Hold fast ved din retskaffenhed

„Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ — 5 Mos. 32:4.

1. Hvad er det, der gør dem, som kender Jehova, lykkelige, og hvad tilskynder det dem til?

HVOR lykkelige er ikke de skabninger, der lærer Jehova at kende som den, han i virkeligheden er, nemlig universets enevældige hersker, hvis udadlelige færd burde få alt levende til at bryde ud i uhemmet lovsang! Sådanne mennesker føler sig tilskyndet til at synge, som salmisten sang i forgangen tid: „En ny sang synge I ham, leg lifligt på strenge til jubelråb! Thi sandt er HERRENS ord, og al hans gerning er trofast; han elsker retfærd og ret, af HERRENS miskundhed er jorden fuld.“ (Sl. 33:3-5) Det er en fryd for disse lovsangere at vise deres påskønnelse ved „at vidne, at HERREN er retvis“, så store skarer af deres medskabninger kan få lyst til at tjene og tilbede hans hellige navn til deres egen evige velfærd. — Sl. 92:16.

2. Hvilke egenskaber kendetegner Jehova, og hvorfor føler fornuftbegavede skabninger sig draget mod ham?

² Et andet sted vidnede David: „God og oprigtig er HERREN.“ (Sl. 25:8) Hans inspirerede skrifter, og hele Bibelen i øvrigt, fremhæver Jehovas vidunderlige renhed og fuldkommenhed. Han åbenbares for os som en hellig Gud, absolut ren, ubestikkelig, ufordærvelig, trofast, uforanderlig og helt viet retfærdighed. Menneskelige ord er for fattige til blot tilnærmelsesvis at skildre hans uforlignelighed. Intet under, at ydmyge menneskesjæle gribes af ærefrygt for hans ophøjede om end usynlige majestæt. Intet under, at de føler sig inspireret til at nærme sig ham ved at bestræbe sig for at indordne deres liv under de uovertrufne principper og love, han har fastsat for hele sin universelle families trivsel. Han er som en vældig magnet, mod hvilken ligesindede skabninger føler sig uimodståeligt draget.

3. I hvilken vigtig henseende adskiller han sig fra andre såkaldte guder?

³ Hvor helt anderledes er ikke Jehova end alle andre guder, der af deres jordiske tilhængere opfattes som guddomme, der foretrækker at leve tilbagetrukket i fornem og selvisk majestæt, og som holder deres dyrkere på tilbørlig afstand og dermed omgiver sig med en vis mystik, af frygt for at deres bedrag skal blive opdaget og afsløret! Tværtimod fryder Jehova sig over dem, der gør sig flid for at lære ham at kende og forme deres tanker og handlinger efter hans. Alle dem, som ønsker at blive hans børn, befaler han: „I skal være hellige, thi jeg er hellig!“ (3 Mos. 11:45) Det vil sige, at de, der tilbeder ham i sandhed, må bestræbe sig for at efterligne hans retsind; de må i hele deres forhold til ham og i deres fællesskab med andre skabninger lægge retskaffenhed for dagen.

4. Forklar, hvad der ligger i udtrykket retskaffenhed, og vis, hvordan det gælder Jehova og hans børn.

⁴ Hvad er retskaffenhed? Hvordan kan vi opnå og bevare denne vigtige egenskab, der kendetegner medlemmerne af Guds universelle familie? Websters International Dictionary definerer det engelske ord for retskaffenhed, integrity, som retlinet adfærd, sundhed med henblik på moralprincipper; ærlighed, redelighed, helstøbthed, usvækket, ubrudt; fuldstændighed. Ser vi nøjere på dette engelske ord og dets forskellige dele, ser vi, at det er sammensat af forstavelsen in, der har benægtende karakter, og stammen tegr, der kommer af det latinske tangere, som betyder „at røre“. Vi forstår altså, at retskaffenhed betegner en tilstand, i hvilken man er urørlig, ufordærvet, usvækket af modstridende og fordærvelige indflydelser. Hvor storslået, at vor Gud, Jehova udmærker sig som retskaffenhedens Gud! Hvor nødvendigt er det derfor ikke for os at opdyrke denne egenskab, hvis vi ønsker at ligne ham og vise os værdige til at være hans børn!

