Vi kæmper aldrig lovstridigt og holder aldrig op med at forkynde over hele jorden!

1. Hvad vil vi gøre i vor kamp for friheden til at forkynde, og hvad vil vi aldrig gøre?

JEHOVAS vidner tager aldrig deres tilflugt til illegale eller ulovlige metoder i deres kamp for friheden til at forkynde over hele jorden. Tager vi, hans vidner, loven i vor egen hånd? Nej! Vi bruger ikke voldelige trusler over for embedsmænd, vi bryder ikke med vold gennem jerntæppet! Vi gør ingen myndighedspersoner fortræd, og vi bærer ikke våben for at bekæmpe dem. Vi gør os ikke til talsmænd for omstyrtelse af regeringer ved vold eller magt udvist af mennesker eller sammenslutninger af mennesker. Og dette er også vort standpunkt selv i de tilfælde, hvor regeringen undertrykker vort gudgivne arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget. Vi gør kun brug af de kampmidler, som loven i det pågældende land tillader. Hvis et lands love for eksempel ikke hjemler os adgang til et juridisk forsvar, forsøger vi ikke at vælte regeringen, at ændre den eller at gøre oprør imod den.

2. Hvilken handlemåde følger vi i visse lande? Hvorfor? Hvem træffer afgørelse herom?

² I nogle lande står regeringerne så svagt, eller modstanden imod sandheden er så stor, at det er uklogt at forkynde offentligt. I sådanne lande kan vi ikke henvende os til domstolene, og myndighederne vil ikke beskytte vore rettigheder. Vi ved, at optøjer eller vanskeligheder kan blive resultatet af et hurtigt gennemført forbud i sådanne lande. Årsagen vil være enten den, at katolikkerne har fået magten, eller at regeringen er blevet totalitær. I andre lande er det kun ved embedsmændenes velvilje, at vi kan udføre vort arbejde fra hus til hus, mens gadearbejdet derimod er forbudt. I sådanne tilfælde står vi ikke stejlt på vor ret til at forkynde på gaderne. Her er det Selskabet, som træffer afgørelsen; den fremgangsmåde, der skal følges, fastlægges aldrig af de stedlige brødre. At kræve ret til at udføre gadearbejde et sådant sted ville kun medføre, at vort arbejde snart ville blive helt forbudt. Det kunne få embedsmændene til at standse vor forkyndelse af den gode nyhed fra dør til dør. I sådanne lande beder vi „for konger og alle i høje stillinger, så vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder“. — 1 Tim. 2:1, 2.

3, 4. a) Hvorledes udføres forkyndergerningen i lande, hvor det ikke er lovligt at gå fra dør til dør? b) Hvilke bibelske grunde er der for at følge en sådan handlemåde?

³ I visse lande er det ikke lovligt at arbejde åbenlyst fra dør til dør med vor litteratur. For at undgå strid med myndighederne og et totalt forbud vil Selskabet måske beslutte, at vidnearbejdet skal indskrænkes til mundtlig forkyndelse med Bibelen. På den måde finder vi frem til de retsindige mennesker. De bliver senere genbesøgt og får lejlighed til at modtage bøger, som redegør for Guds ord. Dette sker på et belejligt tidspunkt, i deres eget hjem og uden for fjendens synsvidde. Er det ikke meget klogere at ophøre med at udbrede litteraturen offentligt i enkelte lande, især når et krav om åbenlys udbredelse vil betyde en hurtig afslutning på friheden til at udføre vort arbejde? Dette spørgsmål må så ganske afgjort besvares bekræftende!

