Betydningen af Johannes’ dåb

„NUTIDENS største massedåb.“ Således lød overskriften på det Associated Press-telegram, som fortalte om de 4640 Jehovas vidner, der blev døbt ved nedsænkning i Riverside Cascade Pool den 22. juli 1953 i forbindelse med deres internationale kongres, den Nye Verdens Samfunds Stævne, som blev afholdt på Yankee Stadium i New York.

I en beretning om en lignende dåb, der fandt sted to år tidligere på Londons Lido Beach som et led i det internationale stævne, Ren Tilbedelse, fortalte Londonbladet Daily Herald under overskriften „Galilæa kommer til Lidoen“ om 1123 vidner, der skulle døbes. Blandt de ting, som havde gjort indtryk på bladets reporter, var den „skræmmende alvor“, der prægede vidnerne, som var kommet til Lidoen for at blive døbt. Efter at have kommenteret mændenes dåb fortsatte han med at sige: „Så kom kvinderne. Nogle kvinder var gamle, mange midaldrende og mange unge. Og nogle af badedragterne var lige så tiltrækkende som deres bærere. Men betvivl ikke disse menneskers oprigtighed, selv om De måske ikke er enig med dem. En lammet mand med spadserestok blev hjulpet ned og dykket under vandet. Der var en gråhåret oldemor på 76 og en på 86 — en lille spinkel og tyndhåret kvinde.“

De lagde en „skræmmende alvor“ for dagen, siger reporteren for Londonbladet Daily Herald, og „betvivl ikke disse menneskers oprigtighed“. Ja, Jehovas vidner tager dåben alvorligt. Kan det tænkes, at de tager den for alvorligt? Reporteren for et andet Londonblad, Sunday Chronicle, syntes at mene det, for han kunne ikke forstå, hvorfor Jehovas vidner insisterede på fuldstændig nedsænkning, og talte om det som en „ligegyldig ceremoniel bagatel“, der var blevet „en ideé fixe i en mængde fanatiske sind“.

Sandt nok praktiserer de fleste religiøse organisationer barnedåb ved bestænkning. Således offentliggjorde bladet Herald Tribune i New York den 8. november 1953 et billede af en præst ved Bellevue-hospitalet, der døbte en baby i incubator gennem åbningerne i denne.

Hvad er sandheden om dåben? Hvad siger Bibelen om den? Er fuldstændig nedsænkning blot en „ligegyldig ceremoniel bagatel“? Hvem kan eller bør døbes, og hvornår og hvordan?

I betragtning af at mange religioner lærer, at Johannes Døber angav det formelle mønster for kristnes dåb, vil vi først undersøge, hvorfor Johannes prædikede, og hvad hans dåb betød.

Engelen Gabriel, som viste sig for præsten Zakarias, mens denne var i færd med at udføre sine præstelige pligter, og meddelte ham, at han og hans hustru Elisabet, skønt barnløse indtil nu, skulle få en søn i deres alderdom, gav særlige anvisninger med hensyn til opdragelsen af denne søn, hvis navn skulle være Johannes, og forudsagde det arbejde, han skulle gøre: „Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af helligånden, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdige sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.“ — Luk. 1:15-17.

Til den fastsatte tid blev den lovede søn født og „barnet voksede til og blev styrket i ånden; og han var i ørkenerne indtil“ foråret 29 e. Kr., da han begyndte sin offentlige tjeneste med den elektriserende forkyndelse: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ — Luk. 1:80; Matt. 3:2.

Hvorfor var det nødvendigt, at Johannes Døber tjente som en udsending, der skulle berede vejen for Jehovas komme ved Jesus Kristus? Havde Israels folk ikke Moseloven, hvis formål netop var at tjene som en tugtemester, der skulle vise dem hen til Kristus, idet den beskyttede dem mod hedensk afgudsdyrkelse, indprentede dem deres behov for en genløser til at borttage deres synder og dannede profetiske forbilleder på det arbejde, deres Messias skulle udføre? — Gal. 3:24; 5 Mos. 7:16; Hebr. 10:1.

Sandt nok, men israelitterne havde ikke trofast holdt fast ved denne lov, for i så fald ville Jehova ikke have ladet dem komme i fangenskab i Babylon. Og selv denne tugtelse havde kun en midlertidig gavnlig virkning på dem som folk betragtet, for efter Ezras, Nehemias’ og Malakias’ død, og især efter at Grækenland havde hævet sig op til stillingen som den femte verdensmagt, blev deres gudsdyrkelse en formalistisk, nationalistisk jødedom, der, alt mens den holdt sig til Lovens udvortes træk, lod sig smitte af hedensk græsk filosofi og mere og mere støttede sig til mundtlige overleveringer, som satte Guds ord ud af kraft.

