Den kristne meddelelseskanal

„For at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved kirken skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden.“ — Ef. 3:10.

1. Hvad stoler sand kristendom på?

SAND kristendom, der er åbenbaret religion, stoler fuldt og fast på alle de progressive åbenbaringer af Jehovas hellige udsagn, der er blevet meddelt til jorden lige siden Adams tid og frem til apostelen Johannes. Fremdeles ser vi, hvordan Gud siden pinsedagen år 33 e. Kr. har givet sine kristne tjenere en pålidelig kanal, der kan vejlede dem til forståelse af disse vidunderlige åbenbaringer af hans vilje og forsæt. Af de profetiske skygger, der peger hen til virkelighederne i dag, kan vi se, at denne de kristnes gudgivne kanal er den kollektive menighed af salvede, der tjener som en organisation med lignende bemyndigelse som en profet under ledelse af hovedet, Kristus Jesus, der står i forbindelse med Gud. — Ef. 5:23.

2. a) Hvordan tjente Moses som profet? b) Hvilken juridisk forbindelseslinie blev oprettet?

² Efter Abrahams tid gik Jehovas forbindelseslinie gennem Isak, Jakob og Josef, der alle var Guds jordiske kanaler. Under den store profet Moses’ tjenergerning oprandt en periode så rig på guddommelige meddelelser, at man på intet tidligere tidspunkt havde oplevet noget tilsvarende. I fyrretyve år tilflød der Moses en uafbrudt strøm af meddelelser fra Jehova, og det inspirerede Moses til at organisere Israels menighed efter teokratisk mønster som et folk for Jehova og føre dem frem til det forjættede land, der skulle være deres hjem. Den regering, Gud havde givet anvisninger på, og som blev indført ved Sinaj bjerg, var en retfærdig, lovfæstet regering. Det var ikke en regering bestående af menneskelige herskere. Der blev bygget en jordisk helligdom, hvor der i begrænset omfang kunne opnås forbindelse med Gud i retsspørgsmål. Den af Gud udnævnte ypperstepræst var landets retslige overhoved. Han fik i forbindelse med sit høje embede overdraget Urim og Tummim og kunne ved hjælp af dem få et „ja“ eller et „nej“ til løsning af alvorlige, nationale retsproblemer, der krævede afgørelse fra regeringens højeste retslige autoritet, dens enevældige konge, Jehova. — 1 Mos. 26:24; 28:13, 14; 41:39; 2 Mos. 3:2-22; 28:30; Gal. 3:19.

3. a) Hvorfor blev det nødvendigt at oprette endnu en forbindelseslinie for Israels folk? b) Hvordan fungerede den i forbindelse med „dommerne“?

³ Selv om Lovpagtens forordninger opretholdt regeringens funktioner side om side med den begrænsede meddelelsesmetode i juridiske anliggender, som vi lige har omtalt, blev det dog fra tid til anden nødvendigt for Jehova at overbringe særlige meddelelser til nationens teokratisk udnævnte herskere og give folket særlig åndelig vejledning. Denne ekstra forbindelseslinie lod Jehova gå gennem særligt udvalgte mænd og kvinder med Moses som den første og senere hen andre, som var bosiddende forskellige steder i det forjættede land. De blev oprejst til at udføre en sådan meddelelsestjeneste, når som helst der opstod behov derfor. Når folket som helhed mistede troen på Jehova og lod sig inficere af hedensk-religiøs tænkning og følgelig blev underkuet af deres ikke-teokratiske nabofolk, oprejste Gud særlige troens tjenere kaldet „dommere“. Han sendte budskaber til disse „dommere“ ved hjælp af engle og sin hellige ånd, der ansporede dem til handling, så de kunne opildne nationen til at vende tilbage til retfærdighedens stier. Nogle af dem blev krigere, der førte Israels hærstyrker til sejr mod de hedenske angrebshære. Josua, Moses’ efterfølger, var iblandt dem, såvel som Gideon, Debora, Barak, Samson og Jefta for blot at nævne nogle få. — Hebr. 11:32.

