Kristi anden nærværelse — ikke falsk alarm
AT JEHOVAS vidner forkynder et advarselsbudskab om, at den nuværende onde ordning vil ende i Harmagedons ild, forekommer denne selvtilfredse generation at være ganske absurd og ufatteligt. Spottende siger de til Jehovas vidner: „Vi ved alt om det. Vore bedsteforældre og vore oldeforældre forkyndte det samme. Men, som I ser, verden er omtrent den samme. Og den vil altid blive ved med at være sådan.“ Men de, der har levet i begge generationer, denne og den forrige, ved, at verden ikke er den samme, at der har fundet store forandringer sted, og at der ikke er noget grundlag for en sådan frugtesløs spekulation.
Det er sandt, at der mange gange er slået falsk alarm i tidens løb. Men beviser det, at Jehovas vidners advarsel nu er falsk? Der er ikke noget, Djævelen hellere vil have dig til at tro. Det ville være dåragtigt af brandvæsenet at ignorere en brandalarm, blot fordi der tidligere er slået falsk alarm fyrre eller halvtreds gange. Denne gang kunne det være rigtigt. Hver gang der slås alarm, må sagen undersøges af hensyn til sikkerheden. På samme måde vil det være dårskab af retsindige mennesker at ignorere den advarsel, Jehovas vidner så intensivt forkynder, blot fordi nogle bibeltroende i tidligere tider har slået falsk alarm.
Jesus lærte afgjort, at han ville komme igen. Ved en lejlighed spurgte hans disciple, ham: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme [din nærværelse, NW] og verdens ende?“ Jesus svarede ikke, at han ville komme synligt og være sammen med dem. Derimod viste han, at hans nærværelse hos dem udelukkende ville kunne ses af visse begivenheder, der skulle finde sted samtidig. Derfor var det, hans disciple bad om „tegnet“ på hans nærværelse. Der ville ikke være brug for tegn, hvis de skulle se ham komme legemligt i kødet. Jesus sammenkædede en række begivenheder, der skulle finde sted på jorden på den tid, da han blev sat på tronen i himmelen. Disse begivenheder ville for menneskene betyde, at Kristus var nærværende, og skulle samtidig advare om, at slaget ved Harmagedon stod for døren. Jesus sagde, at hans usynlige indsættelse ville blive markeret på jorden ved, at nation rejste sig mod nation i en verdenskrig, at der ville være pest, hungersnød og jordskælv mange steder, at hans efterfølgere ville blive hadet af alle nationer, at de ville blive forfulgt og endog i nogle tilfælde slået ihjel, at de trofaste ville udføre et arbejde med at forkynde det gode budskab om hans oprettede rige til et vidnesbyrd for hele den beboede jord før Harmagedons komme, at under disse begivenheder „skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“, at der ville blive gjort forgæves forsøg på at oprette fred ved hjælp af en politisk surrogatregering, og at den generation, der så ALLE DISSE TING, skulle flygte for livet, fordi Harmagedon da ville være lige for hånden. — Mattæus 24, 25; Markus 13; Lukas 21.
Paulus’ brev til Timoteus beskriver levende de rystende forhold, der skulle råde ved Kristi anden nærværelse. (2 Tim. 3:1-13) Peter forudsiger, at der ville komme spottere, der vandrede efter deres egne lyster, og hånede advarselen med ordene: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ (2 Pet. 3:3, 4) Jakob forudsagde, at de rige ville samle sig skatte i de sidste tider. Johannes talte under inspiration om den trængsel uden sidestykke, der vil betegne højdepunktet på denne periode, nemlig slaget ved Harmagedon. ALLE DISSE TING, ikke blot een eller to af dem, men når ALLE DISSE TING indtraf i een og samme generation, skulle det være det tegn, der markerer Kristi anden nærværelse. Det er ikke falsk alarm. Den generation skulle se hans nærværelse og opleve Harmagedons ilddom. — Mattæus 24:32-34; Jakob 5; Åbenbaringen 12 og 16.
Falsk alarm i fortiden
Nogle fremfører måske i oprigtighed denne indvending: Hvorfor har tidligere tiders bibellærde ladet sig bedrage til at tro, at Kristus ville komme igen på deres tid, ganske særlig i betragtning af, at Bibelen meget afgjort viser, hvornår og hvordan han vil være nærværende? Svaret på spørgsmålet er, at disse lærde drog den fejlagtige slutning, at Kristi anden nærværelse skulle være synlig, „eller at han med sin ånd ubemærket og gradvis ville gennemtrænge alle samfundets sociale kræfter enten for bestandig eller indtil enden“. Desuden tog disse lærde ikke i betragtning, at alle de begivenheder, Jesus havde forudsagt, skulle opfyldes i den generations levetid, der oplevede hans komme.
