Formålet med dit vidnesbyrd

1, 2. Hvilke betimelige spørgsmål stilles Jehovas vidner til tider overfor, og hos hvem burde ærlige sandhedssøgere hente de korrekte svar?

ER DU et af Jehovas vidner? Hvis du er det, hvorfor går du så fra hus til hus og tilbyder folk bibelhåndbøger? Hvorfor står du på gadehjørnerne med blade? Eller hvorfor leder du så mange bibelstudier i folks hjem? Er det af selviske grunde, at du går fra hus til hus, for at tjene mange penge eller for at opnå en stor stilling i den lokale menighed? Står du på gadehjørnerne, fordi du holder af at stille dig selv til skue, eller fordi du lider af et såkaldt „forfølgelseskompleks“, der trives på de uvenlige bemærkninger, de forbipasserende kommer med? Hvad er det, du prøver på at udrette? Hvilke motiver, mål og hensigter, hvilket håb og hvilken higen er det, der giver Jehovas vidner al deres brændende nidkærhed, deres ihærdighed og faste beslutsomhed år ud og år ind, under to verdenskrige, i og uden for totalitære lande, under enhver form for modstand og under alle forsøg på at lokke dem til noget andet? Og endnu et spørgsmål: Hvem står bag dette arbejde?

² Det er alle sammen vigtige spørgsmål, som folk stiller hinanden og diskuterer indbyrdes verden over. Men de, som oprigtigt ønsker at få et korrekt svar, burde spørge Jehovas vidner, for de ved, hvorfor de udfører dette vidnearbejde. De ved, hvorfor de går fra hus til hus trods mange genvordigheder, hvorfor de står på gadehjørnerne i al slags vejr, og hvorfor de leder bibelstudier, selv om det er forbundet med personlige udgifter og ulejlighed for dem. Fremdeles ved de, hvor de får deres kraft, deres styrke og deres støtte. Og hvad der er endnu vigtigere: de ved ikke alene, hvad der står bag dette arbejde, men også hvem, der står bag det!

3. Hvem er den ansvarlige bag dette vidnearbejde?

³ Det er Jehova Gud, der står bag sine vidner på jorden i dag. Hvem er Jehova? Der er kun een Jehova. Han er til i kraft af sig selv og er universets store og ophøjede Skaber. Han er den pagttro Gud, som Abel og Abraham, Noa og Lot, Job og Moses og alle de andre af fortidens patriarker dyrkede. Han er den, som Jesus Kristus kaldte „min Fader“, livgiveren, hvem Kristi disciple fik pålagt at henvende sig til som „vor Fader“. Som sande og trofaste kristne tilbeder og tjener Jehovas vidner i dag ligeledes denne samme herlige og evige Gud. Til gengæld tager Jehova det fulde ansvar for sine vidner og deres vigtige arbejde og viser sig som den, han var i fortiden, nemlig en planlæggende og villende Gud, en Gud, der har vidunderlige og uforanderlige hensigter.

4. Hvilke store sandheder har denne verdens ledende mænd overset, og hvordan beviser deres praleriske påstande dette?

⁴ Det er rigtigt, at Jehovas hensigter er uforanderlige, og hvad små og ubetydelige mennesker end måtte gøre i dette tyvende århundrede, kan de ikke i mindste måde forandre, ophæve eller omstøde Jehovas vilje eller beslutninger. „Græsset tørres, blomsten visner“, men Jehovas „ord bliver evindelig“. „Jeg handler,“ siger Jehova, „hvo gør det ugjort?“ spørger han. (Es. 40:8; 1 Pet. 1:24, 25; Es. 43:13) Dette er en kendsgerning, der ikke påskønnes af de ledende mænd i verden. Disse mænd, det være sig filosoffer eller sindssygelæger, forfattere eller analytikere, storrigernes bygherrer eller politiske arkitekter, finansfyrster, dommere, militære strateger eller kendte videnskabsmænd, ja alt, hvad der er højt og knejsende i denne verden, ignorerer med vidende og vilje Jehova Gud og tager intet hensyn til hans hensigter i deres egne planer og beregninger. I vanhelligt praleri hæver de den tid, vi lever i, til skyerne og kalder den en supervidenskabelig tidsalder, en ultramoderne æra, en højlig oplyst og civiliseret tidsperiode, rig på store fremskridt og åndsbedrifter. Tilsyneladende mener de, at de gennem en eller anden art udviklingsproces har nået et kulturplan, der står langt over det, hvorpå det første århundredes kristne levede, og at alt det, den ydmyge nazaræer og hans disciple lærte, påbød og gjorde for næsten to tusind år siden, ikke længere har nogen praktisk betydning eller noget bud til os eller er anvendeligt på den tid, vi lever i nu.