⁴ Der er gode bibelske grunde for at ændre arbejdsmetoden fra land til land. Vi er ikke udsendt i verden for at sidde i fængsel, vi ønsker ikke, at være døde martyrer. Vor opgave består i at forkynde budskabet, og for at kunne gøre dette, må vi være frie og være i live. (Præd. 9:10) For at få evangeliet forkyndt over hele jorden må vi derfor huske på, at Jesus sagde, at vi er „får blandt ulve“. Det er indlysende, at vi ikke kan forkynde i Spanien eller Argentina på samme måde, som vi nu gør det i de Forenede Stater. Vi må derfor udvise megen teokratisk takt, idet vi er snilde som slanger og dog blide som duer. (Matt. 10:16) Almindelig sund fornuft siger os, at en anden handlemåde ville være dårskab. Ordsproget siger: „Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ (Ordsp. 27:12) Et ofte anvendt udtryk passer godt på dette forhold: „Dåren farer frem, hvor engle knapt tør træde.“ Hvad ville det gavne at kæmpe et slag, som man på forhånd ved, man ville tabe, for retten til at forkynde åbent i et eller andet land? Kampen ville måske resultere i, at overhovedet intet vidnearbejde blev tilladt, men at alt blev forbudt, og hvad havde vi så opnået? Sådan kan arbejdet ikke holdes i gang. Vil det ikke i sådanne lande være fornuftigere at gøre sig mindre bemærket under forkyndelsen af evangeliet? (2 Tim. 1:7) En sådan fremgangsmåde vil holde arbejdet i gang i disse lande. Og det er jo det, vi ønsker: at holde arbejdet i gang, så vore brødre og de retsindige mennesker kan blive forsynet med og ernæret af den åndelige føde, der kommer fra Selskabets hovedkvarter.

5. Hvilken handlemåde følger Jehovas vidner, når et land fuldstændig forbyder deres arbejde?

⁵ Hvad sker der, når vort arbejde bliver fuldstændig forbudt i et land? Ja, så bliver de direkte forsyningslinier for åndelig føde fra det jordiske hovedkvarter jo afskåret. Men Jehovas vidner befinder sig stadig i landet, og de kan ikke ophøre med at forkynde. (Jer. 26:14, 15) Forbudet forhindrer dem kun i at forkynde offentligt. De har ikke længere ret til at fortsætte deres arbejde over jorden, men tvinges på grund af sådanne undertrykkende bestemmelser til at fortsætte forkyndelsen under jorden. De handler på samme måde som de første kristne i Rom. Der blev de, og deres forkyndelse tvunget ned i katakomberne.

Frygtløs forkyndelse trods modstand

6. Hvad viser kendsgerningerne med hensyn til den virkning, forbud har på forkyndergerningen, og hvorfor er det sådan?

⁶ Kendsgerningerne viser, at forbud ikke kan standse forkyndelsen. Tværtimod viser det sig af og til, at forkyndelsen under jorden giver større resultater end den over jorden. Jo hedere forfølgelsen er, jo hurtigere kommer også sandhedens sædekorn op, der hvor der er „god jordbund“. De gror hurtigt og spredes vidt i et sådant varmt klima. Det er lige så nytteløst at søge at hindre retsindige mennesker i at komme til sandheden, som det er at forbyde et græsstrå at vokse op af jorden. Det kan ikke gøres! Vore brødre i sådanne lande, hvor arbejdet er forbudt, rejser ikke bort og holder ikke op, sådan som den utro profet Urija gjorde, da han flygtede. (Jer. 26:21) De er ligesom Jeremias. Han var anklaget, og han blev truet med døden, men nægtede at flygte fra landet. (Jer. 26:8) Han blev kastet i fængsel, men Jehova udfriede ham. (Jer. 38:6, 10-13) Ligesom i tilfældet med Jeremias er sandheden som en ild i lemmerne på vor tids vidner i sådanne lande. (Jer. 20:9) Kan den standses? Nej! Den kan ikke undertrykkes. Den må ud! Ligegyldigt hvilke følger et forbud vil få, kan Jehovas vidner ikke holde op med at forkynde, for Jehova Gud har befalet det. At forkynde betyder livet, at holde op betyder døden.