4. Hvad menes der med profetrækken, og hvordan tjente profeter som kanaler?

⁴ Fra og med kong Sauls tid, da folket ønskede at have jordiske konger til at forestå deres regering, oprejste Jehova hellige mænd kaldt „profeter“, der tjente som hans jordiske meddelelseskanaler. Samuel var den sidste i rækken af Israels „dommere“ og den første i den lange række af „profeter“, Jehova i over tusinde år, helt frem til Johannes Døber, brugte til at vejlede, irettesætte og opildne til reform. Profeterne blev indflydelsesrige, forkyndere og kanaler for de budskaber, de modtog fra Jehova og videregav folket. Uden at gå på akkord stod de som vidner på Jehova Guds side i et hvilket som helst stridsspørgsmål, der var aktuelt på deres tid. De var rede til at gå imod den offentlige mening og udholde forfølgelse hellere end at fire på deres hengivenhed som Jehovas profeter. — Hebr. 11:33-38.

5, 6. a) Hvad skete der med det guddommelige budskab, som fortidens profeter modtog? b) Hvem var „profetsønnerne“? c) Hvordan tog Israel imod profeterne?

⁵ De fleste af det store antal guddommelige meddelelser, profeterne modtog, er blevet nedskrevet for os i Bibelens forskellige bøger, af hvilke mange har navn efter de profeter, som skrev dem. Alle disse gudgivne udsagn udgør en righoldig skriftlig arv. Profeternes åbenbaringer er blevet en del af den sande kristne religion helt frem til den dag i dag. Fremtrædende profeter som Elias og Elisa havde disciple om sig, og disse blev kaldt „profetsønner“. Disse medarbejdere blev ligesom Noas tre sønner forkyndere i forening med profeten, der virkede som en kanal for Guds budskaber, og de udgjorde en profetskare eller profetorganisation. Sådanne medhjælpere gjorde det muligt for profeten at bringe de budskaber, han modtog fra Gud, ud til alt folket på ganske kort tid. Det er interessant at lægge mærke til, at Jehovas hellige ånd også virkede på disse „profetsønner“. — 1 Kong. 20:35; 2 Kong. 2:3, 15.

⁶ Israels frafald og troløshed nåede efterhånden dertil, at de fuldstændig lod hånt om Jehovas gentagne, barmhjertige påmindelser og guddommelige advarsler, og det var grunden til, at Jehova tillod den hedenske kong Nebukadnezar af Babylon at gøre ende på Davids kongehus og lægge Jerusalem øde. „HERREN [Jehova], deres fædres Gud, sendte tidlig og silde manende ord til dem ved sine sendebud, fordi han ynkedes over sit folk og sin bolig [templet i Jerusalem]; men de spottede Guds sendebud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystige over hans profeter, indtil HERRENS vrede mod hans folk tog til i den grad, at der ikke mere var lægedom.“ Hvor længe lukkede ikke det frafaldne Israel helt ørerne for Jehovas kanal, gennem hvilken de himmelske meddelelser lød! — 2 Krøn. 36:15, 16.

Den store profet

7. Hvornår kom mennesker i den nærmest mulige kontakt med Gud? Hvorfor?

⁷ Da Guds tid var inde, blev jordens beboere begunstiget med en så direkte kontakt med forbindelseslinien til den levende Gud, som det overhovedet var muligt for dem og samtidig forblive i live. Menneskene kan aldrig vente med egne øjne at se den meddelende Gud, der er som en fortærende ild, og leve. Men tænk engang på, at i tre og et halvt år kunne mennesker offentligt se og høre universets næststørste autoritet, „Ordet“, Guds øverste embedsmand eller talsmand! Det vil sige, at Ordet, der i egen person havde adgang til at komme frem for den levende Guds åsyn, og som havde hørt, hvorledes Jehova selv lod sandhedens levende vand strømme ud fra sin egen mund, blev sendt til jorden for at blive det ydmyge menneske Jesus. Ordet blev kød for at bo blandt menneskene som Jehovas største profet eller meddelelseskanal, der talte uvurderlige visdomsord direkte til oprigtige mennesker. — 2 Mos. 33:20; 5 Mos. 4:24; Joh. 1:14.

8. Hvorfor var det nødvendigt for Gud at sende sin store profet som forbindelsesled med Israel? Hvem var denne store profet?