5. Under hvilken storladen synsvinkel bør sandhedssøgere betragte tingene, og hvorfor?

⁵ Men I, som ærligt og oprigtigt søger efter sandheden, burde ikke lade jer bedrage af denne falske og barnagtige tale. Det er ikke andet end gemene spidsfindigheder og sådanne menneskers hjernespind og fantasterier, der kun er støv ligesom alle andre. Betænk snarere, hvordan Gud ser på disse ting, han, som skabte støvet, hvoraf mennesket oprindelig blev dannet. Set under hans storladne synsvinkel har de alvorlige problemer, menneskeheden tumler med, såsom liv og død, sundhed og lykke, fred og fremgang, forandret sig meget lidt i de svundne. årtusinder. Den samme gamle verden under Satans tyranniske og bedrageriske herredømme består stadig på denne jord. De jordiske regenter, de forskellige nationers konger, dronninger, diktatorer, statsministre og præsidenter, som er under Satans indflydelse, ikke alene nægter at anerkende Kristus Jesus som Jehovas salvede konge og jordens retmæssige hersker, der nu er indsat i sit himmelske embede, men de går længere endnu i deres modstand og lægger råd op mod ham og hans rige, som det blev profeteret, at de ville. „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Jehova og mod hans salvede [konge].“ — Sl. 2:1, 2; 83:2, 3.

6. Hvorfor er det urimeligt at mene, at menneskers skalten og valten virker forstyrrende på Jehova Guds hensigter?

⁶ Det overrasker derfor ikke at se denne verdens ledere deltage i en febrilsk kaprustning, som om de kunne stå sig mod den almægtige Gud under styrkeprøven i Harmagedonslaget. I denne supersoniske jettidsalder mener sådanne, for hvem fart er det eneste saliggørende, åbenbart, at de kan komme Jehova i forkøbet og distancere hans fastsatte tider, til hvilke han har bestemt at fuldbyrde sine guddommelige hensigter. Hvor dåragtig er ikke deres visdom! Hvor overfladisk deres kløgt! Hvor nytteløst er dog deres ophobede materiel, og hvor spildt deres dødbringende våben! Den største eksplosion, mennesker formår at fremkalde, repræsenterer kun en brøkdel af de kræfter, der udløstes under et almindeligt jordskælv. Man har indrømmet, at de største A- og B-bomber, der er fremstillet, ikke engang kan påvirke vejrliget. Så chancerne for, at menneskers bedrifter på atomsprængningens område skulle kunne rokke jorden i dens omdrejninger om sin akse, er endnu mindre! Selv braget fra dette „kæmpefyrværkeri“ kan kun høres nogle få kilometer væk. Hvor tåbeligt er det så ikke at tro, at disse eksplosioner kan forstyrre det uendelige himmelrum, der er oven over os, når de end ikke kan høres uden for vor egen atmosfære! Den brænden og brusen, som frembringes af de sociale uroligheder, de racekampe, de strejker og politiske revolutioner, der uafladeligt hærger menneskeheden, er uden betydning for universets overordnede hersker. Sandheden er den, at intet af menneskers nye eksperimenter, ingen af deres luner, ingen af dette århundredes sociale omvæltninger forstyrrer den store Jehova Guds ophøjede ro og evige tilværelse. Myg i luften kan virke generende, men de betyder intet for jordens gang i den af Gud afstukne bane. Nogle få summende græshopper tusind kilometer borte forstyrrer ikke din ro, og du ænser dem ikke under udførelsen af din daglige dont. Hvor meget mindre tror du så ikke, at vor tids praleriske propagandamageres galen og kvækken forstyrrer den Almægtiges hensigter, han, som troner højt over denne klodes kreds. Husk, i hans øjne er nationerne og alle jordens beboere „som græshopper“. — Es. 40:22.

