Opstandelsen — vort styrkende håb

1. a) Ved hvilke midler tvinger verden folkene frem ad undergangens vej? b) Hvordan kan vi blive frigjort for dødsfrygt?

DET er ikke let for nogen at gå imod den gamle verdens tænke- og væremåder i sin kamp for at bevare sin retskaffenhed. Det er ikke en vej for den fejge eller krysteren, selv om verden måske bruger denne falske beskyldning mod den kristne for at skræmme ham eller tvinge ham til at følge den i dens eget vilde jag mod undergangen. I stedet for at appellere til menneskenes kærlighed og fornuft appellerer denne verden til det faldne menneskes afstumpede følelser. Den driver dem frem med frygtens eller stolthedens eller selviskhedens pisk. Få er de, som kan stå imod. Det er grunden til, at diktatorer kan holde et helt folk i ave, så de bliver bange for frimodigt at hævde dyrebare retfærdighedsprincipper i tale og handling. Ved deres tavshed samtykker de — for at hytte deres eget skind — i regeringens ugudelige og totalitære metoder og kommer under samfundsfordømmelse sammen med hele den onde nation. Frygten for deres egen eller deres pårørendes død trælbinder dem. Bibelen omtaler Djævelen, den store fangevogter, som den, der har alle dem i sin magt, „som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. (Hebr. 2:15) Hvis mennesker havde sand kundskab om opstandelsen, ville de være frigjorte for en sådan frygt. Det er derfor et spørgsmål om liv eller død at tilegne sig denne kundskab. Uden denne erkendelse og tro kan den kristne ikke bevare sin retskaffenhed.

2. Hvordan var kundskaben om opstandelsen en hjælp for Jesus til at bevare sin retskaffenhed?

² Opstandelseshåbet var en bærende kraft for Jesus under hans kamp for at bevare sin retskaffenhed under det hårde pres, Djævelen og hans verden lagde på ham, mens han vandrede her på jorden. Da han måtte lide døden på en marterpæl, gav denne tro og dette håb ham styrke til at bevare sin retskaffenhed over for sin Fader ubrudt. Der står skrevet om ham: „Ja, også mit kød skal bo med håb; thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i dødsriget [hades, NW].“ (Ap. G. 2:26, 27) Jesus vidste, at Gud ikke ville glemme ham eller lade hans tilværelse, hans „sjæl“, gå til i graven.

3. Hvilke andre eksempler viser, at kundskab om og tro på opstandelsen er en nødvendighed?

³ På samme måde fik Abraham styrke til at bestå prøven, da han skulle ofre sin søn Isak, Job til at udholde svære lidelser og tabet af alt, hvad han havde, på nær livet, og den store skare trofaste vidner i fortiden til at blive „lagt på pinebænk“, fordi de ikke ville tage „imod befrielse [for en eller anden løsesum, NW], for således at opnå en bedre opstandelse“. (Hebr. 11:35) Apostlene var opfyldt af „et levende håb“ på grund af Jesu opstandelse og den sikkerhed, det gav dem, og det forlenede dem med en kraft og begejstring i deres forkyndelse, som ingen forfølgelse kunne lægge en dæmper på. Dette håb satte dem i stand til at holde ud lige til døden og derved tilsikre sig en opstandelse. — Fil. 3:10, 11; 1 Pet. 1:3; 3:21.

Sjæl, ånd og mindegrave

4. Vis, at opstandelsen ikke består i en genforening af legemet og en „stofløs sjæl“.

⁴ Vi ønsker at være sikre på, at vi vil være værdige til en opstandelse, at Gud vil huske os og gøre dette vældige mirakel i forbindelse med os. Det vil være os en hjælp, hvis vi forstår, hvilke principper der ligger til grund for opstandelsen. Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord anástasis, og det betyder „at stå op igen“. Hvad er det, der står op igen til liv i opstandelsen? Er det det samme menneske, den samme personlighed, som afgik ved døden? Er det ikke legemet, der kommer tilbage og forenes med en „stofløs sjæl“, der hentes frem fra sit gemmested i himmelen eller andetsteds? For det er ikke blot legemet, der dør, men personen, sjælen, den levende, åndende og sansende menneskeskabning. Når et menneske dør, dør sjælen. I Bibelen står der i 4 Mosebog 6:6, 7: „[En nasiræer må] ikke komme lig [nogen død sjæl, NW] nær; selv når hans fader eller moder . . . dør, må han ikke pådrage sig urenhed ved dem.“ Sjælen er ikke noget, der forlader legemet og går til himmelen. Endog om Jesus blev det sagt: „Du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i dødsriget [hades, NW].“ (Ap. G. 2:27) Jesu sjæl var ikke i himmelen eller „paradis“. Den var i hades, graven, og det var derfra, Gud oprejste den.

