Håb for de levende og de døde

HAR De nogen sinde spekuleret over, hvor de døde er? Om de er i himmerige eller i helvede eller måske indespærret på et sted som limbus eller i skærsilden? Eller simpelthen: hvorledes er de dødes tilstand? Har De fra tid til anden grundet over, hvorfor mennesker dør? Hvad sker der, når man dør? Er det blot legemet, der dør, men ikke sjælen, eller dør begge? Hvad er en sjæl? De fleste mennesker, der tænker lidt over tingene, stiller sig selv sådanne spørgsmål. Men om disse spørgsmål er der omtrent lige så mange meninger, som der er mennesker på jorden.

Er det egentlig ikke forunderligt, at der skal være så mange modstridende opfattelser, når alle kristenhedens religioner påberåber sig den ene og samme harmoniske bogs, den hellige bibels, støtte for deres lære? Bibelen er sandelig ikke usikker eller forvirrende med hensyn til disse spørgsmål, således som menneskers meninger og tankebygninger er det, og den rummer heller ikke mange forskellige modstridende opfattelser angående de dødes opholdssted og tilstand. I virkeligheden er der fuld harmoni i Bibelen med hensyn til denne sag.

Bibelen siger ganske enkelt, at mennesket er en skabning. Læg mærke til udtalelsen herom i 1 Mosebog 2:7: „Da dannede Gud HERREN mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [sjæl, oversættelsen af 1871].“ Heraf lærer vi, at mennesket er en sammensætning af to ting, nemlig „agerjordens muld“ og „livsånden“. Sammensætningen af disse to ting eller faktorer frembragte en levende sjæl eller skabning, der kaldtes menneske. I 1 Korinter 15:45 kaldte apostelen Paulus Adam for „en levende sjæl“. At denne sjæl, Adam, kunne dø, siger Gud lige ud i 1 Mosebog 2:17: „Du [skal] visselig dø.“ Der skulle ikke i intelligente skabningers sind kunne opstå nogen tvivl om, at Adam var dødelig.

Hvorfor dør mennesket? Atter giver Bibelen os, i 1 Mosebog, tredje kapitel, det klare svar, at mennesket var ulydigt mod Guds bud og derved viste, at det ikke egnede sig til at leve. Versene 17-19 indeholder afsigelsen af den retslige afgørelse: „Og til Adam sagde han [Gud]: Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være, din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Denne dom siger intet om, at mennesket skal straffes et eller andet sted i evig pine, og den taler heller ikke om limbus eller skærsilden. Den siger ganske enkelt, at mennesket skal arbejde og så atter blive til støv som det, det blev dannet af. Og er det ikke, hvad vi har været vidne til i de forløbne seks tusinde år?

Også profeterne troede, at de døde vendte tilbage til støvet. I Prædikerens bog 3:19, 20 siger den inspirerede beretning: „Menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammestedshen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ Det, man kan slutte heraf, er, at både dyr og mennesker er skabt af det samme støv, indånder den samme luft og i døden går samme sted hen. Begge er dannet af støv, og begge vender tilbage til støvet.

En og anden vil muligvis gøre indvendinger mod dette syn på sagen og sige: „Er det ikke at se temmelig håbløst på det? Er der ikke en del af mennesket, der lever videre? Hvad med sjælen? Lever den ikke, efter at menneskets legeme dør?“ Bibelen siger direkte, at den levende skabning, der hedder mennesket, er en sjæl, og den siger intet sted, at mennesket er i besiddelse af en sjæl, der er i live adskilt fra legemet. Når de, der tror på Bibelen, har læst Ezekiel 18:4, 20, burde der ikke mere være tvivl i deres sind om, at sjælen dør. Disse vers siger ganske afgjort: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Hvis den dør, så er den ikke udødelig, sådan som nogle påstår.

Med hensyn til de dødes tilstand, læg da mærke til, hvad Guds ord siger herom: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“ I disse få vers siger Bibelen ganske ligefremt, at de døde er i graven, at de „ved ingenting“, at „der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom“ der. Hvis det er de dødes tilstand, så er de ikke — alt imens de er ved bevidsthed — underkastet lidelser eller pine, sådan som nogle lærer, og de befinder sig heller ikke i en lyksalighedstilstand. De døde ved — ganske enkelt og ligetil — ingenting. De er uden bevidsthed. De er døde. — Præd. 9:5, 10.

Måske vil det skuffe nogle, idet de synes, at de onde jo så ikke bliver straffet for deres onde gerninger, og at de retfærdige ikke bliver belønnet for det gode, de gør. Men de onde forbliver ikke ustraffet. De er „som dyrene, der forgår“. De dør uden håb om nogen sinde at blive levende igen. De retfærdige, som dør, har håb om en opstandelse fra de døde. Jesus understregede håbet om en opstandelse med disse ord: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ Ligesom Jesus kaldte Lazarus frem fra mindegraven fire dage efter begravelsen, således vil han kalde på alle, der hører til den del af menneskeheden, der er bevaret i Guds erindring, og de vil komme frem og få lejlighed til at leve i al evighed under hans riges ordning. Dette, at leve under Guds rige ved Kristus, var Guds profeters håb. Som Job skrev: „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! Om manden dog døde for atter at leve.! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; du skulle kalde — og jeg skulle svare — længes imod dine hænders værk!“ — Sl. 49:13, 16; Joh. 5:28, 29; Job 14:13-15.

Men vi, der er levende i dag og viser vor tro på Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, har det uvisnelige håb aldrig at skulle dø! Det kan godt være, at nogle finder det vanskeligt at tro på det; ikke desto mindre er det sandt. Lyt til Jesu ord (Joh. 11:25, 26): „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?“

Jehovas vidner tror det. Dette er håbet for de døde og de levende. De døde modtager det gennem en opstandelse, de levende gennem Guds ånd og magt, som gør dette håb både forståeligt og muligt.