Åndelig sløvhed plager præsteskabet

HVORFOR er præsteskabet opskræmt? Det er ikke alene, fordi kommunismens spøgelse har vist sig i kristenheden og truer med at besætte de såkaldte kristne. Nej, der er noget andet galt. Det er den åndelige sløvhed, der nu plager kristenheden. Den lunkne eller kolde ligegyldighed, der præger præsteskabets hjord, piner hyrderne. I virkeligheden er gejstlighedens klager ikke alene skræmmende, men også oplysende for dem, der søger at finde frem til sandheden.

Hvor stor tiltro har vor tids mennesker til deres religion? Så stor, at de forkynder deres tro for andre? Så stor, at de prædiker Ordet, som alle kristne får befaling til? (2 Tim. 4:2) Den katolske præst og filosof John O’Brien foretog for nylig et rundspørge blandt tilfældigt valgte repræsentanter for det amerikanske kirkepublikum. Det kom for dagen, at de katolikker, der aldrig havde gjort nogen form for forsøg på at forkynde deres tro for andre, udgjorde 72 procent af hjorden! (Catholic Digest, juni 1953) Ikke nok hermed, for en lignende undersøgelse viste, „at så mange som halvdelen af katolikkerne mange steder ikke praktiserer deres religion, hvis påskepligterne og regelmæssig overværelse af søndagsmessen regnes for normen“. (Catholic Information for august 1953) Alle sande kristne må undlade at svigte deres egne sammenkomster, og de må være Ordets forkyndere; så det ses tydeligt, at der råder åndelig sløvhed i den blodfattige katolske fold! — Hebr. 10:25; 1 Kor. 9:16; 4:16.

Hvordan med protestanterne? Lad deres egne præster fremføre anklagerne. Præsten ved Riverside kirke i New York, Robert J. McCracken, har udtalt følgende, som gengivet i New York Times for 13. juli 1953: „[Kristenheden] må se den kendsgerning i øjnene, at en stor del af verdens 680.000.000 kristne ikke er ret meget mere end „navnkristne, for nogle vedkommende uvidende om, hvad kristendom vil sige, for mange andres sløve og ligeglade, og deres religion er en underordnet sag for dem“.“

Det er ikke nødvendigt at citere en præsts prædiken for at gøre vågne mennesker opmærksom på, at kristenhedens „kristne“ kun er kristne af navn! Er det ikke indlysende, at mange kirkegængere bruger mere tid på aviser, fornøjelser og andre interesser end på deres tro? McCrackens ord, at „det er enestående, så lidt folk ved om, hvad kristendom virkelig er“, må pine præsteskabet! Står det i åndelig henseende bedre til med dem, der går regelmæssigt i kirke, end med de andre? McCracken indrømmer: „Selv blandt kirkegængere er den kristne tros væsentligste træk i vid udstrækning ukendt, og med den konsekvente overholdelse af dem står det meget sløjt til.“ — New York Times, 5. oktober 1953.

Særlig opskræmt er præsteskabet i England. Londons News Chronicle (18. april 1953) meddelte: „For nogen tid siden afslørede en gallupundersøgelse, at der på to søndage i august og september ikke var mere end 12 procent af mændene og 18 procent af kvinderne i kirke i England.“ News Chronicle gengav også to katolske biskoppers ord: „England er ikke et katolsk land, sagde biskop Heenan, men søndag formiddag er der flere mennesker til de katolske gudstjenester, end der er til de andre trosretningers.“ Og biskoppen af Leeds erklærede: „Det overvældende flertal af englændere har overhovedet ingen religion.“

At denne åndelige sløvhed piner den engelske gejstlighed, fremgår af The Christian Century for 27. maj 1953: „Præster fra adskillige trossamfund bevidner de næsten hedenske tilstande, det „åndelige vacuum“, som de er tvunget til at arbejde under. I februar erklærede ærkebiskoppen af York, at missionsarbejde er lige så påkrævet i England som i de oversøiske lande. . . . Den engelske højkirkes læresætninger og tro er blevet meningsløs for flertallet og uantagelig for det dannede mindretal. Gudstjenester baseret på bønnebogen, litani og trosartikler holdes på et sprog, der forekommer mange forældet.“