Vi skal nu nævne nogle eksempler. De vanskelige tider omkring årene 66-70 e. Kr. blev af nogle fortolket som tegn på den nær forestående ende. Efter Jerusalems ødelæggelse ventede man med sikkerhed Kristi tilsynekomst. Men borgerkrigen mellem jøderne og romerne var ikke et tegn på Jesu nærværelse, og det var heller ikke pesten og hungersnøden, der fulgte efter. Der var ingen verdenskrig på det tidspunkt, intet usædvanlig stort antal jordskælv, og det gode budskab om Riget var heller ikke blevet forkyndt på hele den beboede jord.
Forventningerne om Kristi tilbagekomst i løbet af det andet, tredje og fjerde århundrede viste sig også at være falske. Det såkaldte Barnabas-brev skildrer ifølge Didaké (en kristen håndbog fra det andet århundrede) „de sidste dage som værende for hånden, da den nuværende verden og den Onde skal tilintetgøres af den tilbagevendende Herre. Der menes således at være gået næsten 6000 år siden skabelsen. . . . Den syvende dag på 1000 år står over for at skulle begynde med det andet komme“. Irenæos støtter Barnabas, „idet han henfører verdens ende og Kristi genkomst til 6000 år efter skabelsen“. Lactantius er enig med dem og tror, at „den nuværende verden højst kan stå i 200 år endnu, og enden kan ventes hver dag“. Tertullian forudså Romerrigets nedgangstid og antikrists fremståen og mente, at han levede i „den sidste tid“. Hippolytos fastsatte dagen for Kristi genkomst til 500 år efter Kristi fødsel. Og der var en mængde andre — Commodian, Methodios af Olympos i Lykien, Victorinus af Pettau og den ægyptiske biskop Nepos — der alle fremkom med fejlagtige forudsigelser om Kristi genkomst.
Deres forudsigelser savnede fuldstændig bibelsk grundlag; derfor viste de sig alle uden undtagelse at være falske. De fysiske kendsgerninger var ikke til stede i fuldt mål som en opfyldelse af Jesu profetier om sin anden nærværelse, og deres kronologiske tabeller var heller ikke korrekte.
Som man kunne vente efter disse falske forudsigelser, blev læren om Kristi genkomst nu upopulær, og det var uden tvivl Djævelens hensigt. Enhver, der vovede blot så meget som at nævne denne lære, blev af folk betragtet med kynisme og skepsis. Man tog afstand fra Åbenbaringens bog og kaldte den et værk af kætteren Kerinth. Nye teorier blev fremsat og gjort populære. Origenes imødegik tanken om, at Kristus skulle komme bogstaveligt. Han lærte, at Kristi genkomst finder sted ved evangeliets magt, at verden ikke vil blive tilintetgjort, men at den vil blive omdannet ved forkyndelsen af kristendommen.
En anden teori, der var populær en tid, blev fremsat af donatisten Tychonius, der i sine kommentarer til Åbenbaringen forklarer, at Kristus ikke ville komme igen, før den donatiske kirke havde taget magten i verden og var tilstrækkelig stærk til at modstå hedenskabet og katolicismens falske religion. Begge disse teorier er falske af følgende bibelske grund: Kristendommens mål er ikke at omvende denne onde verden, og evangeliets forkyndelse vil heller ikke forbedre den. Den onde verden er af Gud blevet dømt til udslettelse, og ingen menneskegjort organisation vil kunne frelse den. (Dan. 2:44) Gud har besluttet at indsætte en ny verdensregering for menneskeslægten, grundlagt på retfærdighed. (2 Pet. 3:13) Evangeliet forkyndes til „et vidnesbyrd for alle folkeslagene“, for at de retsindige kan flygte til Riget før Harmagedon.
Augustin fra den katolske kirke forlod helt tanken om, at Kristus skulle komme igen, for han sagde, at Riget blev oprettet ved Kristi første komme, at Kristus ved sin første nærværelse bandt Satan Djævelen og begyndte at herske på det tidspunkt. Augustin hævdede, at Kristi komme sker hele tiden i hans kirke, „det vil sige i hans lemmer, i hvem han kommer lidt efter lidt og stykke for stykke, idet hele kirken er hans legeme“. Augustin troede desuden, at Kristi tusindårs regering ville slutte omkring år 1000 e. Kr., og at man i det år kunne vente Kristi endelige komme for at dømme.