5. Hvad udstyrede Gud menneskene med, og hvorfor bør de søge at følge hans eksempel?

⁵ Dengang Gud fostrede tanken om at skabe menneskeslægten, besluttede han i sin ædelmodighed, at han ville skænke menneskene evner til at genspejle hele hans retfærdighed, for han sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden.“ Hvor er det passende, at mennesket inden for sit begrænsede, virkeområde og i sin adfærd skulle følge den himmelske Faders fuldkomne eksempel, for om ham siges der: „Retfærdig er HERREN på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger.“ — 1 Mos. 1:26; Sl. 145:17.

6. Hvorfor råder der så stor forvirring og så meget fordærv, og hvem er ophavsmand dertil?

⁶ Forestil dig engang, hvilken forvirring der ville råde i universet, og hvilket kaos af modstridende interesser og demoraliserende indflydelser der ville gøre sig gældende, om ikke Jehova virkede som den store, fuldkomne stabiliserende modvægt. Som forholdene nu er, befinder hele verdenscivilisationen sig i en sådan tilstand af fordærv, og den er så splittet i sine loyalitetsbegreber og så forvirret i sin tankegang, at selve retskaffenhedens enevældige Gud er blevet skubbet i baggrunden, og folkene opfordres til at samles om menneske og dæmoninspirerede planer til forbedring af deres kår. Alt dette begyndte, dengang den første oprørske skabning, der tillod selvavlet stolthed og umætteligt begær at nedbryde og fordærve sin troskab mod Jehova, brugte en slange til med indsmigrende ord at sige til den fuldkomne Eva: „Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven? . . . I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ — 1 Mos. 3:1-5.

7. Vis i korthed, hvad der var den oprørske kerubs agt både i Eden og på Jobs tid.

⁷ Her ser vi ganske tydeligt, hvordan der med velberåd hu blev rettet et angreb mod det første menneskepars retskaffenhed over for deres Skaber. Tanken var at få dem til at lytte til en anden oplysningskilde, en anden „autoritativ“ røst, og således få dem til at vakle i deres loyalitet og fæste langt mindre tillid og tro til deres Skaber end før. Ville de bukke under for Satans fordærvende indflydelse eller modigt stå ham imod og bevare deres helhjertede hengivenhed over for ham, som havde skabt dem og gjort dem så meget godt? Det stridsspørgsmål, der rejstes i Eden, er endnu ikke døet hen og er endnu ikke blevet afgjort. På Jobs tid, for henved fem og tredive århundreder siden, anklagede den praleriske oprører denne retfærdige mand ind for Jehovas trone, idet han påstod, at Job blot var ude efter egen fordel og kun underkastede sig Guds forordninger, fordi Jehova skænkede ham så mange goder.

8, 9. a) Hvilken prøve blev Job sat på? b) Hvordan bestod han den?

⁸ Jobs retskaffenhed blev sat på prøve. Hans rigdom og ejendom blev taget fra ham, hans børn og husfolk blev slået ihjel, en ækel hudsygdom hærgede hans krop fra isse til fod, og hans egen hustru og hans tre falske venner sammensvor sig om at få ham til at fornægte tilbedelsen af den eneste sande Gud. Djævelen brugte så ganske tydeligt disse menneskelige talerør til at viderebringe hans nedbrydende propaganda: „Den letteste måde at slippe for alle dine besværligheder på er ved at forbande Gud og dø. Han er jo desuden slet ikke din tilbedelse og hengivenhed værd. Han er en urimelig diktator, der ikke nærer sand kærlighed til sit eget skaberværk.“

⁹ Hvad mener du om Jobs retskaffenhed? Lod han sig forlede til at dele sin loyalitet mellem to parter, eller lod han sig fordærve af tvivl og mistanke eller af de falske argumenter, som denne verden og dens gud fremholdt med så stor snedighed? Nej! Vi hører ham sige med fasthed i stemmen: „Til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld [retskaffenhed, AT].“ „Om han end slår mig ihjel, vil jeg dog stole på ham.“ (Job 27:5; 13:15, KJ) Allerede inden Job blev stillet på denne ransagende prøve, havde han gjort sig bemærket som en trofast tjener for Jehova. Og da han bestod prøven, blev han i rigt mål velsignet af Gud, al god og fuldkommen gaves giver. Jehova elsker så vist dem, der er rede til at lide for hans navns og hans retfærdigheds skyld, og sådanne skænker ham lykke. Retskaffenhedens vej med dens helhjertede hengivenhed, dens tillid til Skaberen og lydighed mod ham er visdommens vej, og Jehovas faderlige formaning til sine børn lyder: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ — Ordsp. 27:11.