⁸ Femten århundreder tidligere, dengang israelitterne hørte Guds majestætiske ord talt til dem ved Horebs bjerg (Sinaj) ud fra en vældig ild, bad de, om ikke Gud ville meddele sig til dem på anden vis. Gud sagde ved den lejlighed, at de havde talt rettelig, og lovede, at han i stedet ville sende den store profet, Jesus: „Således udbad du dig det jo af HERREN [Jehova] din Gud ved Horeb, den dag I var forsamlet, da du sagde: Lad mig ikke mere høre HERREN min Guds røst og se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø! Da sagde HERREN til mig [Moses]: De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ Peter mindede sin tids jøder om dette alvorlige udsagn. — 5 Mos. 18:16-19; Ap. G. 3:23.

9. Hvilken mere ophøjet meddelelsesmetode nød de første kristne godt af sammenlignet med deres hebraiske forløbere?

⁹ Om den meddelelsesmetode, som anvendes over for Jehovas kristne vidner, og som står langt over den, der blev anvendt over for deres trofaste forløbere, de hebraiske vidner for den sande religion, siger Paulus: „Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres.“ — Hebr. 1:1-4.

10. Hvordan genspejlede Jesus Jehova?

¹⁰ Jesus havde i sin førmenneskelige tilværelse været Jehovas personlige omgangsfælle, og han kunne derfor genspejle den levende Guds enestående personlighed, gengive ord og vendinger nøjagtigt som de havde lydt fra Guds mund og i hele sin tale åbenbare den ophøjede form for tænkning, Skaberen fostrer i sin egen hjerne. Vi kan selv erfare noget lignende i dag, hvis vi for eksempel gennem mange år har haft en meget fortrolig ven og altså kender hans personlighed ind og ud. Vort kendskab til ham vil sætte os i stand til at gengive hans ord og vendinger, netop som han plejer at sige dem, og meddele andre denne særprægede personligheds tænkemåde. Jesus bekræfter dette i sit svar på Filips bøn: „Herre! vis os Faderen.“ Jesus sagde til ham: „Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen, er i mig?“ — Joh. 14:8-10; 1 Kor. 2:16.

Forberedelser til dannelsen af en profetisk organisation

11. Hvordan viste Jesus, at hans efterfølgere skulle tjene som en profetskare, og hvilken forbindelseslinie blev der her anvist?

¹¹ I lighed med profeterne Noa, Elias, Elisa og Johannes Døber samlede profeten Jesus disciple omkring sig og oplærte dem til at være forkyndere. Men ulig disse andre beredte han sine disciple til at udgøre en kærne, rundt om hvilken en varig profetisk organisation, en meddelelseskanal, skulle oprettes. Ved slutningen af sin oplæringstale sagde Jesus, at hans disciple ville blive anerkendt som profeter og ville give en profets løn til dem, som ønskede at lære om Kristus Jesus, den nye verdens konge. Det følgende skriftsted røber, at forbindelseslinien førte gennem de enkeltpersoner, der udgjorde profetskaren, videre gennem Jesus og til sidst tilbage til Jehova Gud selv. „Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig. Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs løn. Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ Fremdeles sagde Jesus: „Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby og i sit hjem.“ Dette har Jesu efterfølgere også erfaret som medlemmer af hans kristne organisation, der fungerer som en profet. — Matt. 10:40-42; 13:57.

12. Hvilket skriftsted viser, at Jesu efterfølgere skulle tjene som en kollektiv kanal?

¹² Ligesom ingen enkeltperson siden Jesu tid er blevet udset til at opfylde nogen af Bibelens profetier, således har heller ikke nogen enkeltperson tjent som Guds særlige profet siden Jesus, den store profet. Det er grunden til, at Jesus forordnede, at en salvet menighed af disciple på jorden skulle være den kollektive kanal, der bekendtgjorde Guds meddelelser. Med henblik på fremtiden, når denne kanal skulle fungere, sagde Jesus: „Sandelig siger jeg eder, hvad I binder på jorden, det skal være [skal have været, NW] bundet i himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være [skal have været, NW] løst i himmelen.“ Bemærk, at de ting, der skulle bindes eller løses her på jorden, først måtte være bundet eller løst i himmelen, og instruktionerne derom meddelt den organiserede skare på jorden. Denne magt er overdraget en organisation og ikke et enkelt menneske, således som den katolske kirke påstår, når den siger, at denne myndighed er givet en enkelt mand, paven. — Matt. 18:18.

