Arbejd og bliv tilfreds

„Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave.“ — Præd. 3:13.

1. Hvad vælger Jehova at gøre, og hvilken virkning har det på ham at gøre det?

JEHOVA er den Højeste i hele universet. Der findes ingen, som står over ham, og han tager ikke imod befalinger fra nogen. Ej heller skal han stå andre til regnskab. Han ejer absolut frihed til at gøre, som det behager ham, at foretage sig dette eller hint eller noget ganske tredje. Han vælger at følge den vej, der gør ham lykkelig, og han er kendt som den lykkelige Gud. Den vej, han har vandret ad, og som har gjort ham lykkelig, hedder arbejde. Han udmattes ikke af arbejde: „[Jehova] er en evig Gud, den vide jord har han skabt! Han trættes og mattes ikke.“ At Gud hvilede efter den sjette skabelsesdag, kan derfor ikke betyde, at han behøvede at komme til kræfter: „I seks dage gjorde [Jehova] himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.“ Jehova holdt ikke helt op med at arbejde; kun for så vidt det gjaldt dette særlige skaberværk. Efter at det var fuldført, tog han et overblik over det og fandt, at det var såre godt, at det stod mål med hans norm for fuldkommenhed, og han følte sig vederkvæget og tilfreds med fuldendelsen af dette værk, der var af højeste kvalitet. At se dette fine arbejde færdigt var en glæde og en tilfredsstillelse og en vederkvægelse for Jehova, Skaberen. — Es. 40:28; 2 Mos. 31:17.

2. Hvilket valg traf Jesus, og med hvilke resultater?

² Et bevis på, at Jehova fortsætter med at arbejde på sabbaten eller på skabelsesugens syvende dag, er Jesu ord: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ Disse ord viser tillige, at Jesus arbejder. Han udfører den gerning, Jehova har givet ham at gøre. Han arbejder for Gud villigt og på frivillig basis og udtrykker sin glæde over at gøre Jehovas vilje. Det var for ham lige så nærende, tilfredsstillende og vederkvægende som mad; ja, i virkeligheden mere, for da disciplene engang nødte ham til at spise, svarede han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ Glæden ved et fuldendt værk ville virke forfriskende på ham, når arbejdet var færdigt, og ville fordrive eventuel træthed og gøre ham tilfreds og fornøjet. — Joh. 5:17; 4:34.

3. Hvorledes var mennesket udrustet til at arbejde, og hvilken opgave modtog det, da det var blevet skabt?

³ Mennesket blev skabt i Guds og Kristi billede og lighed, idet han fik et mål af deres egenskaber, nemlig visdom, magt, retfærd og kærlighed. I kraft af sin visdom vidste mennesket, hvordan han skulle gøre bestemte ting, hans magt satte ham i stand til at gøre dem, hans retfærdighedssans dikterede ham, på hvilken måde det var ret for ham at anvende frugterne af sin møje, og hans kærlighed drev ham ikke blot til at gøre, hvad retfærdigheden krævede, men tillod ham at optræde gavmildt og uselvisk. Mennesket blev skabt med gode anlæg for at gøre godt arbejde, og han fik et arbejde at udføre. Da mennesket blev skabt, „tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den“. Manden og hans hustru fik følgende befaling: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, og gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ Hvilken vidunderlig forret og hvilket storslået arbejde det første menneskepar fik, da jorden med dens plante og dyreliv blev overgivet i deres varetægt, og de skulle fylde den med deres efterkommere! Og Jehova skænkede dem mentale og fysiske evner til at fuldføre deres opgave til fuldkommenhed! — 1 Mos. 2:15; 1:28.

