Jehovas vinders historie i nyere tid

Anden del: Ringe begyndelser (1879-1889)

I ÅRET 1879 blev det indlysende, hvilke af de mange spæde røster, der forkyndte Kristi andet komme, Jehova valgte til i forening at tjene som hans vidner. Nu, 75 år senere, ses det tydeligt, at Jehova fra begyndelsen havde lagt sin hånd på den lille bibelstudiegruppe i Pittsburgh (Pa.), der havde C. T. Russell til ordstyrer. I de otte år, der gik forud for 1879, havde disse „lægmands“-bibelstudenter høstet mange erfaringer, såvel hvad sande kristne læresætninger, profetisk tid og forkyndelse for offentligheden angik, som med hensyn til at få de nyfundne sandheder udgivet på tryk. De blev desuden prøvet i deres trofasthed mod Bibelen, nemlig i spørgsmålet om Kristi genløsningsoffer, og det førte endog til, at de måtte afbryde forbindelsen med dem, de tidligere havde haft religiøs tilknytning til.

I 1879 var de blevet klar over, at Kristi andet komme ville betyde begyndelsen på hans usynlige nærværelse, at en hård krisetid for verden var i vente, at der derefter ville følge et millennium — Jehovas Salvedes tusindårige regering, der skulle bevirke genindførelse eller genoprettelse af paradisiske tilstande på jorden med evigt liv for retsindige mennesker af alle folkeslag, og at den gode nyhed om denne genoprettelses velsignelser skulle forkyndes over hele verden. Deres erfaringer på arbejdsmarken lærte dem, at det, eftersom mennesker hurtigt glemmer prædikener og foredrag, de har hørt, var tilrådeligt at udvide tjenesten med undervisning ved hjælp af bøger, brochurer og blade. De blev også klar over, at det var nødvendigt for dem at blive bedre udrustet, så de selv kunne skrive, trykke og udgive, i stedet for at overlade disse funktioner til andre såkaldte „bibelgrupper“. Disse erfaringer, der lærte dem den rette fremgangsmåde, har øvet indflydelse på Jehovas vidners samfund lige siden.

Efter at have indstillet såvel den økonomiske som den redaktionelle støtte til Rochester-gruppens månedsblad, The Herald of the Morning, besluttede Pittsburgh-bibelkredsen at gå i gang med en stor plan, nemlig for første gang at udgive deres eget månedsblad. Og så den 1. juli 1879 kom det første nummer af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence. Snart efter var 6000 eksemplarer afsat.a Klasseordstyreren C. T. Russell valgtes til redaktør, mens fem andre modne bibelstudenter virkede som regelmæssige bidragydere. Det nye tidsskrifts første ord var:

„Dette er første nummer af første årgang af „ZION’S WATCH TOWER“, og det vil ikke være uret at gøre rede for hensigten med dets udgivelse. At vi lever „i de sidste dage“, „Herrens dag“, „afslutningen“ på evangelietidsalderen og følgelig i den „nye“ tidsalders morgengry, er kendsgerninger, som ikke blot den kan se, der omhyggeligt studerer ordet under åndens vejledning, men de ydre tegn, som verden kan erkende, bærer vidnesbyrd om det samme, og det er vort ønske, at „troens husholdning“ skal være helt vågen over for denne kendsgerning.“ — Side 1.

Her har vi således beretningen om The Watchtower’s fødsel. Lige fra begyndelsen og til i dag er det udkommet regelmæssigt. I 1892 skete den forandring, at det for at kunne holde trit med den stadig voksende strøm af nyt bibelsk stof i stedet for hver måned udkom hver halve måned. Statistikken over dets oplag er overordentlig interessant. Fra 6000 eksemplarer i 1879 var det i 1904b vokset, så det regelmæssigt tryktes i 25.000 eksemplarer, og i 1949 nåedes det fantastiske maksimum på 500.000 eksemplarer pr. nummer. Men hermed slog man sig ikke til tåls. I 1955 er oplaget for hele verden nået helt op på 1.950.000 eksemplarer af hvert nummer, og bladet udkommer nu på fyrre sprog. Selve beretningen om den lange, trofaste udgivelse af bladet Watchtower er et yderligere bevis på, at Jehova for mere end fem og halvfjerds år siden udvalgte den lille Pittsburgh-gruppe til at påbegynde et storslået forkyndelsesarbejde. Sandelig, dette blad har nu i mange årtier vist sig at være en enestående kanal, som Gud har velsignet som åndeligt meddelelsesmiddel.c

