Jehovas vidners historie i nyere tid

Sjette del: Året 1914 bekræftet

I DE FØRSTE måneder af året 1914 lod præsterne og andre spotten hagle ned over C. T. Russell og Vagttaarnets Selskab, fordi man ikke kunne se, at der skete noget med hedningerigerne. Men hele denne latterliggørelse hørte op, da folk efter folk og rige efter rige styrtede sig ud i den krig, som nu kaldes den første verdenskrig. Fra den 27. juli samme år og til hen i august måned kom den ene overraskelse efter den anden og rystede verden. En reaktion, der var typisk for den offentlige presse, kom til udtryk i det førende New York-blad The World for 30. august 1914. „Enden på alle riger i 1914“ var overskriften på en fængslende, stort opsat artikel i nævnte blads søndagstillæg (siderne 4 og 17), fra hvilken vi her vil citere:

„Ifølge pastor Russells „internationale bibelstudenters“ beregninger er dette „trængselstiden“, som profeten Daniel taler om, og året 1914 er, som forudsagt i bagen „Tiden er nær“, af hvilken der er solgt 4 millioner eksemplarer, det tidspunkt, da jordens riger skal falde.

Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de „internationale bibelstudenter“, bedre kendt som „Millennial Dawners“, gennem prædikanter og aviser forkyndt for verden, at den vredens dag, som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914. „Hold øje med 1914?“ har været hundreder af rejsende evangelisters råb. De har fremstillet denne besynderlige tro og forkyndt den lære, at „Guds rige er nær“. . . . Skønt millioner af mennesker må have lyttet til disse evangelister . . . og skønt deres propaganda har været fremført gennem religiøse publikationer og gennem en verdslig pressetjeneste, der omfatter i hundredvis af provinsblade, såvel som gennem foredrag, diskussioner, studiekredse og endog levende billeder, kender den almindelige mand ikke noget til, at der findes en bevægelse som „Millennial Dawn“. . . . Pastor Charles T. Russell er den mand, der siden 1874 har fremlagt denne fortolkning af Skriften. . . . „I betragtning af dette stærke bibelske bevis,“ skrev pastor Russell i 1889, „betragter vi det som en fastslået kendsgerning, at den endelige afslutning på denne verdens riger og Guds riges fulde oprettelse vil finde sted ved udløbet af året 1914 e. Kr.“ . . . Men at sige, at trængslerne skulle kulminere i 1914 — det var ejendommeligt. Af en eller anden mærkelig årsag, måske på grund af pastor Russells rolige, nøgterne måde at skrive på i stedet for at bruge blomstrende vendinger, har verden i almindelighed knapt regnet med ham. Studenterne ovre i hans „Brooklyn Tabernakel“ siger, at det, at verden aldrig har lyttet til guddommelige advarsler og heller aldrig vil gøre det, før trængslernes dag er forbi, kun er, hvad man kunne forvente. . . . Og i 1914 kammer der krig, den krig, som enhver frygtede, men som enhver også mente ikke kunne bryde ud. Pastor Russell siger ikke: „Jeg sagde jer det jo“; og han korrigerer ikke profetierne, så de kan passe til tidens historiske begivenheder. Han og hans studenter er tilfredse med at vente — at vente til oktober, som de regner for den virkelige afslutning på 1914.“