4. Hvorfor gav Jehova mennesket arbejde at udføre, og hvilke opdagelser åbenbarer nu det vise heri?

⁴ Jehova gav ikke mennesket dette arbejde for selv at slippe fri. Han gjorde det til gavn for menneskene, fordi de var udrustet til at arbejde og ville finde glæde og lykke ved at udføre denne opgave, der lå inden for deres evners rækkevidde. Det var for, at menneskene kunne føle sig godt tilpas, være glade og tilfredse, at Jehova overdrog dem passende arbejde. Arbejdet ville fylde deres liv, fordrive enhver mulighed for kedsommelighed og træg ensformighed og give dem en tilfredsstillende følelse af at gøre gavn. De guddommelige egenskaber skulle ikke undertrykkes, gå i forfald eller stagnere ved ikke at blive anvendt, men kunne få tilpas afløb og blive fuldt udnyttet i det arbejde, Jehova anviste dem. De seneste videnskabelige studier bekræfter Bibelens sandhed om, at menneskene er skabt til arbejde. De har vist, at langt de fleste ældre mennesker med et godt helbred ikke ønsker at trække sig tilbage, og at det at nyde sit otium snarere gør livet kedeligere end lykkeligere, og forskerne er af den opfattelse, at de mennesker, der keder sig og ikke kan få tiden til at gå, mister viljen til at leve, og at dette i virkeligheden forkorter deres levetid. En hobby kan ikke til fulde erstatte det regulære arbejde hos det menneske, der har trukket sig tilbage. Den kan blive en afveksling og en hvile, fra det regelmæssige arbejde, når man befatter sig med den et par timer om ugen, men bruger man al sin tid på den, bliver den kedelig. En hobby kan almindeligvis ikke opfylde det krav, der blev nævnt i en artikel: „For at bevare den mentale sundhed må et menneske føle, at det gør et arbejde, der tjener et nyttigt formål.“ At trække sig tilbage fra et godt arbejde bliver ofte til større skade end gavn. Det var derfor til menneskenes eget bedste, at Jehova gav dem et arbejde at udføre.

5. Hvad er Jehovas vilje med hensyn til frugterne af menneskets arbejde?

⁵ Jehova ønsker ikke, at mennesket skal berøves frugterne af sin møje. „Den bonde, der har sliddet,“ skriver apostelen Paulus, „bør være den første til at få del i afgrøden.“ Han havde på et tidligere tidspunkt mere udførligt forklaret dette guddommelige princip: „Hvem planter en vingård og spiser ikke af dens frugt? Eller hvem vogter en hjord og nyder ikke af hjordens mælk? Taler jeg her kun ud fra almindelig menneskelig tankegang, eller siger ikke også Loven det samme? Der står jo dog skrevet i Mose Lov: Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker. Er det okserne, der ligger Gud på sinde? eller er det ikke helt med tanke på os, at han siger det? Jo! med tanke på os blev det skrevet, fordi den, der pløjer, skal pløje i håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del.“ Selv okserne skulle nyde frugterne af deres slid. Men var det okserne, der først og fremmest var tænkt på? Hvis Jehova vogter arbejdsdyrets interesser, hvor meget mere ligger så ikke arbejderens velfærd ham på sinde! Paulus ophæver ikke her den guddommelige regel om at vise okserne hensyn, men i en magtfuld stil og med velvalgte ord viser han, at okserne ikke er noget i sammenligning med mennesker, og hvis dette humane princip gælder for okser, gælder det uden sammenligning endnu mere for menneskeheden, og i særdeleshed dem, der arbejder hårdt i Jehovas tjeneste og sår i ånden til gavn for andre. — 2 Tim. 2:6; 1 Kor. 9:7-11.

6, 7. Hvorledes giver 5 Mosebog 20:1, 5, 6 træffende til kende, at mennesket skal nyde resultaterne af sit arbejde?