7. Hvem skulle vi alene frygte i betragtning af de løfter, der er givet os?

⁷ Vi har alle Jehovas løfte, og han vil holde det! Jehova lover, at han vil fortsætte med at skærme os alle under sin hånds og sine vingers skygge. (Es. 51:16; Sl. 17:8) Dette løfte gælder såvel i kommunistiske lande som i demokratiske. Han vil udfri alle, som påkalder Jehovas navn. (Joel 3:5; Ordsp. 18:10) Behøver vi derfor at være bange for kommunistiske diktatorer eller store politikere eller nogen nations herskere? Svaret er: Nej, aldrig! Frygt kun Jehova, den almægtige Gud! „Kald ikke alt sammensværgelse, hvad dette folk kalder sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel.“ (Es. 8:12, 13) Vi kan trygt stole på, at vi uden fare kan være lydige mod denne Guds befaling, uanset om regeringen i det land, hvor vi bor, er frisindet eller undertrykkende.

8. Hvad er vor faste beslutning, og hvilken forsikring har vi?

⁸ Vi vil ikke opgive vor kamp for friheden til at forkynde, selv ikke ansigt til ansigt med døden. Vi vil altid stole på Jehova Gud. Der er ingen farer eller vanskeligheder, der er så store, alt han ikke vil kunne beskytte os mod dem og udfri os fra dem. Vi kender hans gerninger, og vi husker, hvad Jehova, den almægtige Gud, vor Fader, siger: „Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg HERREN, Israels Hellige din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl. Frygt ikke, thi jeg er med dig! . . . I er mine vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra evighed Gud, den eneste også i fremtiden. Ingen frier af min hånd, jeg handler — hvo gør det ugjort?“ — Es. 43:1-5, 12, 13.

9. Hvad sætter vi vor lid til, som også det profetiske drama viser os?

⁹ Har vi som kristne, som Kristi Jesu efterfølgere, en flåde, en hær eller en stabel atombomber? Nej! Vi ønsker ingen! Vi behøver ingen! Vor beskyttelse står omtalt hos Zefanias, som skrev: „I dig er HERREN din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel som på festens dag.“ (Zef. 3:17) Det er nemt at sige, hvad vi må gøre til vor beskyttelse. Vi må gøre det samme, som de trofaste israelitter gjorde under nogle af deres kampe i gamle dage. De brugte ingen krigsvåben, men sang simpelthen lovsange til Jehova. Da de svært bevæbnede sammensluttede stridskræfter fra Moab, Ammon og Se’irs bjerge kom imod Juda, lod Jehova Josafat sætte sangere foran hæren for at prise Jehova i helligt skrud. Ved du med hvilket resultat? Sikkert! Det var en af de største militære sejre historien! (2 Krøn. 20) Jehova udkæmpede også slaget for Asa; det var Jehova og ikke israelitterne, der tilintetgjorde den ætiopiske hær på en million mand. (2 Krøn. 14:9-15) Det var ikke overlegen styrke, der gav Gideon sejren over Midjan, for den lille håndfuld på kun 300 mand udgjorde kun en brøkdel af de andres antal, men gennem Jehovas anvisninger slog de den midjanitiske hær med skræk. De gjorde ikke andet end at knuse deres krukker og lade deres lys skinne, blæse i deres trompeter og råbe: „For Jehova og for Gideon.“ — Dommerne 7.

10. Hvorfor kan det siges, at Jehovas ord er magtfuldt?

¹⁰ Vi synger vor sang ved at ophøje Jehova. Ved at forkynde åbner vi frihedens porte på vid gab, så retsindige mennesker kan strømme ind i tilflugtsbyerne. (Jos. 21:13, 21, 32, 38; Es. 26:2) Hans ord indeholder håb om frihed og udfrielse for alle, som kender ham. „Enhver, som påkalder HERRENS [Jehovas] navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.“ (Joel 3:5) Jehovas ord, som vi forkynder, er magtfuldt; det opbygger det, som skal opbygges, men det nedriver det, som skal nedrives. Paulus sagde: „Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker.“ (2 Kor. 10:4) Husk, at det var Jehovas ord, som frembragte Vandfloden på Noas tid. Det er det samme ord, som vil frembringe ødelæggelsen af den nuværende onde verden i Harmagedonslaget. Det er også det samme ord, som skaber de nye himle og den nye jord, hvori „retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:5-7, 13) Og det var ved Guds ord, at Noas forkyndelse blev udført. Ligesom ødelæggelsen i Harmagedonslaget vil forårsages af Guds ord, således vil også forkyndelsen, som må være afsluttet før slaget begynder, udføres i kraft af Guds ord. (2 Pet. 3:9, 10; Matt. 24:14) Derfor vil også vi, Guds vidner, ved hans ord forblive trofaste over for vor opgave, at forkynde frihed for fangerne. — Es. 61:1, 2.