10. Hvad er Satans plan?

¹⁰ Den store spotter, Satan, vogter og venter bestandig på, at en skabning skal vige bare en lille smule bort fra retskaffenhedens vej, så han kan benytte et sådant fejltrin til at tildænge Skaberens navn med yderligere hån og spot. Han lod sig selv repræsentere af den lavest tænkelige skabning, en slange, der bugtede sig hen ad jorden, og ved hjælp af den havde han i sinde at få alle Guds skabninger ledt bort fra tilbedelsen og tjenesten for Jehova. Det er hans plan, og for at gennemføre den bruger han ethvert lumsk våben mod den Højestes tjenere, vel vidende, at hvis blot det lykkes ham at så den mindste tvivl i den uagtsommes sind, vil denne tvivl tjene som spidsen af en kile, der, når den drives ind, kan sønderdele skabningens helhjertede hengivenhed.

11. Hvorledes beviser Jehova, at han nærer kærlig omsorg for retskafne mennesker?

¹¹ På den anden side er det Jehova en fryd at iagttage disse retskafne tjenere, der udholder al den hån og lidelse, denne verden og dens gud gør dem til genstand for, og som i lighed med Job vandrer i udelt hengivenhed og pletfri troskab mod universets enehersker. Han er den fuldkomne Fader, der sætter et retskaffenhedens eksempel for alle sine sønner og døtre. Ja, han gør mere end det, for i sin kærlighed skænker han dem i form af sit ord, den Hellige Skrift, et åndeligt forrådshus, der bugner af oplysning angående hans vidunderlige principper og egenskaber, og således ruster han gudsmennesket til at afparere alle fjendens udfald og til at stå fast for retskaffenhed og sandhed. Endnu et bevis på hans uendelige omsorg er det lydefri eksempel, han gav os i sin elskede søn, da denne vandrede her på jorden som et menneske af kød og blod. Mærk dig, hvor umiskendeligt Faderen gav udtryk for sin tillid ved hin uforlignelige dåb ved Jordans bred: „Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:17) Ja, med lignende tillid havde Gud århundreder forud for denne begivenhed dikteret salmisten følgende ord om den belønning for retskaffenhed, som Jesus Kristus nu har fået tildelt: „Du elsker ret og hader uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ — Sl. 45:8.

Hvad det betyder for os i dag

12. Hvorfor er det vigtigt, at vi i dag undersøger beretningen om tidligere tiders retskafne mænd og kvinder?

¹² Hvad betyder det for os nu i året 1955 at bevare vor retskaffenhed? Vi får et tydeligt svar på dette spørgsmål, når vi undersøger beretningen om tidligere tiders retskafne mænd og kvinder. Denne beretning har Gud specielt ladet bevare til belæring for os nu i disse de mest farefulde tider, da Gog fra sit mørkets højsæde i jordens nærhed forbereder og personligt leder en skånselsløs kampagne, der savner fortilfælde, mod det folk, der bevarer sin retskaffenhed over for Jehova Gud og hans konge, Kristus Jesus. Når vi nu ganske kort betragter deres prøvelser, så lad os mærke os den påfaldende lighed, der er mellem omstændighederne, som de formede sig for dem dengang, og som de former sig for os nu.

