Jehovas vidners historie i nyere tid

Fireogtyvende del: Den udvidede virksomhed på den vestlige halvkugle

VED AT betragte Nordamerika med dets mere end 201 million indbyggere får man et slående billede af den indsamling, der foregår. De vigtigste sprog er engelsk, fransk og spansk. Religiøst bekender en stor del af befolkningen sig til protestantismen. Også ateismen har godt fodfæste, men i mange områder er den katolske tankegang dominerende. Nordamerikanerens livsanskuelse, der har rod i hedenskabet, er imidlertid i de senere år som følge af den tekniske udvikling i høj grad blevet ledet i materialistisk retning. Mange mennesker opfatter næsten sig selv som guder, der er i stand til at udrette hvad som helst ved hjælp af det, man med urette kalder „videnskaben“. De er også forlystelsessyge og meget rejselystne, begge dele en følge af de fantastiske Hollywood-films indflydelse. Nordamerikaneren indtager en førerstilling, når det gælder at opfinde komplicerede maskiner til industri- og krigsbrug, men i stedet for at beherske disse opfindelser er han blevet deres frygtsomme slave. Der er ingen fred i sindet. Den store frygt for atomkrigen tager mere og mere overhånd og overskygger hos alle både religiøse, politiske og sociale tanker.

Eftersom hovedkontoret for Watch Tower Society er beliggende i Nordamerika, har de derboende Jehovas vidner som de første kunnet tage fat på at kæmme det vældige område for at finde de „andre får“. Så snart Watchtower Bible School of Gilead i 1943 begyndte at udsende sine veluddannede missionærer, blev disse sendt til forskellige fjernere liggende dele af Nordamerika, såsom Mexico, Newfoundland, Alaska, de mellemamerikanske stater (republikkerne Costa Rica, Guatemala, Honduras, Nicaragua og El Salvador samt den britiske kronkoloni Belize eller Britisk Honduras). Desuden sendtes nogle til republikken Panama, der er beliggende på tangen mellem Nord- og Sydamerika, samt — ikke at forglemme — til den fransk-canadiske provins Quebec.a I 1947 var der 163 vagttaarnsmissionærer, som havde deres virke på disse arbejdsmarker, men i 1955 var deres tal steget til 663, alle gileaduddannede, der arbejdede i tolv nordamerikanske lande.

I foråret 1945, endnu før den anden verdenskrig var afsluttet, aflagde Selskabets præsident, N. H. Knorr, ledsaget af F. W. Franz, medlem af bestyrelsen, det første officielle besøg i Mexico og Mellemamerika, hvor man traf foranstaltninger til en forøget missionsvirksomhed.b Selskabets ledere har siden aflagt officielle genbesøg cirka hvert fjerde år. Hundreder af nye menigheder er oprettet ud over dette vældige kontinent, dels i isolerede områder og dels ved at dele menigheder, der i de store amerikanske byer hurtigt vokser til over 200 forkyndere. Især i Canada og i de Forenede Stater har det været nødvendigt for mange menigheder at bygge formålstjenlige men også smukke rigssale, der har kunnet afhjælpe vidnernes voksende behov for mødelokaler. I Mexico, hvor så mange af dem, der viser interesse for budskabet om Jehovas rige, hverken kan læse eller skrive, er der i hver menighed oprettet en skole, hvor både unge og gamle kan lære at læse og skrive spansk. Dette mexicanske undervisningsprogram har opnået en meget stor succes.c

Siden 1945 har det vigtigste stridsområde været i Canada med den katolske provins Quebec som centrum. Fra 1943 til 1955 er der her anlagt sag mod Jehovas vidner i 1682 tilfælde, foruden at mange pøbeloverfald har fundet sted. I 780 af tilfældene faldt sagerne ud til fordel for Jehovas folk, og for nylig er 899 andre sager afsluttet ved den historiske afgørelse, Canadas højesteret traf til gunst for Jehovas vidner i sagen Saumur kontra Quebec, i hvilken der blev afsagt dom den 6. oktober 1953.d Men i januar 1954 hævnede provinsregeringen i Quebec sig ved at vedtage en lov imod Jehovas vidner. Også denne forulempelse måtte der tages til genmæle imod ved landets domstole. I 1951 vandt vidnerne en af de mest epokegørende sejre i Canadas retshistorie, nemlig i sagen Boucher kontra The King. Den canadiske højesterets kendelse gik ud på, at vidnernes forkyndelse intet havde med oprør at gøre.e Da der i Canada ikke findes lovmæssigt sikrede borgerlige rettigheder, og vidnerne længe har været ofre for en skandaløs forfølgelse, lod Selskabet i Canada en adresse cirkulere, i hvilken der stilledes krav om en rettighedslov. Denne adresse, der blev underskrevet af 500.967 canadiere, overbragtes parlamentet den 9. juni 1947. I februar 1949 fremsendtes desuden en endnu større adresse med 625.510 underskrifter, men også den forblev upåagtet. Trods stridens hede i det katolske Quebec vokser vidnernes antal meget hurtigt, efterhånden som dette fængsel åbnes, og ærlige mennesker får et nyt syn på tilbedelsesfrihed og undslipper til Guds nye verdens samfund.

