Jehovas vidners historie i nyere tid

Syvende del: Den nye ledelse under første verdenskrig

DEN NYE ledelse under Joseph F. Rutherford tog straks i 1917 fart på at reorganisere Vagttaarnets Selskabs hovedkvarters kontor i Brooklyn, New York, og også på at foretage ændringer i tjenesten på arbejdsmarken for at standse den nedadgående tendens i arbejdet med at vidne om Riget.a „Pilgrimstjenesten“ forøgedes fra 69 til 93 rejsende repræsentanter for Selskabet. De skulle besøge og styrke de mere end eet tusinde menigheder af indviede Jehovas tjenere åndeligt. Den frivillige tjeneste, hvorved der på tilfældige søndage foran kirkerne og ved regelmæssige hus-til-hus-besøg uddeltes traktater, stimuleredes, således at der i 1917 alene uddeltes 28.665.000 eksemplarer af nye numre af The Bible Students Monthly. Det såkaldte „hyrdearbejde“ blev fremmet. Denne nye gren af arbejdet der var påbegyndt før Russells død, var en slags forløber for vor tids genbesøg.

„Vor virksomhed vil i almindelighed bestå i at besøge de nævnte adresser [der er modtaget ved offentlige foredrag og ved forevisninger af Skabelsens fotodrama], konstatere, om der er interesse, fjerne fordomme, udlåne [bøger]; og højdepunktet af vort forehavende er at gøre så mange som muligt så interesserede, at de kan samles i klasser . . . og senere blive virkelige Berøa-klasser.“b

Kolportørtjenesten (pionertjenesten) udvidedes fra 372 til 461, og for første gang udkom i begyndelsen af 1917 et nummer af Bulletin, der bragte periodiske tjenestevejledninger fra hovedkontoret til pionererne. Det var en forløber for det nuværende Informant (dansk udgave: Budbringer).c Desuden blev der som et led i den store foryngelseskampagne afholdt adskillige regionale konventer. Endelig blev der lagt vægt på ordningen med spørgeskemaerne for V.D.M. (Verbi Dei Minister eller Guds Ords Tjener), idet de mandlige tilsluttede opmuntredes til at øve sig i at blive dygtigere ordets tjenere. Der indførtes en prøve, som bestod i, at to og tyve bibelske spørgsmål skulle besvares skriftligt, hvorefter besvarelsen skulle indsendes til hovedkontoret i Brooklyn, der undersøgte de pågældendes kvalifikationer som V.D.M.d Alt dette havde til følge, at tjenesten på arbejdsmarken forøgedes i 1917.

Men ikke alle var glade for at hjælpe Vagttaarnets Selskabs nye ledelse med at fremskynde vidnearbejdet. Fra begyndelsen af 1917 var der adskillige ledere, der ærgerrigt søgte at tiltage sig kontrol over administrationen. De var ikke længer villige til at samarbejde. En fremtrædende taler, der var udsendt af hovedkontoret i Brooklyn, måtte kaldes tilbage fra sin post i England, fordi han der hovmodigt tilrev sig en administrativ myndighed, som aldrig var blevet ham betroet, og han blev årsag til splittelser i Jehovas folks menigheder i England. Da han vendte tilbage til betelhjemmet i Brooklyn, begyndte han og fire andre fremtrædende medlemmer af familien at opkaste stridsspørgsmål. Ved middagsmåltidet i betelhjemmet i Brooklyn den 17. juli 1917 bekendtgjorde Selskabets præsident, Rutherford, udgivelsen af det længe ventede syvende bind i serien Studies in the Scriptures (dansk: Studier i Skriften) med titlen „The Finished Mystery“ (dansk udgave: „Den fuldbyrdede Hemmelighed“)e. „Broder Russel talte ofte om at skrive syvende bind, og en af hans sidste udtalelser gik ud på, at „når jeg engang finder nøglen, vil jeg skrive det syvende bind, og hvis herren giver nøglen til en anden, kan vedkommende skrive det“.“f

I flere måneder forud herfor havde to omhyggelige bibelkyndige, Fisher og Woodworth, sammen været travlt optaget af ud fra Selskabets hidtidige publikationer at samle en kommentar til de bibelske bøger Ezekiels bog og Åbenbaringen. Det var disse uddrag, der var samlet i den nye bog. Udgivelsen af The Finished Mystery fremkaldte en fem timer lang oprørsk trætte ved bordet i betel under anførsel af de fem ovenfor omtalte medlemmer, til hvem også andre af familiens medlemmer sluttede sig. En sådan uenighed kunne det store flertal, der bestod af trofaste brødre, ikke tolerere; ledelsen gav derfor besked på, at ikke blot de fem hovedmænd, men også de, der sluttede sig til deres opposition, skulle bortvises.g

Denne klike af modstandere, der var blevet bortvist, begyndte øjeblikkelig at udsende breve og tryksager, som skulle cirkulere i de til Vagttaarnets Selskab knyttede menigheder både i Amerika og i udlandet, og efterhånden opstod der i nogle af menighederne modstandsgrupper af sådanne, som lod sig bedrage og let kunne hildes, fordi de åndeligt set blev mere og mere døsige. De nægtede at samarbejde med de vågne, loyale i arbejdet på at genoplive forkyndelsen af Riget på den tid med voksende fjendskab og forfølgelse fra præsternes side.h Mange menigheder kom derfor til at bestå af to grupper, een for Selskabet, bestående af nidkære arbejdere, og een imod Selskabet, bestående af „syge“, som af private grunde søgte at tilrane sig kontrol over de lokale møder. Dette var sandelig en prøvelsens tid.

