Kampen for friheden til at forkynde over hele jorden

„Kongen tilstedte jøderne . . . at . . . værge deres liv.“ — Ester 8:11.

1. Hvilke profetier tilkendegiver, at der må kæmpes for friheden til at forkynde over hele jorden?

JEHOVA GUD befaler, at den gode nyhed skal forkyndes i hele verden. (Matt. 24:14) Jesus gav denne advarsel: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9) Og David sagde: „Hvorfor raser folkene, . . . og hvorfor rådslår herskerne mod Jehova og mod hans Salvede, idet de siger: lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os?“ (Sl. 2:1-3, AS) Dette betyder, at der må kæmpes for friheden til at forkynde i hele verden.

2. Hvilken parallel fra fortiden har vi til vor kamp for at kunne forkynde?

² Vore dages verdensomspændende kamp har en parallel i fortiden. I det femte århundrede f. Kr. havde det persiske rige verdensherredømmet. Dets hersker var Ahasverus, som i historien almindeligvis er kendt under navnet Xerxes. Guds folk var i fangenskab og spredt ud over dette rige. Den onde statsminister, Haman, forsøgte at udslette Guds folk i hele riget, og han fik narret kongen til at underskrive en uforanderlig dødsdom over dem. (Est. 3:6) Men Jehova benyttede så kongens nye hustru, Ester, som på Mordokajs opfordring greb ind. Hun bad kongen om at benåde dem for den dødsdom, han selv havde udstedt. Kongen opfyldte Esters ønske. Han ændrede ikke sit dekret, men han befalede, at alle jøderne i hver provins og i hver by skulle kæmpe for deres liv. (Est. 8:11, 12) Jehovas folk samlede sig i alle byerne og i alle provinserne, og i hele riget kæmpede de for deres liv. — Est. 9:16.

3, 4. a) Hvorfor er det så vigtigt, at vi kæmper for friheden til at forkynde? b) Hvem er den største fjende af friheden til at forkynde, og hvilke midler benytter han?

³ Er vore dages vidner for Jehova ikke også i samme situation som den tids tjenere for Gud? Jo, fuldstændig! Hele verden over må vi kæmpe for vort liv. Fordi det gælder vort liv, må vi kæmpe for friheden til at forkynde. Jehova har befalet os at forkynde den gode nyhed. Vort liv afhænger af, om vi trofast forkynder den! Dette forkynderarbejde er i virkeligheden pålagt os alle som en pligt. Hver eneste af os, som ikke åbent og frygtløst forkynder den gode nyhed, vil komme til at undgælde derfor. (1 Kor. 9:16; Ez. 3:20) Jehova har sagt: „Når jeg siger til den gudløse: du skal visselig dø! og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ (Ez. 33:8) Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre os håb om at frelse os selv, er at forkynde den gode nyhed til andres frelse. — 1 Tim. 4:16.

⁴ Djævelen er den usynlige hersker over den nuværende onde tingenes ordning. (2 Kor. 4:4) Kender Satan ikke Bibelen? Jo, det gør han! Han citerede den jo over for Jesus. (Matt. 4:6) Han ved, at den eneste måde, hvorpå han kan tilintetgøre Jehovas vidner, er ifølge Ezekiel 33:8, 9 at tvinge os til at ophøre med at forkynde i hele verden, således som det er befalet os af Jehova. Han ved, at hvis vi indstiller forkyndelsen, så vil det betyde døden for os. For at forsøge at standse os tilskynder han regeringerne hele verden over til at gennemføre love rettet mod os. Jehovas åbenbarede ord viser, at vi derfor må kæmpe for friheden. Lad os kalde det „Kampen for friheden til at forkynde over hele jorden“!

5, 6. a) Hvem kommer friheden fra, og hvem bruger han til at gøre os frie? b) Hvad er den eneste måde, hvorpå vi kan forblive frie, og hvilket eksempel satte Jesus os i denne henseende?

⁵ Hvor kommer vor frihed fra? Er det fra denne verdens nationer og deres herskere? Nej, Jehova er frihedens giver, og han har gjort os frie, således som der står skrevet i 2 Kor. 3:17: „Herren [Jehova, NW] er ånden, og hvor Herrens [Jehovas, NW] ånd er, der er frihed.“ Vi er blevet frigjort af Guds søn, Jesus Kristus. „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Joh. 8:31, 32, 36) Vi er velsignet med denne uvurderlige frihed, men vi må kæmpe for at bevare den. Det er det at kende og forkynde sandheden nøjagtigt, som holder os frie.