⁶ Loven om okserne, hvorfra Paulus citerede, står at læse i 5 Mosebog 25:4, og i samme bog beskæftiger Jehova sig direkte med mennesker og deres ret til at nyde resultaterne af deres slid. Det er vigtigt at betragte sammenhængen. Israels folk havde lige afsluttet vandringen i ørkenen og lå lejret på Moabs sletter, klar til at rykke ind i det forjættede land. Dette land var besat af krigerske dæmondyrkere i stort tal. Israels fremrykning ville føre til krig, og i et slag ville Israel hurtigt finde sig i mindretal: „Når du drager i krig mod din fjende og får øje på heste, vogne og krigsfolk, der er talrigere end du selv, skal du ikke blive bange for dem; thi [Jehova] din Gud er med dig.“ Læg mærke til, at der til trods for den overhængende fare for teokratisk krig og til trods for, at der var hårdt brug for hver eneste rask og rørig mand i kamprækkerne, alligevel gaves følgende fritagelser for militærtjeneste: „Er der nogen, som har bygget et nyt hus og endnu ikke indviet det, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har plantet en vingård og ikke taget den i brug, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage den i brug, om han falder i slaget.“ — 5 Mos. 20:1, 5, 6.

⁷ Jehova holder på, at et menneske skal nyde frugterne af sit arbejde, at han ikke skal have arbejdet forgæves uden at modtage lønnen for sin møje og få del i arbejdets goder. Dette skulle gælde selv i krigstilfælde, når hver eneste duelig mand var hårdt tiltrængt. Han skulle have den tilfredsstillelse at nyde sit arbejde og ikke gå i krig og spekulere på, om han nu kom tilbage og ville kunne glæde sig over at bo i sit hus, eller om en anden mand ville komme til at bo i det. Den, der byggede, skulle være den første til at høste resultaterne af sit slid. Så kunne han senere hen, hvis der blev kaldt sammen til krig, drage af sted og koncentrere sig om kampen uden at plages af tanken om, hvorvidt han nogen sinde kunne glæde sig over huset, han byggede, for han ville da allerede have erfaret denne glæde. Det samme var tilfældet med den, der havde plantet en vingård. Han skulle spise af dens frugt, inden han drog i krig. Dette kunne betyde, at han var fritaget i adskillige år, for ifølge Lovens bestemmelser måtte man ikke røre frugthøsten de første tre år, det fjerde år skulle høsten skænkes som en offergave til Jehova, og først i det femte år var det tilladt at gøre almindelig brug af avlen. Ikke desto mindre stod fritagelsen ved magt, indtil den nye vingårdsejer havde fået sin del i høsten. — 3 Mos. 19:23-25.

8. Hvordan viste Jesus, at arbejde bærer lønnen i sig selv?

⁸ I en illustration viste Jesus, at arbejde bærer sin løn i glæde. En mand skulle ud på en rejse. Før han tog af sted, sammenkaldte han imidlertid sine trælle og satte dem over alt, hvad han ejede, og fordelte sin ejendom imellem dem i forhold til hver enkelts evner. Da han kom hjem efter at have været borte i lang tid, bad han dem komme og gøre regnskab. Den, der havde fået betroet fem talenter, havde ved flittigt arbejde fordoblet beløbet, og den, der havde fået to talenter, havde på lignende måde forøget dem til det dobbelte. Men den, der havde fået een talent at tage vare på, var doven og foretog sig intet med den og vandt derfor ikke noget. Hvilken belønning modtog nu der to arbejdsomme trælle? Fik de at vide, at nu kunne de godt tage på ferie ude ved kysten eller oppe i bjergene? Var det den løn, de fik? Nej, lønnen for deres slidsomme arbejde blev ikke en ferie, men, ja tænk bare, mere arbejde! Deres herre sagde til hver af dem: „Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.“ Deres herres glæde lå i dette arbejde, og ved at få mere at bestille blev de to flittige trælle i endnu højere grad delagtige i deres herres glæde. Men hvad nu med den dovne træl, der ikke ville arbejde? Hvordan gik det med ham? Der blev truffet følgende afgørelse: „Tag nu den talent fra ham og giv den til ham, der har ti talenter.“ Den dovne burde være blevet overvældet af glæde, for han havde jo ikke lyst til at arbejde. Nu blev han fri for det. Han kunne drive den af hele sit liv. Men i stedet for at føle glæde ved ikke at have noget at bestille gik han bort under gråd og tænderskæren. — Matt. 25:14-30.

