Retskaffenhed fører til liv

1. Hvordan var Jesus det største eksempel på retskaffenhed?

HER kommer vi til det største af alle eksempler — det menneske, der bevarede sin retskaffenhed over for Gud under de hårdeste prøver. Gud gav ham et helligt hverv og ventede af ham, at han ville udføre det i retskaffenhed. Han havde et arbejde at udføre. Han skulle komme ned på jorden for at genoprette den rene tilbedelse og lægge grundvolden til den nye retfærdsverden. Jesus var et mønster, han levede et liv i hengivenhed for Gud og bevarede sin retskaffenhed, skønt han blev prøvet af Satan i en grad, der lå langt over, hvad et menneske normalt kunne udholde. Jesus holdt sig altid til Guds ord og levede efter hans love. I fristelsens stund citerede han Guds ord, den bærende kraft i hans tilværelse på jorden. Da Satan, som har magten over alle denne verdens riger, tilbød Jesus al deres herlighed, hævdede Jesus den rette side af stridsspørgsmålet og sagde: „Vig bort, Satan! thi der står skrevet: Du skal tilbede Herren [Jehova, NW] din Gud og tjene ham alene.“ — Matt. 4:10.

2. Hvad udrettede Jesus i løbet af sit retskafne liv på jorden?

² Jesus fordømte falske gudsdyrkere, sådanne, som hældede til menneskers overleveringer og stillede dem højere end Guds ord. (Matt. 15:7-9) Han lærte mennesker, hvordan de skulle tilbede Gud, og gennem sit personlige eksempel viste han dem, hvordan de skulle bevare deres retskaffenhed. Retningslinierne for den højere lov om kærlighed til Gud og næsten trak han klart op og fremholdt denne lov med dens retfærdige krav, der stilles til alle, som ønsker at vinde livet i den nye verden. Jesus oplærte sine efterfølgere til at være sande Guds tjenere, mennesker, der ville forkynde Guds sandhedsord. Det ville tage mange timer at berette om alt, hvad han gjorde til ære for Jehovas navn, men du kan selv ved en anden lejlighed læse beretningen derom i evangelierne og således lære dem at kende. Mange var de prøver, der kom over ham. Til sidst blev han uden grund anklaget for oprør og led en ydmygende død, men til trods herfor hævdede han Guds overhøjhed. Derfor oprejste Gud ham og skænkede ham udødelighed. Han vandt livet ved at bevare sin retskaffenhed. Ved sit genløsningsoffer beredte han vejen for andre retskafne mennesker, således at også de kunne opnå livet. Det var et nederlag for den udfordrende modstander, Satan. Han havde ikke vist sig i stand til at erklære Jesus for uskikket til at være konge i den nye verden. — Joh. 19:12, 15; Fil. 2:5-11.

3. Hvordan og hvorfor fulgte apostlene Jesu eksempel?

³ Jesus havde efterfølgere. Kristne, som kom efter ham, apostlene for eksempel, bevarede også deres retskaffenhed. Jesus havde vist dem, at de måtte vandre i hans fodspor og gøre som han, om de ønskede at vinde livet, og derfor holdt de fast ved den rene tilbedelse af Gud. De modstod enhver form for umoralitet og bevarede deres dyd. De holdt sig til Guds sandhedsord. De bragte det gode budskab videre og opbyggede den rene tilbedelse af Gud. Det medførte, at de blev kastet i fængsel, led forhånelse, blev pisket og døde som martyrer. Det var ikke nogen let livsførelse. Satan ønskede at nedbryde deres retskaffenhed og udrydde al tilbedelse af Gud. Men disse mænd holdt fast ved deres uskyld og så til, at den rene tilbedelse kunne fortsætte ved at efterlade en vejledning, andre kunne følge. — Ap. G. 8:1, 4; 2 Tim. 4:2; 1 Pet. 4:3, 4.