Årene 1877 og 1878 havde Russell for største delens vedkommende tilbragt med at forkynde på arbejdsmarken, nidkært på rejse fra by til by. På denne tid havde han da også afviklet de fleste af sine forretningsinteresser, som han tidligere havde haft så meget held med, og som havde indbragt ham et netto-udbytte på over en kvart million dollars. Men nu i 1879 blev det nødvendigt for ham at tage fast ophold i Pittsburgh.d Desuden blev han samme år gift med Maria Frances Ackley, som var blevet medarbejder ved og bidrog med artikler til Watch Tower. Men børn fik de ikke. Omtrent atten år senere, i 1897, opstod der uoverensstemmelser mellem Russell og hans hustru angående ledelsen af bladet Zion’s Watch Tower. Det skyldtes, at medlemmer af Vagttaarnsselskabet gjorde indvendinger imod, at en kvinde i modstrid med 1 Timoteus 2:12 optrådte som lærer og var medlem af bestyrelsen. Hun lod sig da frivilligt separere fra ham, efter at de havde sluttet en økonomisk overenskomst, der gjorde det muligt for hende at bosætte sig uden for Selskabets hovedkvarter. Denne separation, som man var blevet enige om, havde imidlertid absolut intet at gøre med en langt senere skilsmisseproces (1906) med beskyldning for „ægteskabsbrud“, som gejstlige fjender af Russell bagtalerisk forsøgte og stadig forsøger at fastholde. Retsdokumenterne stempler ganske enkelt dem, der falskeligt anklagede og endnu i dag anklager Russell for at have været umoralsk og skilt på grund af ægteskabsbrud, som løgnere.e

I løbet af 1879 og 1880 bestræbte man sig for at organisere små menigheder af interesserede, det vil sige Watch Tower-abonnenter. Der var opstået mere end tredive menigheder i Pennsylvania, New Jersey, New York, Massachusetts, Delaware, Ohio og Michigan. I 1880 besøgte Russell disse menigheder og anvendte mindst seks timer til studium sammen med hver enkelt gruppe.f Der var blevet udarbejdet en særlig menighedssangbog, som kaldtes „Songs of the Bride“.g På dette tidspunkt havde man ud fra Skriften forstået, at Herrens „aftensmåltid“ kun skulle fejres som en mindehøjtid een gang om året, den 14. abib (nisan), datoen for påsken.h Dette var stik imod kirkernes ubibelske skik, at holde altergang eller messe mange gange om året. I 1879 og i de, nærmestfølgende år derefter rejste alle de interesserede, der følte sig som en enhed, til Pittsburgh, for der at mødes med den første og største daværende menighed i en fælles højtideligholdelse af, hvad man kaldte „Den årlige nadver“. Samtidig afholdt de et lille stævne, der var viet kristent studium og fællesskab, og som hvert år styrkede den voksende organisation.i

Disse første menigheder kaldtes som i de Græske Skrifter „ekklesias“, undertiden „klasser“. De var organiseret med de presbyterianske og kongregationalistiske kirkeforfatninger som forbilleder. Alle medlemmer stemte efter demokratiske principper om visse administrative spørgsmål og valgte også en bestyrelse på syv eller flere „ældste“ (presbytere), der tog sig af menighedens almindelige ledelse. (Den teokratiske form for tilsyn med menigheden, som den fandtes i det første århundrede, genindførtes ikke blandt Jehovas vidner før i 1938.) Disse ekklesias var kun løst sammenknyttet, nemlig blot derved, at de anerkendte Pittsburgh-menighedens førerskab og dens måde at virke på, med Russell og andre af Watch Tower’s skribenter som ældste. Pittsburgh („Allegheny“)-menigheden holdt møde om søndagen fra kl. 14.30 til 16.00 for at høre bibelske foredrag; onsdag aften fra kl. 19.30 til 21.00 holdtes „hjemmemøder“ med bøn og personlige vidnesbyrd, og fredag aften lededes såkaldte „daggrykredse“ med bibelstudium.j

I 1880 havde Russell og hans hjælpere desuden travlt med at skrive adskillige traktater, der nummereredes. Efter 1891 fik denne traktatserie, der oprindelig hed „Bible Students Tracts“, navnet Old Theology Quarterly. Traktaterne blev stillet til rådighed, så læsere af Watch Tower kunne uddele dem gratis til offentligheden og derved afsløre vildfarelserne i kirkernes dogmer.k Men man blev snart klar over, at det var nødvendigt at organisere et egentligt selskab til at tage sig af og lede den voksende udgivervirksomhed. Tidligt i 1881 grundlagdes derfor ZION’S WATCH TOWER TRACT SOCIETY, en ikke indregistreret, administrativ virksomhed, med Russell som leder. Russell og andre bidrog frivilligt med 35.000 dollars til starten af denne organisation, der udgav traktater.l Derpå flyttede de fra deres 1879-hovedkvarter i Fifth Avenue 101, Pittsburgh, til nye og større lokaler i bygningen Federal Street 40, hvorfra Russell tidligere havde ledet sit første kædeforretningsforetagende. Ved denne nyordning begyndte millioner af bibelske traktater at strømme ud, samtidig med at flere numre af Watch Tower tryktes som brochurer. I 1881 var Russell blevet færdig med at skrive de store brochurer, der hed Tabernacle Teachings og Food for Thinking Christians, hvoraf den sidste var en lille bog på 162 sider, der tryktes og uddeltes som særudgave af Watch Tower for september 1881.a

