Spørgsmål fra læserne
● Hvad menes der med „Isaks høje“ i Amos 7:9, og er det ikke selvmodsigende, når Bibelen siger, at visse konger fjernede højene, men så senere taler om, at de undlod at afskaffe dem? — A. M., Tyrkiet.
Med „Isaks høje“ hentydes der til de hellige høje, der fandtes i ti-stammeriget Israel, hvis hovedstad var Samaria på det tidspunkt, da Jeroboam II var konge i Israel. De ti stammer var efterkommere af Isak såvel som af Jakob eller Israel. Udtrykket „Isaks høje“ svarer til de „Israels helligdomme“, der nævnes i samme vers (9). Isaks (eller Israels) høje peger derfor hen til de hellige høje i Betel og Dan, hvor der var opstillet guldkalve, som disse ti stammer af frafaldne efterkommere af Isak gennem Jakob eller Israel havde vendt sig til og dyrkede. — 1 Kong. 12:28-33.
Om kong Asa af Judas rige er der skrevet: „Han fjernede de fremmede altre og offerhøjene, sønderbrød stenstøtterne og omhuggede asjerastøtterne og bød judæerne søge HERREN, deres fædres Gud, og holde Loven og budet, og han fjernede offerhøjene og solstøtterne fra alle Judas byer, og landet havde fred, så længe han levede.“ Dog siges der senere om hans styre: „Vel forsvandt offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas hjerte helt med HERREN, så længe han levede.“ Om hans efterfølger Josafat læser vi: „Da voksede hans mod til at vandre på HERRENS veje, så han også udryddede offerhøjene og asjerastøtterne i Juda.“ Men også om hans regering læser vi senere: „Kun blev offerhøjene ikke fjernet.“ — 2 Krøn. 14:3-5; 15:17; 17:6; 20:33.
Hvorledes kan disse tilsyneladende selvmodsigelser forklares? Det synes indlysende, at højene i Juda kunne inddeles i to grupper, een, hvor de hedenske guder blev tilbedt, og en anden, hvor Jehova blev tilbedt. Israelitterne måtte ikke vise kana’anæernes høje, hvor disse dyrkede deres afguder, nogen skånsel: „I [skal] drive landets beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres billedværker, alle deres støbte billeder skal I tilintetgøre, og alle deres offerhøje skal I ødelægge.“ Men selv efter at tabernaklet og endnu senere templet var blevet rejst, fandtes der høje, hvor der blev ofret til Jehova på en for ham velbehagelig måde, f. eks. Samuels, Davids og Elias’ ofringer. På disse høje forekom der også en uret tilbedelse i Jehovas navn, og det kan være grunden til, at de blev bevaret længere end de høje, der var viet hedenske guder. Selv den afguderiske kalvetilbedelse på Sinaj blev kaldt en „højtid for [Jehova]“. — 4 Mos. 33:52; 2 Mos. 32:5; 1 Sam. 9:11-19; 1 Krøn. 21:26; 1 Kong. 18:30-39.
Det er muligt, at disse konger fjernede alle de høje, der var viet hedenske guder, men lod dem, på hvilke Jehova blev tilbedt, blive stående. Hvis det er tilfældet, har deres udrensningsarbejde ikke været grundigt og effektivt, for det rette sted at ofre til Jehova var i tabernaklet eller templet, og kun i særlige tilfælde blev der frembåret antagelige ofre andre steder. (5 Mos. 12:2-14; Jos. 22:29) Hvad angår disse to slags høje kan man altså sige, at kongerne fjernede alle af den ene slags, men lod de andre blive stående.
Den mulighed foreligger også, at Asa fjernede alle høje af begge slags, men at de hemmeligt bestod eller skød op igen hen imod slutningen af hans regering og altså fandtes på hans efterfølger Josafats tid, og at denne udryddede dem, hvilket blot vil sige, at de atter gik under jorden for senere at fremstå igen. Hvad enten vi betragter sagen ud fra den antagelse, at der var to slags høje, eller forudsætter, at de genopstod efter at være blevet udryddet een gang, må vi erkende, at der fandt en slags genopbygning af højene sted, for hvis de ikke på ny var opstået, efter at Asa havde ødelagt dem, ville der ikke have været nogen for hans efterfølgere at ødelægge. Folket var i sandhed ihærdigt og stædigt, når det gjaldt at klynge sig til og vende tilbage til dæmondyrkelsen.