Jehovas vidner hverken kapitalister eller kommunister
DET er almindelig kendt, at efter den anden verdenskrig har forholdene i Finland været til gunst for kommunismen. Hvor de store fabriksanlæg og den falske religion længe har regeret i uretfærdighed og uærlighed, er der opstået stærke, kommunistiske højborge. En sådan „rød lejr“ findes i byen Kemi i Nordfinland, cirka hundrede kilometer fra polarkredsen. I byen er der en meget aktiv kreds af Jehovas vidner, omkring 60 mand stærk med mange heltidsforkyndere.
Et ægtepar, der tjener som heltidsforkyndere i sådan en kommunistisk fabriksby, kom i en vanskelig situation, fordi et af Jehovas vidner fra Helsinki, som er teknisk leder i et stort amerikansk olieselskab, besøgte dem i sit „dollargrin“. Fra det øjeblik var kommunisternes døre lukkede for vore pionerforkyndere; alle var nu overbeviste om, at Jehovas vidner var spioner for de amerikanske kapitalister. Folk ville ikke have deres litteratur, og de, der var begyndt at studere sammen med dem, sagde, at de ikke behøvede at komme mere.
Så kom hjælpen fra et uventet sted. Ti kilometer fra byen boede byens brandchef, som også var kommunist; han var faktisk deres lokale leder og en afgud, der kun blev overgået af Stalin. Brandchefen modtog ikke alene bogen „Gud maa være sanddru“, men han traf aftale med en forkynder om, at denne skulle komme i hans hjem og hjælpe ham med et bibelstudium.
En efterårsaften efter studiet var forkynderen parat til at køre hjem på sin cykle, da brandchefen lagde mærke til, at det regnede stærkt, og stormen var i tiltagende. Så sendte han bud efter en ambulance, stillede cyklen ind bag i den og kørte så forkynderen hjem. Da ambulancen kørte op foran forkynderens hjem, kom de nysgerrige naboer trods storm og regn for at se, hvad der foregik. Forestil dig deres forbavselse, da de så deres forgudede leder og forkynderen, som de havde stemplet som „amerikansk kapitalistagent“, hjælpe hinanden med at tage cyklen ud af ambulancen!
Dette lille optrin banede vejen for mange vidnesbyrd. Da vidnerne gik rundt i deres forkyndergerning næste dag, mødte de venlige og nysgerrige ansigter. De gik fra det ene kaffebord til det andet, udfyldte abonnementskvitteringer, afsatte litteratur og talte fremfor alt om Bibelen. Folk lærte, at ligesom Jehovas vidner ikke har noget til fælles med kommunismen, således har de heller ikke noget til fælles med den kapitalistiske imperialisme. Som et resultat heraf forlod fem kommunister kort tid efter deres organisation og kom ud i Guds børns frihed og er nu ikke længere kommunister.