⁶ Hvem var den første, der ejede denne frihed? Jesus var den første, der gjorde krav på den. Han blev forfulgt og måtte kæmpe for sin ret til at forkynde. Og han gjorde det ved at fortsætte med forkyndelsen uden nogen beskyttelse fra den romerske regering. Han hævdede den gudgivne ret, og han gav denne frihed til andre. (Gal. 5:1) Henviste han til nogen rettighed som romersk borger? Nej, han havde intet sådant borgerskab. Hans borgerskab var i himmelen. Han påberåbte sig den almindelige frihed til at forkynde, som Gud har skænket. Var han bange, fordi han ikke blev beskyttet af kejserens regering? Nej! Han kundgjorde sin frihed med en frygtindgydende frimodighed. Han viste sin tillid til den magt, som Jehova, frihedens giver, besidder. Han sagde: „Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede [gehenna, NW].“ — Matt. 10:28.

7, 8. Hvorfor skulle forfølgelser ikke overraske os? Hvordan skulle de i stedet for påvirke os?

⁷ Viser dette os ikke, at Jesus ventede at blive forfulgt af herskerne, fordi han gjorde fordring på den frihed, han havde fået af Jehova? Jo! Og Jesus vidste også, at forfølgelsen ikke blot ville gælde ham, men at den ville fortsætte efter hans død. Han vidste, at alle hans efterfølgere ville blive forfulgt, sådan som han var blevet det. Antydede han, at forfølgelsen ville blive begrænset til nogle få lande? Nej! Han viste, at den ville komme overalt og i alle lande! Han forklarede hvorfor: Den kommer, fordi vi bærer hans navn. Jesus sagde: „Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; . . . Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld.“ — Joh. 15:20, 21; Matt. 24:9.

⁸ Den dårlige behandling, vi er udsat for, overrasker os ikke. Den kommer jo ikke uventet. (1 Pet. 4:12) Bliver vi modløse af den grund? Nej, i virkeligheden opmuntrer det os kun. Det viser os, at det er os, der er værdige til at bære hans navn. Jesus omtalte også vore forfølgelser som et tegn på den tilstundende afslutning på denne onde tingenes ordning. Derfor løfter vi hovederne og glæder os. Forfølgelse er et sikkert tegn på, at vor fuldstændige udfrielse fra den nuværende onde tingenes ordning hurtigt nærmer sig. „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Dette giver os mod til at foretage nye fremstød i „kampen for friheden til at forkynde over hele jorden“.

Kamp uden sikkerhed mod forfølgelser

9, 10. a) Hvilken handlemåde fulgte apostlene, til trods for forfølgelse og mangel på retslig anerkendelse? b) Hvordan var deres holdning over for retten til at forkynde?

⁹ Opgav Jesu første efterfølgere, som for eksempel apostlene og disciplene, deres kamp for forkyndelse af evangeliet over hele verden, fordi kejseren ikke havde givet dem tilladelse eller løfte om beskyttelse mod forfølgelser? Kun een af apostlene var romersk statsborger, nemlig Paulus. De andre var jøder, der levede under Roms militærbesættelse, uden de rettigheder, der fulgte med et romersk borgerskab. Men alle fortsatte de deres frimodige forkyndelse, således som Jesus havde gjort, og det selv om kejseren ikke havde tilsikret dem nogen rettighed. At Paulus var romersk statsborger hindrede ikke, at han blev forfulgt; tilsyneladende blev han forfulgt mere end mange af de andre apostle. De måtte dog alle kæmpe for friheden til at forkynde. Apostlene lod sig ikke standse, fordi de manglede tilladelse eller godkendelse fra kejseren. De fortsatte med at forkynde, og mange satte endda livet til for den gode nyhed.

¹⁰ De kæmpede for friheden til at forkynde Guds ord. Fordi apostlene gjorde krav på denne gudgivne frihed, blev de udsat for pøbeloverfald; de blev arresteret, forfulgt, sat i fængsel og pisket med svøber. (Ap. G. 4:3; 5:17-27) De falske religionsdyrkere kunne ikke udholde at høre deres skarpe og afslørende forkyndelse, og derfor blev apostlene anklaget for at bringe hele verden i oprør. (Ap. G. 17:6) Ypperstepræsten befalede, at de ikke længere måtte forkynde i Jesu navn, men Peter og de andre apostle påberåbte sig deres rettigheder, ja, deres gudgivne frihed, og sagde: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ (Ap. G. 5:29, NW) Selv retskendelser var ikke i stand til at standse hadet mod deres forkyndelse og deres frihed. Når de vandt deres retssager, og dommerne satte dem på fri fod, blev de overfaldet og mishandlet af den pøbelskare, der havde været til stede i retssalen. (Ap. G. 5:40) Var det ikke netop de retfærdige kendelser, som domstolene afsagde, der gjorde fjenden så rasende?