9. Hvilket formål tjener ferier?

⁹ Hvis vi vil være lykkelige, må vi arbejde. Det er sandt, at vi trænger til hvile, og at vort sind og legeme til en forandring må beskæftige sig med andre ting for at bøde på tyndslidte nerver og genvinde fysisk styrke. Sabbatsordningen under den mosaiske lov sørgede for en sådan afslapning efter en tid med hårdt arbejde. I retning af at gengive styrke er ferier af kortere varighed uvurderlige. Men når man i en behagelig ferie har fået sine fysiske og mentale kræfter tilbage og genvundet sin nervestyrke, begynder man at blive rastløs. Ferien har tjent sit formål. Vi har fået kræfter til at virke, og vi er parate til at tage fat igen. At holde ferie herudover betyder, at man kommer til at kede sig og ikke ved, hvad man skal fordrive tiden med, og man nærmer sig det for vor moral så farlige stadium, der hedder lediggang. Vi ønsker at komme tilbage til arbejdet. Vi savner glæden og tilfredsheden ved at være nyttigt beskæftiget.

10. Hvad er det, som er trådt i stedet for kærlighed til arbejde, og hvad afstedkommer det?

¹⁰ Jehova ønsker, at mennesker skal glæde sig over arbejde og nyde dets resultater: „Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert et menneske en Guds gave.“ (Præd. 3:12, 13) Mange må slide hårdt i det i vor tid, men det er få, som finder den sande glæde ved arbejdet. Tilfredsheden over et fuldendt værk anses i stadig ringere grad for en belønning; penge bliver mere og mere målet for al stræben. Vi lever i materialismens tidsalder, da stolthed over vel udført arbejde er fortæret af grådighed, og iveren efter at udføre noget godt i kunstnerisk henseende bøjer sig i støvet for økonomisk vinding. At bytte kærlighed til arbejdet med kærlighed til penge svækker arbejdets kvalitet og forringer den kunstneriske udførelse. Pengene er i højsædet, og devaluerede mennesker betaler for devaluerede produkter. De har måske flere materielle værdier, men har mistet de åndelige. I stedet for at finde glæden ved deres arbejde søger de dem ved at hobe penge op, men deres bekymringer og neuroser og mentale forstyrrelser forkynder højlydt, at deres liv er en fiasko. I forgangne tider var der mænd, der skrev, malede og komponerede musik i dårlige beboelseskvarterer, og som endte deres dage i ubemærketheden, men de fik deres løn i tilfredsheden med deres arbejder, og drevet af deres nidkærhed frembragte de nu anerkendte mesterværker inden for litteratur, kunst og musik. De, der i dag lever for at tjene penge, får den løn, de søger, akkurat som de skriftkloge og farisæerne og saddukæerne, som udførte deres gerninger for at blive set af mennesker. Men begge grupper går glip af den sande glæde og tilfredshed over et veludført og fuldendt værk. Selv om vi er skabt til at arbejde og nyde at arbejde, er der i vore dage mange, som hader arbejde og prøver at slippe uden om og i stedet for bejler til rigdom og giver efter for kødets begæringer. Inden de ser sig om, er de blevet besnæret af

