Løgn fører til tab af liv

„Dette siger Guds søn, . . . jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.“ „De fejge og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ — Åb. 2:18, 23; 21:8.

1. Hvad er en løgn, og hvor stammer løgnen fra?

EN LØGN er en usandhed, der bliver fortalt en, som har ret til at høre og kende sandheden, en usandhed, der tager sigte på at skade den anden part. En usandhed, der bliver sagt med det for øje at bedrage og volde en sagesløs person fortræd, er en overlagt og ondskabsfuld løgn. Løgnen er altså menneskenes store fjende. Historien bekræfter dette til fulde. Jehova Gud udvalgte den skærmende kerub til at have tilsyn med mennesket i Edens have. Denne skærmende kerubs troskab mod Gud og pligt mod mennesket krævede, at han talte sandhed. Eva, den første kvinde, havde ret til at kende sandheden. Den skærmende kerub sagde faktisk til Eva, at hun ikke skulle dø, selv om hun spiste af den forbudte frugt, men at hun, hvis hun spiste af den, ville få større visdom. Eva lod sig bedrage af denne usandhed, og hun overtalte Adam til at smage frugten. En usandhed førte til deres død og til lidelser og død for hele menneskeslægten. Den skærmende kerubs ord til Eva var derfor en overlagt og ondskabsfuld løgn. Det var løgnens begyndelse.

2. Hvad forlangte Jehova af Adam og Eva, og hvorfor var det et rimeligt forlangende?

² Hvad var sandheden? Sandheden var den, at Gud havde sat det første menneske, Adam, og hans hustru, Eva, i Edens have. Adam stod på prøve i Eden, hans retskaffenhed og lydighed blev prøvet. Prøvens udfald ville vise, om han var værdig til at leve i Edens paradis. Gud gav sin lov vedrørende træet til kundskab om godt og ondt og forbød ham at spise af dette træ. „Derpå tog Gud HERREN [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den. Men Gud HERREN bød Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:15-17) Det viser, at der ikke ved forbudet mod at spise af dette træ på nogen måde blev forholdt Adam noget, der var nødvendigt for livets opretholdelse, da han havde adgang til en righoldighed af anden føde. Gud stillede blot det enkle krav, at han ikke måtte spise af dets frugt, så længe forbudet stod ved magt. Hvad angår kundskaben om godt og ondt kunne Adam trygt overlade dette til Gud uden at frygte for, at nogen skulle beskylde ham for uvidenhed. I virkeligheden stillede Gud ham frit, så han kunne vælge, om han ville spise af træet eller lade være. Gud fristede ikke Adam til at være ulydig eller ond ved at sætte dette kundskabens træ i Edens have, for der var mange andre træer, han kunne spise af, men Gud opmuntrede ham til at vise lydighed og trofasthed imod sig som den overordnede Jehova, idet han advarede ham om straffen for at spise af den forbudte frugt.

3. Hvordan opstod der brøde hos den skærmende kerub?

³ En og anden vil måske undre sig over, hvordan den skærmende kerub, som Gud havde skabt fuldkommen, kunne sætte sin fuldkommenhed til og blive en ond skabning og løgnens fader. Vi finder forklaringen i de symbolske ord om kongen af Tyrus: „Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev mellem Guds sønner. Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig. Med dine mange misgerninger, ved din uredelige handel vanhelligede du dine helligdomme. Da lod jeg ild bryde løs i din midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig. Alle blandt folkeslagene, der kendte dig, stivnede af skræk over dig; du blev en rædsel, og borte er du for evigt.“ (Ez. 28:15-19) Heraf kan vi se, hvordan den skærmende kerub i Eden fremelskede en uren hjertetilstand hos sig selv og blev opblæst af stolthed over de vidunderlige gaver, han havde modtaget af Jehova Gud. Han lod sig blænde af sin egen glans og slog ind på urettens vej. Den skærmende kerub blev selvisk og ønskede at blive tilbedt, således som Gud blev tilbedt af Adam og Eva. I sit begær efter selvisk vinding var han rede til at tage Adam og Eva til fange og føre døm bort fra Gud og sælge dem til andres tjeneste for en bestemt pris: de skulle tilbede ham som en gud. Han gjorde vold på Adams og Evas interesser med sin morderiske løgn og ved at få dem ind på en vej, der førte til udslettelse for dem selv og til død for deres efterkommere. Med denne store forbrydelse gjorde den skærmende kerub, der nu var indbegrebet af stolthed og selviskhed, sig fortjent til undergang. I Ezekiel 28 skildres hans undergang på forbilledlig vis gennem den tilintetgørelse, der ramte kongen af Tyrus. Det var ikke Gud, der skabte Satan Djævelen. Den salvede, skærmende kerub i Eden gjorde sig selv til denne onde skabning.