Den profetiske organisation oprettes

13. Hvornår blev den kristne menighed oprettet som en meddelelseskanal, og hvordan blev det tilkendegivet?

¹³ På pinsedagen i året 33 e. Kr. blev de første 120 medlemmer af Kristi menighed salvet med den hellige ånd under en opsigtsvækkende lyd fra himmelen, der mindede om et vældigt vindstød, og ildtunger viste sig på alle, der var forsamlet. Samme dag påpegede Peter i en offentlig tale, at denne begivenhed var en opfyldelse af Joels profeti, hvilket på særlig måde kendetegnede denne skare som en organisation, der havde fået myndighed til at profetere. „Disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen. Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel: Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min ånd, og de skal profetere.“ Hvilken åndskraftig kanal blev der ikke her sat i funktion i året 33 e. Kr., en kanal, der skulle repræsentere Jehova på jorden! — Ap. G. 2:15-18; Joel 3:1, 2.

14. Gør rede for, hvordan den første kristne kanal af profetagtig karakter virkede og voksede?

¹⁴ Forkyndelsen, der lød fra disse 120 den første dag, og som gav forklaring på mange af Bibelens profetiske syner og drømme, samt Peters afsluttende foredrag havde til følge, at tre tusinde sluttede sig til denne nyorganiserede kristne menighed. De blev alle forkyndere. De fyldte Jerusalem med deres lære fra profetierne. Denne organisation, der i sine funktioner havde lighed med en kanal, voksede på kort tid til fem tusinde forkyndere, der alle var døbt med den hellige ånd. Apostlene og andre ældste i Jerusalem udgjorde ledelsen, gennem hvilken den gradvise forståelse af de bibelske profetier, der da fik deres opfyldelse, blev givet. Skønt mange af dem havde været forkyndere sammen med Kristus Jesus i årevis, havde de dog ikke den fulde forståelse af alting. For eksempel mente apostlene, at Jesus var kommet for at genoprette det bogstavelige Israels rige. Men efter pinsedagen kom de lidt efter lidt til kundskab om nye enkeltheder i forbindelse med de mange hemmeligheder vedrørende Riget og forstod, at det var et himmelsk rige. — Ap. G. 1:6; 2:41; 4:4, 31.

15, 16. Nævn eksempler, der viser, at det var en progressiv kanal, der bragte forståelse af nye sandheder.

¹⁵ Som yderligere eksempler på den voksende forståelse ser vi, at det var Peter, som jo hørte til ledelsen, dersom allerede omtalt, forklarede opfyldelsen af Joel 3:1, 2. Peter åbenbarede endvidere, at Jesus er livets store formidler, og at frelse kun kommer ved hans navn. (Ap. G. 3:15–4:12) Nogle få dage senere åbenbarede Peter og Johannes i fællesskab, at kristne bør adlyde Gud mere end mennesker. (Ap. G. 4:19) Omtrent et år senere åbenbarede Stefanus under inspiration, at han så „Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd“, og afgav dermed et sikkert bevis for, at Jesus altså var vendt tilbage til sin himmelske tjeneste. (Ap. G. 7:56) På et endnu mere fremrykket tidspunkt døbte Filip, en af ældstebrødrene, den ætiopiske eunuk, efter at han havde forklaret ham betydningen af profetien i Esajas 53:7, 8. (Ap. G. 8:29-33) I året 36 fik Peter en anden åbenbaring fra himmelen vedrørende hedningerne, og i den blev det betydet ham, at tiden var kommet, da der skulle åbnes en dør for dem, så også de, på lige fod med jøderne, kunne få adgang til at blive salvede medlemmer på Kristi legeme, hans menighed. — Ap. G. 10 og 11.

