Jehovas vidners historie i nyere tid

Fjerde del: Der gås offensivt til værks

I 1894 blev tyve deltidsrepræsentanter for Vagttaarnets Selskab uddannet og på lørdage og søndage udsendt fra hovedkontoret i Pittsburgh for at lede offentlige møder og opbygge nye „ekklesias“.a Denne praksis ændredes i 1897, idet tjenesten med at foretage disse besøg begrænsedes til tre heltidsrepræsentanter, der kaldtes „pilgrimme“, og som efter en fastlagt plan rejste fra menighed til menighed, idet de tilbragte en dag eller to med hver gruppe for at styrke dem åndeligt.b Efterhånden som bibelstudenternes menigheder eller klasser voksede i antal, blev flere pilgrimme udsendt for at opretholde kontakten mellem dem og organisationen. I 1905 var der 25c og i 1917 93, der tjente på denne måde som forløbere for Selskabets nuværende „zonetjener“-ordning.d Da der ikke førtes nogen fortegnelse over, hvor mange interesserede de respektive enkeltgrupper i begyndelsen bestod af, er rapporterne til Pittsburgh-hovedkontoret om deres årlige mindehøjtid det eneste fingerpeg, vi har herom. For 1899 foreligger f. eks. en ufuldstændig rapport fra 339 menigheder, der rapporterer 2501 deltagere.e Optegnelsen viser, at 280 grupper (hvilket kun er to tredjedele af det samlede antal) i 1900 rapporterede 2600 tilstedeværende ved den årlige mindehøjtid.f Antallet af tilsluttede voksede hurtigt. Det fremgår af, at rapporten for mindehøjtiden i 1902 viser, at for kun 175 menigheder overskred det samlede antal tilstedeværende 4700, hvilket for den enkelte menighed svarer til et gennemsnit dobbelt så stort som det foregående år.g Endelig var der i 1903 flere end 20.000 abonnenter på Watch Tower — et anseligt selskab, der kunne forsvare sandheden.h

Efterhånden som tusinder og atter tusinder af traktater og brochurer til stadighed uddeltes i større og større afstand fra kilden, Pittsburgh, Pennsylvania, blev også præsteskabets modstand mod Vagttaarnets Selskab mere og mere åbenlys. Selskabets repræsentanter fik ikke længere tilladelse til at tale fra kirkernes prædikestole som i 1870erne. I 1846 havde man blandt de protestantiske præster startet en slags præsternes fagforening. Dens officielle navn var „Evangelical Alliance“, og dens formål var at begrænse den anerkendte ordination til sådanne, der udgik fra de større sekters allerede eksisterende teologiske læreanstalter. Dens medlemmer begyndte at latterliggøre C. T. Russell, præsidenten for Vagttaarnets Selskab, og især gjorde de indvendinger imod, at han kaldtes „pastor“. Visse samvittighedsløse aviser anvendtes til at udspekulere og sprede skandaliserende løgne om Russells og hans hustrus private uoverensstemmelser. Som deres forbilleder, farisæerne, der udtalte sig ærekrænkende om Jesus ved at drage hans bemyndigelse og legitime fødsel i tvivl, nedværdigede også den nyere tids frafaldne religiøse ledere sig til personlige angreb, når de pintes af den sunde bibeloplysning, der blev udsendt.i

Nu påbegyndtes noget nyt, noget, der gennem uddeling af traktater stimulerede udbredelsen af Bibelens sandheder. Man besluttede at foretage en storm på præsterne. Zion’s Watch Tower for 15. april 1899 foreslog en „Volunteer Service“, en frivillig tjeneste. Alle de kristne, som overværede Selskabets møder, opfordredes til som frivillige at foretage gratis masseuddeling af 300.000 eksemplarer af den lille nye bog The Bible vs. Evolution til folk, når de om søndagen forlod de protestantiske kirker.

„Den bedste fremgangsmåde vil være, at de venner, som ønsker at deltage, i hver by eller landsby fastlægger et program, der sikrer, at ingen menighed springes over, og at ingen betjenes to gange. Alle større menigheder behøver mindst to eller tre for at blive betjent hurtigt og på rette måde, når medlemmerne kommer ud. Og som regel vil virkningen være bedst, hvis uddelerne stiller sig en halv husblok fra kirken i hver af de retninger, folk går.“ — Siderne 93, 94.

I U.S.A., Canada og Europa var der i tusindvis af frivillige, der med begejstring påtog sig dette arbejde. Det første år uddeltes på denne måde 948.459 traktater,j og i årevis derefter fortsatte dette organiserede arbejde med traktatuddeling eller „frivillig tjeneste“, især om søndagen, og med tiden udvidedes det til også at omfatte uddeling fra hus til hus, idet man søndag formiddag stak traktaterne ind under dørene til hjemmene. Mindst to gange om året udkom nye traktater, og de blev i millionvis uddelt til kirkegængerne. Det var som en flod, der skyllede frem lige til kirkedørene, og de religiøse græsgange blev oversvømmet.k Præsternes fjendtlige reaktion blev stærkere. Man forsøgte gentagne gange at få forkynderne arresteret for at stå på gaderne og uddele gratis traktater, som om de fortove, der førte til kirkerne, var særlig „hellig grund“. Fra tid til anden måtte der gives juridisk vejledning, fordi offentlige myndigheder på præsternes foranledning skred ind og forsøgte at skabe uret i lovens navn ved at hindre og hemme, ja, helt standse uddelingen af traktater på gaderne.l

Den 10. marts 1903 tilbød en talsmand for Pittsburghs præstelige sammenslutning, dr. E. L. Eaton, præst ved North Avenue Methodist Episcopal kirke, formelt C. T. Russell en seks dages diskussion om aftalte bibelske emner. (Det viste sig senere at være et underfundigt forsøg fra det forenede præsteskabs side på offentligt at bringe Russells kundskaber og lære i vanry.) To dage senere tog Russell i god tro imod tilbudet, og i efteråret fandt diskussionen sted for tæt besatte tilhørerpladser i Carnegie Hall, Pittsburgh.