4. Hvad slags liv levede de første kristne?

⁴ De første kristne, der fulgte efter apostlene, blev også underkastet en retskaffenhedsprøve. De holdt ud og forblev dadelfri. De blev spredt ud over jorden, og alle vegne fortalte de om Guds storhed og vælde og udbredte kendskab til den sande tilbedelse, således som Gud havde befalet. Dengang var det i romerriget populært at tilbede Diana og Venus, denne tilbedelse var seksualdyrkelse. De drikfældige tilbad Bacchus. Det var især indbyggerne i Rom, der tilbad ham. Paulus gav en skildring af forholdene i Rom i Romerne 1:24-31. Disse forhold forbød de første kristne at støtte nogen form for trossammenslutning. Der findes kun een ren gudsdyrkelse, og de holdt fast ved denne rene gudsdyrkelse, fordi det var den højeste tilbedelsesform, nemlig tilbedelsen af Jehova Gud. Fordi de bevarede deres renhed og svor Jehova Gud troskab, blev de udsat for hård forfølgelse.

5. a) Under hvilke omstændigheder bevarede de første kristne deres retskaffenhed? b) Hvad var den virkelige årsag til, at de blev forfulgt?

⁵ Dr. John Fox forklarer i sin bog Book of Martyrs (Martyrbogen), hvorfor forfølgelsen af de første kristne var så voldsom. Han siger, at romerne var bekendt for, at de ikke forfulgte andre folk på grund af deres religion. Men så snart kristendommen begyndte at brede sig, rejstes der en ubarmhjertig forfølgelse. Han siger, idet han henviser til dr. Mosheim, at det var de kristnes holdning, der var årsag dertil. De ville ikke have noget at gøre med romerrigets religioner, med tilbedelsen af forfædrene eller af kejseren. De holdt sig adskilt derfra og talte offentligt imod urimelighederne i den hedenske gudedyrkelse og viste, at den rene tilbedelse af Jehova Gud stod langt over det sammensurium af tilbedelsesformer, der florerede i det romerske kejserrige. Nogle kejsere tænkte først på at antage kristendommen som en af deres husreligioner, og dem havde de mange af, men da de erfarede, at kristendommen holdt sig adskilt fra og stod over andre religioner og ikke ville have noget med disse andre religioner at gøre, vendte de sig bort fra den og begyndte i stedet at forfølge den. Dr. Fox angiver dette som grunden til forfølgelsen. Men en nøje undersøgelse af Bibelen viser, at forfølgelsen havde sit udspring hos denne verdens gud, Satan, der søgte at undertrykke den rene tilbedelse af den Almægtige, og at han gjorde dem, som dyrkede den rene tilbedelse, til skydeskive for denne forfølgelse. Alle andre religionsformer blev tolereret. Satan brugte sine redskaber på jorden, datidens herskere, i et forsøg på at nedbryde Guds tjeneres retskaffenhed dengang. Guds tjenere øste af deres kundskab om Guds sandhedsord og hævdede Jehova Gud som den højeste lige til deres død.

6. Hvorfor blev de sande kristne, der levede efter romerrigets fald, forfulgt og sat på prøve?

⁶ Gennem hele middelalderen, ja, helt frem til det tyvende århundrede, er retskafne og retfærdselskende mennesker, der har bestræbt sig for at holde fast ved den rene tilbedelse af Gud, blevet hånet og forfulgt. Ligesom romerne spottede de første kristne, fordi disse holdt fast ved Kristi lære og Bibelens ord og ikke havde templer, billeder, afgudsofre, præstevæsen og lignende hedenske skikke, således har også de religiøse storherskere siden romerkirkens oprettelse og ned gennem århundrederne forfulgt de sande kristne, fordi de holdt sig til Bibelen og den sande tilbedelse.