5. Hvad menes der med ordene i Prædikeren 12:7: „Ånden [vender tilbage] til Gud, som gav den“?

⁵ Ganske vist siger Bibelen: „Ånden [vender tilbage] til Gud, som gav den.“ (Præd. 12:7) Men læg mærke til, at det er ånden, ikke sjælen, der vender tilbage. Apostelen viser, at der er en forskel på de to, for han siger, at Guds ord kan sønderdele „sjæl og ånd“. (Hebr. 4:12) „Ånd“ betyder i dette tilfælde livsprincippet, livskraften. At den vender tilbage til Gud betyder, at kun Gud ved, hvordan den døde kan gøres levende igen, og at kun han har magten dertil. Det ville være det samme, som hvis en kompliceret maskine brød sammen, og man måtte tilkalde dens opfinder og konstruktør, for at han kunne reparere eller genopbygge den, fordi ingen andre ville vide, hvordan det skulle gøres, eller kunne få maskinen i gang igen.

6. På hvilket grundlag dømmer Gud, om en afdød er værdig til at få en opstandelse eller ej?

⁶ Jesus påpegede, på hvilket grundlag Gud afgør, hvem der skal oprejses fra døden. Han sagde: „Alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst.“ (Joh. 5:28, 29) De, som Gud oprejser fra døden, er dem, han bevarer i sin hukommelse, dem, som inden deres død havde sans for retfærdighed og ret og elskede disse principper, eller som havde en lovfæstet rettighed på grund af den af Gud foranstaltede familiefortjeneste. Vi kan forklare det på en anden måde: Gud har en optegnelse over eller en genpart af livsmønstret, og ud fra sin bedømmelse af denne genpart giver han det pågældende menneske eller den pågældende personlighed ret til en opstandelse. Dog ikke sådan at forstå, at noget menneske fortjener en opstandelse. Nej, men i sin barmhjertighed og på grundlag af det genløsningsoffer, han har foranstaltet ved sin søn, dømmer Gud disse mennesker værdige til at opstå.

Vort livsmønster

7. Hvad er bestemmende for vort livsmønster som indviede kristne?

⁷ Hvad er det, der gør, at vi kan opnå en så lykkelig stilling? Vi må ved vor tro på Jehova Gud og på hans søns, Jesu Kristi, blod og ved at indvi os til ham skabe et livsmønster, der bygger på denne grundvold. Lad os se på, hvad det er, der gør os til den personlighed, vi er, og hvad det er, der er bestemmende for vort livsmønster. Vort livsmønster bestemmes af fire ting: 1) Vore nedarvede karaktertræk. Som følge af arveanlæggenes næsten ubegrænsede kombinationsmuligheder i undfangelsesøjeblikket arver barnet visse mentale egenskaber, karaktertræk, anlæg og talenter, der gerne i mærkbar grad genspejler forældrenes egenskaber. Barnet har således til en vis grad et livsmønster allerede ved fødselen. I dets hjerne er der allerede indtegnet svage „baner“, og desuden er det i besiddelse af rent naturlige instinkter til selvopholdelse, såsom det instinkt, der får det til at suge modermælken til sig. Med sit kendskab til disse kombinationer i barnesindet kan Gud på dette tidspunkt sige, hvilke tilbøjeligheder det vil få, og hvorvidt de vil være stærke nok til senere at modstå omgivelserne eller vil rette sig efter dem. 2) Vore omgivelser, og dette indbefatter de erfaringer, vi gennemgår i vor levetid. 3) Vor egen vilje eller vort eget valg som skabninger, der er frit stillet i moralsk henseende. 4) Påvirkningen af Guds hellige ånd, af hans ord og af hans organisation.

8, 9. a) Hvilken færd tilsikrer den kristne en opstandelse? b) Hvad vil en sådan færd føre til?