13. Forklar, hvad der var stridsspørgsmålet på Abels tid, og hvordan han opnåede Jehovas gunst.

¹³ I tilfældet med Abel ser vi, at det var den rene tilbedelse, der stod på spil. Abel vidste, hvilken slags offer der krævedes af ham, for at det kunne være antageligt i Jehova Guds øjne. Senere vidste Kain det også, men han foretrak at følge sit eget hoved. Mens hans moders ærgerrighed gik i retning af at blive lige så viis som Gud, satte Kain sin egen dømmekraft over Guds i spørgsmålet om, hvad der var den rette tilbedelse. Men hvordan forholdt Kain sig under denne familiekonflikt? Kains egenrådige og selvstændige holdning formåede ikke at rokke ved Abels sunde hengivenhed. Han holdt fast ved den rette tilbedelse, skønt det kastede ham livet. — 1 Mos. 4:1-15.

14. Hvad blev der på særlig måde understreget ved Enoks adfærd?

¹⁴ Også forkyndelsen bidrager væsentligt til at nå retskaffenhedens endemål. Det ser vi i beretningen om Enok, der ifølge Judas’ inspirerede ord frimodigt og frygtløst talte en gudsfjendtlig generation imod. Lidet bekymrede han sig om, at han ikke holdt trit og retning med det store flertal af jordens befolkning. Hans kærlighed til retfærd og sandhed drev al menneskefrygt på flugt og bar ham oppe under udførelsen af det arbejde, Gud havde anvist ham. (1 Mos. 5:18-24; Jud. 14, 15) Også vi erfarer, at vi er en hånet og forhadt minoritet, der har fået en lignende forkyndelse betroet.

15. Vis, hvordan Noa lagde retskaffenhed for dagen, og hvad der gjorde det muligt for ham.

¹⁵ At vandre ydmygt med Jehova Gud som med en højagtet ven og lærer og være ivrig efter at bevare samhørigheden med ham og tage ved lære af hans veje er en anden faktor, der er nødvendig for bevarelsen af vor retskaffenhed. Tænk blot på det eksempel, vi har i Noa, en mand, om hvem det sagdes, at han „vandrede med Gud“. Hvor vidunderligt belønnede ikke Jehova denne trofaste mand, der var ustraffelig midt blandt sine fordærvede samtidige, en hel generation af slette og lastefulde mennesker. Fordi han vandrede med den store Lærer og flittigt lod sig belære af ham, kunne han holde stand over for datidens moralske slethed, der greb om sig med rivende hast, men for hvilken der til sidst blev sat punktum i Vandfloden. — 1 Mos. 6:8 til 7:24.

16. Hvad har lydighed med retskaffenhed at gøre, som det ses af Abrahams erfaringer?

¹⁶ Lydighed er et andet bydende krav, som enhver, der ønsker at bevare sin retskaffenhed, må opfylde. Og her dukker Abrahams lysende eksempel straks op i vore tanker. Han gav uden tvivl afkald på et liv i luksus og fornøjelser i det folkerige Ur i Kaldæa. Men det var kun begyndelsen. Hans påfølgende rejser blev alle foretaget efter den plan, Gud meddelte ham. De bragte Abraham i stadig kontakt med gudløse stammer og hedenske riger. Men aldrig lod han sig rokke i sin lydighed mod Gud, aldrig viste han mindste tegn på, at hans retskaffenhed havde lidt brist. Den hovedprøve, han blev sat på, tjente blot som et ubestrideligt bevis på hans sunde sindsindstilling over for Gud. Han var rede til at dræbe sin eneste søn, som han omfattede med hele sin gudfrygtige faderkærlighed, idet han erkendte, at Gud havde både ret og magt til at give og tage liv samt til at oprejse døde til evigt liv. — Hebr. 11:19; 1 Mos. 22:1-19.

17. Hvilken rolle spillede Sara i det store retskaffenhedens drama?

¹⁷ Med Saras eksempel ser vi retskaffenhedens strålende juvel fra en helt ny side. Jo vist, hun lo, første gang hun hørte løftet om, at hun skulle føde en søn i sin alderdom. Men den inspirerede nedskriver giver hende det vidnesbyrd, at hun altid underkastede sig sin mand på rette måde, og da hun blev mindet om, at det var den øverste Herskers ord, der stod bag løftet, frygtede hun. Hun frygtede Gud, og denne frygt var grundvolden for sand visdom. Hun lod menneskevisdom og jordisk tankegang fare. Hendes tro blev en besejrende magt, der overvandt alderdommens goldhed. — 1 Mos. 18:1-15; 21:1-7; 1 Pet. 3:6.