7. Hvorfor er det at vente, at kristne også bliver forfulgt i dette tyvende århundrede?

⁷ Kan vi nu, da vi er nået frem til det tyvende århundrede, vente noget andet? Kan vi vente, at folk vil være mere civiliserede, som det kaldes, og undlade at forfølge andre og leve efter et bedre mønster, takket være den oplysning, der har vundet indpas i verden? Husk, vi er stadig underkastet Satans ordning. I virkeligheden kan vi kun vente en forværring af forholdene. Hvorfor? Fordi Guds ord bebuder det. Vi nærmer os det højdepunkt, der i Bibelen kaldes Harmagedonslaget. I dette slag vil stridsspørgsmålet om overhøjheden i universet blive afgjort. Åbenbaringen 12 siger, at kampen begyndte i himmelen, og profetien herom har fået sin opfyldelse siden 1914 og fremover. Der forudsiges en trængselstid for jorden og havet, „thi Djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor“, fordi han ved, han kun har kort tid igen. Dette viser, at Gud har givet Satan en begrænset levefrist, at han ikke for bestandig vil lade Satan prøve menneskers retskaffenhed dag ind og dag ud, mens de lever på jorden. Nej, tiden til håndhævelsen af Guds retfærdige domme er kommet. Alle nationer og alle enkeltpersoner står nu til doms foran Guds konge. — Matt. 8:28; 2 Pet. 2:3, 4; Åb. 20:1-3; Matt. 25:31-33.

8. Hvad er årsagen til den megen vold og de mange forbrydelser i verden?

⁸ Da Satan ved, hans tid er kort, søger han at underkue hele menneskeheden og få alle til at tilbede sig og derved hindre dem i at vinde det evige liv. Kan han ikke herske, ønsker han at ødelægge. Dette er årsagen til den megen vold og de mange forbrydelser i verden, og det er derfor, folkets moral i dag stadig bliver slettere. Det er derfor, der er så mange lovovertrædelser og så megen undertrykkelse; og at folk ikke holder deres ord eller aftaler, at der bliver begået så mange mord og bestandig føres krig. Det er også derfor, det store flertal ikke tager Guds ord alvorligt; de ledes på afveje af Satans snarer. — 2 Tim. 3:1-7.

9. Hvordan kan vi vide, hvem det er, der stiller os på prøve, og hvordan kan vi stå som sejrvindere i denne prøvens tid, der er endelig og afgørende?

⁹ Den endelige retskaffenhedsprøve går nu for sig. Spørgsmålet er: Hvem vil forblive redelig og retskaffen? Hvem vil modstå Djævelens angreb, nu da han søger at knuse hele menneskeheden? Hvem vil overleve denne verdenskrise? Hvordan kan vi klare os over for Satans ordning og det tryk, han øver på os? Nøglen til sejr er at finde i Guds ord og i at vide, hvem der er ophavsmand til vore prøver. Det er Satan, der er ansvarlig for dem. Vi bør ikke et øjeblik mene, at det er Gud, der er ansvarlig for de lidelser, der rammer os og alle andre mennesker på jorden. Bibelen fremholder eksempler for os på mænd, som var trofaste, og på mænd, som var troløse. Den viser, hvordan mænd og kvinder i fortiden modstod angreb fra Satan og fra hans onde organisation, og hvorledes Jehova hjalp dem til at stå fast. Heraf ser vi, hvordan vi kan bevare vor retskaffenhed over for Gud, og det er nødvendigt, at vi bevarer den, om vi skal vinde det evige liv. — Hebr. 12:1-3.

10. Over for hvem må vi bevare vor retskaffenhed, og hvilken holdning bør vi indtage?

¹⁰ Vi må stole på Jehovas hjælp. Vi må henvende os til ham i bøn. David, der bevarede sin retskaffenhed over for Gud, skrev i Salme 26:9-11 en bøn til den store Jehova, Livgiveren: „Bortriv ikke min sjæl med syndere, mit liv med blodstænkte mænd, i hvis hænder er skændselsdåd, hvis højre er fuld af bestikkelse. Jeg har jo vandret i uskyld [retskaffenhed, AS], forløs mig og vær mig nådig!“ Dommen ligger i Jehovas hånd; vi må bevare vor retskaffenhed over for ham. Det er naturligvis godt, at vi er retskafne over for vor arbejdsgiver, vor ægtefælle eller vore venner, men det i sig selv vil ikke vinde os livet. At leve det, verdensmennesker kalder „et ædelt liv“, vil ikke føre til evigt liv. Vi må gøre mere end det. Vi må bevare vor retskaffenhed over for Jehova Gud og tro på hans søn. Vi må gøre det af kærlighed til retfærdighed, og fordi vi ønsker at handle ret. Bevarer vi vor retskaffenhed af stolthed, eller søger vi at gøre indtryk på andre med vor retskaffenhed, af angst for hvad vore naboer tænker eller mener, så vil vi ikke opnå Guds godkendelse. Vi må elske Gud og hans retfærdsprincipper. Kun ved at behage ham kan vi vinde det evige liv.