⁸ Af dette kan vi se, at et menneske har visse tilbøjeligheder fra fødselen. Hans barndoms omgivelser og den opdragelse, hans forældre giver ham, kan enten fremelske dem eller undertrykke dem. Det er grunden til, at de rette omgivelser, den rette opdragelse og disciplin er af allerstørste vigtighed for barnet. Så kommer det tidspunkt, da han af egen vilje træffer sit valg mellem at gøre det gode eller at gøre det onde. Kan han udelukkende i egen kraft følge det godes vej? Nej, for han er en efterkommer af synderen Adam og derfor ufuldkommen og underlagt regelen: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ (1 Mos. 8:21) Dertil kommer, at den gamle verden med dens ondskab og propaganda omgiver ham på alle sider og lægger stærkt pres på ham. Han må vende sig til Guds ord, Bibelen, for at få vejledning. Han må have Guds hellige ånd eller aktive kraft som rettesnor. Ved den blev Bibelen inspireret. Han trænger også til hjælp fra Guds organisation og må vandre i harmoni med den og holde trit med den, hvis han fortsat skal følge Bibelens anvisninger. Gør han alt dette, vil han reagere rigtigt over for sine omgivelser og træffe det rette valg, når problemerne melder sig. Det vil sætte ham i stand til at udvikle de gode egenskaber og de talenter, han har, og bruge dem i tjenesten for Gud. Han vil kunne overvinde sine slette tilbøjeligheder. Hans sind vil blive forvandlet, så han ikke længere lever som den gamle verden, men indordner sig under den nye verdens levevis. — Rom. 12:2.

⁹ Hvad vil det medføre? Han bliver en ny personlighed, skabt i overensstemmelse med Guds vilje. (Ef. 4:24) Han udfolder et livsmønster, der er i harmoni med Guds vilje og ord. Hans handlemåde stemmer overens med det, der er skrevet i Bibelen. Ligesom en inspektør på en fabrik sammenligner de færdige artikler med modellen og sorterer dem fra, som ikke er faldet heldigt ud, således mærker Gud sig vort livsmønster og ser efter, om vi har fulgt hans retfærdige mønster. Heraf afhænger vort personlige håb som indviede kristne om en opstandelse. Guds ord bruger et billede med en pottemager, der vælger eller vrager sine lerkar, alt efter om de står mål med det ønskede mønster eller ej. — Rom. 9:19-24.

„Karakterudvikling“ et falsk grundlag

10. Er der her tale om „karakterudvikling“? Begrund dit svar.

¹⁰ Der er her ikke tale om „karakterudvikling“. Ved såkaldt „karakterudvikling“ stoler et menneske på sin egen retfærdighed og opbygger en „smuk“ personlighed, der skal gøre ham værdig til liv. De kristne stoler på Guds retfærdighed og på hans ånd, mens de søger at efterligne Kristi mønster og bevarer deres retskaffenhed. Men selv da har de ikke noget at rose sig af. De er stadig ufuldkomne, men ved tro og lydighed håber de på at opnå Guds barmhjertighed. De søger at lovprise Guds ufortjente godhed imod dem og hans retfærdighed, ikke deres egen. Det var på dette punkt, at jøderne kom til kort: „De, forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.“ — Rom. 10:3.

11. a) Hvordan går det de forsætligt onde? b) Hvad viser dette med henblik på, om der gives en „stofløs sjæl“ eller en midlertidig bevidsthedstilstand for de døde?

¹¹ I overensstemmelse med billedet med pottemageren vil de forsætligt ende og de, som dør under familie- eller samfundsfordømmelse, blive vraget. De bliver „glemt“ af Gud, udslettet af hans hukommelse. (Ordsp. 10:7; 11:7; Obad. 16) Dem, som Gud husker, anser han for levende; dem, som er onde, glemmer han som døde for stedse. (Luk. 20:38; Rom. 4:17; Es. 26:14) Alt dette viser desuden, at der ikke findes nogen „stofløs sjæl“, adskilt fra legemet, og heller ikke nogen midlertidig bevidsthedstilstand for de døde. Nej, de døde lever kun i Guds hukommelse, og er de uværdige, bliver de udslettet, glemt, som havde de aldrig været til.

Legemet opstår ikke

12. Hvad viser Paulus vedrørende de legemer, de, som oprejses fra de døde, kommer frem med?

¹² Eftersom der ikke gives nogen „stofløs sjæl“, der lever adskilt fra legemet, er opstandelsen ikke ensbetydende med en genforening af sjæl og legeme. Hvad enten en skabning er åndelig eller jordisk, må den have et legeme eller en organisme, for alle skabninger, det være sig himmelske eller jordiske, har legemer. Bibelen siger: „Når der gives et sjæleligt [fysisk, NW] legeme, gives der også et åndeligt.“ Men samles legemet da sammen, eller laves der en genpart af det tidligere legeme, der nøjagtig svarer til det, det pågældende menneske havde, da han døde? Nej. Skriften svarer: „Men, vil en sige, hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med? Du dåre! det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår — du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller af anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme.“ — 1 Kor. 15:44, 35-38.

