Bær frugt i alderdommen

„DE RETFÆRDIGE grønnes som palmen, . . . selv grånende bærer de frugt, er friske og fulde af saft for at vidne, at [Jehova] er retvis.“ Disse ord tager især sigte på dem, der er „plantet i [Jehovas] hus“, den „lille hjord“, men giver uden tvivl udtryk for et princip, der gælder alle Jehovas trofaste tjenere, også de, andre får, der i dag indsamles af den rette hyrde. — Sl. 92:13, 15, 16.

En af fortidens trofaste tjenere for Jehova, som disse ord passer på, var Moses, hvis aktive tjeneste for Jehova begyndte, da han var firs år gammel. I de efterfølgende fyrre år benyttede Jehova ham til at bringe ære over sit navn og til på mirakuløs måde at udfri, føre, belære, beskytte og sørge for Guds folk, og vi får at vide, at da han, 120 år gammel, mindede israelitterne på Moabs sletter om Jehovas retfærdige gerninger og om hans krav til sit folk, „var [hans øje] ikke sløvet og hans livskraft ikke svundet“. (5 Mos. 34:7) Salmistens ord viste sig i bogstaveligste forstand at passe på Moses. At Moses virkelig var „gammel“ i firs års alderen, fremgår tydeligt af ordene i hans egen salme: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve.“ — Sl. 90:10.

Digterkongen David fortsatte ligeledes med at bære frugt i sin alderdom. Han førte tilsyn med indsamlingen af materialerne til templet, udarbejdede enkelthederne i dets konstruktion, og han fastlagde den meget omfattende og nøje gennemtænkte gudsdyrkelse, der skulle udføres i templet; han sang Jehovas pris, han vejledte sit folk. „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ Jehovas godhed og kærlighed fulgte sandelig David gennem hele hans levetid. — Sl. 37:25.

Også Daniel bar frugt i sin alderdom. Uden tvivl har han været i 90erne, da han frygtløst trådte frem for Belsazzar og hans tøjlesløse svirebrødre og tydede den ildevarslende håndskrift på væggen; og han var endnu ældre, da han trodsede medernes og penslernes lov for at tilbede sin Gud, Jehova, da han blev udfriet fra løvekulen, og da han kort tid efter denne begivenhed skrev den bog, der bærer hans navn.

Sådanne eksempler på en virksom alderdom er ikke begrænset til de Hebraiske Skrifters beretninger. Fortæller Lukas os ikke om den trofaste præst Zakarias, som i en høj alder blev velsignet, ikke blot med en søn, Johannes Døber, men også med profetiens gave? Og hvorledes forholder det sig med apostelen Paulus? Skønt han var en gammel mand og i fængsel, fortsatte han så ikke med at skrive det ene brev efter det andet — i alt otte — med belæring til sine brødre, der var frie, samtidig med at han benyttede enhver lejlighed til mundtlig forkyndelse, hvorved han viste, at Guds ord ikke var bundet? Han ydede sit sidste bidrag til den kristne græske bibelkanon, det andet brev til Timoteus, umiddelbart før sin død. — Filem. 9; Luk. 1:5-7; Ap. G. 28:31; 2 Tim. 4:6.

Og hvilket eksempel har ikke apostelen Johannes givet os! På grund af sin trofaste vidnegerning var han blevet forvist til øen Patmos, og han må have været over halvfems år gammel, da han fik den forret at se og nedskrive det vældige syn, som vi kender fra Åbenbaringsbogen. Og endnu senere skrev han under inspiration tre breve samt sin beretning om Kristi liv. Der kan ikke være tvivl om, at Jehovas godhed fortsat fulgte disse trofaste tjenere og hjalp dem til at bære frugt i deres alderdom.

Fortsæt med at vokse

Dette med at bære frugt i sin alderdom kan måske siges at være af endnu større vigtighed for Jehovas tjenere i dag, idet der er forholdsvis flere, der opnår en høj alder; for eksempel er der i dag i de Forenede Stater dobbelt så mange, der bliver 65 år, som der var for halvtreds år siden, og det selv om der tages hensyn til befolkningstilvæksten. I denne forbindelse kan det i øvrigt nævnes, at Moses’ ord, som han udtalte for ca. 3500 år siden, om, at menneskets levetid almindeligvis var fra 70-80 år, stadigvæk er sande, og det på trods af de videnskabelige fremskridt, menneskeheden praler af. Ifølge Encyclopædia Britannica havde de ægyptere, der levede på Kristi tid, og som var fyldt 68 år, udsigt til at leve længere, end vor tids mennesker af samme aldersklasse gør.

For at opnå den rette sindsindstilling over for alderdomsproblemet er det godt at huske, at det at blive gammel i virkeligheden er et udtryk for Guds nåde. Adam fortjente på grund af sin overtrædelse en øjeblikkelig død, men i sin nåde lod Gud Adam dø gradvis i løbet af en periode på over ni hundrede år. Ifølge dem, der har gjort alderdomsprocesserne til deres studium, fortsætter vore legemer med at vokse indtil trediveårsalderen, hvorefter de forskellige organer, hjertet, nyrerne o.s.v., begynder at fungere med stadig mindre effektivitet, indtil døden indtræffer. Det er, som om vi indtil trediveårsalderen modtager mere, end vi afgiver, for derefter i løbet af de næste fyrretyve år at afgive mere, end vi modtager. (I lande som de Forenede Stater og Danmark er gennemsnitslevealderen næsten halvfjerds år.) Arveligheden er måske den vigtigste enkeltfaktor ved bestemmelsen af vor levetid, men vi kan hver især forøge vore muligheder for at opnå et langt liv ved at udvise selvkontrol med hensyn til vort arbejde og vore fornøjelser og med hensyn til, hvad vi spiser og drikker.

