Jeg var kommunist

MIN fader var ivrig kommunist; derfor lærte jeg allerede som lille dreng i begyndelsen af fyrrerne meget om kommunismen. Jeg voksede op i et middelklassehjem i Sverige, og ligesom de fleste andre drenge så jeg op til min fader; han var mit store ideal. Jeg plejede at hjælpe ham med at uddele kommunistiske propagandaskrifter i nabolaget. Men selv om kommunismen er lovlig og endda repræsenteret i rigsdagen, var den ikke populær, så jeg måtte stå for mange drillerier fra mine legekammeraters side.

Jeg tror nok at jeg som teenager afveg en del fra mine jævnaldrende. Jeg interesserede mig for verdensproblemerne og havde et mere alvorligt syn på fremtiden. Og jo mere jeg lærte om den kommunistiske ideologi, jo mere overbevist blev jeg om at kommunismen var den eneste løsning for den lidende menneskehed.

Fred gennem kommunismen

Så kom den tid da jeg skulle aftjene min værnepligt. Den daglige kontakt med ammunition og våben forøgede min afsky for krig og vold. De svenske kommunisters partiprogram indeholdt et krav om betydelig nedskæring af det militære beredskab i Sverige og med tiden fuldstændig afrustning. Dette tiltalte mig. Jeg så for mig en fremtidig kommunistisk verden uden våben og uden krig. Jeg blev overbevist om at kommunismen, fortrinsvis ad fredelig vej, ville erobre verden.

Da jeg havde overstået min militærtjeneste nærede jeg et brændende ønske om at forbedre verden, og jeg kom til det resultat at den bedste måde jeg kunne gøre det på var ved at støtte de kommunistiske bestræbelser. Jeg læste alt hvad jeg kunne få fat på om partiprogrammet. Jeg lærte at den kapitalistiske og den imperialistiske magt skulle knuses, at nationerne skulle forenes under én regeringsform, og at verden ville blive ét stort kollektiv uden klasseskel eller lønskranker.

Kommunistpartiet gav løfte om at arbejde for nedrustning, for ophævelse af militæralliancer, for fjernelse af tropper og baser fra fremmed territorium, for aftaler om forbud mod prøvesprængninger og kernevåben, samt for ødelæggelse af eksisterende kernevåbenlagre. Dette forekom mig at være det bedste program i verden. Jeg følte at jeg måtte propagandere aktivt for denne politik. Den første jeg ’omvendte’ var min unge kone, hvis familie var socialdemokrater. Vi meldte os ind i en kommunistisk ungdomsorganisation som kaldes DU, Demokratisk Ungdom.

Medlem af partiet

I efteråret 1959 søgte jeg om medlemskab i kommunistpartiet. Da kommunisterne først og fremmest er interesseret i et ’eliteparti’ og ikke et ’masseparti’, er der visse krav man må opfylde for at blive medlem. I Sverige er kravene imidlertid ret milde i forhold til de krav der stilles i de kommunistiske lande eller dér hvor kommunismen er forbudt. Jeg opfyldte kravene og modtog mit medlemskort efter at have betalt mit kontingent, som lød på 40 svenske kroner for det første år. Min hustru var endnu for ung til at blive medlem.

Som medlem af DU og kommunistpartiet havde jeg ofte lejlighed til at komme sammen med kommunister, såvel unge som ældre. Nogle af dem var flinke mennesker. Men vi blev skuffede da vi så at de fleste unge inden for DU kun støttede møderne når programmet bød på dans og underholdning. Der kom kun ganske få til studieaftenerne. Ingen syntes at bryde sig om at skuldre et ansvar.

Et andet synspunkt

Vi diskuterede aldrig religion ved vores møder, men partivedtægterne påbød at ethvert medlem altid skulle behandles med respekt og tolerance, uanset hans religiøse og etiske synspunkter. Da min hustru og jeg en dag fik besøg af en herre fra Jehovas vidner, kunne vi derfor ikke se nogen grund til ikke at behandle ham på samme respektfulde måde. Og snart var vi i gang med at drøfte emner af fælles interesse; vi talte især om hvordan der skulle indføres fred på jorden.

Til at begynde med syntes vi at den nye, fredelige ordning han talte så meget om, på mange måder lignede den kommunisterne havde lovet at oprette. Men lidt efter lidt fik han forklaret os at en sådan ny ordning kun kunne oprettes og opretholdes af en magt der er højere end menneskers. Han henviste til at det ene menneskegjorte politiske system i historien efter det andet er kommet til kort med hensyn til at skabe fred.