13, 14. Hvilke slags legemer får Kristi medarvinger i opstandelsen?

¹³ Paulus siger, at de, som opstår, får ikke alle samme slags legeme. Han forklarer det ved at illustrere, at der nu findes forskellige legemer — åndelegemer som englenes i himmelen og kødelige legemer som dem på jorden: „Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én art, de jordiskes af en anden.“ (1 Kor. 15:40) Dernæst viser han, at Kristi medarvinger, der opnår en himmelsk opstandelse, får legemer, der står langt over kødelige legemer. Han forklarer: „Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; . . . der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. . . . Som den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede! Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“ — 1 Kor. 15:42-50.

¹⁴ „Brudens“ 144.000 medlemmer giver i døden afkald på et jordisk liv og opstår fuldkomne, guddommelige, udødelige, uforkrænkelige. (1 Pet 1:4; 2 Pet 1:4) Deres legemer skinner og stråler med en glans så stor, at intet menneske kunne se derpå og leve. Da de står højere end englene, er de hævet over enhver magt eller indflydelse, som selv englene kunne øve for at skade eller modvirke dem. De er kun afhængige af den Almægtige, Jehova Gud. Som deres Gud vil han altid stå uendelig langt over dem.

15. a) Gør rede for, at det ikke er det samme legeme, der oprejses. b) Er legemet i den jordiske opstandelse en nøjagtig genpart af den afdødes legeme i dødsøjeblikket?

¹⁵ Hvilket legeme får de, som det behager Jehova at give en jordisk opstandelse? Det kan ikke være nøjagtig det samme legeme som før, sammensat af nøjagtig de samme atomer. Hvis et menneske dør og bliver begravet, vil hans legeme gennem en forrådnelsesproces blive omdannet til organiske grundstoffer, der igen bliver absorberet af for eksempel et æbletræ. Nogle vil spise æblerne fra dette træ. Visse af det afdøde menneskes bestanddele, atomer, befinder sig nu i mange mennesker. Det er ganske indlysende, at disse samme atomer ikke kan være både i den opstandne døde og i mange andre mennesker på een og samme tid. I opstandelsen vil legemet heller ikke være en nøjagtig genpart af det tidligere legeme, som det var i dødsøjeblikket. Hvis et menneske er blevet lemlæstet inden sin død, ville han så komme tilbage i den tilstand? Nej. Hvis et menneske dør, fordi dets årer blevet tømt for blod, vil han så komme tilbage uden blod? Nej, siger du, for han kan ikke leve uden blod. Bibelen siger jo, at blodet er et menneskes liv (eller sjæl). (1 Mos. 9:4) Et lignende ræsonnement siger os, at hvis han døde med et gennemboret hjerte, vil han ikke opstå i en sådan tilstand.

16. Hvilke slags legemer vil de få, som får en jordisk opstandelse?

¹⁶ Største delen af det menneskelige legeme forandrer sig i årenes løb, slidte væv fornyes, men et menneskes træk og egenskaber forbliver som helhed de samme. Hvorfor skulle vi komme tilbage i opstandelsen med nøjagtig det samme legeme, måske et, der er vansiret og lemlæstet? På grundlag af den mirakuløse kraft, Jehova har givet Kristus, kan Kristus skabe dem, som opstår fra døden, med legemer, der er tilpas sunde. Lazarus’ legeme var allerede gået i forrådnelse, men da Jesus oprejste ham, fik han ved et mirakel de nedbrudte og opløste celler erstattet med nye. Han kom frem som et frisk og sundt menneske.. Sådan vil det gå til i opstandelsen. — Joh. 11:38-44.

17. Vil de, som får en jordisk opstandelse, få fuldkomne legemer med det samme?

¹⁷ Jehova vil give dem passende legemer. Vil det sige fuldkomne kødelige legemer? Nej, men tilpas sunde og stærke legemer, for før de får den nødvendige oplæring og vejledning af Kristus under hans tusindårige herredømme og lærer at leve på rette vis, og deres legemer og sind kommer i samklang med Gud, ikke bare viljemæssigt set, men i hver en tanke og handling, er de endnu ikke fuldkomne. Fortsætter de ad lydighedens vej, vil Kristi genløsningsoffers lægende kraft komme dem til gode og få dødsprocesserne til at ophøre i dem, til hvert spor af ufuldkommenhed er fjernet, og hver en celle og hvert et væv i deres legemer gennemstrømmes af strålende, sund livskraft.