De religiøse ledere blev meget selvretfærdige, ophøjede sig selv i stedet for Jehovas navn og ord og så med foragt på det jævne folk, blandt hvilket skatteopkræverne og skøgerne var de simpleste. Et forberedende arbejde var i sandhed sørgeligt påkrævet, hvis de skulle være beredte til at anerkende og modtage deres Messias, når han kom!

I sin forkyndelse af det højst tiltrængte budskab om omvendelse sparede Johannes Døber ikke en eneste. Ikke blot instruerede han skatteopkræverne om ikke at kræve for meget eller udsuge folket, hvilket var almindeligt i hine dage, og pålagde soldaterne ikke at pine eller falskeligt anklage nogen og at være tilfredse med deres løn o.s.v., men han dadlede oven i købet offentligt og gentagne gange kongen, Herodes Antipas, på grund af hans ægteskabsbrud og giftermål med Herodias, idet han sagde til ham: „Du har ikke lov at have din broders hustru.“ Og især langede han ud efter sin tids religiøse ledere i et sprog meget lig det, Jesus senere skulle bruge mod dem: „I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugter, som er omvendelsen værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; . . . Og øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ — Mark. 6:18; Luk. 3:7-14.

Vigtigheden af Johannes’ dåb

I forbindelse med sin forkyndelse døbte Johannes også. Hvorfor? Borttog det enten bogstaveligt eller i overført betydning de israelitters synder, som blev døbt? Dette er den almindelige opfattelse inden for kristenheden, idet de fleste religioner lærer, at dåben bortvasker synden, som er nedarvet fra Adam. Bibelen støtter imidlertid ikke en sådan slutning.

Læg i første række mærke til, at Johannes kun blev udsendt til Israels folk, for at berede israelitterne til Messias’ komme. (Ap. G. 13:24) Læg dernæst mærke til, at Johannes’ dåb var adskilt fra og anderledes end den, som blev udført i Jesu navn; ellers ville Paulus ikke have gendøbt visse disciple i Efesus i Kristi Jesu navn, men have været tilfreds med, at de var blevet døbt med Johannes’ dåb. (Ap. G. 19:1-6) Formålet med Johannes’ forkyndelse var jo at hidføre en hjertets forandring, en omvendelse, der skulle berede israelitterne til at tage imod deres Messias, og de, der således omvendte sig og bekendte deres synder, blev døbt af Johannes som en offentlig tilkendegivelse heraf. Omvendelsen hidførte „syndernes forladelse“, selve dåben skete på grund af deres omvendelse, eller var betinget af den, et tegn eller et billede på omvendelsen.

Ganske særlig er det de moderne oversættelser af Bibelens kristne Græske Skrifter, der klart beviser dette. Ifølge dem sagde Johannes Døber, som anført i Mattæus 3:11: „Jeg på den ene side døber jer med vand på grund af jeres omvendelse.“ (NW) „Jeg døber jer i vand som et tegn på jeres omvendelse.“ (AT) „Jeg døber jer i vand som et billede på jeres omvendelse.“ (C. B. Williams) Ifølge moderne oversættelser siger Lukas, i Lukas 3:3, at Johannes Døber kom eller gik overalt „og prædikede dåb for dem, der omvendte sig til syndernes forladelse“ (NW); „prædikede en dåb betinget af omvendelse“ (Williams); „forkyndende en dåb, hvorved menneskene omvendte sig for at få deres synder forladt.“ — Knox.

Den samme tanke fremgår af den måde, hvorpå disse oversættelser gengiver Paulus’ ord til efeserne angående Johannes’ dåb, således som det står omtalt i Apostlenes Gerninger 19:4: „Johannes døbte med dåb for dem, der omvendte sig [mar., omvendelses-dåb].“ (NW) „Johannes’ dåb var en dåb til tegn på omvendelse.“ (AT) „Johannes døbte med en dåb, der var et udtryk for omvendelse.“ (Williams) Det foregående viser klart, at det var synderens omvendelse og ikke Guds tilgivelse, som blev afbildet ved dåben.

At dette var de første kristnes forståelse fremgår af en fodnote i Williams’ oversættelse som forklaring på følgende gengivelse af Apostlenes Gerninger 2:38: „Omvend jer — og lad jer som et udtryk herfor hver især døbe i Jesu Kristi navn — til jeres synders forladelse.“ Fodnoten anfører, at den forklarende vending, „som et udtryk herfor“, er „underforstået ud fra sammenhængen og skik og brug i den første kirke“.

Eftersom Johannes døbte med „omvendelses-dåb“, kunne han ikke forstå, hvorfor Jesus kom til ham for at blive døbt: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!“ Jesus tog sig ikke engang tid til at forklare, men sagde blot: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ — Matt. 3:13-15.

Hvorfor insisterede Jesus på at blive døbt, skønt han ikke havde nogen synder at omvende sig fra? Hvilken betydning tillægger Bibelen hans dåb? For svar på disse og lignende spørgsmål vedrørende dåb henviser vi læseren til den følgende artikel.