11. Kan man gå ud fra, at flertallet handler rigtigt?

¹¹ Den vej, de fleste følger, er ikke en vej, der fører til liv. Jesus gjorde os dette klart. Vejen, der fører til liv, er at følge Guds sandhedsord. I Mattæus 7:13, 14 siger Jesus: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“

12. Hvordan kan vi finde vejen, der fører til liv? Er det nødvendigt, at vi slutter os til et kirkesamfund?

¹² Opgaven er altså ikke let. Men vi kan mestre den, hvis vi først lærer, hvad Guds ord siger, og bliver klar over, hvad det indeholder, og dernæst lærer, hvilken vej vi bør vandre, og så bestræber os for at følge den. Vi bestræber os for at være sande kristne i ordets fulde betydning. Vil det sige, at vi skal slutte os til en eller anden kirkeorganisation i kristenheden? Spørg dig selv, var Kristus Jesus, der er vort eksempel, og som pålagde os at følge hans eksempel, hvis vi skulle opnå livet, medlem af en eller anden kirkeorganisation på hans tid? Nej, Gud forlanger ikke noget sådant af os, men han forlanger, at vi skal tilbede ham, forkynde det gode budskab, være kristne, følge Jesu eksempel og leve i ubrydelig hengivenhed for Gud, prise Gud og anerkende hans overhøjhed, modstå alle forsøg på at få os til at vende os bort fra en korrekt livsførelse og være udholdende i vor tro. Vi har Bibelen, der viser os den rette vej. Det er ikke nødvendigt for noget menneske at være medlem af en kirke for at opnå det evige liv. — Joh. 3:16-18; 17:3.

Gejstligheden er kommet til kort

13. Hvilke forhold råder der blandt kristenhedens gejstlige ledere?

¹³ De religiøse ledere indrømmer, at det ikke er lykkedes dem at gøre Amerikas befolkning til kristne, og i resten af verden står det ikke bedre til. Hele verden over daler tallet på kirkegængere, mens befolkningstallet stiger. Folkets tillid til præsterne er blevet svækket. Hvorfor? spørger du. Præsteskabet er selv skyld deri. Kristenhedens religion påstår at repræsentere Gud. Derfor burde præsteskabet føre an i spørgsmålet om retskaffenhed. De skulle lære andre den rene tilbedelse af Gud. Kristus er deres eksempel, som han er vort. Deres budskab burde til enhver tid være harmonisk og i nøje overensstemmelse med Guds ord, Bibelen. Her er Kristus atter såvel vort som deres eksempel. Han prædikede altid i overensstemmelse med Guds ord, og han understregede til enhver tid dets sandfærdighed. Men hvad har præsteskabet gjort? Som helhed betragtet har de ikke fuldbyrdet deres betroede hverv som retskafne mænd. Hvis de påstår at være Guds tjenere, må de forkynde, hvad der står i Guds ord, og adlyde ham. (Rom. 6:16) Men hvad lærer de?

14, 15. Hvordan har gejstligheden gennem det, den lærer andre, vist, at den ikke har bevaret sin retskaffenhed over for Jehova?