Jeg tog en beslutning

Det var ved et møde i kommunistpartiet i begyndelsen af 1961 at jeg besluttede mig til at blive bedre kendt med Jehovas vidners lokale menighed. Jeg kan huske hvordan jeg sad dér ved partimødet og betragtede mine partikammerater i virksomhed mens jeg tænkte ved mig selv: Hvordan kan disse ufuldkomne mennesker nogen sinde oprette og opretholde et retfærdigt samfund? På hvilket grundlag kan de garantere varig fred, retfærdighed og lighed? Hvordan kan de garantere den ærlighed som er nødvendig blandt mennesker i et samfund hvor alle jordens ressourcer skal fordeles ligeligt? Hvordan kan de garantere den sande og ægte kærlighed som er nødvendig for at holde sammen på et sådant samfund, når de ikke engang bruger ordet kærlighed i deres program? Hvordan kan de løse menneskehedens største problemer, såsom sygdom, alderdom og død?

Pludselig hørte jeg mit navn blive nævnt fra talerstolen. Jeg spidsede ører — og hørte at de havde valgt mig til en bestemt opgave i partiledelsen. Hvad skulle jeg gøre? Efter mødet den aften sagde jeg til formanden at jeg ikke kunne modtage opgaven.

Kort tid efter trådte jeg ud af partiet, ligesom både min hustru og jeg meldte os ud af DU. Formanden prøvede at overtale os med ordene: „I behøver ikke forlade partiet af religiøse grunde; selv præster er medlemmer.“ Vi forklarede at vi ikke fulgte præsters eksempel.

Vi drager sammenligninger

Skønt jeg havde trukket mig tilbage fra partiet havde vi stadig rod i kommunismen. Vi vidste ikke helt hvad vi ville. I juli 1961 skulle den såkaldte ’Østersøuge’ afholdes i Rostock i Østtyskland. Det er et internationalt årsmøde for kommunister med delegerede hovedsagelig fra Østersølandene. Min hustru og jeg havde lagt planer om at tage med; men vi havde skrupler fordi Jehovas vidner netop i samme uge afholdt et internationalt stævne i København. Vi besluttede os for at tage til Rostock.

Under hele vort ophold i Rostock prøvede vi at sammenligne ’vores konvent’ med dét vidnerne afholdt i København. Vi lagde mærke til den opførsel ’vores’ delegerede lagde for dagen, og tænkte på Jehovas vidners opførsel. Jeg må indrømme at vi var skuffede over mange af ’vores’ delegerede. De røg og drak meget, og den moralske standard var ikke særlig høj. Undertiden opstod der skænderier og vanskeligheder. Vi sagde til hinanden: ’Dette finder i hvert fald ikke sted blandt vidnerne i København.’ Vi tænkte på den gode opførsel som vi vidste Jehovas vidner i Sverige lagde for dagen. Vi havde lagt mærke til at de ikke røg, ikke drak sig fulde og ikke indlod sig på umoralitet. Vi tænkte også på at de aldrig blandede sig i politik.

Jehovas vidner nægtede konsekvent at tage del i krigsførelse, og det havde gjort et dybt indtryk på os. Kommunisterne talte ofte om krigens, og især om atomkrigens, rædsler. Men mange gange spurgte vi os selv: Hvorfor frasiger kommunisterne sig da ikke enhver forbindelse med nationernes krige, ligesom vidnerne gør? Hvorfor al den talen om ikke at slå ihjel med kernevåben når kommunisterne dog selv lærer at dræbe med geværer? Er resultatet ikke det samme for ofrene? Under Østersøugen talte kommunisterne meget om Østersøen som „Fredens hav“, og de krævede at Østersølandene skulle udgøre en atomfri zone. Men hvorfor bragte russerne da samtidig en superbrintbombe til eksplosion på Novaja Zemlja, kun 1600 kilometer nordøst for Østersøen?

Spørgsmålene hobede sig op. Vi vidste selvfølgelig godt at kommunisterne havde deres forklaringer, men denne gang ville vi ikke nøjes med forklaringer — vi ville have beviser for at kommunismen kunne få folk til at leve sammen i fred. Og disse beviser manglede. Derimod vidste vi hvilke ønskværdige tilstande der rådede blandt Jehovas vidner. Så på vej hjem fra Rostock blev vi enige om at vi havde været det forkerte sted. Vi skulle have været i København blandt Jehovas vidner.

I efteråret 1961 fjernede vi al politisk og ateistisk litteratur fra vores hjem. Året 1961 var for os et år med store forandringer, og vi afsluttede det med at symbolisere vores indvielse til Jehova Gud ved vanddåben den 31. december. Siden har vi været optaget af at undervise andre — deriblandt vores lille søn — om Guds fredelige nye tingenes ordning.

I de sidste fem år har vi haft den forret at tjene som heltidsforkyndere, idet vi har brugt størstedelen af vores tid til at forkynde og til at undervise i Bibelens lære. Og da Jehovas vidner i august 1969 afholdt deres internationale stævne „Fred på jorden“ i København, var vi dér og lærte mere, ikke kun om håbet om en bedre ordning at leve under, men også om hvordan dette håb virkelig kan realiseres — nemlig ved Guds rige under hans indsatte Konge, Jesus Kristus. — Indsendt.