18. Hvilken anden faktor i forbindelse med retskaffenhedens bevarelse understreges i Jakob 5:10, 11?

¹⁸ Et andet væsentligt træk ved retskaffenheden er udholdenhed. Hvor fint bliver ikke dette pointeret af Jakob i hans brev til sine medkristne, dér hvor han siger: „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. . . . I har hørt om Jobs udholdenhed.“ (Jak. 5:10, 11) Kan vi påvise, hvad der var kilden til Jobs udholdenhed? Hvad andet end hans stærke håb om, at Gud ville indfri sine rige løfter? Mærk dig for eksempel disse ord, der lød fra en mand, der led de frygteligste pinsler: „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! Om manden dog døde for atter at leve!“ (Job 14:13, 14) Hans sikre forventning om liv ved en opstandelse gav ham udholdenhed, og det, at han kunne holde ud, gjorde hans håb endnu stærkere. Vi gør vel i at tage ham som vort af Gud godkendte mønster og forbillede.

19. Hvilken særlig indstilling hos Moses påkalder vor opmærksomhed i denne forbindelse?

¹⁹ Hvor let gør Djævelen det ikke for Jehovas tjenere at fire lidt her eller der eller lægge en dæmper på deres budskab! Men Moses lod sig ikke forlede. Trods fare og spot nægtede han at vige en fodsbred eller at skubbe sit ansvar fra sig. Han gav afkald på et liv ved faraos hof med alle dets blændende tillokkelser, thi skulle han fortsætte sit liv der, ville det være at leve på en løgn, for så måtte han udadtil bifalde faraos politik og hele gøren og laden, mens han inderst inde følte sig nært knyttet til den foragtede og forhadte hebraiske minoritet. Da han senere blev sendt til denne hårdhjertede monark med et budskab fra Gud, pyntede han ikke på dette budskab eller lagde en dæmper på sine ord, men uden at gå på akkord forblev han trofast mod Gud og mod sit hverv. Han holdt urokkeligt fast ved, hvad der var ret, usvækket af Ægyptens fordærvende indflydelse. — Hebr. 11:23-29.

20, 21. a) Gør rede for, hvordan Jesus blev den ypperste blandt alle retskafne mennesker. b) Hvem tog virkelig ved lære af ham, og hvad førte det til?

²⁰ Ethvert af de foregående eksempler på ubrydelig retskaffenhed har et særligt karaktertræk, der fanger vor opmærksomhed og slående understreger de mange egenskaber, der er nødvendige hos den, som skal stå op for retfærdighed og imod uretfærdighed. Men læg nu mærke til, hvordan de alle forener sig i det eksempel, vi har i Guds egen søn, der ikke gav plads for nogen anden tilbedelse end tilbedelsen af Jehova, men bestandig og frygtløst prædikede om sin Faders ydmyge sendebud, idet han adlød sin Faders anvisninger lige til sin vanærende død på marterpælen og lagde en uovervindelig tro på sin Faders magt for dagen samt holdt ud under alle forhold uden så meget som et øjeblik at hælde til Djævelens side i spørgsmålet om retskaffenhed. Det er grunden til, at Gud har salvet ham med glædens olie fremfor hans fæller. — Hebr. 1:8, 9.

²¹ De, som lod sig belære af Jesus, mens han vandrede på jorden, åbenbarede samme sindelag. Hellere end at sætte deres retskaffenhed over styr var de rede til at give afkald på personlige bekvemmeligheder, ejendom, ja alt, endogså selve livet. Paulus minder os om dette i Hebræerne 10:34: „Thi både havde I medlidenhed med de fangne og fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede: I vidste jo, at I ejer noget bedre og blivende.“ Paulus vidner selv om, at han, for at vise sig værdig til at kaldes Kristi efterfølger, har „lidt tab på alt og regner det for skarn“. (Fil. 3:8) Blandt „bekymringerne for menighederne“ var den bestandige kamp imod de fordærvende og adsplittende indflydelser, der allerede dengang var virksomme for at nedbryde den spæde, kristne organisations retskaffenhed. — 2 Kor. 11:28.