18. Hvorfor er opstandelsen et enestående mirakel?

¹⁸ Tænk et øjeblik over, hvilken vidunderlig og mirakuløs udfoldelse af magt og visdom Jehova lægger for dagen ved at lade de døde få en opstandelse. Han ikke bare sammensætter visse egenskaber for at genføde et menneskes personlighed, men genskaber hvert eneste af de millioner af træk og særpræg hos det enkelte menneske, ikke alene de nedarvede, men også alle dem, som skyldes de talløse påvirkninger, et menneske er udsat for i løbet af sit liv — alt det, han har læst, studeret, set, gjort, erfaret — hele summen af et menneskes individuelle personlighed, der er blevet til gennem et helt liv. Jehova genskaber alt dette med ufejlbarlig nøjagtighed til den allermindste enkelthed i et legeme, der egner sig til liv i de omgivelser, Gud bestemmer for denne skabning. Til belysning af dette har vi Jesu eksempel, omtalt i den foregående artikel, „Opstandelsens mirakel“ (§ 13).

19. Hvilken efterligning foreslår en såkaldt videnskabelig teori?

¹⁹ Et tåbeligt argument blev for nylig fremført i et populært tidsskrift, hvori det hed, at videnskaben havde opdaget opstandelsens hemmelighed. Her er det håb, der blev fremholdt:

„Alt, hvad man behøvede for at fremstille en genpart af et menneske, så den nøjagtigt ligner originalen, ville være at tage en celle fra vævet i et ar, bare en mikroskopisk partikel fra et lille sår, der er begyndt at læges. Denne føniks-sæd skulle så plantes i en føniks-mistbænk eller føniks-have, hvor „jorden“ skulle være imprægneret med de rigtige kemikalier og forsynet med de redskaber, mesterskaberen [arvævets genopbyggende kraft] behøver for at kunne forme levende væsener af det elementære ler, det fornyende arvæv.

Det første væsentlige skridt til fysisk udødelighed viser sig at være ganske enkelt. Alt, hvad der behøves, er en lille hudpartikel — ikke mere end selve hudens tykkelse — til at stimulere helingsprocessen. Så snart der begynder at danne sig arvæv, fjerner man en lille stump deraf til opbevaring, enten som vævskultur eller ved dybfrysning. Det er dette lille stykke væv, der er føniks-sæden, ved hjælp af hvilken man i fremtiden kan skabe en nøjagtig genpart af det individ, hvorfra man tog det oprindelige væv.

Disse „sædkorn“ skulle kunne opbevares uforandret i det uendelige, som liv i bunden tilstand, men altid parat til at vågne op til liv.

I stedet for at genskabe en enkelt Einstein eller Churchill kunne vi skabe flere af dem, ligesom enæggede tvillinger.“ (Look, 24. marts 1953) Forfatteren tilføjer beskedent: „Hvad er den rette grobund [for et sådant legeme]? Det ved vi ikke, og der er lang vej igen, før vi ved det.“ Skønt disse udtalelser fremholdes som videnskab, er det kun teorier, der ikke er støttet af reelle beviser.

20. Gør rede for en guddommelig lov vedrørende legemets funktion, der viser, at denne teori ikke holder stik.

²⁰ Den biologiske forskning har ganske vist påpeget, at alle det menneskelige fosters celler er ens på dets allerførste udviklingstrin. Men kort tid efter begynder arveanlæggene, kræfter, som mennesker ikke forstår, at specialisere disse celler til ganske bestemte opgaver, således at nogle celler kun danner muskelfiber, andre kun de lysfølsomme øjendele, andre igen kun hud o.s.v. En videnskabsmand forklarer: „Under fosterets tilblivelse ser vi frie unge celler med kolossale udviklingsmuligheder blive bundet af et bestemt mønster, der som en spændetrøje tvinger dem ind i højligt specialiserede former og funktioner, som langagtige muskelfibre, lysfølsomme celler eller saltsyreproducenter i mavesækken.“ De enkelte celler kunne ikke hver for sig opbygge et helt nyt legeme. Den samme videnskabsmand siger: „Det lille menneskevæsen fremviser allerede, når det er en måned gammelt, i mindste enkeltheder de anlæg, der er bestemmende for dets senere udvikling.“ (Scientific American, februar 1950) Selv om det har sin rigtighed, at blodet i forening med kropsvævene læger et sår, har man dog aldrig set et nyt ben eller en ny arm gro ud på det menneskelige legeme efter en amputation, vel? eller nogen få en ny nyre, lever eller et øje?