7. Hvilke af Jehovas uforanderlige hensigter står urokket af verdens gang i dag?

⁷ Jehovas beslutninger står fast, uanset hvad denne syntetiske civilisations tåbelige kritikere måtte sige eller gøre. „Jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg een gang for alle — David sviger jeg ikke: Hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himmelen er sanddru.“ (Sl. 89:35-38) Det er om den større David, om hvem det blev sagt: „Du skal give ham navnet Jesus“, Jehova her taler, således som det senere fremgår af engelen Gabriels ord: „Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn; og Gud Herren [Jehova, NW] skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:31-33) Idet Jehova opfylder sin pagt, gennemfører han også andre af sine hensigter, for han har besluttet at vise Satan sin magt ved at erstatte hans ægyptiske tingenes ordning med en ny verden, hvor alt ånder retfærdighed. Inden denne verden er indført i hele sin udstrækning, er det Jehovas vilje, at hans ord, hans navn og hans ry skal forkyndes på hele jorden som et sidste vidnesbyrd får både store og små, og hans vilje står fast og kan ikke ændres af nutidige forhold eller af tendensen i verden i dag. „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.

8. Hvordan har Jehova gjort denne verdens visdom til dårskab?

⁸ Hvad gør det så, om de selvkloge og indbildske i denne verden mener, at Jehovas vidners forkyndergerning er uden praktisk betydning, ja dårskaben selv? Den alvise Jehova erklærer, at han vil gennemføre sine hensigter og gøre denne tidsalders vise til skamme ved hjælp af noget, der forekommer dem aldeles latterligt. „Thi ordet om korset [marterpælen, NW] er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft. Thi der står skrevet: Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet. Hvor er nu vismændene? Hvor er nu de skriftkloge? Hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.“ (1 Kor. 1:18-21; Es. 29:14; Jer. 8:9) Det er altså en stor ære at tage del i denne vidunderlige forkyndergerning, og de, som har den forret, ejer samme sindelag som deres leder og fører, Kristus Jesus, der udbrød: „Jeg priser dig [offentligt, NW], Fader, himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.“ — Matt. 11:25; Sl. 8:3.

Svarene på spørgsmålene er ikke en hemmelighed

9. Hvem er det største vidne på Jehovas vidners vegne?

⁹ Der hersker ikke mindste tvivl om, at disse vidner, som i dag aktivt tager del i „prædikenens dårskab“, har Jehovas godkendelse og bemyndigelse til at bære hans hellige navn. Jehova vidner selv og siger: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, . . . Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Jehova, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, . . . I er mine vidner, lyder det fra Jehova. Jeg er fra evighed Gud.“ „Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden klippe? Jeg ved ikke nogen.“ (Es. 43:10-12; 44:8) De er kendt af hele verden under dette skønne navn, det navn, der er hentet fra Jehovas ord; lad derfor verden få at vide, hvad der er formålet med hans vidners arbejde.

10. Hvorfor bør vi svare sandfærdigt, når vi bliver udspurgt om vort arbejde?

¹⁰ Når nogen spørger dig som et af Jehovas vidner, hvad det er du søger at udrette, hvad der er formålet med dit vidnesbyrd, så fortæl dem sandheden. „Seks ting hader Jehova, syv er hans sjæl en gru: . . . [deriblandt] falsk vidne, der farer med løgn.“ „Det falske vidne undgår ej straf; den slipper ikke, som farer med løgn . . . den, der farer med løgn, går under.“ Så tøv ikke med og undlad ikke at tale sandhed, når du bliver spurgt om formålet med dit vidnesbyrd. — Ordsp. 6:16-19; 19:5, 9.

11, 12. Tager vi del i dette arbejde for vindings skyld eller for at kappes indbyrdes?

