Troens besejrende magt
Hvad er tro? Filosoffer og teologer har ofte defineret begrebet tro, men deres definitioner har langt fra været til nogen hjælp for almindelige mennesker. — Den følgende artikel forklarer ikke alene, hvad tro vil sige, men den giver også svar på det omstridte spørgsmål: Er kristenhedens tro ved at uddø?
TRO har kraft. Dens kraft er så stor, at Jesu apostel kunne sige: „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ (1 Joh. 5:4) Dog spores der ikke i særlig iøjnefaldende grad nogen besejrende magt inden for kristenheden, der påstår at være en højborg for den tro, apostelen omtaler. For eksempel besejrer kristenhedens tro ikke ateismen. Gallupundersøgelser har vist, at ateismen breder sig, og er det ikke en tankevækkende kendsgerning, at Kina i dag næsten er 100 procent hedensk, idet der er under een procent, der påstår at være kristne, til trods for at der i 600 år er blevet udført kristent missionsarbejde i dette land? Inden for kristenheden selv, særlig i sådanne „fæstninger“ for troen som Italien, bliver kommunismens kolos ikke besejret af troen, men truer tværtimod med at tage magten fra dem, der hævder at tro på kristendommen. Hvordan kan Bibelen da sige, at troen er en besejrende magt?
Før dette spørgsmål kan besvares, må vi være fortrolige med en kendsgerning, der vil kaste lys over den forvirrede situation i kristenheden: at „troen er ikke alles“, selv om de med deres læber påstår at være kristne. (2 Tess. 3:2) At 95 procent af det amerikanske folk hævder at tro på Gud, hvilket et rundspørge har vist, er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de praktiserer den sande tros principper, som de fremholdes i Bibelen.
Ikke engang det voksende antal kirkebygninger er et udtryk for, at den sande tro blomstrer. Ved en landsomfattende undersøgelse i de Forenede Stater blev folk spurgt, hvad der er hovedgrunden til, at de går i kirke. Den største gruppe, 32 procent af befolkningen, sagde i virkeligheden, at de går i kirke ene og alene, fordi de „trænger til at blive opbygget“. En anden stor gruppe, 18 procent af befolkningen, sagde, at de går i kirke, fordi det er deres „pligt“. Andre større grupper anførte følgende grunde til, at de går i kirke: „en vane“, „for at høre en prædiken“, „for at se mennesker“ og „for at høre musik“. Det er indlysende, at kirkegangen ikke er nogen målestok for sand tro.
Men tyder ikke den succes, som bøger og film om religiøse emner oplever, på, at den virkelige tro har oplevet en fornyelse? Nej, for i sine film tager Hollywood sig mange friheder med den bibelske beretning, så de fordrejer den eller helt kommer i modstrid med den, mens religiøse bøger, der bliver best sellers, i almindelighed handler mere om psykologi end om Bibelen.
Man bør heller ikke lade sig vildlede af det motto, der står på amerikanske mønter og frimærker: „In God we trust“ (Til Gud sætter vi vor lid). Et nøgternt blik på verden afslører, at den ikke virkelig sætter sin lid til Gud. Kristenheden sætter sin lid til penge, mennesker og magt. Det kendte canadiske blad Maclean’s Magazine for 15. december 1953 skrev således: „Mange er begyndt at nære tvivl om, hvor kristen kristenheden i virkeligheden er. For ikke så længe siden velsignede de tyske præster nazisternes undervandsbåde, de engelske feltpræster bad over Royal Air Force’ bombemaskiner, og en amerikansk feltpræst indviede en luftværnskanon, der skulle beskytte mod japanske bombeflyvere, og formede historiens latterligste gudsbespottelse: ’Pris Herren og brug ammunitionen’.“
Hvis de mange millioner foregivne kristne virkelig havde haft sand tillid til Gud, ville deres tro have givet sig udslag i, at de levede i overensstemmelse med Guds ords retfærdige principper. Men hvad ser vi? Verdens største moralske sammenbrud. Hvis apostelen Paulus havde været her på jorden i dag, kunne han ikke have beskrevet kristenhedens hæslige tilstand i mere rammende ord end dem, han bruger i Galaterne 5:19-21: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: Utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige.“ Kan de store masser i den såkaldte kristenhed, som praktiserer disse ting, have sand tro? Apostelen svarer: „De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham.“ — Tit. 1:16.