Således viste det sig, at omkring 1. oktober 1914 udløb lovformeligt de 2520 år, hvori Gud havde tolereret, at hedningerigerne havde tiltaget sig magten over jorden, hvilket vi nu er så fuldstændig klar over både ud fra Skriften og kendsgerningerne.a Dermed var den største begivenhed i universets historie muliggjort, det længe lovede „drengebarns“ fødsel, Riget i himmelen med Kristus Jesus som konge på tronen, hans himmelske regering udrustet med guddommelig herskermagt til at styre midt iblandt hans fjender. Og det skete alt sammen, for at jorden til sidst kan blive fri for al ondskab og blive et passende sted for mennesket at leve på i et genoprettet paradis, hvor det kan prise sin kærlige Skaber, Jehova Gud. (Dan. 7:13, 14; Sl. 2:6-9; Åb. 12:5, 10) Jehovas vidners selskab, Vagttaarnets Selskab, var midt i sin tredivte årlige kampagne med at advare hedningerigerne angående skæbneåret 1914.b Der var imidlertid nogle af dem, der havde været med til at advare, som var blevet skuffede, fordi de med urette troede om sig selv, at de i 1914 skulle optages til himmelen og gøres til en del af den usynlige regeringsorganisation. De forstod ikke, at først i 1918 ville det blive muligt for nogen af de døde rigsarvinger at blive forenet med Jehovas indsatte Kristus i himmelen, thi først på dette senere tidspunkt kunne den „første opstandelse“ finde sted. Mange havde også den fejlagtige opfattelse, at verdenskrigen, som brød ud i 1914, ville gå over i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon, og på den måde rense jorden for al modstand mod retfærdigheden. Jehovas ledelse viste imidlertid, at der endnu skulle udføres meget arbejde af de salvede kristne på jorden. Vidunderlige dage med et endnu større vidnearbejde lå forude i overensstemmelse med Jehovas hensigter om at berede en stor skare af „andre får“, der kunne overleve det virkelige Harmagedon, når det til sidst skulle komme over jorden. Sandelig, Jehovas majestætiske fremgangsmåde og hensigter er altid de bedste og bringer den største lykke.

Når vi ser tilbage på optegnelserne angående den forkyndervirksomhed, Vagttaarnets Selskab har udfoldet i de tredive år forud for 1914, forstår vi, at folkene fik en bemærkelsesværdigt omfattende advarsel. Hosstående talopstilling, der er et sammendrag fra Selskabets årlige rapporter, der almindeligvis offentliggjordes i 15. december-nummeret af The Watch Tower i de år, er et veltalende vidnesbyrd om den nidkærhed, det strenge arbejde, den pligttroskab og beslutsomhed, som Jehovas vidner lagde for dagen for trofast at udføre advarselsarbejdet angående 1914.

Rapport for afsat litteratur hele verden overc

År

Traktater, brochurer

1909: 22.838.164

Indb. bøger

1909: 710.992

Rapport offentliggjort i

1909: W 1909, s. 374; W 1910, s. 67-71

C. T. Russell og hans fæller viede alle deres kræfter og alt, hvad de ejede, til gennemførelsen af den stærkest mulige kampagne under ledelse af Jehovas hellige virkekraft. Årene 1915 og 1916 bragte en nedgang i deres trykkevirksomhedd som følge af, at vidnesbyrdet nu gik ind i en periode med voksende modstand, spot og adsplittelse verden over. Denne tilbagegang var en opfyldelse af Guds profeti: „Jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.“ (Åb. 11:3) Henimod slutningen af året 1916 gik det rask ned ad bakke med Russell, og den 31. oktober døde han i toget nær ved Pampa, Texas, på tilbagerejse fra California, hvor han havde talt.e Ved den frugt, han bar gennem sit mægtige arbejde som evangeliets tjener, viste broder Russell klart, at han var et trofast Jehovas vidne. Han havde kæmpet tappert for at forsvare de bibelske sandheder, som det lys, der indtil da fandtes, havde åbenbaret. Gennem hans 32 år som Selskabets præsident havde hans mange indviede, kristne fæller hjulpet ham med at udføre et fantastisk arbejde til deres Skabers pris under ledelse af det ypperste trofaste vidne, Kristus Jesus.f

Efter broder Russells død kom der kriseår for organisationen, hvor den mærkede modstandens tryk, dommen og renselsen. Desuden var Satan og hans sæd rede til udefra at rette slag mod den, som helt skulle slå det i forvejen svækkede selskab ned, så det på en gang kunne se ud som dødt. Efter udførelsen af det gigantiske advarselsarbejde i forbindelse med det profetiske år 1914 var der mange af de tilsluttede, der blev trætte af at gøre det gode. Der viste sig oprørskhed blandt menighedernes ældste, og en almindelig, usund åndelig tilstand satte ind, for at mange af de salvede vidner kunne blive prøvet med hensyn til, om de ejede virkelig kærlighed til og hengivenhed for deres usynligt nærværende konge, Kristus Jesus.g (Åbenbaringen, kapitlerne 2 og 3) I tre og et halvt år (1260 bogstavelige dage) fortsatte de deres forkyndelse i det kritiske tidsrum fra efteråret 1914 til foråret 1918. På grund af sorg og skam var de som „klædte i sæk“. Endelig i 1918, „når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret [de forenede herskende magter på jorden], der stiger op af afgrunden [det symbolske, dybe menneskehav, der raser mod Gud], føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem.“ Her har vi den profetiske beskrivelse af disse kriseår, og historien, som vi nu har studeret, viser, at virkeligheden har opfyldt profetien. — Åb. 11:3, 4, 7, 11.

