenhed — mennesker, . . . hvis moralske opfattelse er sund.“

¹² Amerikas kirker — og de har en ret stor indflydelse på folket — hævder, at det er dem, der opretholder moralen blandt folket, lærer dem Guds principper, retfærdsprincipper. Men den metode, de har fulgt og stadig følger, avler ikke sande kristne. Det er måske hårde ord, men præsidenten for det Lutherske Nationalråd indrømmede det samme, da han ved et møde i Atlantic City sagde: „Afsløringerne af bedrag og uhæderlighed i Amerikas offentlige liv er fingerpeg om, at kirken har forfejlet sin opgave: at gøre folket til en kristen nation.“ — New York Herald Tribune, den 30. januar 1952.

¹³ Mennesker handler ikke retskaffent mod hinanden indbyrdes; de er ikke retskafne i forholdet til deres regering; de er ikke ordholdende, ja, de bevarer end ikke deres retskaffenhed over for Gud, den Almægtige. Vi spørger derfor: Kan vi i tider så vanskelige og onde, som dem vi lever i, vente, at folk vil bevare deres retskaffenhed og tale sandhed? Tilskyndelserne til at handle uret er meget stærke. De styrende har sat folket et dårligt eksempel. Sensationspressen og forlystelsesverdenen bidrager også deres til det moralske sammenbrud. Nu til dags bliver ærlige mennesker, som ikke vil lade sig bestikke til at gøre noget uret, af mange betragtet som tåber. De mener, at alle bør berige sig uden smålige hensyn til ved hvilke midler. De siger: Du er en tåbe, at du ikke vil være med i vognen, hvor der er lettjente penge at hente. Nogle mennesker udholder hård forfølgelse, bare fordi de handler ret.

¹⁴ Kan mennesker leve retskaffent ind for Gud? Hvilken fremtid venter der vor tids ungdom, der søger retfærd? Er der noget håb om, at retfærdighed vil sejre?