Der er styrke i negativ tænkning

I en artikel i Christian Century for den 5. januar 1955 søgte Simeon Stylites at lægge en dæmper på begejstringen for den positive tænkning, for, som han skrev, når den „regnes for at være det samme som en psykologisk formaningstale til en selv om at stramme sig op, afskærer man sig fra det, der har størst værdi for livet og for sindets og hjertets virkelige modning“. I stedet for hele tiden at lufte sin superselvtillid ville man gøre meget vel i at blande den med en lille smule beskedenhed og ydmyghed, selv om en sådan tilkendegivelse af selvforringelse ville anses for at være negativ tænkning. Forfatteren slutter sin artikel således: „Styrken i den negative tænkning skildres smukt og uhyre forstandigt i de ord, som den fortabte søn udtalte til sin fader, da han vendte hjem igen: ’Fader! jeg har syndet imod himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.’ Det er at være omtrent så negativ, som nogen kan blive. Og denne ransagende selvbetragtning og erkendelsen af at være kommet til kort er porten ind til styrke. Ydmyghed er det første skridt på lærdommens vej. Denne følelse er helt forskellig fra den slags „positive tænkning“, som mange i dag gør sig så megen umage for at opnå, den slags, der formelig skriger: Halløj, drenge! her kommer jeg. Nu skal I bare se, hvad jeg kan præstere! Den indstilling kan godt blive begyndelsen til, at man bliver en forrygende, komplet enestående succes. Men den er ikke døren ind til det liv, der er selve Livet.“