11, 12. a) Hvem blev forfulgt, og hvorledes var det på grund af deres kamp for friheden til at forkynde? b) Hvilken juridisk rettighed gjorde Paulus brug af i sin kamp for friheden til at forkynde?

¹¹ Hvilke andre følger fik den første kirkes frejdige kamp for at bevare friheden? Det er almindelig kendt, at efter Jesus var Stefanus den første kristne martyr. En pøbelhob havde med magt ført ham til synedriet, og der aflagde han offentligt et kraftigt vidnesbyrd. Han blev derpå grebet af pøbelen, som slæbte ham gennem byen og jog ham ud af den; og der, uden for bygrænsen, blev han stenet. Saulus (som senere skulle blive apostelen Paulus) var til stede og i ledtog med Stefanus’ mordere. (Ap. G. 6:11-8:1) Og glem heller ikke, at kong Herodes lod Jakob halshugge med sværd. — Ap. G. 12:2.

¹² Apostelen Paulus selv blev stenet. Pøbelen i Lystra slæbte ham uden for byen, og der lod de ham ligge, da de troede, de havde dræbt ham. (Ap. G. 14:8-19) Paulus’ og Silas’ fremgangsrige missionærgerning ophidsede også en anden pøbelsværm, nemlig i Filippi. Disse mennesker, der var besat af falsk religion, overfaldt dem, fik dem sat i fængsel og lagt i lænker. Men midt om natten blev de befriet ved et jordskælv. (Ap. G. 16:16-26) De skrækslagne myndigheder ønskede, at disse Jehovas vidner skulle forlade byen i al hemmelighed. Gik Paulus og Silas ind på dette kompromis? Nej! De tvang myndighederne til at føre sagen i fuld offentlighed. Paulus påberåbte sig sit romerske borgerskab, og dette forbavsede hans anklagere. Hans frejdige måde at tale på gjorde dem bange. (Ap. G. 16:37, 38) Da Paulus stod anklaget for Festus, benyttede han sit borgerskab i kampen for at få lov til at forkynde, idet han uden at tøve appellerede til kejseren, hvilket jøderne ikke havde ret til. (Ap. G. 25:10-12) Havde Paulus ikke været romersk statsborger, kunne han ikke have appelleret sagen til kejseren og rejst til Rom for at få sagen viderebehandlet.

13, 14. Hvad viser beretningen om Paulus som en forkæmper for friheden til at forkynde, og hvilket råd gav han os at følge?

¹³ Paulus kæmpede for friheden til at forkynde den gode nyhed over hele jorden. Han havde altid et svar parat, og han var altid årvågen i kampen for retten til denne verdensomspændende forkyndelse. Han skrev: „Det er jo kun ret af mig at tænke således om jer alle, da jeg har jer i mit hjerte, både når jeg sidder lænket, og når jeg forsvarer og begrunder evangeliet [når jeg forsvarer og juridisk befæster den gode nyhed, NW], fælles som I jo alle er med mig om nåden.“ (Fil. 1:7) Han kæmpede for sin ret til at forkynde, endda mens han var lagt i lænker. (Ef. 6:19, 20) Selv da Paulus var fange i Rom, mens han ventede på, at hans sag skulle komme for kejseren, ophørte han ikke med at forkynde. Selv om han i de to år i Rom var under stadig bevogtning, fortsatte han med at forkynde den gode nyhed; han forkyndte for de mange mennesker, som besøgte ham, og dette gjorde han „med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri“. — Ap. G. 28:30, 31.

¹⁴ Paulus har højst sandsynlig været oftere i fængsel end nogen anden apostel. Han fik hug og slag i overflod og var ofte døden nær. Kunne noget af alt dette få ham til at bøje af? Nej! Han overvandt disse og mange andre farer i sin kamp for friheden til at forkynde over hele jorden. (2 Kor. 11:21-27) Gav han os et råd, som vi kan følge? Læs hans ord til Timoteus; her fortæller han os alle, at vi skal kæmpe for vor ret til at forkynde: „Strid troens gode strid.“ — 1 Tim. 6:12.