Materialismens tomhed

11. Hvordan modsiger Salomo tilsyneladende sig selv, når han taler om at arbejde?

¹¹ Mens Salomo endnu var trofast, anvendte Jehova ham til at skrive mange tankevækkende ordsprog og betragtninger, og i Prædikerens bog, som han har skrevet, bliver tomheden i menneskers liv gentagne gange understreget. Arbejde er noget, han hyppigt omtaler, og undertiden synes det, som om han modsiger sig selv i sin omtale af emnet. Nogle gange siger han, at det er forgæves og nytteløst, og til andre tider priser han det i høje toner som værende menneskets glæde og en gave fra Gud. For eksempel siger Salomo i Prædikeren 3:13, der er tema for denne artikel, at det at spise og drikke og nyde glæden ved sit arbejde var menneskets gave fra Gud. Men alligevel skriver han i Prædikeren 1:2, 3: „Endeløs tomhed, sagde prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen?“ I det næste kapitel taler han en hel del om sit arbejde og siger: „Mit hjerte havde glæde af al min flid, og deri lå lønnen for al min flid.“ Men umiddelbart derefter tilføjer han, at alt er tomhed, fordi han skal dø som dåren, og resultaterne af hans møje kommer andre til gode, i stedet for at han selv kunne nyde gavn af dem: „Og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen, fordi jeg må efterlade mit værk til den, som kommer efter mig. Hvo ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med flid og visdom vandt under solen. Også det er tomhed.“ Til trods herfor gentager han ikke længe efter, at arbejde er en fornøjelse: „Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds hånd. Thi hvo kan spise eller drikke uden hans vilje.“ — Præd. 2:10, 18, 19, 24, 25.

12. Hvilke skuffelser kan hårdt arbejde medføre, og hvorfor vil visse menneskers slid være forgæves?

¹² En af de ting, der fik sliddet til at forekomme nytteløst, var, at den, der havde gjort sig så ihærdige bestræbelser, ikke for stedse kunne nyde dets frugter, fordi døden greb hindrende ind. Andre igen kunne ikke engang nyde arbejdets frugter, mens de levede, fordi de var gniere og nægtede sig selv al glæde for at puge rigdomme sammen: „Og mere tomhed så jeg under solen. Mangen står alene og har ikke nogen ved sin side, hverken søn eller broder, og dog er der ingen ende på al hans flid, og hans øjne bliver ikke mæt af rigdom. Men for hvis skyld gør jeg mig flid og nægter mig enhver nydelse? Også det er tomhed og ondt slid.“ „En fremmed nyder det, da er dette tomhed og en slem lidelse.“ Kan du huske de tilfælde fra Bibelen, som vi tidligere har nævnt, hvori der vistes, at Jehova ønsker, at enhver skal nyde frugterne af sin egen møje? Hvis det ikke sker, får slideren ingen gavn af sin møje. Den efterlader blot tomhed. — Præd. 4:7, 8; 6:2.

13. Hvilken indstilling er det, der i vor tid spolerer meget arbejde, og hvilket synspunkt skaber større ligevægt?

¹³ „Og jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind. Dåren lægger hænderne i skødet og æder sig selv op. Bedre en håndfuld hvile end hænderne fulde af flid og jag efter vind.“ (Præd. 4:4-6) Hos mange ligger tilskyndelsen til at arbejde ikke så meget i at udrette noget af værdi, men mere i en misundelig kappestrid for at udkonkurrere et medmenneske. Det er konkurrencelyst og gridskhed, der driver dem til at arbejde hårdere og bedre end manden ved siden af, og det er misundelse, der får dem til at prøve at komme op på siden af eller overgå ham i materiel henseende. Som vi ville sige det i dag, har de ikke i sinde „at stå tilbage for Hansens“. Det er selvisk og oprørende, chikanerende og forfængeligt. Den anden yderlighed er dåren, som lægger hænderne i skødet og ingenting gider bestille. Han overmandes af fattigdom og æder så at sige sig selv op af sult. Så er det bedre at følge en middelvej og arbejde roligt og fredsommeligt uden at oprøres over eller blive misundelig, fordi andre ejer noget. Bedre at have een god håndfuld i dyb tilfredshed end at fylde begge hænder ved bitter strid eller at mangle, fordi man dovent har siddet med hænderne i skødet. Det er hverken godt at have for meget eller for lidt. I det første tilfælde føler mennesker, at de er uafhængige af Gud, i det andet fristes de til at stjæle: „Giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: Hvo er [Jehova] eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ — Ordsp. 30:8, 9.