I de to måneder november og december 1916 var Selskabets ledelse midlertidig lagt i hænderne på en komité, bestående af tre mænd, nemlig vicepræsidenten Ritchie, sekretæren og kassereren Van Amburgh og den juridiske rådgiver Rutherford.h I forbindelse med en generalforsamling i Vagttaarnets Selskab udsendtes der indbydelse til et konvent, der skulle afholdes i Pittsburgh, Pennsylvania, den 6. og 7. januar 1917. Det vigtigste punkt på mødets program var valg af præsident og andre ledere til afløsning af Russells ledelse. Ved generalforsamlingen lørdag den 6. januar var der seks hundrede tilstedeværende, og med ca. 150.000 stemmer,i der enten var personligt repræsenteret eller ved stedfortræder, valgtes enstemmigt J. F. Rutherford til præsident og W. E. Van Amburgh til sekretær og kasserer, mens der var flertal for A. N. Pierson som vicepræsident.j Den følgende dag, om søndagen, talte den nyvalgte præsident J. F. Rutherford til 1500 konventsdeltagere. Således begyndte Selskabets nye ledelse, som Rutherford stod i spidsen for i fem og tyve år.

Her vil en kort biografisk oversigt vedrørende Selskabets anden præsident, Joseph Franklin Rutherford, være på sin plads.k Han fødtes den 8. november 1869 i Boonville, Missouri; hans forældre var baptister. Da han var 16 år, gav hans fader tilladelse til, at han tog på college for at studere jura, forudsat han selv kunne tjene penge dertil, eftersom faderen var farmer og ikke havde midler til at hjælpe ham. Efter at have afsluttet undervisningen på college fik han to års uddannelse hos dommer E. L. Edwards, og endelig blev han i en alder af tyve år protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Da han var 22, fik han sagførerbestalling og begyndte at praktisere i Boonville, hvor han blev defensor i sagførerfirmaet Draffen and Wright. Derefter var han i fire år statsadvokat i Boonville og blev derpå dommer i særlige sager i samme fjortende retskreds i Missouri.l I alt beskæftigede han sig med juridiske forhold i Missouri i 15 år.

I 1894 kom han i forbindelse med repræsentanter for Vagttaarnets Selskab, og tolv år senere, i 1906, indviede han sig til Gud den Almægtige, hvorved han blev ordineret til den kristne tjeneste.a I 1907 blev han Selskabets juridiske rådgiver ved hovedkontoret i Pittsburgh, idet han skulle tage sig af dets retssager, og samtidig blev han sendt ud for som „pilgrim-repræsentant“ for Selskabet at holde offentlige foredrag.b I 1909 fik han bestalling fra retten i New York som anerkendt sagfører i denne stat, og samme år, den 24. maj 1909, fik han bestalling som højesteretssagfører ved de Forenede Staters højesteret i Washington, D.C. Han foretog lange rejser i U.S.A., hvor han holdt bibelske foredrag, og desuden talte han efter særlig indbydelse for fyldte tilhørerpladser på mange colleges og universiteter både dér og over hele Europa. Desuden var han i Ægypten og Palæstina. I 1913 besøgte han, ledsaget af sin hustru, Tyskland, hvor han talte til forsamlinger på tilsammen 18.000 tilhørere.c I 1915 gik han som sejrherre ud af en række bibelske diskussioner i Los Angeles, California, med „pastor“ J. H. Troy,d en baptist, der optrådte som repræsentant for præsteskabet i Syd-California. I 1916 valgtes J. F. Rutherford til at holde begravelsestalen over sin mangeårige, nære ven, C. T. Russell.e

(Fortsættes)

[Fodnoter]

År

Traktater og brochurer

1870-1878: 50.000

1879-1893: 3.859.609

1894-1901: 15.740.357

1902-1908: 37.687.694

Indbundne bøger

1870-1878:

1879-1893: 205.916

1894-1901: 588.402

1902-1908: 2.518.233

[Illustration på side 172]

C. T. Russell