Af hvilken beskaffenhed er da kristenhedens tro? Kardinal James McGuigan, Canadas ældste romersk-katolske kardinal, har erklæret: „I vor tids store menneskemassers bevidsthed er Gud død. Selv i deres liv, som stadig tjener ham med læberne, spiller han kun en lille eller slet ingen rolle.“ Det blad, som citerer kardinalens ord (Maclean’s Magazine for december 1953), drager derpå sin egen slutning: „Den kristne kirke er som verdensomspændende enhed betragtet i tilbagegang — i medlemstal, i medlemmernes hengivenhed for den og lydighed mod dens bud og i sin stilling som en institution med stor indflydelse på offentlighedens tanker og handlinger.“ Andre iagttagere har samme opfattelse. Således skriver dr. Henry P. Van Dusen i sin sidste bog World Christianity: „Trods alle de mange statistikker over kirkens vækst og fremgang vinder vi i det store hele ikke terræn — vi holder ikke engang det, vi har.“
Hvorfor deres „tro“ savner kraft
I stedet for at lægge nogen besejrende magt for dagen kan kristenhedens tro ikke engang holde det terræn, den har vundet. Hvorfor? Der er tre hovedgrunde: (1) Mangel på bibelstudium, (2) en åndelig hungersnød og (3) den verdslighed, der præger kristenhedens religioner.
Hvad bibellæsning angår har et rundspørge i 1954 afsløret, at i de Forenede Stater, hvor der sandsynligvis er flere bibler end i noget andet land, læser 40 procent af befolkningen faktisk aldrig i Bibelen. Af de tre største grupper læser 65 procent af jøderne aldrig eller næsten aldrig i Bibelen, 32 procent af protestanterne faldt i samme kategori, og 56 procent af katolikkerne læser aldrig eller næsten aldrig i Bibelen. Ifølge en anden undersøgelse foregår bibelstudium på samme niveau som i søndagsskolen.
Ikke alene bliver Bibelen i uhyggelig grad negligeret, men den åndelige føde, der serveres af præsteskabet, er forfærdelig fattig på livsvigtige kristne sandheder. Derfor plages kristenheden af åndelig hungersnød, „ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre HERRENS ord“. (Am. 8:11) Hvem har ansvaret? Præsteskabet selv! Ved et religiøst rundspørge over hele U.S.A., foretaget af Ladies’ Home Journal (nummeret for november 1948), kom man til følgende slutning: „Mens de, der kommer ind på universitetet, måske er modne til at modtage fast føde på de verdslige områder, er alt, hvad de får på det religiøse område, spædbørnsmad.“ „Spædbørnsmad“ — millioner af såkaldte kristnes føde! Er det da noget under, at tusinder bukker under for den kommunistiske trusel? Når man lever af åndelig babymad, kan man ikke andet end miste sin styrke og sin tro. Præsidenten for Harvard-universitetet, dr. Nathan M. Pusey, erklærede: „Vi er ikke blevet særlig godt undervist i religion, og som følge deraf råder der en omfattende religiøs uvidenhed, hvilket fører til, at religionen praktiseres meget lidt.“ Det er ikke alene kundskab, der mangler, tilføjer han. „Jeg tror snarere, at det er tro.“ — New York Times, 1. oktober 1953.