De ærgerrige modstandere søgte dernæst på den følgende årlige generalforsamling i Pittsburgh, Pennsylvania, der holdtes, i januar 1918, at tilvende sig herredømmet over det lovformelige selskab, Watch Tower Society. På grund af striden om, hvem der skulle lede Selskabet, foreslog Watch Tower for 1. november 1917 (side, 330), at hver menighed skulle stemme herom. Den 15. december havde 813 menigheder indsendt deres stemmer, og det viste sig, at af 11.421 afgivne stemmer var de 10.869 afgivet til fordel for Rutherford som præsident, og desuden var alle de øvrige trofaste medlemmer af den i juli 1917 rekonstituerede bestyrelse blevet foretrukket fremfor de fem, der havde gjort oprør.i Denne tendens ved afstemningen viste sig at være korrekt, for på det møde, som Selskabet holdt i Pittsburgh den 5. januar 1918, blev Rutherford og bestyrelsens øvrige medlemmer lovformeligt genvalgt, mens ikke en eneste af modstanderne fik held til at blive indvalgt.j

Den interne krise nåede sit højdepunkt da en i Bibelen forudsagt begivenhed fandt sted, nemlig da Jehovas „engel“, Jesus Kristus, i foråret 1918 kom til Jehovas tempel for at holde dom og adskille den „tro og kloge tjener“-skare fra den „onde tjener“-skare. (Mal. 3:1-3; Matt. 24:43-51) Kløften mellem de to grupper blev endnu mere iøjnefaldende, da det mislykkedes for modstanderne at nå deres mål på generalforsamlingen i 1918. Efter dette møde i januar måned blev oppositionens ledere tilbage i Pittsburgh for at danne en særskilt organisation, i spidsen for hvilken der skulle stå, hvad man kaldte „en komité på syv“.k Da mindehøjtiden indtraf den 26. marts 1918, viste det sig, at en udsoning aldrig ville kunne tilvejebringes, thi modstanderne valgte at højtideligholde mindet om Kristi død for sig selv, adskilt fra Selskabets trofaste menigheder.

Selskabet havde plejet at offentliggøre en på menighedernes indberetninger grundlagt begrænset rapport over, hvor mange der havde været til stede ved mindehøjtiden både i Amerika og i udlandet, men som følge af den både indre og ydre forvirring, der herskede i 1918, blev tallene på de tilstedeværende ikke samlet. Den begrænsede rapport for mindehøjtiden den 5. april 1917 viste imidlertid, at der da var 21.274 tilsluttede til stede. Ved mindehøjtiden den 13. april 1919 viste den begrænsede rapport 17.961 tilstedeværende, hvilket tilkendegav, at et mindretal, der ikke beløb sig til fire tusinde, var ophørt med at vandre sammen med deres trofaste tidligere fæller.l Fra dette tidspunkt, da adskillelsen fandt sted, opstod der i den „onde tjener“-skare yderligere indre uoverensstemmelser og splittelser. Endelig søgte adskillige andre små afvigende grupper at etablere sig, men de forsvandt efter en kort tilværelse.

I sidste halvdel af 1917 optog trofaste forkyndere, der gik i forreste række, og som hørte til den „kloge tjener“-skare, energisk arbejdet med at afsætte The Finished Mystery, for inden der var gået syv måneder, var det firma, Selskabet havde bestilt trykning hos, i fuldt sving med den udgave, der bragte tallet op på 850.000. „Salget af syvende bind kan i samme tidsrum ikke sammenlignes med salget af nogen anden kendt bog med undtagelse af Bibelen“.a Ikke alene fik denne bog den „onde tjener“-skares modstand til at udkrystallisere sig, således som det allerede er vist, men den fremkaldte også i store dele af kristenheden en yderst bitter reaktion blandt præsterne. Søndagen den 30. december 1917 blev en historisk dag. På den påbegyndtes en masseuddeling af den opflammende traktat „The Fall of Babylon — Why Christendom Must Now Suffer — The Final Outcome“, et nummer af Bible Students Monthly, der spredtes under den frivillige tjeneste om søndagen.b Denne traktat på fire små sider indeholdt uddrag af The Finished Mystery og var en for præsteskabet pinlig afsløring. I forbindelse med uddelingen af den afholdtes samme dag mange steder offentlige foredrag over samme emne.c

Den 12. februar 1918 indeholdt aviserne følgende meddelelse fra Ottawa, Canada:

„Justitsministeren har i henhold til censurbestemmelserne udstedt forbud mod i Canada at være i besiddelse af visse publikationer, bl. a. bogen Studies in the Scriptures — The Finished Mystery, almindeligvis kendt som pastor Russells efterladte værk, udgivet af International Bible Students Association. Det er desuden forbudt i Canada at uddele samme selskabs fra dets kontor i Brooklyn, New York, udsendte blad The Bible Students Monthly. Enhver, som findes i besiddelse af nogen af de forbudte bøger, kan idømmes en bøde på indtil $ 5000 samt fem års fængsel.“d

Senere udtalte bladet Tribune fra Winnipeg (Canada) efter at have nævnt ovenstående forbud:

„De forbudte publikationer hævdes at indeholde udtalelser, der opfordrer til oprør, og som er mod krigen. For få uger siden fordømte pastor Charles G. Patterson, præst ved St. Stephen’s Church, fra prædikestolen uddrag fra et nyere nummer af The Bible Students Monthly. Senere rekvirerede rigsadvokat Johnson hos pastor Patterson et eksemplar af tryksagen. Det antages, at censors ordre er en direkte følge heraf.“e

Dette startede en hel kæde af processer, inspireret af præster, og med den hensigt at tvinge Amerikas og Canadas regeringer til at udslette Vagttaarnets Selskab og dets medarbejdere.

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Illustration på side 188]

J. F. Rutherford