¹⁴ De lærer et utal af læresætninger, der er i modstrid med bibelsk sandhed. De fortæller folk, at der findes et evigt pinested i et brændende helvede, og det lærer Bibelen ikke, hvad enten man vil tro det eller ej. Nogle lærer, at der findes en skærsild, en hedensk forestilling, som Bibelen end ikke omtaler. Præsteskabet søger at få folk til at tro på en treenighed med tre jævnbyrdige guder, der alligevel er een gud. Bibelen siger, at Jehova er den store envældige Gud, og at Kristus Jesus ikke er hans ligemand, men hans søn. De bruger billeder ligesom hedningerne. De har erklæret, at herskerne over folkene styrer med guddommelig myndighed, hvilket vil sige, at selv diktatorer i dag styrer med Guds godkendelse og er indsat af Gud. Der er i vor moderne tid, selv blandt præsterne, en mærkbar tendens til at mene og lære, at der overhovedet ikke findes nogen djævel. De siger, at Djævelen ikke eksisterer, at det er gammeldags at tro på en djævel. Herom siger Encyclopædia Britannica (Det britiske konversationsleksikon), 9. udgave, bind 7, side 138, at hvis der findes nogen som helst tro på Djævelen, „opretholdes den med meget vaklende tillid inden for enhver gren af den kristne kirke“. Og Encyclopedia Americana (Det amerikanske konversationsleksikon), udgaven fra 1942, bind 9, side 38, siger: „Tidens tendens går i retning af at betragte en personlig djævel som en skikkelse i tidligere tiders mytologi.“ Kristenhedens religiøse ledere er ansvarlige for denne manglende tro på noget, Bibelen med al tydelighed lærer.

¹⁵ Mange præster tror ikke på Kristi genløsningsoffer. Mange lærer, at jorden skal brændes op og alt liv forgå. Nogle af dem docerer udviklingslæren og ikke skabelsen, som Bibelen lærer. Deres budskab er forvirrende, og de er ikke enige indbyrdes. En udtalelse, der kan betragtes som et klassisk eksempel på deres holdning over for Guds ord, blev fremholdt af biskoppen af Bradford (England) den 29. maj 1952. Bladet Press & Journal, Aberdeen, Skotland, skrev den 30. maj 1952: „Vi har forkastet tanken om helvede, og vi tror ikke på himmelen, undtagen som et behageligt, men sikkert kun indbildt opholdssted, erklærede biskoppen af Bradford ved et stiftsmøde i går.“ Denne udtalelse stammer fra en af Englands kirkes biskopper.

16. Hvordan er holdningen blandt befolkningen i England at dømme efter udtalelser i pressen? Hvorfor indtager de denne holdning?

¹⁶ Som denne biskops udtalelse lader os formode, befinder den engelske kirke sig i en sørgelig forfatning. Et ugeblad i London, Everybody’s (17. maj 1952), kommenterer denne situation i en artikel under overskriften „Er Englands kirke ved at dø?“ Den hentyder til den faretruende forfatning, alle Storbritanniens kirker befinder sig i, og viser, at kun henved 10 procent af Storbritanniens befolkning er tilsluttet en eller anden kirke. Artiklen giver sløvhed og ligegyldighed skylden og henviser til en oversigt, der er blevet offentliggjort af Rowntree og Lavers under titlen „English Life and Leisure“ (Engelsk liv og fritid). Der står deri blandt andet: „Vi har observeret en så udbredt modvilje mod præster og mod den engelske kirke og frikirkerne, at det kun kan betegnes som præstehad.“ Dernæst går artiklen over til at citere ærkebiskoppen af Yorks syn på årsagerne til nedgangen i tallet af kirkegængere. Han henviser til den sønderlemmende kritik, der gives af kendte forfattere, som ikke tror på Bibelen, og desuden til psykoanalyse. Der er erstatningsguder, siger han, mammon eller pengenes gud, jaget efter rigdom; demokratiet, der gør folket til gud; diktaturet, der gør staten til gud. Han angiver også krig som en af grundene. Forfatteren, Mr. Joad, kritiserer ærkebiskoppen af Yorks analyse og siger:

„Jeg tror, at kirkens stilling under krig i højere grad har bidraget til dens dalende anseelse hos folk i almindelighed, end ærkebiskoppen giver rum for. Når krigen bryder ud, gør de forskellige kirker fælles front med de krigsførende nationer. Prædikestolene bliver forvandlet til private rekruteringscentrer, og biskopperne velsigner våbnene. Disse ting bliver gjort i Fredsfyrstens navn, han, som tog afstand fra vold og bød sine efterfølgere at elske hverandre. . . .