Forkynd frihed!

11, 12. Hvilken betimelighed havde 3 Mosebog 25:10 i fortiden, i de Forenede Stater i 1776 og i vor tid?

¹¹ Da Amerika i 1776 erklærede sig for uafhængigt af det Britiske Imperium, blev friheden forkyndt af tårnklokken i regeringsbygningen i Philadelphia i den britiske koloni Pennsylvania. Klokkeringningen hørtes hele jorden over gennem de begivenheder, som fulgte. På denne klokke stod følgende ord: „Forkynd frihed ud over hele landet til alle dets indbyggere.“ Disse historiske ord var citeret fra den største frihedens bog, Guds ord, Bibelen. Jehova brugte dem i sin lov for Israel, da han indførte jubelåret. Det var det år, da enhver kunne vende tilbage til sit hjem, og da alle fik deres gæld eftergivet. Det var et helliget frihedens år. Folket skulle „udråbe frigivelse i landet for alle indbyggerne“. — 3 Mos. 25:10.

¹² Det håb, som tændtes i hjerterne hos dem, som hørte denne „frihedsklokke“ i Philadelphia ringe om udfrielse, fik store menneskemængder til at fatte mod, til at bringe store ofre og udkæmpe en revolution, som har ført til frihed og uafhængighed. Efter mere end 150 år ser nu indbyggerne i dette frihedens land friheden svinde bort. Dens fremtidige eksistens er truet, ikke blot i Amerika, men hele verden over. I denne nødens tid har Jehova slået et kraftigt slag på den store frihedens klokke, Guds ord. Det mægtige frihedsbudskab lyder nu. Vi, hans vidner, hører lyden, og vi bringer svære ofre for frihedens skyld. Vi forkynder „frihed i hele landet“. Det gøres ikke blot i eet land, nej, i hele verden lader vi frihedstrompeterne lyde. Budskabet går ud på, at Guds regering er menneskets eneste håb, dets eneste varige garanti for et evigt livs frihed og velsignelser. Vi, hans vidner, forkynder frihed i hele verden. Vi forkynder frihedens budskab for de fanger, som er bundne af de religiøse fejltagelser i denne verden, der står under Satan Djævelen. Vi, hans vidner, har forkyndt frihed i landet.

13. Hvordan må vi følge Jesu eksempel for at bevare os fri af Satan?

¹³ Ved at synge lovsange til Jehova forkynder vi den virkelige udfrier af fanger: Jehova Gud. Vi siger til fangerne: „Gå ud.“ (Es. 49:9) Jehova garanterer, at de ikke vender tilbage til Djævelens fangenskab, hvortil Adam førte menneskeheden. (Ez. 39:28, 29) Den store udfrier og kriger, Kristus Jesus, handlede lige modsat Adam; han gav ikke efter for Djævelen, sådan som Adam gjorde. Han sagde, at Satan „har intet tag i mig“. (Joh. 14:30, NW) Hvis vi trofast følger i Jesu fodspor, kan Satan ikke få magt over os, og han vil aldrig få en af de trofaste udfriede fanger eller retsindige mennesker i sin magt.

14. Hvilke to sider har vort arbejde, og hvordan er det i overensstemmelse med Jehovas domme?

¹⁴ Vi bærer et fredens budskab til dem, som er retsindige over for Gud. Vi fremfører et budskab om død og ødelæggelse for dem, som hader Jehova. (Jer. 49:14) Som sendebud sender Jesus os ud for at adskille folkene, ligesom får bliver adskilt fra bukke. (Matt. 25:31) Jehova er rede til at belønne dem, der har fårets egenskaber, og til at eksekvere sin dom over dem, der handler som bukke. Hans nidkærheds ild vil fuldføre det. (Zef. 3:8) Vi i den nye verdens samfund har Jehova til Gud: „Saligt det folk, der har HERREN til Gud, det folkefærd, han valgte til arvelod!“ (Sl. 33:12) Men dette er advarselen: „Det folk og det rige, som ikke tjener dig, skal gå til grunde, og folkene skal lægges øde i bund og grund.“ — Es. 60:12; Sl. 145:20.