15. Hvem er vore virkelige fjender, og hvad er vort eneste våben i denne kamp?

¹⁵ Paulus fastslog, hvem der er vore virkelige fjender. Sagde han, at de var af kød og blod? Nej! Han viste, at de ikke kan bekæmpes med denne onde verdens våben. Hvem er de da? De er de usynlige dæmoner, som kontrollerer og behersker denne gamle verden under deres leder, Djævelen. (Joh. 14:30; 2 Kor. 4:4; Ef. 6:12) Vi bliver derfor ikke ophidsede eller frygtsomme, når vi ser menneskemasserne rotte sig sammen imod os. Vi ser tydeligt, at denne gamle verdens kampvåben ikke dur i den verdensomspændende kamp for friheden til at forkynde. Det eneste våben, som vi kan bruge i denne kamp, er åndens tveæggede sværd, det vil sige Guds ord. Er det ikke også i stand til at nedbryde vildfarelsens og magtens fæstninger i denne verden? Det er det stærkeste af alle krigsvåben. (Ef. 6:17) Apostelen Paulus skrev: „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker.“ (Hebr. 4:12) Dette er en kendsgerning! Glem det ikke!

Forfølgelsen viser, hvem de er

16. I hvilken henseende vil vi som Jesu efterfølgere ligne ham?

¹⁶ Hvilket bevis har vi for, at Jehova bruger os til at opfylde de profetier, som Jesus udtalte? Det uimodsigelige bevis er det, at vi bliver forfulgt, ligesom Jesus blev det, og af samme årsag! Han benyttede forfølgelsen af os til at identificere den tid, som vi nu lever i. (Matt. 24:9) Over for Pilatus fastslog han, hvad der var hans opgave: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Vi går i hans fodspor, og vi har fået den samme opgave af Jehova, at vi skal vidne om sandheden! Dette medfører, at vi bliver forfulgt over hele verden, at vi bliver hadet i hele verden for hans navns skyld.

17, 18. a) Hvad viser beretningen om Jehovas vidners kamp for friheden til at forkynde i tiden fra 1933 til 1945? b) Hvilke erfaringer har de siden da gjort i de kommunistiske lande?

¹⁷ Det er almindelig kendt, hvorledes Jehovas vidner kæmpede for friheden til at forkynde i de nazistisk og fascistisk dominerede lande fra 1933-1945. I tusindvis blev de kastet i koncentrationslejre, og mange blev pint og dræbt. Utallige døde, fordi de var loyale over for Jehova Gud. De kunne have reddet livet, hvis de havde valgt at fornægte Jehovas navn. Næsten alle amerikanere kender den voldsomme forfølgelse, Jehovas vidner var genstand for i de Forenede Stater og i Canada fra 1933-1945. Der har været i tusindvis af retssager og i hundredvis af pøbeloverfald! Over 70 lande har på et eller andet tidspunkt i de sidste 40 år indført hemmende forordninger og forfulgt Jehovas vidner.

¹⁸ Er forfølgelsen af os holdt op, efter at det nazistiske Tyskland, det fascistiske Italien og Japan blev besejret i den anden verdenskrig? Nej, det er den ikke! I de kommunistisk styrede lande i Østeuropa er vor virksomhed blevet forbudt, fordi vi nægter at ophøre med at forkynde. Jehovas vidner er i tusindvis blevet kastet i fangehuller og i koncentrationslejre. Se, hvad der er sket i Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet og andre lande. Tusinder er kastet i fængsel og anbragt i arbejdslejre. I alle kommunistiske lande bliver Jehovas vidner i dag forfulgt som vilde dyr, der jages af jægere: det hemmelige politi. I disse kommunistlande er der vedtaget bestemmelser, der tager sigte på fuldstændig at forhindre forkyndelsen af evangeliet. Vore brødre der er blevet kastet i fængsel og er blevet gjort til genstand for spot ved domstolene, og mange er blevet dræbt.

19. På hvilken måde adskiller arrestationen af Jehovas vidner sig fra arrestationen af præsterne?

¹⁹ Ingen anden religiøs organisation på jorden er blevet forfulgt for Jehovas navns skyld, det navn, som også indeholdes i Jesu navn. Nok er nogle præster blevet kastet i fængsel i disse kommunistiske lande. Men dette er ikke sket, fordi de kæmpede for retfærdighed. (1 Pet. 3:14) De blev sat i fængsel af politiske grunde, og ikke fordi de vidnede om Jehova, eller fordi de bar Jesu navn. I Polen, Tjekkoslovakiet, Østtyskland og i andre kommunistiske lande har de katolske og protestantiske kirker lov til at afholde offentlige gudstjenester. I disse lande kan Jehovas vidner ikke offentligt tilbede Gud.