Den tredje grund til, at troen er i tilbagegang, mens kommunismen vokser, er, at den organiserede religion ikke har holdt sig „uplettet af verden“, som Bibelen påbyder. (Jak. 1:27) Tværtimod blander præsteskabet handel sammen med religion og anvender sådanne midler som bingospil, basarer, karnevaller, lotterier og underholdning, ikke alene for at lokke de troende til at tilbede, men for at flå dem. En ledende artikel i U.S. News and World Report for 2. april 1954 bør også vække til eftertanke: „Nogle af de nationale kirkeorganisationer er for nylig begyndt at blande sig i politik. Hvis der ikke bliver sat en stopper for denne tilbøjelighed, kan den kun føre til, at man mister troen på kirkerne og på præsterne, der hævder at undervise i kristendom. . . . Hvor megen tro og tillid kan man have til et præsteskab, som gør sig til en selvskreven deltager i den politiske verdens partistrid?“
Hvad tro virkelig er
Nu et spørgsmål, der vil kunne kaste lys over sagen: Er den tro, som utallige mennesker hævder at have, virkelig „tro“? Sandheden er, at meget af det, der kaldes tro, i virkeligheden er lettroenhed. Hvad er lettroenhed? Det er en for stor beredvillighed til at tro. Et lettroende menneske er ganske ukritisk hvad tro angår og bliver let bedraget. Eva var lettroende. Hun troede slangen, selv om der ikke var grund til det, ingen beviser for at slangen talte sandhed. For Evas vedkommende blev resultatet: „Kvinden blev bedraget.“ På samme måde bliver millioner af mennesker i vor tid bedraget. De antager mange religiøse trosartikler som sandhed, mens disse læresætninger i virkeligheden ikke finder støtte i Bibelen. Lettroenhed fører til skuffelse og død. Gør derfor ikke som det store flertal, men gør hellere som de første kristne, som „tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig Skrifterne, om dette forholdt sig således“. — 1 Tim. 2:14; Ap. G. 17:11.
Begrebet tro er blevet defineret af teologer og filosoffer. Men deres definitioner, der er holdt i et højtravende sprog, har kun forvirret folks begreber om, hvad tro virkelig er. Det klogeste, man kan gøre, er derfor at gå til Guds ord for at finde en definition. „Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.“ Det ses altså klart, at tro er en velbegrundet forvisning om det, vi håber. Sand tro kan aldrig være en forvisning, som der ikke står en begrundelse eller autoritet bag. — Hebr. 11:1.
Hvad er grundlaget for troen? Kun det, som er absolut sandt, kan tjene som grundlag for troen. Denne absolutte sandhed er Bibelen. Opfyldelsen af Bibelens profetier, som for en stor dels vedkommende finder sted i vor tid, viser, at den er af guddommelig oprindelse, pålidelig og sand. Guds søn selv støtter denne opfattelse: „Dit ord er sandhed.“ I videre forstand er Jehova Gud den sande tros grundvold. Han er „den trofaste Gud“. Det er derfor umuligt, „at Gud kunne lyve“. Det er derfor klart, at sand tro betyder meget mere end blot tro på Gud; det betyder også, at man accepterer Guds ord, tilegner sig en intellektuel forståelse af dette ord og i gerning viser, at man har ægte tillid til det. — Joh. 17:17; 5 Mos. 7:9; Hebr. 6:18.
Hvorfor tro er nødvendig
Denne form for tro er nødvendig. Hvorfor? For „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. Troen er også nødvendig, fordi vi skal have blikket rettet, ikke „mod de synlige ting, men mod de usynlige“, og fordi troen er den kraft, der sætter os i stand til at sejre over den af dæmoner beherskede verden. — Hebr. 11:6; 2 Kor. 4:18.
Hvordan kan troen besejre en verden? Ikke ved nogen kamp mod blod og kød, men ved at den giver os styrke til at tilbede Jehova, mens „hele verden er i den Ondes [Djævelens] vold“. Ikke alene det, men troen giver sejren i Harmagedon, hvor Jehova Gud udsletter den nuværende, onde verden, og de, der har den sande tro, vil overleve og komme til at bo i en ny, retfærdig verden. For at opmuntre sine efterfølgere sagde Jesus: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ Derfor kan hans efterfølgere ved troen overvinde denne onde verden og, som apostelen udtrykker det, mere end sejre. — 1 Joh. 5:19; Joh. 16:33; Rom. 8:37.
I vor tid er tro mere påkrævet end nogen sinde tidligere. Satan og hans dæmoner, der nu er styrtet ned til jordens nærhed, modarbejder voldeligt Guds sande tjenere, som forkynder Jehovas hensigt, at erstatte denne onde verden med en retfærdig ny verden. Dæmonhorderne hader enhver, som lærer den sande Gud, Jehova, at kende. Derfor er det, de kristne har en kamp at kæmpe „mod ondskabens åndemagter i himmelrummet“. „Tag derfor Guds fulde rustning på“, advarer Paulus, „for at I må kunne stå imod på den onde dag“. Nu lever vi på den „onde dag“, og Jehova har givet os sit ords sandhed til beskyttelse. Men rustningen består af mere end sandheden: „Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte retfærdigheden som brynje, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile“. — Ef. 6:11-17.