¹¹ Når folk spørger dig, om Jehovas vidner går fra hus til hus for at tjene penge, så fortæl dem den nøgne sandhed. Fortæl dem, hvad Jesus sagde til sine efterfølgere: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ (Matt. 10:8) Fortæl dem, hvordan apostelen Peter formanede sine brødre til at være „hyrder for Guds hjord . . . ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte“. (1 Pet. 5:2) Fortæl dem, hvordan Paulus ligeledes sagde, at en trofast Guds tjener bør være „uangribelig, . . . ikke pengekær; . . . mænd, der ikke . . . søger skammelig vinding“. (1 Tim. 3:2, 3, 8; Tit. 1:7) Fortæl dem, hvad Jehova Gud selv siger: „Hid, alle, som tørster, her er vand, kom, I som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk!“ Jehovas vidner har i sandhed styrkende og livgivende åndelig føde at give de tørkeramte og underernærede i verden, hvis bare de vil tage imod den. Disse dyrebare forsyninger fra Guds forrådskammer bliver tilbudt dem i ubegrænsede mængder og „uden vederlag“. „Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, jeres dagløn for, hvad ej mætter?“ Her spørger Jehova rent ud, hvorfor vi skulle give vore surt erhvervede penge ud til den kvalmende kost, kristenhedens bedrøvelige ledere serverer for høje priser, når vi kan få overflod af marvfulde og livgivende retter ved hans bord? „I kan ikke både have del i Herrens [Jehovas, NW] bord og i [og samtidig spise ved] onde ånders bord.“ — Es. 55:1, 2; 1 Kor. 10:21.

¹² Hvis vi bliver spurgt, om der er anden selvisk ærgerrighed som drivkraft bag Jehovas vidners virksomhed, bør vi sige sandheden. Kappestrid er en indgroet bestanddel af Djævelens ordning, men den har ingen steder hjemme i Guds organisation. At kappes indbyrdes, at vinde sig et navn, at blive kendt og anset eller få en fremtrædende plads inden for menigheden er ikke de motiver, der ligger bag udførelsen af vidnearbejdet. I den troløse kristenhed lægges der stor vægt på ydre pomp og på gerninger, der tager sig godt ud i andres øjne, og derfor vil de, som øver sådanne ting, sige: „Herre, Herre! . . . har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?“ Dertil svarer Herren Kristus Jesus „Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.“ (Matt. 7:22, 23) Nej, gerninger alene er ikke nok til at opfylde kravene. Først kommer troen, og dernæst, som et resultat og en manifestation af denne tro, kommer gerningerne, thi „troen, hvis den ikke har gerninger, er . . . i sig selv død“. (Jak. 2:17) Apostelen Paulus lægger vægt på det, der med rette bør fremhæves, nemlig Gud, og ikke enkeltpersoner eller deres bestræbelser eller bedrifter, og han skriver: „Han, som frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men i kraft af sit eget forsæt og nåden [sin ufortjente godhed, NW].“ — 2 Tim. 1:9.

13. Hvorfor fremholder vi budskabet om Riget på travle gader og åbne torve?

¹³ Hvad er Jehovas vidners formål og motiv, når de står på gaderne og ved befærdede vejkryds og tilbyder offentligheden Rigets budskab? De gør ikke som hyklerne i kristenheden, der „holder af at stå og bede i synagogerne og på gadehjørnerne for at blive set af mennesker“. (Matt. 6:5) Jehovas vidner er, som deres navn giver til kende, „vidner“, og som sådanne er de nødt til at stå frem for dem, som de skal vidne for, ligesom et vidne gør det for domstolen. Følgelig er Jehovas vidner blevet „et skuespil . . . for hele verden, både for engle og mennesker“ og „ved hån og mishandling . . . et skuespil for folk“. (1 Kor. 4:9; Hebr. 10:33) Deres offentlige virksomhed skyldes ikke, at disse vidner er så opblæste, at de ønsker offentlig anerkendelse eller at gøre sig bemærkede for offentligheden; den skyldes heller ikke, at de fanatisk tragter efter at blive overfaldet som martyrer eller brændt på bålet på det offentlige torv. Nehemias og hans medarbejdere gav sig ikke til at genopbygge Jerusalems sammenstyrtede mure der tilbage i tiden, fordi de ønskede at høre deres fjender håne og spotte dem. Det var Nehemias’ uendelig store kærlighed til Jehova og inderlige og brændende ønske om atter at se den rene tilbedelse hævdet og hæget om i landet, der satte ham i stand til at fortsætte med arbejdet til trods for Sanballats og hans følgesvendes spot. (Neh. 2:17-20) Det er den samme hengivenhed for Jehova og hans retfærdige tilbedelse, der driver Jehovas vidner til handling, skønt de godt ved, at „sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt“. — 2 Tim. 3:12.

14, 15. Hvorfor har nationernes regeringsembedsmænd ingen grund til at frygte Jehovas vidner eller deres gudgivne arbejde?