20. a) I hvilke andre lande har Jehovas vidner i særlig grad været genstand for voldsom forfølgelse de sidste to år? b) Hvad har rapporterne i årbogen vist angående de sidste ni år?

²⁰ I andre lande fortsætter forfølgelserne. Ved De, at der for nylig, i januar 1954, blev indført et forbud imod Jehovas vidners virksomhed i Quebec i Canada? Det bestemtes her, at Jehovas vidner skulle behandles på samme måde, som de blev behandlet af Adolf Hitler i Nazi-Tyskland. Dette forbud blev indført på foranledning af Quebecs katolske premierminister, Duplessis. Glem ikke, at forbudet imod Jehovas vidners arbejde fortsætter i den Dominikanske Republik, i Argentina og i andre lande, og lad os minde om de pøbeloverfald og den beskydning fra snigskytters side, som vore brødre på Filipinerne i de sidste to år har været udsat for ved deres stævner. Læg mærke til hvilken mængde af andre eksempler på forfølgelse, som i de sidste ni år har været omtalt i de rapporter fra hele verden, som Jehovas vidners årbog (engelsk) hvert år har indeholdt. Se blot på de demokratiske lande i Europa: Italien, Frankrig, Svejts og de skandinaviske lande! Der har i virkeligheden overalt i hele verden, også i Afrika, Asien og på Atlanterhavsøerne og Stillehavsøerne, været kæmpet en hård og god kamp for friheden til at forkynde. Med Jehovas hjælp vil vi fastholde denne frihed over hele jorden. Selv om vi i mange landes retssale må kæmpe for den, og selv om det medfører forfølgelse af Jehovas trofaste tjenere, glæder vi os over den og holder fast på denne herlige tjenestens skat, idet vi forkynder over hele jorden.

21. Hvilken kristen skare er ene om at opfylde Mattæus 24:9, og hvordan er deres indstilling hertil?

²¹ Dette vidnesbyrd fra mange lande, der tårner sig op som bjergene, beviser, at forfølgelsen vil fortsætte. Hvem er de kristne, som identificeres ved vor tids verdensomspændende opfyldelse af Jesu ord? Her er beviset så tydeligt, som det overhovedet kan gives. Kendsgerningerne taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at sige mere for at bevise det; det kan slet ikke diskuteres. Hvem er så disse kristne? I, Jehovas trofaste vidner. Det er jer, Jesus taler om, det er jer, som bliver forfulgt i alle lande for retfærdighedens skyld. (Matt. 24:9; 2 Kor. 1:7; Kol. 1:24) Er I bedrøvede? Nej! I er lykkelige over at være et begunstiget folk! (Joh. 1:12) Peter sagde: „Og hvem er der, som kan volde jer ondt, når I er nidkære for det gode? Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige.“ — 1 Pet. 3:13, 14.

22. Hvad tvinger omstændighederne os til at gøre i vor verdensomfattende kamp for at kunne forkynde?

²² Denne verdensomspændende forfølgelse stiller os over for en lang række prøver. Den tvinger os til at benytte alle metoder i kampen for friheden til at forkynde over hele jorden. Vor kampmetode må nødvendigvis skifte fra land til land. Årsagen hertil er, at vor kamp må være i overensstemmelse med loven, og den lovhjemlede fremgangsmåde, for juridisk kamp er forskellig i de forskellige lande. Fremgangsmåden kan nødvendigvis ikke være den samme overalt.

23, 24. a) På hvilken måde føres kampen for friheden til at forkynde i sådanne demokratiske lande som de Forenede Stater og det britiske rige? b) Hvordan føres den i lande, hvor sådanne metoder ikke er tilgængelige?

²³ Visse demokratiske lande, for eksempel de Forenede Stater, British Commonwealth of Nations og visse lande i Europa, er så frisindede, at de giver os adgang til at forsvare os. De tillader, at vi appellerer til „kejseren“ ved at forsvare os i retten. Benytter vi rettens hjælp i sådanne lande? Ja! Frejdigt og uden at tøve søger vi rettens beskyttelse af vor ret til at forkynde. Jehova har benyttet dommerne til at hjælpe os til retsligt at befæste den gode nyhed. De har givet os en mængde sejre, hvilket har styrket vor stilling meget. I hundredvis, ja, i tusindvis, har sagerne hobet sig op i den verdensomspændende kamp for friheden til at forkynde. De udgør et mægtigt fæstningsværk.

[Illustration på side 77]

Fængsling

Pøbeloverfald

Forbud