Da året 1000 e. Kr. nærmede, sig, troede mange religiøse mennesker, at dommen og verdens opbrænding ville komme i dette år. Ophidselsen var stor i hele Vesteuropa, fordi man frygtede, at Guds „vredes dag“ var nær. Da verden ikke brændte op det år, opfattede religionsdyrkerne det som et bevis for, at de tusinde år, som omtales i Åbenbaringen 20:2, ikke var bogstavelige, men en ubestemt tidsperiode, og at den katolske kirke, den såkaldte moderkirke, allerede regerede i denne tidsperiode. Dette synspunkt har holdt sig blandt det romersk-katolske hierarki til denne dag.
Ingen advarsel er lige så slemt som falske advarsler
Bibelen støtter ikke katolikkernes påstande, selv om katolikkerne selv påstår det. Apostlene Johannes og Paulus viser klart, at Kristus ikke har regeret fra det første århundrede. Johannes skrev Åbenbaringen hen imod slutningen af det første århundrede og talte om Kristi regering som noget fremtidigt, som noget af det, der „skal ske i en hast“. (Åb. 1:1) Johannes overlevede Paulus. Omkring år 61 e. Kr. var Paulus i Rom og skrev der brevet til hebræerne, hvori han siger: „Til hvem af englene har han nogen sinde sagt: „Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder“?“ (Hebr. 1:13) Paulus citerede Davids ord i Salme 110:1, 2, hvor David omtalte Kristus som sin herre og sagde: „Jehova sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder. Fra Zion udrækker Jehova din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Jesus skildres her som siddende ved sin Faders højre hånd efter sin himmelfart, ikke som regerende. Paulus er i overensstemmelse med denne profeti, og han siger videre om Kristus Jesus: „Han har frembåret eet offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans „fjender skal lægges som en skammel for hans fødder“.“ — Hebr. 10:12, 13.
Paulus benægter på det kraftigste, at de kristne regerede på hans tid. Han sagde til korinterne, der virkelig søgte at løbe foran og regere som konger, enten politisk eller åndeligt: „I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!“ (1 Kor. 4:8) Katolikkerne mener, at Satan blev kastet i afgrunden i det første århundrede. Paulus imødegår denne opfattelse i sit brev til romerne med ordene: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Apostelen Peter er enig med Paulus om, at Satan ikke blev kastet i afgrunden idet første århundrede, men at han i høj grad var på fri fod: „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ — 1 Pet. 5:8.
Andre forudsigelser
Efter Augustins tid blev saracenernes aggression, korstogene, munkeordnernes oprettelse i det trettende århundrede samt det fjortende århundredes bagvendte verden altsammen fejlagtigt fortolket som „tegn“, der varslede Kristi forestående genkomst. Joachim fra Fiore fastslog, at de 1260 dage, der omtales i åbenbaringen 12:6, ville vise sig at være året 1260 e. Kr., og da skulle Kristus komme igen. Milic af Kromeriz, en forløber for Jan Huss, spejdede efter Kristi genkomst i årene mellem 1365 og 1367. Wycliffe pegede på pavedømmets magt og understregede, at tiden for genkomsten nærmede sig. John Napier forudsagde, at Kristi genkomst ville finde sted mellem årene 1688 og 1700. William Whiston valgte først 1715, derefter 1734 og senere 1866 som året for Tusindårsrigets oprettelse.
I begyndelsen af det nittende århundrede rejste Christoph Hoffmann fra Tyskland til Jerusalem for at genopbygge templet som en forberedelse til Kristi jordiske komme. William Miller forudsagde, at Kristus ville vise sig i løbet af året 1843, men senere udskød han det til den 22. oktober 1844. Da disse spekulationer viste sig at være grundløse, blev de religiøse sekter til latter, der skete store splittelser inden for dem, læren og dens tilhængere blev spottet, og hele tanken om genkomsten blev en vittighed i religiøse såvel som i irreligiøse kredse. Alt uden undtagelse var falsk alarm.