4. Hvem er Satan, og hvilken arbejdsmetode benytter han for at nå sine mål?

⁴ Således så Satan Djævelen, løgneren og bagvaskeren, dagens lys, og da Adam og Eva i fællesskab spiste af den forbudte frugt, blev en fordærvet verden til. Satan Djævelen blev den fordærvede verdensordnings gud. Siden da har de eksisterende verdener stået under Satan Djævelens magt og myndighed, og disse verdener har bygget på løgn, bedrag, vold, begærlighed og mord. Ved hjælp af løgn og bedrag og vold har Satan bevaret sin magt over den onde tingenes ordning og gjort sit yderste for at fordærve dem, som tilbeder den almægtige Gud i renhed og sandhed. Bibelen underretter os om, at Satan påtager sig skikkelse af en lysets engel i sine bestræbelser for at bedrage andre skabninger. I beretningen i Mattæus, det fjerde kapitel, der fortæller om, hvordan Satan fristede Jesus, kan vi se, hvilke yderligheder denne onde skabning vil gå til. Han gav sig endogså til at citere skriftsteder i sit forsøg, på at nedbryde Guds søns, Jesu, retskaffenhed. Satan viste, at han havde magten eller myndigheden over denne verdens riger, ved at tilbyde Kristus Jesus herredømmet over dem, men selv dette gjorde han i en bedragerisk hensigt. Satan var kun interesseret i at bringe undergang over Jesus, for det ville det have ført til, hvis Jesus havde vendt sig bort fra sin Fader i himmelen. Her handlede Djævelen, den gamle forræder, atter i ondskab og slethed. Jesus lod sig dog ikke bedrage af Satans underfundighed. I stedet for brugte han det mest virkningsfulde våben, der findes til at bekæmpe løgn med, nemlig sandheden, Guds ord. Han citerede Bibelen, Guds ord, som svar på hver eneste fristelse, Satan prøvede ham med.

5. Havde Jesus kendskab til Satans krogveje?

⁵ Eftersom Jesus, Guds ord, havde levet hos Faderen i himmelen lige fra skabelsens begyndelse, kendte han kun alt for godt de metoder, denne skabning, der nu var blevet Satan, gjorde brug af. Han vidste, at slangen Satan var den mest opfindsomme af alle løgnere. Fra det øjeblik, da Satan forledte Eva til at tage af den forbudte frugt, blev han en løgner. Hans første løgn førte til mord. Jesus fortalte altså sandheden om Satan, når han sagde: „Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ Vi ønsker ikke at have Satan til fader ved at være løgnere i lighed med ham. Til advarsel for os sagde Jesus til sin samtids præsteskab eller ledende mænd i jødedommen: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ Den, som har Gud til fader, respekterer Guds ord og adlyder sandheden. Men de, som gentager Satans løgne, beviser, at de er Djævelens børn. — Joh. 8:44.