15. Hvorledes er vor krigsførelse og vore våben at sammenligne med den kamp, der blev udkæmpet af jøderne på Esters tid?

¹⁵ Lad os nu vende tilbage til beretningen i Esters bog om de fangne jøders kamp i det gamle persiske rige. Denne verdensmagt beherskede næsten hele den da kendte verden. Disse fortidens Jehovas tjenere kæmpede i sandhed i hele verden, og som det var på deres tid, således er det også i vore dage. Deres kamp giver et profetisk billede af Jehovas vidners kamp for forkyndelsen i dag. (1 Kor. 10:11; Rom. 15:4) Den eneste forskel mellem deres og vor kamp er de anvendte våben. De brugte virkelige våben, men det gør vi ikke. Som kristne forkæmpere for retten til at forkynde over hele jorden er vi kun bevæbnede med Jehovas ånd og med hans ånds sværd, som er Guds ord. (Ef. 6:17) Herudover har Jehova givet os en beskyttende rustning. Paulus beskriver den: Den består af 1) retfærdighedens brynje, 2) troens skjold og 3) frelsens hjelm. Han råder os til at være vågne i brugen af dette udstyr. Han formaner os også til med frimodighed at „kundgøre evangeliets hemmelighed, for hvis skyld jeg nu er et sendebud i lænker. Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom“. — Ef. 6:14-17, 19, 20.

16, 17. a) Hvad blev resultatet af, at jøderne kæmpede for livet i det gamle Persien? b) Hvad har været resultatet af vor kamp for friheden til at forkynde over hele jorden, og ved hvilken magt er kampen blevet kæmpet?

¹⁶ Jøderne i det gamle Persien vandt en stor sejr. Hvordan gik det til? Efter at kongens dekret om, at jøderne skulle kæmpe for at frelse deres liv, skyndsomst var blevet bragt ud over hele riget af kurerer til hest, skete der noget mærkeligt. Beretningen fortæller om jøderne, at „ingen holdt stand imod dem, thi frygt for dem var faldet på alle folkene. Og alle landenes fyrster og satraperne og statholderne og de kongelige embedsmænd hjalp jøderne, thi frygt for Mordokaj var faldet på dem. Og i hver eneste landsdel og i hver eneste by, hvor kongens bud og forordning nåede hen, var der fryd og glæde blandt jøderne med gæstebud og fest. Og mange af hedningerne gik over til jødedommen, thi frygt for jøderne var faldet på dem.“ — Est. 9:2, 3; 8:17.

¹⁷ Oplever vi, nutidens tjenere for Jehova, en lignende fest og fremgang i vor kamp for friheden til at forkynde over hele jorden? Hør, hvorledes vort antal er blevet forøget: 1934: 41.000; 1940: 90.000; 1944: 110.000; 1946: 158.000; 1948: 230.000; 1950: 328.000; 1953: 500.000. Vi er blevet 12 gange så mange på 20 år! Og hele denne forøgelse er sket midt under verdensomspændende forfølgelser! Beviser dette ikke, at frygt for Jehova er faldet på disse mennesker, og at frygt for mennesker har forladt dem? Jo! Det er nøjagtig sådan, som Zakarias profeterede: „Så siger hærskarers HERRE: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ (Zak. 8:23) Det er i dag et stort arbejde at forkynde ud over hele jorden, og det udføres ikke i kraft af eet menneske eller en gruppe af mennesker. Det er Jehovas ånd og hans ords kraft, som har fuldført dette store verdensomspændende høstarbejde. (1 Kor. 3:7) Zakarias skrev: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger hærskarers HERRE.“ — Zak. 4:6.

Belønningen for ikke at gå på kompromis

18. Hvad er, i lighed med Paulus’ eksempel, Jehovas folks faste beslutning angående kampen for at kunne forkynde over hele jorden?