Med det tyvende århundredes komme fulgte atter en byge af advarsler. „Vær beredt til døden! Vent den hver time! Verdens ende er nær!“ Således lød teksten på plakater, der blev udsendt under en adventistkongres i Paris den 20. august 1927. Adventisterne troede, at Kristi genkomst ville betyde, at jorden blev brændt op. De retfærdige ville blive frelst ved at blive taget til himmelen. Endnu tidligere, da den første verdenskrig havde nået sit højdepunkt, udsendte nogle af Englands mest kendte præster et manifest, hvori der blandt andet blev sagt, at „den nuværende krise tyder på, at hedningernes tider er afsluttet. Punkt 2. Åbenbaringen af Herren kan forventes hvert øjeblik. Han vil give sig til kende lige så tydeligt, som han gjorde det for sine disciple om aftenen efter sin opstandelse. Punkt 3. Den fuldendte menighed vil blive taget bort for at være med Herren for evigt“. Dette manifest var undertegnet af ledende præster fra baptisterne, kongregationalisterne, presbyterianerne, episkopalerne og metodisterne.
De udregnede hedningernes tider forkert, for disse var endt i efteråret 1914. Som en opfyldelse af Jesu profeti udbrød der en verdenskrig. Hungersnød, pest og jordskælv fulgte efter. Kristne blev forfulgt og myrdet. Budskabet om det oprettede rige begyndte at blive forkyndt. Ængstelse og frygt har grebet verden. Lovløshed og forbrydelser tiltager. Nationerne har sluttet sig sammen, først i Folkeforbundet og nu i de Forenede Nationer. Og denne politiske surrogatregering hyldes ligesom Folkeforbundet i sin tid som menneskets eneste håb om fred og som „det politiske udtryk for Guds rige“. Alle disse begivenheder er nøjagtig det, Jesus forudsagde skulle markere hans nærværelse.
Hvorfor viste han sig så ikke? Det gjorde han også, ikke som et kødeligt menneske, men ved en manifestation af sin nærværelse i form af disse begivenheder, der udgjorde opfyldelsen af hans profetier. Han har aldrig lovet, at hans andet komme skal ske i kødet, synligt for det menneskelige øje. Derimod sagde han til sine disciple: „Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere.“ (Joh. 14:19) Hvis hans andet komme skulle finde sted i kødet, ville der ikke være nogen grund for ham til så omhyggeligt at beskrive forholdene her på jorden ved hans komme. Hvorfor skulle han fortælle om et sammensat tegn, hvis man kunne se ham med det blotte øje? Hans disciple vidste, at hans genkomst kun kunne ses gennem de samtidige begivenheder, og derfor bad de om et tegn. Tegnet, Jesus gav, var en lang liste over begivenheder, der skulle finde sted på jorden på den tid, da han skulle komme i sit himmelske riges magt og begynde at regere.
Disse begivenheder begyndte at finde, sted på jorden i året 1914, og de har fortsat lige til den dag i dag. Det er ikke bare een eller to af disse momentale hændelser, der er sket i denne generations levetid, men dem alle. DENNE GANG ER DET IKKE FALSK ALARM!
Hvordan har det religiøse præsteskab reageret over for denne advarsel? De har vendt det døve øre til. Fordi de ikke har kunnet se Kristus i kødet, er de blevet forvirrede. Radio Times for december 1950 fastslog, at „mange prædikanter har en ubehagelig følelse af, at de burde tale om Kristi andet komme; men deres forvirring i forbindelse med spørgsmålet er så stor, at de foretrækker at undgå at tale om det“. „Hans Velærværdighed“ dr. George Hedley fra Mills College har udtalt følgende, der er typisk for vor tids præster: „Hvornår vil Kristus komme igen? Når Guds ånd kommer ind i menneskenes hjerter. Hvordan kan vi erkende hans komme? Ved at betragte det guddommelige liv i os selv. Kommer Kristus igen? Det gør han, hvis vi vil lade ham komme. Han vil komme til os i denne morgen, hvis bare vi vil lade ham, komme.“
Sandheden er den stik modsatte. Kristi komme afhænger ikke af noget menneske. Han er her nu og regerer som konge fra himmelen midt blandt sine fjender! (Sl. 110:1, 2) Verdensbegivenhederne beviser det. Den advarsel, der nu forkyndes af Jehovas vidner, er sand og pålidelig. Lad ikke verdens negative, ligegyldige og sløve indstilling lulle dig i søvn. Giv agt på advarselen. Fly nu til bjergene, Jehovas tingenes ordning. Tøv ikke. Du vil finde beskyttelse mod Harmagedons ild. De, der overlever Harmagedon, vil kunne bevidne, at DENNE GANG VAR DET IKKE FALSK ALARM!