Alt dette er måske meget naturligt . . . men når kampens hede er forbi, og nationen vender tilbage til fredelige forhold, kan kirken ikke vente, at folk skal lytte med den ønskelige andægtighed til dens forkyndelse, der nu er en fredens religion.

. . . Hvad kan kirken tilbyde mennesker, som staten ikke kan?“

17, 18. Gør rede for, hvordan amerikanske præster har vist mangel på retskaffenhed over for Jehova.

¹⁷ I Amerika hører man af præster offentlige udtalelser som den, hjælpebiskop Joseph F. Flannelly, administrator ved St. Patricks katedral i New York, fremkom med vedrørende krigen i Korea: „Vore egne synder har utvivlsomt nedkaldt denne nye straf over os.“ (New York Times den 24. juli 1950) De forsøger herigennem at vise, at Gud er den ansvarlige for sådanne krige. Hvis biskop Flannelly har ret, må folket betragte kommunisterne som redskaber i Guds hånd.

¹⁸ Et par uger senere blev der fra samme prædikestol foretaget en kovending. Nu blev krigen ikke længere betragtet som en straf fra Gud, men som en velsignelse. Vi citerer New York Times den 11. september 1950: „Sørgende forældre, hvis sønner er blevet indkaldt eller genindkaldt til krigstjeneste, fik i går i St. Patrick katedral at vide, at døden på slagmarken er et led i Guds plan om at befolke Himmeriget. Måske tænker vi ikke altid på, fortsatte han [Msgr. W. T. Green], at det er kristne forældres første pligt at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at give deres børn tilbage til Gud når som helst og hvor som helst og under hvilke forhold, han end måtte vælge at kalde dem, så de kan blive sande borgere i det evige himmelske rige.“ Hvis krig er et led i Guds plan om at befolke Himmeriget, hvorfor så søge at opnå fred og krydse Guds plan og forholde himmelen nye indbyggere? I Bibelen findes der intet, der harmonerer med Greens udtalelse; krigen i Korea er ikke en velsignelse fra Gud eller et led i Guds plan om at befolke Himmeriget. Den slags forkyndelse er at beskylde den Almægtige for de onder, modstanderen, Satan, bringer over verden, og tilkendegiver en fuldstændig mangel på retskaffenhed over for Gud.

19. Hvilke handlinger og hvilken holdning fra de fleste præsters side gør dem uskikket til at modtage Guds gunst?

¹⁹ I et forsøg på at beholde sit tag i det store flertal og gøre dem tilpas bestræber gejstligheden sig for at behage alle og enhver, behage regeringerne, behage generalerne, behage forretningsmændene, behage arbejderstanden — behage Per og Poul. De forkynder, hvad der passer dem, til det tidspunkt det passer dem, uden hensyn til hvad Bibelen siger. Men de vil aldrig opnå Guds godkendelse på den måde. De vil heller ikke vinde oprigtige kristne mænds og kvinders anerkendelse. Vi ser tydeligt, at gejstligheden er blevet en uadskillelig del af denne verden. Kristenhedens organiserede religioner er i den grad blevet en del af denne verden, at de ikke ønsker eller evner at følge den rene tilbedelses klare linier, som fremholdes i Bibelen. De er urolige og ængstelige, når der øves pres på dem af politikerne og den offentlige mening. De har ikke urokkelig tillid til Gud. De er tilsyneladende villige til at indgå kompromis med hvem som helst, hvis de har fordel deraf. Se på de katolske, lutherske og ortodokse kirker i Østeuropa. De står ikke last og brast imod gudløs kommunisme. Bliver der øvet pres på dem, går de med til at indordne sig under det kommunistiske program og vil endogså prædike kommunisme fra deres prædikestol. De underskriver overenskomster om at samarbejde med kommunisterne. De mener, at hvis de ikke går ind derpå, vil deres kirker blive lukket; det vil de måske også. Den 17. august 1952 udgav udenrigsministeriet i Washington en redegørelse for, hvordan kommunistiske regeringer „indfanger ungdommen og lænker kirkerne til staten i deres kampagne for at dræbe al religion“. „Dette mål er delvis nået i Rumænien, Albanien og Ungarn, siges der. I Tjekkoslovakiet er der blevet gjort noget fremskridt i den retning. I Polen har regeringen ikke haft særligt held med sig. . . .