6. Hvordan afslører Jehova Djævelens børn?

⁶ I vor tid findes der mange onde mennesker, som taler løgn og dermed identificerer sig som sådanne, der har Djævelen til fader. „Fra moders liv vanslægted de gudløse, fra moders skød for løgnerne vild.“ (Sl. 58:4) I lighed med Djævelen forsøger nogle af dem at fremtræde som lysbærere, og de lægger noget af deres eget til Guds ord for at tage sig retfærdige og sanddru ud. Men Jehova vil ikke se igennem fingre med deres onde forehavender. Han retter sit ords sandhedslys imod deres udtalelser, og hans sandhedsord revser de onde og røber dem som de løgnere, de er. „Al Guds tale er ren, han er skjold for dem, der lider på ham. Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner.“ — Ordsp. 30:5, 6.

7. Bevis ud fra Bibelen, at Jehova er imod al løgn.

⁷ Jehova Gud er selve sandhedens fader, og han hader derfor enhver løgnetunge og ethvert falsk vidne, der taler løgn. Ordsprogene 6:16-19 siger: „Seks ting hader HERREN, syv er hans sjæl en gru: Stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre.“ Mennesker lyver måske, men det er ikke med Jehova Guds gode vilje. Gud er ikke en løgner. Han forlanger, at mennesker skal tale sandheden som han selv. — 4 Mos. 23:19; 1 Sam. 15:29; Rom. 3:4; Tit. 1:2; Hebr. 6:18.

8. Hvad beviser blandt andet, om en skabning er Kristi efterfølger?

⁸ Jesus havde sin oprindelse hos Jehova, sin himmelske Fader, og derfor sondrede han skarpt mellem sandhed og løgn. Jesus svarede sandfærdigt på det spørgsmål, der omtales i Johannes 18:37: „Da sagde Pilatus til ham: Så er du altså dog en konge? Jesus svarede: Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.“ Den almægtige Guds repræsentanter hører og taler sandheden. De lyver ikke. De følger i Kristi Jesu fodspor, og han løj ikke for nogen.

9. Hvordan kan vi beskytte os selv mod løgne?

⁹ Eftersom sandheden har sin oprindelse hos Gud og løgnen sin hos Satan, siger det sig selv, at alle menneskebud, dogmer og læresætninger, der er i modstrid med Guds ord, er falske læresætninger. Hvis sådanne dogmer eller læresætninger volder andre skade, så er det løgnetale. Guds ord er sandt, og det er vor målestok. Hvad der er i uoverensstemmelse med Guds ord er en løgn og har sin oprindelse hos Djævelen. Det er til gavn for os selv, at vi tager afstand fra løgnen og al dens væsen og holder os nøje til sandheden. Kristne bør ikke tro noget, bare fordi det bliver sagt eller står på prent, men de må bedømme enhver udtalelse alt efter dens overensstemmelse med Skriften. Det var, hvad jøderne i Berøa gjorde, således som vi læser i Apostlenes Gerninger 17:11: „Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig Skrifterne, om dette forholdt sig således.“ I 1 Tessaloniker 5:20-22 bliver vi formanet til, at vi ikke skal ringeagte profetierne, men prøve alt og holde fast ved det gode eller det rette (NW). Gør vi det, skyr vi det onde under enhver skikkelse, også løgnen.

10, 11. a) Nævn eksempler på, at løgne kan gøre fortræd. b) Hvad sker der i sidste ende med de falske profeter?

¹⁰ Det er kun dem, som ikke agter på Guds ord, der tager skade af disse falske profeters og af Satans løgnagtige repræsentanters virksomhed. En af Guds tjenere omtales i 1 Kongerne, det 13. kapitel. Guds ord kom til ham, men han valgte i stedet at følge en falsk profet, at følge en løgn. Løgnen gjorde ham ubodelig skade og førte til hans død. (1 Kong. 13:18, 24) Dette viser os, at Guds tjenere bør være tilfredse med hans ord og ikke lytte til falske løgneprofeter, for løgn gør skade og fører til død.

