Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w56 1/2 s. 51-52
  • Spørgsmål fra læserne

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Spørgsmål fra læserne
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1956
  • Lignende materiale
  • Bileam
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Bileams æsel taler
    Min bog om Bibelen
  • Et talende æsel
    Min bibelhistoriebog
  • Balak
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1956
w56 1/2 s. 51-52

Spørgsmål fra læserne

● Jehova sagde til Bileam, at han skulle gå til Balak; men da han begyndte at gå, blev Jehova vred på Bileam, fordi han gik. Hvorfor? — G. S., England.

Balak, Moabs konge, sendte budbringere til Bileam i det land, som nu hedder Iraq. Budbringerne bragte penge med til profeten som betaling for at få ham til at forbande Israel. Bileam ønskede lønnen; men han havde nogen forbindelse med Jehova, Israels Gud, og han ønskede Jehovas tilladelse til at forbande Israel. Jehova sagde imidlertid til profeten: „Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det folk, thi det er velsignet!“ Bileam modsatte sig at følge med de ældre mænd fra Moab og Midjan. Balak sendte flere mænd til Bileam med en bøn til profeten om at komme og forbande Israel og vinde stor ære og rigdom. Denne gang sagde Jehova til Bileam: „Følg med dem, men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!“ Og alligevel siger beretningen umiddelbart herefter: „Men Guds vrede blussede op, fordi han fulgte med.“ Jehovas engel spærrede vejen, og æselet, som Bileam red på, tøvede og talte til sidst mirakuløst, og da så også Bileam engelen. Skræmt og rede til at vende om sagde Bileam: „[Jeg vil] atter vende tilbage.“ Men Jehovas engel sagde: „Følg blot med disse mænd, men du må kun sige de ord, jeg siger dig!“ Så Bileam fortsatte, og da han sluttede sig til Balak, velsignede han Israel i stedet for at forbande det. — 4 Mos. 22:12, 20, 22, 34, 35.

Bileam blev bedt om at komme for at forbande Israel, og først sagde Jehova, at han ikke skulle gå, fordi Israel var velsignet. Men Bileam ønskede at tage af sted for at forbande folket for at få belønningen, og derfor rejste han spørgsmålet på ny. Denne gang sagde Jehova, at han kunne gå, men med den begrænsning, at han kun måtte tale, hvad Jehova sagde ham. Men hvis Bileam ikke forbandede folket, ville han ikke få belønningen, og da han drog af sted, var det med lønnen i tanke, med den tanke, at han måtte unddrage sig den guddommelige begrænsning på en eller anden måde og forbande Israel og vinde sig ære og rigdom. Jehova kunne gennemskue dette, og hans vrede blussede op, da Bileam drog af sted besjælet af denne begærlighedens og upålidelighedens ånd. Jehova rystede Bileam, så han kom til fornuft, ved at lade æselet tale og ved at lade sin engel åbenbare sig for Bileam, en engel med draget sværd parat til at dræbe profeten, hvis han prøvede at ændre budskabet for at behage Balak og opnå lønnen. Denne demonstration fik Bileam til at slå tanken om at forbande Israel ud af hovedet, og frygt bragte ham til besindelse, så han udtalte velsignelsen. Den forbandelse, han havde i sinde at udtale, blev til en velsignelse: „HERREN [Jehova] din Gud forvandlede forbandelsen til velsignelse, fordi [Jehova] din Gud elskede dig.“ — 5 Mos. 23:5.

At Bileam rejste med tanke på belønningen og derfor med tanke på at forbande, fordi det var den eneste måde, han kunne opnå lønnen på, ses af Peters ord om dem, der er begærlige: „De har forladt den lige vej og er faret vild ved at følge samme vej som Bileam, Beors søn, der gerne ville vinde løn ved sin uret, men blev vist til rette for sin overtrædelse: et umælende trældyr talte med menneskerøst og standsede profeten i hans afsind.“ Dette beviser, at opnåelsen af belønningen for fejlagtigt at forbande Israel lå ham på sinde og kun blev fordrevet ved det mirakuløst talende æsel og engelens trussel. Som endnu et bevis for, at Bileam stadig havde belønningen for fejlagtigt at forbande Israel i tanke, sagde Judas om lignende begærlige, at „de har styrtet sig i Bileams vildfarelse for vindings skyld“. — 2 Pet. 2:15, 16; Jud. 11.

Men selv efter denne påmindelse og demonstration fra Jehova fortsatte Bileams trodsighed og hans beslutning om at gøre uret mod Israel i overensstemmelse med Balaks ønske. Efter at hans påtænkte forbandelse blev vendt til en velsignelse, fortalte han Balak, hvorledes Israel kunne bringes til at snuble og styrte og selv bringe en forbandelse fra Jehova over sig. Før han rejste, sagde han øjensynlig til Balak, at han skulle forføre dem med døtrene fra Moab og Midjan og forlede dem til ba’alsdyrkelse. Den næste begivenhed, der berettes om efter Bileams afrejse, er Israels umoralitet med disse kvinder og deres ba’alsdyrkelse, som bragte Jehovas vrede over Israel og resulterede i tusinder skyldiges død. (4 Mos. 25:1-9) Da nogle af de midjanitiske kvinder blev bevaret i live, viste Moses ved sin udtalelse, at Bileam stod bag: „Det var jo dem, der efter Bileams råd blev årsag til, at israelitterne var troløse mod HERREN [Jehova] i den sag med Peor, så at plagen ramte [Jehovas] menighed.“ Da israelitterne tog disse kvinder til fange, dræbte de „også Bileam, Beors søn, . . . med sværdet“. Yderligere bevis for, at Balak på foranledning af Bileam fik Israel til at snuble, findes i ordene, der er henvendt til „menighedens engel i Pergamum“: „Du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt.“ — 4 Mos. 31:16, 8; Åb. 2:12, 14.

Af det foregående ses det klart, at da Jehova sagde til Bileam, at han kunne gå og velsigne Israel, rejste profeten i den hensigt at forbande Israel, og det var grunden til, at Jehovas vrede blussede op imod ham.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del