Følgende skematiske opstilling viser den vældige indsats, der i de senere år er gjort i Nordamerika, samt de overordentlig tilfredsstillende resultater, der er opnået, og som giver sig til kende gennem det voksende antal ordets forkyndere.f

År: 1955

At 236.124 ordinerede forkyndere i 1955 anvendte over niogtyve millioner timer i forkyndelsen måtte nødvendigvis øve en betydelig indflydelse på millioner af menneskers tankegang. I 1955 var der i Nordamerika ét Jehovas vidne for hver 922 indbyggere. Indsamlingsarbejdet har nu taget stærk fart og lader sig ikke bremse, lige meget hvor kraftig præsternes modstand bliver. Ustandseligt vokser de tusinder af menigheder, idet de optager i titusindvis af mennesker, der flygter i sikkerhed inden for Guds organisation.

Øerne i Atlanterhavet, det Caraibiske Hav og Middelhavet

I stort tal hører beboerne på disse øer den rette Hyrdes, Jesu Kristi, røst, alt imens de flygter til Jehovas bjerg, hans organisation. Der findes mange øer i Atlanterhavet, det Caraibiske Hav og Middelhavet, og de er tæt beboede, idet de har en befolkning på over seksten millioner hvide, brune og sorte af engelsk, hollandsk, sydeuropæisk og afrikansk herkomst. For dem er livet ikke så kompliceret, som det er for deres nordamerikanske slægtninge. Deres livsanskuelse er religiøst set påvirket både af katolicisme, anglikansk opdragelse og dæmonisk overtro, blandt andet voodooisme. Den moralske standard er ikke høj, en følge af præsternes religiøse bestikkelsessystem, der muliggør, at syndsforladelse kan købes. En mand kan udmærket foruden at have en officiel hustru efter almindelig skik og brug stå i forhold til adskillige andre kvinder. En stor procentdel af børnene fødes uden for ægteskab. Kvinderne udfører meget af arbejdet og underholder praktisk taget både deres mænd og børn. Der lægges ikke synderlig vægt på de unges uddannelse. Folk tager én dag ad gangen og bekymrer sig ikke om ret mange ting; fornøjelserne er få, men man morer sig over lidt og anspænder ikke tænkeevnen for stærkt. Og dog er der blandt de masser, som har denne indstilling, tusinder af mennesker, der bliver alvorlige kristne ordets tjenere og slutter sig til Jehovas vidner.

I slutningen af 1943 blev for første gang nogle missionærer, der var udgået fra Gilead, sendt til Cuba, hvor de øjeblikkelig med held begyndte at undervise ivrige tilhørere i Bibelens sandheder. Derefter begyndte missionærer fra Vagttaarnets Selskab at „invadere“ Puerto Rico, den Dominikanske Republik, Haiti, Trinidad, Bermuda, Bahamaøerne og Jamaica samt andre øer, hvor befolkningen beredvilligt tog imod dem. Alene i året 1946 anvendte Selskabet cirka $ 125.000 i forbindelse med den forøgede tjeneste på øerne i det Caraibiske Hav, i Mellemamerika og i Sydamerika.g I tre på hinanden følgende år fra 1944 besøgte Selskabets præsident Cuba og andre øer for yderligere at stimulere den store interesse, der fra begyndelsen lagdes for dagen i disse områder.h I 1955 virkede i alt 144 missionærer i 38 forskellige politiske „lande“ på øerne. I adskillige år tjente skonnerten „Sibia“ som flydende missionærhjem. Dens besætning bestod af gileaditter, der sejlede fra ø til ø og holdt foredrag, vidnede for den indfødte befolkning og holdt bibelstudier med dem.i Denne båd er nu erstattet med det større skib „Light“.j Der er på denne måde vakt megen interesse på isolerede steder, og den kan nu til stadighed følges op gennem den tjeneste, der vil blive udført af de missionærer, Selskabet agter at sende til området.