21. På hvilket punkt kan dette „håb“ ikke stå mål med Bibelens opstandelseshåb?

²¹ Hvis læserne af den førnævnte artikel i Look søger efter sandheden, vil de ønske at sammenligne det „håb“, der dér fremholdes, med Bibelens opstandelseshåb. Ifølge den artikel ville den „genskabte“ kun have de særpræg, som hans oprindelige arveanlæg kunne give ham. Hele hans livserfaring og alle hans livserindringer ville gå tabt. Han ville ikke være sig bevidst at have levet før, men være som et nyfødt barn. Han måtte ældes og dø gang på gang, og hver gang begynde helt forfra. En fejl eller forsømmelse fra deres side, som passede hans „føniks-have“, ville bevirke, at han ikke mere kunne „genfødes“. En sådan opstandelse rummer intet håb for dem, som allerede er døde. Den er i sandhed en falsk, tarvelig, langtfra ønskelig og aldeles utilstrækkelig efterligning af, hvad Gud virkelig har givet løfte om!

22. Kan mennesker udvirke en opstandelse?

²² Opstandelsens fantastiske mirakel er ene og alene Jehovas. Kun han har denne magt til at oprejse, og han har betroet sin søn den: „Thi ligesom Faderen har livets gave i sig selv, således har han også givet Sønnen at have livets gave i sig selv.“ (Joh. 5:26, NW) Man kan genoplive mennesker ved hjælp af kunstigt åndedræt eller indsprøjtninger eller elektricitet, efter at hjertet og åndedrættet er holdt op. Men når først cellerne er begyndt at gå i opløsning og navnlig hjernecellerne, der tager ubodelig skade efter bare få minutter uden ilt, er et menneske dødt. Det står ikke i andre menneskers magt at redde ham. Kun ved Guds opstandelseskraft kan han få liv igen. Gud har ikke nødig at ty til en langsommelig udviklingsproces, for takket være hans ubegrænsede magt kan han oprejse mennesker i et nu. Dengang Jesus var her på jorden, helbredte han ikke visne hænder eller blinde øjne lidt efter lidt, men på mirakuløs vis gjorde han dem raske på et øjeblik. — Mark. 3:1-5; 10:51, 52.

23. Hvordan er opstandelseshåbet en hjelm til beskyttelse af vor retskaffenhed, hvad enten vi er medlemmer af den salvede skare eller hører til de andre får?

²³ Den kristne har altså et håb, der langt overgår alt, hvad mennesker kan drømme om. Derfor siger Paulus: Lad os være iførte frelseshåbet som en hjelm. (1 Tess. 5:8) Opstandelsen er en væsentlig bestanddel af dette håb. Det beskytter os mod at få „hovedet“ knust under fjendtlige angreb, der ellers kunne nedbryde vor retskaffenhed over for Gud. Selv dødens sønderknusende slag formår intet imod os, thi hører vi til de himmelske 144.000, bliver vi oprejst til udødelig herlighed „i et øjeblik“. (1 Kor. 15:52) Hører vi til de andre får, vil det være som at falde i søvn i det ene sekund og vågne i det næste. Det vil ikke være for os som en lang og pinefuld ventetid. Døden er livets og bevidsthedens totale ophør — det store intet. Når vi vågner i den nye verden, vil vor første tanke være en fortsættelse af vor sidste tanke, inden vi døde. Enok, for eksempel, vil vågne op med synet af den nye verden i sine tanker. (Hebr. 11:5) Alle Jehovas vidner ønsker at leve og prædike, så længe det er Jehovas vilje, men de er ikke bange for døden.

24. Hvordan bør kristne se på døden i betragtning af dette håb?

²⁴ Når deres kære dør, sørger de ikke som andre. De lader sig ikke overvælde af sorg. De anser ganske rigtigt døden for en fjende, men de bevarer deres kærlighed og hengivenhed inden for de naturlige grænser og lader ikke sorgen slå dem ud af deres retskaffenheds kurs i tjenesten for Jehova. De står tværtimod endnu fastere, fordi de ved, at trofast tjeneste vil sikre dem en plads i den nye verden og således atter give dem mulighed for at se deres kære i opstandelsen.

25. Hvorfor burde opstandelseshåbet anspore os til endnu ihærdigere tjeneste?