¹⁶ I nogle år havde mange kristne tjenere forkyndt, at det var nødvendigt for hedningekristne at lade sig omskære. Men i året 49 e. Kr., under et stævne for Jehovas vidner i Jerusalem, viste flere ældste, der hørte til ledelsen, ud fra Bibelen og på grundlag af guddommelig åbenbaring, at hedningerne ikke behøvede at blive omskåret. Jakob, Jesu kødelige halvbroder og menighedstjener i Jerusalem, bekræftede denne afgørelse, da han forklarede opfyldelsen af profetien i Amos 9:11, 12 (LXX). (Ap. G. 15:6-22) Atter andre forkyndte, at hedningerne, når de blev kristne, skulle holde sig Moseloven efterrettelig. Hen mod året 56 blev apostelen Paulus, der også var et medlem af ledelsen, brugt til ud fra de Hebraiske Skrifter at klargøre, at tilstrømningen af hedninger var en opfyldelse af Bibelens profetier, og at disse hedninger ikke var underlagt Moseloven, men kom ind under Guds ufortjente godhed. Han hævdede med rette, at Gud havde naglet Lovpagten til Jesu marterpæl. (Rom. 6:14; 15:7-13; Kol. 2:13, 14) I året 96 blev apostelen Johannes brugt til blandt andet at åbenbare, at det nøjagtige tal på de salvede, der skal leve og regere med Kristus Jesus i himmelen, er 144,000. — Åb. 7:4; 14:1.

Tidligere uklare forståelse ingen forklejnelse

17, 18. a) Hvorfor er alt dette ikke en tilkendegivelse af, at Guds kanal er svækket af vildfarelse? b) Var den tidligere uklare forståelse en forklejnelse af den forkyndelse, der skete i overensstemmelse med den strøm af nye sandheder, der kom frem?

¹⁷ Er alt dette da en tilkendegivelse af, at Guds kanal på jorden efter Jesu tid var svækket og besmittet af vildfarelse? Nej! Tværtimod viser det, at der ikke på noget tidspunkt kom en rivende strøm af vand, men at en stille strøm af nyt sandhedsvand stadig flød frem gennem en afstukken kanal. De mange mænd og kvinder, der blev ført ind i den salvede menigheds profetiske organisation, havde i mange henseender forudfattede meninger og en uklar opfattelse af Jehovas hensigter. Det ville tage tid at forandre deres tænkemåde lidt efter lidt. Gud vidste, at de jo kun var mennesker og ikke kunne fatte eller forstå eller indprente sig en mængde nye sandheder på een gang, men at en sådan strøm billedlig talt ville rive dem omkuld og drukne dem.

¹⁸ I sin barmhjertighed og kærlige omsorg for sine svagere tjenere traf Jehova foranstaltning til, at en jævn strøm af nye sandheder tilflød dem på en afpasset, ordnet måde gennem en kanal. Skridt for skridt ville deres sind blive indstillet på at lade sig fylde med stadig flere og flere nye tanker. Dette ville på sin side også sætte dem i stand til efterhånden at forkynde disse nye ting for retsindige mennesker, så det virkede, som om de var ført ad en roligt, jævnt flydende kanal. Vi ser for eksempel, at den uklare opfattelse af, hvorvidt Moses’ love om sabbaten og omskærelse stadig gjaldt de kristne, på ingen måde forklejnede den første strøm af nye sandheder eller den første menigheds forkyndelse af Jesus Kristus. Til Guds rette tid, i året 49 e. Kr., nåede den sande religion det punkt i sin udvikling, hvor Jehovas lovmæssige syn på omskærelsen og Moseloven trygt kunne fremholdes. Fra det øjeblik denne nye betragtningsmåde var afgjort fastslået, blev den anerkendt som sand lære og forkyndt ensartet af de sande kristne ordets tjenere.

19. Hvordan var det blevet forudsagt, at der ville ske fremskridt for den jordiske kanals vedkommende?

¹⁹ De bibelske sandheder, der gradvis blev åbenbaret gennem den meddelelseskanal, som udgøres af de salvede kristne, har endogså forbløffet englene. „For at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved kirken skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden.“ At der ville ske fremskridt for den jordiske kanals vedkommende viste Jesus, da han sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ I året 55, efter at der var fremkommet en strøm af mange nye, fremadskridende guddommelige meddelelser vedrørende Jehovas hensigter, viste Paulus hen til en fremtidig og større åbenbaring af nye ting. „Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.“ — Ef. 3:10; Joh. 14:12; 1 Kor. 13:12; 1 Pet. 1:12.