¹⁴ Når regeringer i kolonier eller andre embedsmænd i ansvarsfulde stillinger forlanger at vide, om Jehovas vidners arbejde er af oprørsk eller nedbrydende karakter, sig så sandheden, som den er. Fortæl dem, at Kristus Jesus ikke i mindste måde tilskyndede til oprør, da han lærte sine disciple at bede „komme dit rige“, og at hans sande efterfølgere heller ikke gør det, når de fortæller hele verden, at dette rige nu er for hånden. (Matt. 6:10) At fremholde sandheden, som den findes i Guds hellige ord, Bibelen, til advarsel for denne generation, der trues af undergang i Harmagedonslaget, kan ikke i nogen forstand siges at være et nedbrydende arbejde. Det er et livreddende budskab, der overbringes af kærlighed og barmhjertighed. „Sanddru vidne frelser sjæle; den, som farer med løgn, bedrager [tilintetgør dem, AT].“ (Ordsp. 14:25) Noa udførte med flid et lignende arbejde og forkyndte et lignende advarselsbudskab for sin generation, og det blev til frelse for hans hus. (Hebr. 11:7) Noas forkyndelse var ikke af oprørsk karakter. Det var ikke hans budskab, der gjorde ende på eller bortskyllede den daværende onde tingenes ordning. Nej, det var Jehovas forfærdelige manifestation af sin almagt, efter at dette advarselsbudskab havde lydt, som bragte død og ødelæggelse over modstanderne. I vore dage er det budskab, som Jehovas vidner overbringer, og som alle, der elsker Gud, påskønner, som en ild i de ondes ører, men det er for intet at regne i sammenligning med Jehovas „harmglød“ og „nidkærheds ild“, der skal fortære denne verden i Harmagedonslaget. — Zef. 3:8; 2 Pet. 3:7.

¹⁵ Jehova har ikke til hensigt at reformere de uforbederlige, og det har hans vidner heller ikke. Jehova søger ikke at rette på denne vanartede og forvildede slægt, og det gør hans vidner heller ikke. Gud har dømt den gamle verden til total undergang. Den beskyldning, at de første kristne bragte „hele verden i oprør“, var naturligvis fuldstændig ubegrundet. (Ap. G. 17:6) Når denne beskyldning rettes mod Jehovas vidner og deres forkyndergerning nu om stunder, er den ligeledes ubegrundet. Den opgave, Jehovas vidner har fået af Herren Gud, går kun ud på at advare alle, både de styrende og undersåtterne, om den truende omvæltning; der skal finde sted i Harmagedonslaget, for at enhver, som ønsker det, kan gøre brug af den foranstaltning til sikkerhed, som Jehova har tilvejebragt. — Jer. 1:17-19; Ez. 3:10, 11; 33:7-9.

Hvad udrettes der?

16. a) Hvilke velsignelser og goder bringer Jehovas vidner retsindige mennesker verden over? b) Hvilken adskillelse har dette til følge?

¹⁶ I stedet for at forstyrre freden inden for nationerne eller tilskynde til oprør blandt befolkningen har Jehovas vidners arbejde den stik modsatte virkning. Den betydningsfulde forkyndelse af Guds teokratiske regering, som Jehovas vidner er optaget af, giver tilfredshed og ro i sindet. Dette glædesbudskab beroliger de ængstelige, der sukker og jamrer over de frygtelige forhold i verden i dag. Det støtter og styrker de usikre, de svage og de skrøbelige. Det får de åndeligt blinde til at se og forstå. Det åbner ørerne på de åndeligt døve. Det bringer sundhed til de åndeligt syge. Det indgyder de mismodige håb. Det giver de åndeligt døde liv. Naturligvis vil forkyndelsen af et så vidunderligt budskab ikke falde i god jord hos alle, for de, som er besjælet af Djævelens og den gamle verdens ånd, væmmes ved det og forkaster det, sådan som de gjorde, der gik til grunde i Vandfloden, i Sodoma og Gomorra og i det Røde Hav. Den nuværende forkyndelse af budskabet om Riget bevirker, at der finder en deling sted blandt folkene i deres holdning over for Herren, en adskillelse af dem, som elsker retfærdighed, fra dem, som øver lovløshed, en adskillelse af fårene fra bukkene, alt sammen „efter hans forsæt, der virker alt i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning“. — Ef. 1:11; Matt. 25:31-33.