Her i Europa har det længe pint det katolske præsteskab, at arbejderne viser sløvhed og ligegyldighed over for kirken. Nu høres der jammer fra Sydamerika over åndelig sløvhed. Hvem er det, der beklager sig der? En katolsk præst! I bogen Chilean Catholicism skriver præsten Humberto Muñoz om katolikkernes „skammelige uvidenhed“ om Bibelen. Han forklarer: „Jeg er overbevist om, at det latinske sprog er den mur, der skiller præst og menighed. Hvis vi katolikker havde til opgave at fremkalde en åndelig vækkelse, der førte tid bibellæsning og gjorde vor gudsdyrkelse forståelig, ville vor menighed ikke behøve at gå til protestanterne og tigge om åndelig føde.“

Men kan protestantismen give sine egne tilhængere åndelig føde? Den gør det ikke i England. Episkopalerne i Amerika blev i 1953 opfordret til at „holde op med at være ængstelige og generte“. En baptistpræst i Brooklyn kaldte, protestantismen en „svag og splittet stemme“ og „en lysbadeanstalt for middelstanden, hvor de gamle, trætte åndelige lemmer bliver varmet lidt fra uge til uge“. Selv det blad, hvis formål er at forsvare protestantismen, The American Protest, sagde i sit nummer for oktober 1953: „Medmindre verden finder protestantismen igen, vil denne sygne hen og dø. . . . Hvad kan grunden være, til at så mange protestantiske kirker må lukkes? Hvem kan vi lægge skylden på? Skylden hviler på protestanterne selv.“

Præsteskabet, der plages af åndelig sløvhed, ser sig om efter en syndebuk, og de lægger nu skylden på deres hjord. Men tænk engang over det! Hvem bærer i virkeligheden skylden for, at „kristne“ bukker under for gudløs kommunisme, at de fleste af dem mangler den nidkærhed, der skal til for at forkynde deres tro, at de er „uvidende om, hvad kristendom vil sige“, at „det overvældende flertal“ i England overhovedet ikke har nogen religion, at kristenheden er et „åndeligt vacuum“, at præsternes læresætninger og trosartikler er „meningsløse“ for almindelige mennesker, „uantagelige“ for de dannede, at det almindeligste er en „skammelig uvidenhed“ om Bibelen, at protestantismen sygner hen og dør, og at katolikkerne må „tigge om åndelig føde“? Hvem har skylden? Ingen anden end præsteskabet selv! Dem, der er ansvarlige for at give hjorden føde! „Ud fra dine ord skal du fordømmes.“ (Matt. 12:37) Præsteskabet fordømmer sig selv! Med deres egne ord indrømmer de, at hjorden er sløv, nødlidende, udsultet. Præsternes lager er fuldt af søvndyssende traditioner og trosartikler, men tomt hvad angår åndelig føde. Som forudsagt oplever vi nu en hungersnød, „ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Jehovas ord“. — Am. 8:11.

Men gejstligheden har ingen åndelig føde, de er gået tilbage til ritualer, processioner, imponerende katedraler, kor, forældet sprogbrug og døde tungemål. Dette skjuler deres tomme lagre, men det skjuler ikke virkningerne af hungersnøden — den åndelige sløvhed! Jesus forkyndte et klart, inspirerende budskab om Riget som verdens håb. Nu bringer Jehovas vidner det gode budskab om Guds rige ud til det hungrende folk. Snart vil Harmagedons krig fjerne hedenskabet og kristenheden. (Jer. 25:29, 33) Derpå vil Guds nye verden blive indført. Det er derfor nu på tide at holde op med at give penge ud til noget, der ikke er brød. Det er på tide at flygte fra kristenhedens hungerplagede kirker! Det er på tide at ty til solid, åndelig kost. Ja, det er på høje tid at vågne op til håbet om, at evigt liv i Jehovas paradisiske nye verden kan blive vort. — Es. 55:2; Åb. 18:4; 21:1, 4; 22:17.