Tolv krav, den kristne kanal i dag må opfylde

20-32. Drøft hver af de tolv ting, der kendetegner den kristne kanal i dag, og vis, hvilken skare der opfylder disse krav.

²⁰ Hvordan forholder det sig med Jehovas kristne meddelelseskanal i dag? Hvilken af de hundreder af sekter og samfund, der hævder at være kristne, er Jehovas talsmand på jorden i dag og hans guddommeligt udnævnte og organiserede meddelelseskanal? Bibelen nævner mange kendetegn, der alle må findes i forening, for at man afgjort kan sige, at en bestemt kanal er den af Gud bemyndigede kanal. Her følger en række krav, som en sådan sand Kristi menighed må honorere for at kunne være Guds kanal i dag.

²¹ For det første: Kristi menighed i det tyvende århundrede må kende Guds navn, som Jesus åbenbarede det for sine første disciple, og være vidner for dette majestætiske navn i lighed med fortidens profeter, med Jesus og med de kristne i det første århundrede. Kun resten af Jehovas salvede vidner og deres medarbejdere har i dag en dyb forståelse af det guddommelige navn JEHOVA og bestræber sig følgelig for at leve op til dette navn som hans vidner. — Es. 43:12; Joh. 17:6, 11, 26; Ap. G. 15:14.

²² For det andet: Kristi menighed, som Jesus satte i funktion som Guds kanal, består af alle de salvede, der er åndsavlede og har håb om at skulle regere sammen med Kristus i himmelen, og hvis tal er fastsat til 144.000. Hvilken skare kristne på jorden i dag viser i tro og gerning tegn på at være resten af denne nitten århundreder gamle, fuldmodne Kristi menighed? Kun resten af Jehovas salvede vidner. — 1 Joh. 2:27; Åb. 14:1.

²³ For det tredje: Kristi menighed må tydeligt adskille sig fra andre, ved at den bliver forfulgt blandt folkeslagene, fordi den holder fast ved de bibelske principper, og fordi den bevarer en absolut jomfruelig renhed over for Kristus Jesus som den nye verdens konge. Kun resten af Jehovas salvede vidner og deres medarbejdere har det kendetegn, at de bliver forfulgt hele verden over. — Matt. 24:9.

²⁴ For det fjerde: Kristi menighed må anerkende de progressive åbenbaringer af den eneste sande religion, som de findes i Bibelens Hebraiske Skrifter, der som kanal har haft alle fortidens profeter helt frem til Johannes Døber, og i de kristne Græske Skrifter, hvis kanal var Kristus Jesus og hans disciple. Kun resten af Jehovas salvede vidner og deres medarbejdere, de „andre får“, anerkender dem. — 2 Pet. 3:15, 16; Åb. 22:18, 19; Joh. 10:16.

²⁵ For det femte: Kristi menighed må erkende, at den oplevede en adspredelsens tid, der førte den i „babylonisk“ fangenskab i åndelig forstand, og at der må have fundet en gensamling sted, idet „hans udvalgte“ er blevet samlet „sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser“. Kun resten af Jehovas salvede vidner, der er blevet gensamlet fra alle nationer, tungemål og tidligere religiøse samfund siden 1919, erkender dette. — Matt. 24:31; Åb. 18:4.

²⁶ For det sjette: Kristi menighed må holde sig åndeligt vågen og spejde efter sin herre Jesu Kristi genkomst, når han kommer usynligt for at rette sin opmærksomhed mod jordens anliggender; den må tage imod ham og gå ind til den glæde at se Kongen nærværende som hersker. Kun resten af Jehovas salvede vidner har været åndeligt vågen og forstået den store begivenhed, Kristi tronbestigelse i himmelen i 1914. — Matt. 24:3, 42-44; 25:1-23.

²⁷ For det syvende: Kristi menighed må, efter sin herres genkomst, i sin egenskab af „Guds hus“ modtage sin dom, når Jehovas engel kommer til templet for at dømme, altså forud for den øvrige verden. Kun Jehovas rest af salvede vidner erfarede denne renselsesdom, dengang „engelen“ kom til sit tempel i 1918. — 1 Pet. 4:17; Mal. 3:1-3.