22. Hvordan satte Guds tjenere verden i forundring i det første århundrede på grund af deres retskaffenhed?

²² Gud velsignede i rigt mål Paulus’ og hans medapostles uselviske møje. Tusinder af ydmyge mennesker, der var besjælet af kærlighed til retfærdighed, følte sig tiltalt af den frygtløse forkyndelse af Riget, der fandt sted i vor tidsalders første århundrede. De studerede med flid Skriften, fik kundskab om Jehova, voksede til modenhed i troen og tog aktiv del i forkyndelseskampagnen. Hvilket skuespil var de ikke for datidens fordærvede og udsvævende slægt! De var lige uforfærdede over for vilde dyr og over for dyriske forfølgere, og mange af dem satte livet i vove i deres urokkelige troskab mod retskaffenhedens Gud. Deres udelte og absolutte hengivenhed var en gåde for de verdsligt sindede og en kilde til forbløffelse for alle, der blev vidne til den.

23. Hvilke ransagende spørgsmål står vi ansigt til ansigt med i disse vanskelige tider?

²³ På tilsvarende vis befinder de sande tilbedere af Jehova sig nu midt blandt en forvildet generation, som denne verdens gud har fordærvet. De, som i dag vandrer i deres hjertes retskaffenhed ind for Jehova, udgør ligeledes et folk, der vækker forundring, og som bliver misforstået, modstået i bittert had, forfulgt og nogle steder på jorden truet med døden. Bekender du blot med læberne, at du er en sådan tilbeder, eller viser du ved din personlige retskafne adfærd, at du er det? Husk, retskaffenhed er et spørgsmål om hjerte- og sindelag. Er dit sind helt viet Gud og retfærdighed? Er dit hjerte stærkt og rent, så det med hvert pulsslag kan sende en strøm af himmelsk visdom gennem dit indre, en visdom, der kan blive et kildevæld, hvoraf du øser evigt liv? Hvis du kan svare ja herpå, ejer du den lykke at kunne regne dig med blandt Guds retskafne mænd og kvinder.

Advarsler mod at sætte sin retskaffenhed over styr

24. Forklar, hvorfor nogle er kommet til kort i bevarelsen af deres retskaffenhed.

²⁴ I Bibelens beretninger gives der imidlertid også eksempler, der advarer mod at sætte sin retskaffenhed over styr. I hvert eneste tilfælde viser det sig, at grunden til at den pågældende, ikke bevarede sin retskaffenhed, var, at han ikke tog hensyn til enheden i Guds universelle organisation eller til dens medlemmers velfærd. De blev selvoptagne hver især. Den nære forbindelse mellem grundbetydningen af ordene at „sætte over styr“ og at „bedrage“ understreger den kendsgerning, at de fordærvede bedrager sig selv ved at tænke højere om sig selv, end de bør tænke, og følgelig ringere om deres Skaber og deres medskabninger, end de bør. Er man først slået ind på selvbedragets vej, er det næste skridt at bedrage andre.

25. Hvem var den første, der svigtede, og hvorfor?

²⁵ De himmelske haller blev vidne til den første afvigelse, dengang umætteligt begær fik en vældig kerub til at overskride frihedens betryggende grænser og de dyrebare beføjelser, hans Skaber havde givet ham. Denne kerub var ligeglad med, om hans handlemåde ville føre til et brud på den universelle families retskaffenhed. Var han ikke viis, skøn og begavet med stor magt og myndighed? Hvorfor skulle han ikke blive endnu mægtigere? Ja, den mægtigste? Hans selvbedrag bestyrkede ham i hans ulovlige begær, og det drev ham ud i en illegal virksomhed. Han gjorde sig skyldig i forræderi og stiftede en sammensværgelse, der tog sigte på at fortrænge den absolutte enehersker. — Ez. 28:13-18.