¹⁸ Vil vor kamp for friheden til at forkynde over hele jorden få en ende? Nej! Den må fortsætte. Hvad enten vi bor i demokratiske lande, hvor vi har megen frihed, eller vi bor i lande, hvor forkyndelsen er begrænset, eller vi bor i lande, som styres af diktatorer, der ikke tillader nogen frihed, men som lader alle de vidner, som gribes, kaste i fængsel, må kampen for friheden til at forkynde over hele jorden fortsætte. Apostelen Paulus satte os et eksempel til efterfølgelse: Han forkyndte i fængselet og fortsatte derfra sin kamp for friheden til at forkynde. (Ap. G. 28:30, 31) Derfor må også vi i dag, dersom vi ikke frit kan gå fra dør til dør, forkynde som fanger i lænker. Vi giver ikke op, selv ikke i diktaturstater; vi, hans vidner, lader os ikke bringe til tavshed, hverken i kommunisternes eller andres fængsler. Vi vil fortsætte med at forkynde, hvad enten vi er i fængsel eller ej, og vi vil gøre det med frejdighed. Husk på, hvad Paulus skrev til filipperne. „Det er da også min inderlige længsel og mit håb, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid med al frimodighed må blive forherliget i mit legeme, enten det bliver gennem liv eller død.“ — Fil. 1:20.

19, 20. a) Hvad ville der være sket, dersom Josef, de tre hebræere og Daniel var gået på kompromis? b) Og hvad ville der være sket, hvis de første kristne og de sande kristne i dag havde gjort det?

¹⁹ Hvis de, som var blevet fængslet på grund af deres trofasthed, i stedet var gået på kompromis, hvad ville der så være sket? Josef ville for eksempel have mistet den forret at blive brugt af Jehova i Ægypten til at frelse sin fader Jakob tillige med hans store familie fra hungersnøden. De tre hebræere ville være gået glip af den æresbevisning at have Jehovas engel ved deres side til at beskytte dem i den gloende ovn. Jeremias ville ikke have oplevet den ære at forkynde Jehovas domme over en ond by. Og Daniel ville aldrig have været i stand til at undgå løvernes gab. Men ingen af alle disse vidner veg tilbage; ingen af dem var kujoner. I Hebræerbrevets 11. kapitel beskriver Paulus deres tro og deres mod for os.

²⁰ Hvis Peter og Paulus og de andre apostle var gået på kompromis og havde bøjet af, så ville de have mistet velsignelsen ved at bringe den første kristne menighed til at vokse og ved at skrive Bibelens Græske Skrifter. Vore dages vidner, som i totalitære lande har siddet uretfærdigt fængslet, ville på samme måde være gået glip af det velsignede privilegium at sætte arbejdet i gang og genopbygge det i disse lande, hvor forkyndelsen blev forbudt. De ville ikke have nydt synet af den vældige indsamling af den store skare af retsindige mennesker i dag. „Thi Gud har ikke givet os fejgheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd.“ (2 Tim. 1:7) Om dem, som bøjer af, siger Åbenbaringen: „Men de fejge og utro . . ., deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (Åb. 21:8) Lad os takke Jehova Gud for, at disse trofaste før os, og disse trofaste, som nu er iblandt os, ikke er flygtet som kujoner fra slagmarken, hvor der kæmpes for friheden til at forkynde over hele jorden.

21, 22. a) Hvad er først og fremmest Jehovas hensigt med at lade os kæmpe og lide for friheden til at forkynde? b) Hvilket yderligere formål tjener det, som det fremgår af Ezekiels profeti?

²¹ Det er indlysende, at Jehova har gode grunde for at tillade, at vi lider overlast under kampen for friheden til at forkynde over hele jorden. Den væsentligste hensigt er at herliggøre sit store og hellige navn og sit ord. En anden hensigt er at udvælge den rette slags mennesker, lydige og modige folk, som han ønsker at befolke jorden med, for at de skal leve i den nye verden. (Matt. 5:5, 10; Åb. 2:10) Skulle nogen af dem vise sig uværdige til livet i den nye verden, vil Jehova tilintetgøre dem der.