Når kirkeorganisationer, siger redegørelsen, er blevet underkastet statskontrol, kommer udnævnelser til gejstlige embeder, fra det højeste til det laveste, fra staten eller statsanerkendte organisationer.

Kun de præster, som har vist sig at være loyale eller venligt indstillet over for kommunismen, har nogen chancer for at få et embede. Stoffet til deres prædikener, foredrag og anden virksomhed i forbindelse med sognebørnene bliver ofte leveret dem af staten.“ — Boston Post, 18. august 1952.

De, som siger nej til kompromis

20. Hvilken vej følger sande Guds tjenere for at bevare deres retskaffenhed?

²⁰ Deres diametrale modsætning er de sande kristne tjenere. Jehovas vidner er forbudt i alle kommunistiske lande i Østeuropa. De vil ikke bøje sig for et diktatur eller forkynde kommunisme som folkeslagenes håb. De holder sig til den rene tilbedelse af Gud. Politikerne kan udstede forbud mod Jehovas vidner, og de kan sige, at de ikke må tjene Gud, og at de ikke kan bevare deres retskaffenhed over for ham, men Jehovas vidner står fast, urokkelige og frygtløse. De vil hverken nu eller i fremtiden ophøre med at forkynde om Guds, den Almægtiges, rige som verdens håb, medmindre Gud standser dem deri. Diktatorernes vilje kan ikke sættes over Jehova Guds vilje. Når diktatorerne søger at besmitte den sande, kristne organisation, vil Guds tjenere modstå enhver besmittelse og vedblive med at forkynde Bibelens sandheder, selv om de bliver tvunget til at gå under jorden. Det er en kamp for retfærdighed, og vi venter den nu, fordi det store stridsspørgsmål om verdensherredømmet står for sin afgørelse. Den enkelte kristnes retskaffenhed vil blive grundigt prøvet. — Åb. 14:6-12.

21. Hvordan kan Jehovas vidner indtage så fast et standpunkt for retfærdighed?

²¹ Hvordan kan Jehovas vidner indtage så fast et standpunkt? Det kan de kun, fordi de har nøjagtig kundskab om sandheden, en stærk tro på Jehova og tillid til, at han hjælper dem, som stoler på ham og tjener ham. Nogle mennesker, som ikke forstår det store stridsspørgsmål, vil mene, at man bør se på sit eget tarv under så vanskelige forhold, og at Gud vil undskylde en under så hårde forfølgelser. Men hvilket skriftsted støtter dette argument? Gik Kristus på akkord med Guds principper, når han blev stillet på prøve? Gjorde hans apostle det, eller de trofaste mennesker, som levede før Kristi tid? Svaret er nej. Sande kristne i dag følger den samme retskaffenhedens vej som Kristus. De elsker livet og bestræber sig for at være loyale over for deres livgiver.

22. Kan vi vinde det evige liv, hvis vi går på akkord? Hvad må vi gøre?

²² Kristus Jesus tilrådede fremsynethed i denne kamp for retskaffenhed og ikke et kortsynet kompromis med tanke på selvisk vinding eller lindring i prøvens stund. „Men hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og begge fødder i behold. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig! det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at kastes i helvedes [Gehennas, NW] ild med begge øjne i behold.“ (Matt. 18:8-10) Jesus forklarede her, at det er bedre at lide et materielt tab, om det endogså for de mennesker, han talte til, var noget så dyrebart som et øje eller en hånd, end det er at sætte sin retskaffenhed til. Tiden er inde til at værdsætte tingene på rette måde. Det er nu, vi bør lade Gud komme først i vort liv. Vi må ikke lade noget som helst lokke os bort fra at bevare vor retskaffenhed, hverken underfundige tilbud om rigdom opnået ved uredelige metoder eller grusom og smertefuld forfølgelse.