14. Hvordan viste Salomo, at det var tomhed at samle sig rigdomme i mængde, og hvorledes illustrerer jødernes Midrash hans udtalelse?

¹⁴ Hvilken varig gavn har man af rigdomme, der er hobet op under en møjsommelig og bitter kappestrid? Som nutidsmennesker siger: „Du kan ikke tage det med dig.“ Salomo udtrykte sig i mere ophøjede vendinger: „Som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig. Også det er et slemt onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad vinding har han så af, at han gør sig flid hen i vejret? Og dertil kommer et helt liv i mørke, sorg og kvide, sygdom og kummer.“ Den jødiske Midrash illustrerer dette i en lignelse. En ræv fandt en vingård, som var indhegnet, men opdagede, at der var et hul, den kunne smutte ind ad. Den var lidt for tyk, så den fastede i tre dage og blev tyndere, hvorpå den lige kunne lempe sig igennem åbningen. Da den var kommet indenfor, gjorde den sig til gode med druerne, indtil den blev tyk igen. Da den nu forsøgte at komme ud af vingården, kunne den ikke klemme sig gennem hullet. Den fastede igen tre dage for at blive så slank, at den kunne vride sig igennem. Da den var kommet ud, stirrede den tilbage mod vingården og udbrød: „Alt det, der er indenfor, er sandelig dejligt, men til hvilken nytte er det altsammen? Som man går ind, kommer man ud.“ Sådan er det også med denne verden, slutter lignelsen. Vi kommer uden noget og går bort på samme måde. — Præd. 5:14-16.

15. Når vi fjerner de tilsyneladende modsigelser i Salomos udtalelser om arbejde, hvilken slags arbejde er da ifølge ham frugtesløst, og hvilken er ikke?

¹⁵ Hvad får man så ud af at bruge al sin tid på at opnå materielle goder? Hvilke varige fordele høster man? At arbejde hårdt alene med det formål er tomhed. At arbejde for at samle sig rigdom og ruge over den er dårskab. At gå ind i en kappestrid af bare misundelse er et ophidsende jag efter vind. At slide i det for at eje en hoben materielle skatte er lige så ørkesløst, som lediggang er dåragtig. Vi skulle arbejde for at få den nødvendige mad og drikke og alene for glæden ved arbejde: „Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode, under al den flid, man gør sig under solen, alle de levedage Gud giver en; thi det er den del, man har.“ Den slags arbejde kaldte Salomo godt, og for ham var det ikke tomhed, men noget, der var umagen værd, og han udtalte, at arbejde var hans lod her i livet, som Jehova skænker mennesket. I den endelige analysering af sagen ignorerer Salomo ikke Jehova og anbefaler heller ikke et liv i kødelige nydelser uden tanke på Gud eller fremtiden: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ Engang skal regnskabet gøres op. Vi må arbejde i Jehovas frygt, fordi han til sidst bedømmer vore gerninger, selv dem, der ikke er åbenbare. Ja, han vil endog bedømme vore inderste bevæggrunde. Vort arbejde skal udvirke noget godt i harmoni med Guds befalinger. Sådant arbejde er ikke formålsløst. Det forgår ikke sammen med os, men gemmes i Guds erindring og vil vinde os en gunstig dom. Men mere herom senere. — Præd. 5:17; 12:13, 14.