¹¹ På Jeremias’ tid fremstod der falske profeter, som søgte at afholde folket fra at gøre, hvad Guds profet Jeremias sagde, de skulle. Disse falske profeter voldte folket fortræd og førte mange af dem i undergang. Gennem sine profeter advarede Gud folket mod disse løgne, og dog valgte de fleste at lytte til løgnen. Løgneprofeter kan have fremgang for en tid, men de er under Jehovas fordømmelse. Falske vidner vil ikke på noget tidspunkt undslippe Jehovas retfærdige domme. De falske profeter på Jeremias’ tid undslap dem ikke. — Salme 101:7, 8; Ordsprogene 19:5, 9; Jeremias 27:10, 14-16; 28:15; 29:31, 32; Hoseas 4:1, 2.

12, 13. Hvordan bedrager de falske profeter nogle, men hvilken vej viser Bibelen, at kristne bør følge, så de kan beskytte sig mod de falske profeters fordærv?

¹² Selv om falske profeter og falske vidner vil blive straffet af Jehova i Harmagedonslaget og dø, kan de godt for en tid lære falske læresætninger, for eksempel læren om skærsilden, evig pine, frelse for alle, treenigheden, evolution og billeddyrkelse. (Jer. 10:14) Måske vil de sige, at Gud ikke interesserer sig for, hvad der sker på jorden, og at han aldrig vil udslette de onde. (Sl. 10:4, 13, 15) Måske vil de sige, at der aldrig kommer et Harmagedonslag som det, Bibelen lærer om. De vil skjule sig bag et væld af løgne og bedrage nogle, men de vil ikke kunne hindre, at Guds hårde sandheder afslører dem, og dette løgnely vil ikke udfri dem fra undergang, når Guds tid dertil er moden. De vil ikke kunne skjule sig for Jehova. — Es. 28:15-17.

¹³ Løgnerne kan tilsyneladende godt have heldet med sig for en tid, men ingen bør lade sig bedrage af det. Ingen bør ved løgne lade sig vende bort fra den sande tilbedelse af den almægtige Gud. Dog har mange gjort det. Langt de fleste mennesker i verden i dag øver ikke sand tilbedelse. I sit ord, i 1 Timoteus, det 4. kapitel, forudsiger Jehova, at i de sidste tider skal nogle falde bort fra troen, idet de lytter til forførende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, forledte dertil af hykleri hos løgnlærere. De sidste tider er kritiske tider, strenge at leve i, og de er nu for hånden. „Onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde; de fører vild og farer vild. Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud [hvert skrift er indblæst af Gud, fodnote], er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ „Som mønster på sund forkyndelse skal du holde fast ved det, du har hørt af mig, i tro og kærlighed i Kristus Jesus. Bevar ved helligånden, som bor i os, den skønne skat, der er dig betroet.“ — 2 Tim. 3:13-17; 1:13, 14.

14. Hvad tillader Jehova, og hvorfor?

¹⁴ I dag må mennesker selv vælge, om de vil tjene Gud og leve eller tjene den løgnagtige modstander, Satan Djævelen, og dø. De, som har retfærdige hjerter og elsker den sande lære og retfærdighed, vender sig til den sande tilbedelse af den almægtige Gud, Jehova, studerer hans ord og søger at gøre hans vilje. De værger sig mod løgnen. På den anden side står de, som foretrækker løgn, og som bygger deres tilbedelse på falskhedens grundlag. De er som dem, der omtales i Romerne 1:25, og som ombyttede Guds sandhed med løgnen, og som gav sig hen i deres hjerters lyster til urenhed. Gud lader dem følge deres egen onde vej, men mærker sig deres onde gerninger som et vidnesbyrd imod dem, når dommens time slår. De lader sig besnære af Satans løgne. „Han [den lovløs e] skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“ — 2 Tess. 2:9-12.

15. a) Bedrager løgnere Jehova? b) På hvilket grundlag vil Jehova belønne sine skabninger, og hvad indebærer det for løgnerne?