I sin hentydning til datidens soldaterudrustning omtaler Paulus et skjold og tænker sandsynligvis på det store, aflange skjold, soldaterne brugte til at dække hele deres legeme med. Det bestod af to lag træ overtrukket med lærred og derpå med skind. Kastevåben og pile blev smurt med beg i spidsen og antændt, og de brugtes ikke alene til at tænde ild i det maskineri, der brugtes i krigen, men også til at stikke ild i træskjolde, så disse antændtes, hvilket tvang soldater, der blev angrebet, til at kaste deres skjolde fra sig. Et skjold, der var overtrukket med skind, kunne ikke tændes i brand. De brændende pile faldt til jorden. Når Satan lader sine „gloende pile“ hagle ned over den sande kristne, er hans tro ikke som et træskjold, der antændes og går op i luer, hvorefter han står ganske forsvarsløs. Nej, de brændende pile preller af på en velfunderet tro, som forhindrer dem i at forårsage et dødeligt åndeligt sår. De „gloende pile“ kan være modstand fra verdens side, forfølgelse fra ens familie, alt hvad Satan kan finde på for at få dig til at opgive kampen for den sande tilbedelse. Hvor livsvigtig troen derfor er! Pålægges det os ikke at løfte troens skjold „fremfor alt“ (NW)? Hvorfor „fremfor alt“? Fordi Jehova selv „er skjold for dem, der lider på ham“. Når du gør Jehova til dit skjold ved at fæste absolut lid til hans navn og ord, vil „intet våben, der smedes mod dig . . ., du“. — Ordsp. 30:5; Es. 54:17.
Hvordan troen udvikles og lægges for dagen
Hvordan udvikler man sand tro? Ikke ved at leve på „spædbørnsmad“, serveret af præsteskabet. Forlad disse hungermåltider. Tag imod solid åndelig kost. Hensigten med dette blad og andre publikationer, Vagttaarnsselskabet udgiver, er at give Dem denne livsvigtige åndelige ernæring. Jehovas vidner over hele verden er interesserede i at udbrede denne hårdt tiltrængte kundskab. For uden kundskab kan der ikke blive tale om nogen tro. Det forklarer apostelen: „Så kommer da troen af det, som høres“, d. v. s. det, man hører om kundskaben, der findes i Guds ord. Når troen vokser, skubbes de religiøse fordomme til side. Begynd at tilegne Dem kundskab med et åbent sind. Følg Guds råd: „Kom, og lad os ræsonnere sammen.“ — Rom. 10:17; Es. 1:18, KJ.
Eftersom Bibelen erklærer, at „hvis den [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død“, er kundskab alene ikke nok. Sand tro har at gøre med sindet, hjertet og munden. „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ Det er grunden til, at Jehovas vidner arbejder så energisk på at bringe det gode budskab om Guds rige ud til alle mennesker, til trods for at millioner påstår at have en „tro“. Vi ved allerede, at den tro, det store flertal kan opvise, ikke er sand tro. Disse mennesker trænger til at få at vide, hvad sand tro i virkeligheden er. De trænger til at få at vide, at det ikke engang er nok at leve et „smukt liv“. De trænger til at lære det gode budskab at kende, om hvilket Jesus profeterede: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Jak. 2:17; Rom. 10:10; Matt. 24:14.
Hvem lader advarselen om denne onde verdens forestående ende lyde og forkynder den gode nyhed om Guds rige? Ikke præsteskabet, og heller ikke kirkegængerne! Men det er Jehovas vidner. De ved, at når man ejer den sande tro, føler man sig tilskyndet til at forkynde det gode budskab for andre. De, der har den sande tro, kan ikke være som kristenhedens millioner, der blot tjener Gud med læberne, og tilbeder ham ved at sidde i kirkestolene, og det endda i meget ringe udstrækning! Tilegn Dem derfor kundskab. Læg sand tro for dagen ved at bruge Deres mund til offentligt at bekende til frelse. Når De gør det, vil De blive blandt dem, der overlever Harmagedon for derefter at leve i lykke. I sandhed, „dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro“.