Gruppevidnearbejde i det bjergrige Italien

DET indrømmes almindeligvis, at når undtages festdage og helligdage viser de arbejdende klasser i Italien en forbavsende ligegyldighed over for religion. Og mens dette virkelig er sandt for deres vedkommende, som hører til statsreligionen, gælder det bestemt ikke dem, der indvier sig til Jehova og bliver en del af den nye verdens samfund, således som det fremgår af følgende beretning, der er typisk for den arbejdsmetode, Jehovas vidner benytter sig af i Italien i dag.

„Menigheden i G. . . ., Teramo, har fået anvist et meget spredt bebygget, bjergrigt distrikt, hvor de skal forkynde vidnesbyrdet. Nogle huse ligger firs kilometer borte. Det har været et problem at sørge for, at alle folk i dette distrikt kan høre vidnesbyrdet, for der er stor mangel på automobiler. For nogen tid har nogle af de mere hårdføre brødre måttet køre hjemmefra på deres cykler søndag morgen så tidligt som klokken fire og har måttet cykle fire til seks timer. Og efter et par timers vidnearbejde måtte de tage samme tur hjem igen. Gang på gang vendte de hjem gennemblødt til skindet og nåede lige at komme til menighedens bibelstudium, hvilket betød, at tøjet måtte tørre på kroppen, da de ikke havde tid til at skifte.

Endelig løste man problemet ved at leje en bus for en hel dag til en pris af 300 lire eller omkring kr. 3,50 pr. mand. Brødrene, mellem 40 og 45, blev delt i grupper på fire, hver gruppe med en broder, der var i stand til at holde et offentligt foredrag. Man startede klokken seks om morgenen, og den første gruppe blev sat af ved den første landsby omkring klokken syv. Da klokken var ni, var alle travlt optaget af at prædike fra hus til hus, skønt det må tilføjes, at gruppen i nogle tilfælde havde en hel times gang til distriktet, efter at den var blevet sat af. Der blev taget tid til at spise frokost, og klokken tre tog grupperne opstilling ved landevejen for at blive taget op af bussen igen. Der blev holdt syv offentlige foredrag af brødrene denne søndag. På denne måde bliver selv søstre på over halvfjerds i stand til at forkynde på afsides liggende steder og til at give mindst ti timer om måneden i vidnearbejdet for Riget.

Det er en stor glæde at se brødrene så glade over deres forrettigheder og høre dem synge Rigets sange, mens de vandrer af sted til deres distrikt. Og ved tilbagekomsten har hver gruppe interessante erfaringer at berette. Således opmuntres og opbygges både de, der oplæres til tjenesten, og de, der oplærer dem.“

Kunne man forestille sig den romersk-katolske kirkes menigheder i Italien have een ud af hver fire medlemmer, der var i stand til at holde bibelske foredrag og prædikener, og at alle menighedens medlemmer ville forlade deres hjem klokken seks om morgenen for at tilbringe dagen med at gå fra hus til hus og tale om religion? Men „Guds ord er levende og virkende“, når det forstås og anvendes rigtigt! — Hebr. 4:12.