Både i den Dominikanske Republik, på Haiti, Bermuda, Jamaica og andre øer er der efter tilskyndelse fra præsterne forekommet tilfælde af regeringsforbud og missionærdeportationer foruden modstand i al almindelighed, men det afskrækker ikke vidnerne, hvilket fremgår af den efterfølgende statistik, der klart viser væksten.k

År: 1947

Et vældigt forkynderarbejde, i hvilket der er brugt over to millioner timer om året, har bevirket, at Jehovas pris nu lyder ud over disse øer, og gennem dette arbejde vil endnu flere tusinder blive oplært til at leve i Jehovas herlige retfærdsverden. Allerede i 1955 var der ét Jehovas vidne for hver 971 øboer. Virkelig en fin procentdel!

Sydamerika

Indtil afslutningen på den anden verdenskrig syntes det, som om landene i Sydamerika med deres 120 millioner indbyggere udelukkende skulle være privat område for den romersk-katolske kirke. Men da de vestlige demokratier i 1945 gjorde det af med det katolsk-fascistisk-nazistiske forsøg på at erobre verdensherredømmet, blev døren til Sydamerika øjensynlig slået på vid gab for den sande kristendom, der nu kunne holde sit indtog ved hjælp af Jehovas vidners modige missionærer. Spansk og portugisisk er de vigtigste sprog. Igennem århundreder har det katolske hierarkis tunge hånd hvilet på disse lande, og befolkningens evne til selvstændig tænkning er derfor begrænset og præget af sanselighed og overtro. Mange mennesker er sportsgale og udprægede spillernaturer. Moralsk set står det ikke for godt til, hovedsagelig fordi skilsmisser er forbudt som følge af katolicismens syn på dette spørgsmål. Det normale er, at folk lever sammen uden at være gift. En mængde børn fødes uden for ægteskab, og en praktisk løsning på det problem, deres ynkværdige stilling betyder, har man ikke fundet. Der er et stort behov for undervisning, som „kirken“ dog aldrig er gået særlig stærkt ind for. Mange er af naturen stolte og temperamentsfulde. Alle synes lige fanatisk patriotiske, og alle er i besiddelse af en følelse af overlegenhed. De begejstres let for en idé eller for noget nyt, men deres overfladiske tænkemåde hindrer dem i at vise dybere interesse. Kan bibeloplysningsarbejde med held praktiseres blandt mennesker, der er således indstillet? Ja, lad os engang se!

I februar og marts 1945 aflagde Selskabets præsident, N. H. Knorr, og hans ledsager, F. W. Franz, deres første besøg i Sydamerika.l Alle de større lande blev besøgt, og der blev lagt planer for en udvidelse af missionærtjenesten i disse lande. I Argentina og Brasilien var arbejdet blevet påbegyndt først i tyverne, men trængte i høj grad til at moderniseres. Kort efter blev gileaduddannede missionærer sendt til Sydamerika, og i 1947 var der 117 af dem fordelt i tolv sydamerikanske lande. Ved udgangen af året 1954 havde Selskabet over 340 missionærer i dette område, hvilket medførte, at Selskabet overalt i Sydamerika måtte oprette og bekoste driften af missionærhjem, ligesom der måtte indrettes egnede afdelingskontorer med beboelse. Tusinder af dollars anvendtes på den forøgede virksomhed i Sydamerika, men frugterne af arbejdet viste sig også hurtigt.a I tusindvis begyndte folk at forlade den katolske kirke for at lære at tage tjenesten op som Jehovas vidner. Mange måtte have undervisning i at læse og skrive, alt imens de studerede Bibelen. Desuden måtte der rent moralsk tilvejebringes ordnede forhold, idet kun sådanne, der er gift i overensstemmelse med Bibelens principper, kunne anerkendes som tilsluttede. Dette betød, at mange ægteskabelige forhold måtte bringes i orden, ja så mange, at offentligheden har bemærket, at vidnerne er de eneste, der sørger for, at moralen højnes blandt dem, der tilslutter sig dem. Men trods alle disse vanskeligheder har væksten været enorm, nemlig fra 807 forkyndere i 1942 til 18.800 i 1955. Der har været modstand såvel i Colombia som i Brasilien og andre steder. I Argentina har Selskabet siden 1949 været forbudt af det nu opløste, diktatoriske Peron-styre. Men det standser ikke væksten hverken i Colombia eller i Brasilien, ja end ikke i Argentina.

Væksten i Sydamerika er opmuntrende og synes endda kun at være i sin vorden, thi en i sandhed stor skare synes nu rede til at træde frem fra denne del af Jehovas arbejdsmark. Bemærk følgende rapport over denne fremgang.b

År: 1952

I denne sydlige verdensdel er vidnearbejdet af forholdsvis ny dato. Alligevel er der allerede ét Jehovas vidne for hver 6435 indbyggere, og fremtiden giver løfte om, at dette forholdstal vil blive stærkt reduceret, efterhånden som den sande kristendom vinder stadig mere frem.

(Fortsættes)

[Fodnoter]