Sande kristne overvinder forfølgelse

I TRE og et halvt år havde Kristus Jesus tjent som Jehovas øverste repræsentant på jorden. Han havde ved Jordan indvilget i at gøre sin Faders vilje, og til trods for al den fristelse og forfølgelse, som Satan og hans håndlangere bragte over ham, afveg Jesus ikke en tøddel fra sit løfte. Den sidste aften, han som menneske var sammen med sine disciple, sagde han til dem: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ (Joh. 16:33) Være frimodige, mens man bliver forfulgt? Ja, på grund af den trøstende og opmuntrende forsikring om, at forfølgelse kan overvindes.

Men hvorfor tillod Jehova, at hans elskede søn blev forfulgt? Ja, hvorfor skulle Gud tillade, at nogle af hans tjenere overhovedet bliver forfulgt? Elsker han ikke sine tjenere? Og er han ikke almægtig? Så må han have en eller anden god grund. Hvad er grunden? Og hvad er det, der kræves for at overvinde forfølgelse, siden så mange, der kalder sig kristne, ikke har kunnet stå fast?

Gud har givet os svarene på disse spørgsmål i sit ord, Bibelen, netop som vi skulle vente det. I de to første kapitler af Jobs bog finder vi en beretning, der ganske særlig berører denne sag. Der fortælles her om en samtale mellem Jehova og Satan angående Guds retskafne tjener Job. Sandt nok, at Job tjente Jehova, men hvad var hans motiv hertil? Gud hævdede, at det var af kærlighed til retfærdighed; Satan hævdede, at det var af kærlighed til selvisk vinding. Berøv Job de materielle belønninger for at gøre det rette, og han vil fornægte Gud, ja, forbande ham lige op i hans ansigt, påstod Satan. Fordi denne udfordring berørte Jehovas navn og overhøjhed såvel som hans skabningers værdighed til at leve, accepterede Jehova udfordringen og gav Satan frit spil med Job, dog måtte han ikke tage hans liv. Udfaldet er velkendt af alle, der er fortrolige med Bibelen. Selv om Job af og til undrede sig over, hvorfor Gud tillod, at han led således, anklagede Job ingen sinde Gud for at gøre uret, men udtrykte tværtimod sin absolutte tillid til ham: „Se! han slår mig måske ihjel, dog vil jeg bie på ham.“ — Job 13:15, Ro.

Ikke at Job var den første, der således bevarede sin retskaffenhed, men i hans tilfælde får vi så at sige det store stridsspørgsmål skarpt belyst og stillet på spidsen. Selve den kendsgerning, at Jehova henledte Satans opmærksomhed på Jobs retskafne levned, viser, at stridsspørgsmålet tidligere var blevet rejst; og det var det også, nemlig i Edens have, da Satan havde held til at vende det første menneskepar bort fra Gud. Det held inspirerede Satan til at tænke, at han kunne vende alle fornuftbegavede skabninger bort fra Gud. For at bevise, at Satan er en løgner, tillod Gud Satan at fortsætte sin afskyelige kurs.

Jesu apostle og første disciple overvandt forfølgelse, ligesom Jesus havde gjort det. Deres utvetydige standpunkt var: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Med steningen af Stefanus udbrød der en voldsom forfølgelse af den kristne menighed i Jerusalem, og alle blev spredt med undtagelse af apostlene. Men så langt fra at lade sig overvælde af en sådan forfølgelse, drog „de, som var blevet spredt, . . . imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord“. Jesus havde sagt, at de skulle glæde og fryde sig, hvis de blev forfulgt, og beretningen viser, at det gjorde de netop. — Ap. G. 5:29, 41; 8:1, 2, 4; Matt. 5:11, 12.

Og hvilken voldsom forfølgelse overvandt apostelen Paulus ikke! Han blev gentagne gange sat i fængsel, og: „Af jøderne har jeg fem gange fået fyrretyve slag på et nær. Tre gange er jeg blevet pisket, en gang stenet“, og efterladt som værende død. Til trods for det altsammen blev han ved med at forkynde. (2 Kor. 11:23-25) Ej heller har der ned gennem tiderne manglet eksempler på sande kristne, der overvandt forfølgelse. Hvad enten de blev tvunget under jorden af hedenske kejsere eller af den romerske kirkes „kristne“ sværd, nægtede de at gå på kompromis, men holdt fast ved deres retskaffenhed, idet de vedblev med at prædike ordet. — 2 Tim. 4:2.