²⁸ For det ottende: Kristi menighed må efter at være blevet renset have modtaget sin herres anerkendelse, idet den er blevet udpeget som „den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid“. Kun resten af Jehovas salvede vidner har siden 1919 haft øjnene åbne for dette hverv, og siden da har de gjort deres yderste for at lade den rene åndelige føde gå videre til alle dem, der er knyttet til dem som Kristi „tyende“. — Matt. 24:45-47.

²⁹ For det niende: Kristi menighed må i de sidste dage modtage det specielle hverv at prædike „dette Rigets evangelium . . . over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme“. Kun resten af Jehovas salvede vidner har sammen med deres medarbejdere forkyndt budskabet vedrørende Kristi riges oprettelse i 1914, og deres forkyndelse er nu nået ud til 160 lande. — Matt. 24:14.

³⁰ For det tiende: Kristi menighed må i dag følge samme mønster som menigheden i det første århundrede, ved gradvis at vokse i forståelse af Bibelens profetier, der kaster større lys over den levende Guds majestætiske hensigter, og dette nye sandhedslys må upartisk forkyndes i hele verden af Guds organisation, der har samme funktioner som en profet. Kun resten af Jehovas salvede vidner og deres medarbejdere ringeagter „ikke profetisk tale“, men forkynder profetiernes opfyldelse, efterhånden som de kommer til klarhed over dem, og fremholder dem i deres bibelske publikationer. — 1 Tess. 5:20; Åb. 11:3, 4.

³¹ For det ellevte: Kristi menighed må forstå, at dens arbejde skifter karakter, idet dens arbejde først består i at indsamle den „lille hjord“, der har himmelske forrettigheder i udsigt, og dernæst i at indsamle de „andre får“, Rigets fremtidige undersåtter, som skal leve et evigt liv i lykke på en paradisisk jord, dersom en indfrielse af det storslåede løfte til Abraham skal bestå i al evighed. Kun den salvede rest har erfaret dette siden årene 1932 og 1935. — 1 Mos. 22:18; Luk. 12:32; Joh. 10:16; Matt. 25:31-33.

³² For det tolvte: Kristi menighed må vide, til hvilket tidspunkt Jehova udspænder himmelen og grundfæster jorden som en del af sin evigvarende nye verdensordning. Kun Jehovas vidner forstår dette og har fået kundskab om, at 1919 så begyndelsen til en ny verdens samfund, der skal brede sig ud over hele jorden og fylde den med retfærdighed. — Es. 51:16; 65:17; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1.

Hold dig nær til Guds kanal

33, 34. a) Hvilket lovfæstet redskab betjener den salvede rest sig af i dag? b) Hvad er den „tro og kloge tjener“-skares officielle talerør? c) Hvem bør holde sig nær til Guds kanal i dag, og hvorfor?

³³ Der er således overvældende beviser for, at den salvede kristne rest blandt Jehovas vidner i dag udgør den kollektive meddelelseskanal. Og mange flere fakta offentliggøres i enkeltheder i den artikelserie i Vagttaarnet, der behandler Jehovas vidners historie. Der findes endnu omtrent 17.000 af disse salvede på jorden med en ledelse, der har til huse i betelhjemmet i Brooklyn, New York. Til dem har der sluttet sig over 560.000 „andre får“, deres medarbejdere. Denne lille „tro og kloge tjener“-skare af salvede, som de betegnes, betjener sig af et lovfæstet redskab kendt under navnet Watch Tower Bible and Tract Society, der blev organiseret i 1884, og som de bruger til at repræsentere sig.

³⁴ Det officielle talerør for denne „tjener“-skare er bladet Vagttaarnet, hvis engelske udgave nu udkommer på seks og halvfjerdsindstyvende år. Dette blad gør ikke krav på at være inspireret, men det vejledes af de inspirerede principper og profetier, som er nedskrevet i den hellige Bibel, og som får sin gradvise opfyldelse i dag. Ved hjælp af denne ene kanal for pålidelig, åndelig vejledning ledes alle oprigtige, ærlige mennesker, som elsker retfærdighed, frem til „højlys dag“ i den nye verden efter Harmagedon. Du opfordres til sammen med den salvede rest at rykke frem fra een af Gud anvist åndelig stilling til en anden i opfyldelse af løftet: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ — Ordsp. 4:18.

(The Watchtower, 15. maj 1955)