23. Hvordan kan vi være en virksom indflydelse til det gode i denne fordærvede verden?

²³ I dag kæmper Jehovas vidner tillidsfuldt under deres leder, Kristus Jesus, og holder fast ved deres retskaffenhed. Men det gør dem ikke selvoptagne eller får dem til at trække sig tilbage til en klostertilværelse. Det er nu eller aldrig, at de retsindige skal have kundskab om Gud den Almægtige og hans rige ved Kristus, så de kan søge retfærd og vinde livet. Nu er det tiden til at være en virksom indflydelse til det gode i denne fordærvede verden. Fastholder vi vor retskaffenhed, viser vi hermed andre, hvordan det kan gøres, og vi opmuntrer dem også til at tage del i tjenesten for Gud. Ved vor trofasthed mod Gud, ved vor forkyndelse af det gode budskab og ved at hævde Guds overhøjhed kan vi hjælpe andre til at vinde det evige liv. Millioner af mennesker i kristenheden i dag spejder efter retfærdighed. Mange i kirkeorganisationerne ser sig om efter et håb, en udvej. Vi kan hjælpe dem, og vi bør hjælpe dem. Vi må hævde Guds side i stridsspørgsmålet i denne endens tid. — Rom. 10:13-15.

24. Hvilken sikkerhed har vi for, at Jehova vil hjælpe os til at bevare vor retskaffenhed under prøver?

²⁴ I dag kan det ses, at Jehovas vidner verden over bevarer deres retskaffenhed under de hårdeste prøver. Guds ord forsikrer os om, at det er muligt for kristne at stå fast under alle de prøver og fristelser, der kommer over os, for i 1 Korinter 10:13 siges der: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ Gud kender sine og svigter dem aldrig. Skønt vi ser religionerne komme til kort og forholdene i verden udvikle sig fra ondt til værre — og det er jo ikke andet, end hvad vi kan vente ifølge Guds ord — er der ingen grund til, at de, som tror på Gud, skulle opgive håbet. Husk, Jehova er den højeste og den almægtige. Det er hans udtrykkelige hensigt at tilintetgøre Satan, fjerne hele hans onde organisation og alle, som øver ondt her på jorden. De onde blomstrer mere end nogen sinde, og Guds ufejlbarlige ord siger: „Spirer de gudløse end som græsset, blomstrer end alle udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, men du er ophøjet for evigt, Jehova.“ — Sl. 92:8, 9.

25. Hvordan vil Guds retfærdsrige blive til velsignelse for alle, som elsker retfærdighed og bevarer deres retskaffenhed?

²⁵ Så vil al trængsel ophøre for alle, som lever på jorden, for de, som overlever, denne ødelæggelse, skal leve under Guds rige og glæde sig over dets mange velsignelser. Jesus lærte os at bede om Guds rige, for under det vil Guds vilje ske på jorden. Der vil da ikke længere være noget, der hedder bestikkelse, vold, usikkerhed eller bekymringer. Der vil ikke længere være had eller uhæderlighed eller moralske sammenbrud. Noget sådant vil aldrig mere opstå i skabningers tanker. (Åb. 21:1-5) Det vil blive et retfærdsstyre, Guds styre. Denne teokratiske regering vil stå som et vidnesbyrd om Jehovas overhøjhed, hans godhed, hans kærlighed og renhed. Under dette styre vil de trofaste, som er i gravene, blive oprejst til liv. De, som nu bevarer deres retskaffenhed, har, selv om de skulle dø på grund af deres standpunkt, det sikre håb at opnå evigt liv i lykke. Mange vil overleve Harmagedonslaget, der kommer i denne generations levetid, og leve videre i den nye verden med dens sande glæde, retfærdighed og evige liv. — Joh. 5:29.

26. Hvad bør vi nu gøre?