16. Hvilken sygdom og fare truer nu verden som følge af materialismens fremmarch?

¹⁶ Lad os med det samme gøre nogle sidste iagttagelser vedrørende materialisme, som vi hører så meget om i dag. Kommunisme skældes ud for at være materialistisk, og det er med rette, at den fordømmes herfor. Men er ikke hele verden materialistisk indstillet? Selv de, der påstår at tale på Guds vegne, arbejder for materialismen, tillægger den praktisk betydning, sætter hele deres lid til den og betragter i virkeligheden de forholdsvis få, der handler i tro på Jehova og hans ord og hans nye verden, som såre upraktiske mennesker. De samler hele deres opmærksomhed om materialistisk videnskab og er derved blevet åndeligt syge, og moralen, retskaffenheden og den kamp, som mennesker i verden har ført for de rette principper, uddør, mens argumenter, der er opfundet for tilfældet, og materielle anskuelser vinder større indpas og gør sig bestandig mere gældende i menneskelige anliggender. Materialismen har haft lige så megen fremgang, som åndslivet er blevet trængt tilbage. Endog den fordærvede verden, der er forblindet af sin materielle rigdoms gyldne overtræk, begynder at ængstes for de truende følger af sin åndelige armod. Newsweek skrev den 29. marts 1954: „Menneskets brillante, videnskabelige hjerne har opfundet midler til menneskets totale udryddelse. Menneskets træge, politiske hjerne må nu tumle med problemet om, hvordan det lader sig gøre at frelse mennesket fra dets egen geniale opfindsomhed.“ Malenkov udtalte, at atomkrig „betyder verdenscivilisationens død“. Eisenhower indrømmede, at atomkrig ville medføre „civilisationens undergang“.

17. Hvad hævder Toynbee er nødvendigt, hvis der fortsat skal være menneskeligt liv på jorden?

¹⁷ En artikel i New York Times for den 26. december 1954, skrevet af den berømte engelske historiker Arnold J. Toynbee, begyndte således: „Med hvilke følelser nærmer vi os det nye år 1955? Føder vi, at verden trænger til en åndelig vækkelse?“ Han hævder, at de vestlige systemer har forhekset verden, men at den verdslige filosofi, som de har levet efter, har vist sig at være en utilstrækkelig rettesnor. På grund af de falske religioners krige og fanatisme trak vore forfædre før slutningen af det syttende århundrede „deres skatte tilbage fra religionen og investerede dem i naturvidenskab“, og denne tro på videnskaben „har været Vestens inspirationskilde helt op til vore dage, indtil dens begrænsninger og svagheder til sidst er blevet afsløret, en ironisk konsekvens af dens blændende succes. . . . I vore dage har videnskaben givet det i menneskers magt at udrydde livet af jorden.“ Denne forhærdede gamle verden har ikke anset det for muligt at praktisere kærlighed, men Toynbee fortsatte med at erklære, at det netop er kærlighed, der rent praktisk og også livsnødvendigt tiltrænges: „„Se, jeg har i dag forelagt jer liv og godt, død og ondt.“ Yahwehs bevingede ord burde ringe for vore ører. Nu, da verdens folk står med dødbringende våben i hænderne og befinder sig i hverandres skudlinie, er egenskaber som klogskab, selvbeherskelse, tolerance, visdom og fremfor alt kærlighed i bogstaveligste forstand blevet livsnødvendigheder. Menneskeligt liv på jorden kan ikke fortsætte, medmindre vi almindelige mænd og kvinder kan føre disse egenskaber ud i praksis på et langt højere plan, end vi hidtil har tænkt det muligt at kræve af os selv.“

18. Hvordan begræder US. News & World Report den omsiggribende materialisme?

¹⁸ I U.S. News & World Report for den 31. december 1954 skrev David Lawrence i den ledende artikel: „En kras materialisme er dukket frem og har påvirket hele tidsånden. I Europa blomstrer en nyfunden velstand, næret af amerikanske dollars. At „være sig selv nok“ og give principperne en god dag er ganske almindeligt. I vort eget land — hvor høj levestandard, uhørt høje ugelønninger, bekvemmeligheder og et „overdådigt livs“ komfort og luksus ikke blot er blevet det sociale endemål, men den politiske regerings fornemste stræben — lægges der mindre og mindre vægt på god moral, mens man i stigende grad underkaster sig egennyttens guder. Jo, den filosofi, det moderne „intellektuelle“ menneske hylder, er rigtignok den, at Per „i offentlighedens interesse“ skal plyndres, for at man kan betale Poul, og at hensigten, uden hensyn til hvad grundloven siger, helliger midlet. Denne snigende bakterie trives frodigt i regeringens livsstrøm.“