26. Hvordan stillede Adam og Eva sig til spørgsmålet om retskaffenhed?

²⁶ I Eden tilskyndede denne samme oprører til yderligere retskaffenhedsbrud. Ikke nok med at Eva i sin dåragtighed villigt lyttede til bagvaskelsen af Gud, som bestandig havde velsignet hende med gode gaver, men Adam sluttede sig med vidende og vilje til hende i overtrædelserne. Begge disse fuldkomne mennesker gav efter for Djævelens nedbrydende indflydelse, da han med fuldt overlæg satte sig for at udskille dem fra Guds lykkelige organisation og fordærve deres tankegang. Ulig den trofaste Abraham ønskede denne slægtens privilegerede stamfader at tage imod alt det gode fra sin store velgører, men ikke at give afkald på noget. Hvor fordærvede må de ikke have været, at de så hurtigt kunne blive blinde for deres himmelske Faders ophøjede uforkrænkelighed! — 1 Mos. 3:1-12; Es. 43:27.

27. Omfattede dette stridsspørgsmål også åndeskabninger? Under hvilke omstændigheder?

²⁷ Dernæst genkalder vi i erindringen, hvordan Guds englesønner på Noas tid kom til kort og ikke bevarede deres retskaffenhed. De svigtede den tjenestepost, de havde fået betroet i de himmelske haller, for at besøge jorden og hengive sig til ulovligt samkvem med menneskedøtrene. Deres eget selviske begær blev dem vigtigere end deres betroede pligter i den himmelske organisation. Højst sandsynligt har de på en måde ment sig retfærdiggjort ved tanken om, at de kunne gøre en hel del i retning af at højne menneskeslægten og standse dens degeneration. Det ville i høj grad tjene Satans interesser, om de foregøglede sig sådanne tilsyneladende retfærdige motiver. Hvad der fulgte, var et voldsregimente på jorden. Gudssønnernes bastardyngel, de tyranniserende kæmper, dominerede fuldstændig jordens anliggender og ansporede til enhver form for gudløs vandel. I sin barmhjertighed udslettede Jehova hele dette mareridt af en tidsalder i Vandfloden og forviste disse uretelskende skabninger til mulm og mørke i Satans verden. Hvilken herlig arvelod forspildte de ikke ved at sætte deres retskaffenhed over styr! — 1 Mos. 6:1-6; 2 Pet. 2:4, 5; Jud. 6.

28. Hvad var årsagen til Sauls fald?

²⁸ Sauls tilfælde er et andet fremtrædende eksempel på, hvorledes ens retskaffenhed kan gå tabt. Så længe Saul vedblev med at være ringe og ydmyg efter sin egen bedømmelse, begunstigede Gud ham i rigt mål. Men med tiden begyndte han at tænke for højt om sig selv. Han formastede sig til at mene, at han kunne bedømme en sag bedre end Jehova, han dristede sig til at lade hånt om Guds klare ord, der anviste ham den vej, han skulle følge i sin egenskab af Israels konge og hærfører, og søgte på uærlig vis at retfærdiggøre sine handlinger. Jehovas sendebud forkyndte denne dom over ham: „Fordi du har forkastet HERRENS ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ (1 Sam. 15:23) Den dom, sandhedens retskafne Gud afsagde, var ikke til at tage fejl af, og den skar igennem alle Sauls udflugter og lagde sagens egentlige kærne blot for ham og hans tilhængere. Satans forblindende indflydelse havde fordærvet Israels første jordiske konge.

29. Hvilket eksempel på svigtende retskaffenhed har vi fra Jeremias’ tid?

²⁹ En af Jeremias’ samtidige, profeten Urija, havde en andel i den særlige gerning at forkynde dødsdommen over Jerusalem og dets onde kongehus. Stod Urija frygtløs fast i tillid til Guds kraft, da det begyndte at svirre med rygter om gengældelse? Udviste han samme ukuelige mod som Jeremias? Nej. Han vaklede. Han tillod menneskefrygt at berøve ham hans retskaffenhed. Han flygtede til Ægypten; men der var han ikke i sikkerhed, for hans fjender fik ham udleveret og lod ham lide en skændig død. I dag kan frygt have den samme virkning på dem, som tjener i egen kraft og undlader at iføre sig den rustning, Gud giver dem til deres beskyttelse. — Jer. 26:20-24.

30. Hvilken værdi har beretningen om Judas og hans endeligt?