Det er også opmuntrende at lægge mærke til, at selv om vor fysiske vækst ophører i trediveårsalderen, er der ingen aldersgrænse for udviklingen af vore åndsevner og vort følelsesliv, og der er derfor ingen grund til, at vi ikke skulle fortsætte med ubegrænset at vokse i disse henseender. Det siges ofte rent ud, at „gammelt er først det menneske, som ikke har noget at se frem til“, men i dag har Jehovas tjenere fremfor alle andre på jorden meget at se frem til, idet de står på tærskelen til den nye verden.

Det er derfor tydeligt, at vi for at holde os unge på trods af årene må fortsætte med at vokse åndeligt og følelsesmæssigt. Hvorledes? Ved at tilegne os nøjagtig kundskab, ved at forny vort sind ved hjælp af de sandheder, der indeholdes i Guds ord, ved at opnå forståelse af disse sandheder, således som de åbenbares gennem Guds talerør, ved til menighedsmøder og forskellige stævner at komme sammen med andre, der på samme måde holder sig unge, uden derfor at overse dem, der også er unge af alder, og endelig ved at forsøge at praktisere det, som vi til stadighed lærer.

Bær frugt i alderdommen

Kun gennem fortsat vækst er vi i stand til fortsat at bære frugt på trods af vor alder. Men husk, der er mere end én slags frugt: Der er „åndens frugt [som] er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. Det kan være, at vi ikke er så smukke som de bogstaveligt unge for eksempel med hensyn til skikkelse og ansigtstræk. Men ejer vi åndens frugter, vil vi være smukke i Jehovas øjne og for alle andre, som har hans ånd. — Gal. 5:22; Ordsp. 31:30.

Vi kan også bære den kristne forkyndergernings frugter på trods af tiltagende alder. På et af Selskabets „betelhjem“ er der cirka femten brødre i alderen mellem 70 og 88, der dag ud og dag ind yder deres tjeneste fra morgen til aften sammen med deres yngre brødre. De nøjes end ikke hermed, men går om aftenerne samt lørdag eftermiddag og søndag formiddag ud for at forkynde på gaderne, i hjemmene og fra hus til hus. En af disse, hvis forkrøblede fødder ikke tillader ham at gå ret meget og slet ikke op ad trapper, følger med i bladenes dødsannoncer for at finde adresser på efterladte personer, som han sender et trøstende brev sammen med en lille bog af lignende indhold. Der er også en søster, som selv om hun er højt oppe i årene, blind og sengeliggende, bærer mange frugter for Riget ved hjælp af telefonen.

Vi skal heller ikke være kede af, at vi ikke kan yde så stor en indsats, som vi engang gjorde. Hvis vor alder sætter en grænse for vor tid og for vor styrke, så lad os huske eksemplet med enkens småmønter. Det er motivet, hjerteindstillingen og den oprigtighed, der ligger bag ydelsen, der tæller; lad os derfor give med glæde, for Gud elsker en glad giver. Han dømmer enhver efter, hvad han har, og ikke efter, hvad han ikke har; og det er ham og ingen anden, der dømmer. — Luk. 21:1-4; 2 Kor. 8:12; 9:7.

I stedet for at misunde ungdommen dens mere aktive og fremtrædende rolle i forkyndelsen af Riget, så lad os give dem en hjælpende hånd og vort fulde samarbejde, idet vi drager nytte af den bibelkundskab, vi har samlet os gennem årene, og af vor retskaffenhed, der er prøvet af de mange storme, vi har været igennem. Hvis vi på den rette måde har opnået udbytte af årenes erfaring, vil vi ikke misunde vore yngre brødre, men snarere glæde os over deres voksende betydning for og fremskudte plads i tjenesten.

Og endelig, hvis den tid skulle komme, da vi tilsyneladende intet mere kan gøre, så kan vi stadig bære frugt ved at fastholde vor ustraffelighed, ved i vort hjerte fortsat at være loyale og trofaste over for vor store Velgører og således have den forret at gøre hans hjerte glad. (Ordsp. 27:11) Vi kan fylde vort sind med erindringer om vore tidligere glæder ved vort arbejde for Riget, vi kan glæde os over den nuværende fremgang for den nye verdens samfund, selv om vor andel deri er ringe, og vi kan se fremad til uendelige og evige glæder i den nye verden, der er så nær. Og selv om vi aldrig har forsømt at bede, kan vi finde megen trøst, styrke og glæde ved en endnu hyppigere henvendelse til vor himmelske Fader, idet vi også husker, at „en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft“. — Jak. 5:16.

Ja, på trods af vor alder kan vi fortsætte med at udvikle, os, vi kan fortsætte med at bære frugt. Hvor er det sandt, at „grå hår er en dejlig krone, [når] den vindes på retfærds vej“. — Ordsp. 16:31.