Russell, der endnu ikke var fyldt tredive, og hans begejstrede venner var ivrige efter at få deres budskab udbredt så hurtigt som muligt. Dette fremgår tydeligt af følgende meddelelse i Watch Tower fra 1881, og man må huske på, at bevægelsen dengang kun talte ca. hundrede aktive tilhængere:

„Vi ønsker 1000 forkyndere. En uhyre arbejdsmark står åben og kan beskæftige tid og evner hos enhver indviet mand og kvinde, hvem Herren har givet kundskab om sin sandhed. . . . Dem, der er således stillet, at de kan give halvdelen eller mere af deres tid til Herrens arbejde, vil vi foreslå en plan . . . nemlig: at I, efter som I bedst kan, rejser ud til store og små byer som kolportører eller evangelister og hvert sted søger at finde de oprigtige kristne. . . . Da kun få er i stand til uden indtægter at rejse og at betale for kost og klæder, agter vi at levere traktater og DAY DAWNS (indbundne bøger) gratis, samt at tillade ethvert af disse mennesker at tegne abonnenter på WATCH TOWER og at anvende de indkomne penge for begge dele . . . til bestridelse af de nødvendige udgifter.“b

Da man nåede frem til 1888, var der halvtreds af de så højt ønskede „1000“, der havde meldt sig til heltidstjeneste; de blev anmodet om at aflægge en ugentlig tjenesterapport til Pittsburgh-kontoret.c Her har vi med andre ord begyndelsen til den heltids-pioner (kolportør)-tjeneste, som mange tusinder i årenes løb har taget op som en tapper skare af velsignede rigsforkyndere. Ja, i 1954 var der verden over 17.265 af disse heltidslærere.

Man bestræbte sig også på at få alle læsere af Watch Tower — og især dem, der kom til menighedernes møder — til at tage del i gerningen på arbejdsmarken med uddeling af traktater til venner og naboer. Læg mærke til følgende vejledning fra 1881, en af de første vejledninger i forkyndelsen på arbejdsmarken:

„Til dem, der vil tage fat på at anvende meget eller lidt af deres tid, ønsker vi at sige: Det er af største vigtighed, ikke alene at undervise i, hvad der er sandt, men også at fremholde sandheden på rette måde og i den rigtige rækkefølge. . . . Fremhold først genoprettelsen og skønheden ved Guds åbenbarede plan; vis dernæst, at alt dette venter på og er afhængigt af Kongens og Rigets komme. Når din tilhører eller læseren er kommet til at elske Kongen og længes efter hans rige, så er tiden inde til at fremholde måden for hans komme, at det ikke er mennesket Jesus, der kommer, men Jesus, en åndelig skabning, der kommer, usynligt, . . . Og tal til sidst om tiden, om, at vi nu lever „på Menneskesønnens dag“.“d

På denne måde oplærtes og trænedes i hundredvis af kristne vidner til at tage del i tjenesten på arbejdsmarken. Det giver os et glimt af det forkynderarbejde, der skulle vokse som en vældig flod i vor tid og dække hele jorden med en hærskare på over en halv million Jehovas vidner, der regelmæssigt går fra hus til hus og afsætter bibler, traktater og andre hjælpemidler til studiet af Bibelen.

Selv vor tids hurtige meddelelsesmidler synes bebudet gennem det, som de unge, der arbejdede i Vagttaarnsselskabet, tog fat på, da de i 1881 planlagde at betjene tæt befolkede centre med de nyopdagede bibelske sandheder. Lige fra begyndelsen tog man usædvanlige fremgangsmåder i anvendelse. Her er to eksempler:

„Direktøren for New York Citys største avis gik med til at sende et eksemplar af traktaten [Food for Thinking Christians] til samtlige abonnenter, og adskillige andre blade i Chicago, Boston, Philadelphia og New York gjorde os lignende tjenester i arbejdet, hvilket vi er dem oprigtigt taknemmelige for. [Når vi udelader avisernes navne, skyldes det udelukkende, at vi vil spare dem for ulejlighed med anmodninger fra anden side. De udtaler, at de aldrig før har givet nogen en sådan begunstigelse.]“e

Men denne omfattende opgave medførte endvidere, at

„traktatarbejdet fra en tilsyneladende ringe begyndelse er vokset til den vældige uddeling af 1.200.000 eksemplarer, . . . har beskæftiget i hundredvis af mænd, kvinder og drenge ved fremstillingen og fordelingen, idet nær ved 500 drenge har været beskæftiget med uddeling i London [England] og ca. 300 i New York — i andre byer et forholdsmæssigt antal. Uddelingen fandt i de større byer sted uden for kirkerne om søndagen.“f

Desuden blev to brødre i 1881 sendt til Storbritannien for at forøge arbejdet ved at udstrække det til Europa, og de rapporterede uddeling af 100.000 brochurer i London og 65.000 i Glasgow, Edinburgh, Dundee og Aberdeen i Skotland.g

(Fortsættes)

[Fodnoter]