(1) Søndag eftermiddag, den 18. oktober, erklærede Eaton, at Bibelen lærer, at der lige siden menneskets fald er blevet vist guddommelig frelsesnåde, og at der ikke vil være nogen prøve efter døden. Dette benægtede Russell ud fra Bibelen. (2) Tirsdag aften, den 20. oktober, hævdede Russell, at Bibelen klart lærer, at de dødes sjæle er uden bevidsthed, mens deres legemer er i gravene. Eaton benægtede dette. (3) Torsdag aften, den 22. oktober, hævdede Eaton, at Bibelen lærer, at alle de frelste vil blive åndeskabninger, og at de efter den almindelige dom vil komme i himmelen. Russell benægtede dette. (4) Tirsdag aften, den 27. oktober, hævdede Russell, at kun evangelietidsalderens „hellige“ får del i „den første opstandelse“; påstod desuden, at vældige skarer vil blive frelst i og ved den senere opstandelse. Eaton benægtede dette. (5) Torsdag, den 29. oktober, hævdede Russell, at Bibelen lærer, at hensigten med både Kristi første og andet komme og Tusindårsriget er, at alle jordens slægter skal velsignes. Dette benægtede Eaton. (6) Endelig om søndagen, den 1. november, hævdede Eaton, at Bibelen lærer, at den guddommelige straf, som den uforbederlige til sidst pådrager sig, vil bestå i ufatteligt store lidelser, der varer evigt. Russell benægtede på det kraftigste denne lære om helvedes ild.a

Interessante strejflys: Under diskussionerne var adskillige af de stedlige præster på talerstolen for tekstmæssigt og moralsk at støtte dr. Eaton, mens Russell ganske alene holdt på sit som en Daniel i løvekulen. I det store hele gik Russell af med sejren i alle seks diskussioner og især i den sidste om „helvede“. Det meddeles, at efter den sidste diskussion kom en af de tilstedeværende præster, der anerkendte Russells sejr, op til ham og sagde: „Det glæder mig at se Dem vende brandslangen mod helvede og slukke ilden.“b Ikke længe efter denne afsløring af de „babyloniske“ kirkesystemers falske læresætninger var der en hel del medlemmer af Eatons metodistmenighed, der blev bibelstudenter. Man accepterede andre udfordringer til at diskutere, men i sidste øjeblik blev modstanderne ængstelige og brød aftalen.c Dog fandt der i løbet af de næste tolv år efter Eaton-Russell-debatterne i 1903 to store dueller sted mellem repræsentanter for Vagttaarnets Selskab og førende religiøse kredse. L. S. White fra „Disciples denomination“ havde i dagene 23.-28. februar 1908 i Cincinnati, Ohio, seks diskussioner med Russell. De overværedes af tusinder af tilhørere, der blev vidne til en ny, let sejr for Russell.d Baptisterne udfordrede til en diskussionsserie i Los Angeles, California, og J. F. Rutherford påtog sig på Vagttaarnets Selskabs vegne at deltage mod pastor J. H. Troy. Der var på fire aftener i april 1915 12.000 tilhørere i Trinity Auditorium. (Det ansloges, at ca. 10.000 måtte gå forgæves.)e Også denne gang blev resultatet en eklatant sejr for Vagttaarnets Selskabs repræsentant, der forsvarede de bibelske sandheder.

I årene 1905, 1906 og 1907 rejste Russell rundt overalt i U.S.A. og Canada, hvor han ledede en række een dags konventer. Hans offentlige foredrag var det berømte „Til helvede og tilbage igen“, som han holdt for fulde huse i næsten alle store byer i begge lande.f I dette rammende foredrag tog han på en humoristisk og åndrig måde sine tilhørere med på en indbildt rejse til helvede og tilbage igen, og det viste sig at være en ødelæggende afsløring af den falske lære om det brændende helvede. Før Eaton-Russell-debatterne foretog Russell i 1903 sammen med nogle ledsagere endnu en rejse til Europa, hvor man i Elberfeld-Barmen i Tyskland oprettede et afdelingskontor. I 1904 oprettede Selskabet yderligere et afdelingskontor i Australien.g På dette tidspunkt faldt sandhedens sæd i god jord i Sydafrika,h Japani og Britisk Vestindien, hvor der i Kingston på Jamaica afholdtes et konvent, der overværedes af 400, mens der til det offentlige møde om søndagen var 600 til stede.j

Hvad den amerikanske arbejdsmark angår, afholdtes det største konvent i dette tidsrum i Put-in-Bay, Ohio, fra 29. august til 7. september 1908. Det ansloges, at det højeste antal tilstedeværende var 4800.k I denne periode fra 1890 til 1908 spredtes der fortsat millionvis af stykker litteratur, og der var mere end 30.000 abonnenter på Watch Tower, af hvilke tusinder tog del i de organiserede bestræbelser på stadig at bringe Bibelens sandheder ud til ivrige kristne. Disse fik en hjælpende hånd, så de kunne komme ud af Babylon og blive den almægtige Guds og Kristi Jesu hengivne tjenere. Trods de protestantiske „løvers“ rasende forsøg på at tilintetgøre det samsonlignende Selskab, handlede dets medlemmer, som Jehovas ånd havde aktiviseret, med stadig større styrke.

(Fortsættes)

[Fodnoter]