17. Hvad har Jehovas vidner først og fremmest deres opmærksomhed henvendt på, og hvad opfordres alle mennesker til?

¹⁷ Mens de her omtalte resultater er af største vigtighed for menneskeheden, opnår Jehovas vidner andre resultater, der har universel og derfor langt større betydning. Jehovas vidner har først og fremmest opmærksomheden henvendt på afgørelsen af det universelle stridsspørgsmål om, hvem der er den højeste, på hævdelsen og herliggørelsen af Jehova, på renselsen af hans hellige ord og navn, der er blevet smædet og vanæret af Djævelen og hans horder i umindelige tider. Jehova er den eneste sande og levende Gud. Han alene er kilden til liv og velsignelse, en uforlignelig Gud i alle henseender. Jehova er så viis, at vi ikke til fulde fatter eller forstår hans visdom. Jehovas retfærdighed er ubestridelig. Jehovas magt er uimodståelig, og ingen formår at standse den. Jehovas kærlighed kan ikke måles eller påskønnes i al sin dybde. Ja, Jehova er universets øverste hersker! Det er disse kendsgerninger, der skal forkyndes til jordens ender. „Herren [Jehova, NW], vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren.“ (Åb. 19:6, 7) Jehova har indsat sin salvede konge på sin herlige trone i himlene, og folk af alle racer og tungemål får befaling til at bøje sig for ham i fuldstændig underkastelse. Efter så mange årtusinders forløb under Satans undertrykkende og dræbende herredømme er disse kendsgerninger i sandhed gode nyheder. Derfor burde alle, som elsker retfærdighed og hader lovløshed, slutte sig til dette kor af vidner i deres hyldest til Jehova!

18. Hvorfor er det i virkeligheden senere, end de fleste tror?

¹⁸ Der er ingen tid at spilde. Budskabet er i allerhøjeste grad presserende. Satan og hans tingenes ordning har kun ganske kort tid igen, fordi de nægter at anerkende, at „hedningetiderne“ ophørte i 1914, og at Kristus Jesus blev indsat på tronen som jordens retmæssige hersker. Der er nu gået fyrretyve år, siden „denne slægt“ eller generation oplevede det skelsættende år 1914, denne slægt, der er dømt til at opleve Harmagedonslaget. (Matt. 23:36; 24:34) Tag ikke fejl. Den sidste krig er afmærket på den guddommelige kalender, og den vil begynde til den fastsatte tid, ligesom tilfældet er med alt andet, Jehova har besluttet. „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ „Thi hver ting har sin tid og sin dom.“ (Præd. 3:1, 17; 8:6) Det er i virkeligheden langt senere, end de fleste tror!

19. Bevis, at oprøret i Eden ikke krydsede, ændrede eller forhalede Jehovas beslutning om, at en paradisisk jord skal befolkes med fuldkomne skabninger.

¹⁹ Når Harmagedonuvejrets ødelæggende storm har lagt sig, vil Jehovas oprindelige hensigt, nemlig at have jorden opfyldt af trofaste og lydige skabninger, begynde at blive fuldbyrdet. Fuldbyrdelsen af denne hensigt vil ikke trække i langdrag, men ske inden for den tidsfrist, Skaberen fra først af fastsatte. Ved slutningen af den sjette skabelsesdag gav Jehova Adam og Eva et guddommeligt påbud om, at de skulle blive frugtbare og opfylde jorden med fuldkomne skabninger som de selv. Derpå hvilede Jehova „på den syvende dag efter det værk, han havde udført“. (1 Mos. 2:2, 3; 1:28) Når Jehovas hviledag på de syv tusinde år er til ende, vil Kristi Jesu tusindårige regering have fuldbyrdet hans hensigt.a Da vil den paradisiske jord i al sin skønhed og fuldkommenhed være befolket af en ny verdens samfund, der vil have bredt sig til de fastsatte grænser. I løbet af sin regering vil Kristus udrette det, som den oprørske kerub i Eden undlod at gøre. End ikke oprøret, der brød ud i Edens have og har varet seks tusinde år, har krydset, ændret eller forhalet Jehovas oprindelige hensigt en tøddel!

20. Hvad formanes vi til at gøre på grundlag af disse kendsgerninger?

[Fodnote]