19. Hvilken sygdom frembyder den største trusel i dag ifølge en rapport i Science News Letter, hvilke symptomer har der vist sig, og hvad kan kurere den?

¹⁹ Den 11. december 1954 meldte Science News Letter, at ifølge dr. Julian P. Price, medlem af bestyrelsen for American Medical Association, „er den sygdom, som i dag truer vor nation, åndelig, ikke fysisk eller mental“, og blandt sygdomssymptomerne kan påpeges „den svækkede moral, der har kendetegnet vor nationale regering i de senere år, det faste greb, som organiseret korruption har om lovgivningsmagten og det sociale liv, den stigende kriminalitet blandt den opvoksende ungdom, bestikkelser og uetisk opførsel inden for amatørsporten, det vanvittige jag efter nydelser, der får vort folk til at ofre fire gange så meget på drikkevarer som på religiøse og godgørende foretagender“. Hvilket hjælpemiddel foreskrev han? „Det eneste middel, der kan hjælpe noget — og det attesterer historien — er en hjertets forandring. Det er min inderste overbevisning, at det største behov for vort land i dag — og for vor profession — er en åndelig genfødelse, en omvendelse til Gud og hans evige principper. Og denne åndelige genfødelse måske i hvert menneskes hjerte.“

20. Hvad er der i vejen med denne verden?

²⁰ Mennesker begynder at erkende, at den sygdom, de lider af, hedder materialisme, og at det, der må til, er, at de ændrer hjertetilstand og vender tilbage til de åndelige værdier. Ellers bliver deres liv ribbet for sande glæder. Arbejdsglæden forsvinder, når indsatsen skal måles i penge. Tænk atter på Salomos ord, som vi tidligere citerede. Da han havde sagt, at vi skulle spise og drikke og nyde arbejdet, fordi vi havde fået det af Gud, tilføjede han: „Thi hvo kan spise og drikke uden hans vilje?“ (Præd. 2:24, 25) Arbejdet må være et godt arbejde og gjort med de rette motiver i harmoni med Jehovas hensigt; det må være et arbejde, han overdrager os, og det må udføres efter retskafne, og moralske principper. Eftersom moderne mennesker har anset dette for ugørligt og snarere betragtet det som noget, der stillede sig i vejen for deres kappestrid om, hvem der kunne skrabe flest penge og flest materielle goder til sig, har de rystet det af sig, som om det var lænker, blot for at opdage, at de selv var blevet bundet og narret af deres grådighed, og at deres verden er knuget af rædsel for atomkraftens moralsk forfaldne materialisme.

21. Hvor stor værdi vil materiel rigdom have i Harmagedon?

²¹ Deres søgen efter materielle rigdomme har skadet deres ånd og vil ikke hjælpe dem rent fysisk, når Harmagedon indtræffer. I disse sidste dage er det et vidnesbyrd imod dem: „Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer skatte i de sidste tider.“ „I har levet i luksus på jorden og hengivet jer til sanselige nydelser.“ (NW) Deres materielle rigdomme kan ikke redde dem fra Guds vrede: „Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på [Jehovas] vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja, brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“ Så lidt vil deres penge gavne dem, at de smider dem bort: „Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på [Jehovas] vredes dag.“ De ignorerer de rette principper, for at de ikke skal blive dem en hemsko og hindre dem i at ophobe rigdomme, og giver dermed slip på det, der kunne frelse dem: „Ej hjælper rigdom på vredens dag, men retfærd redder fra døden.“ — Jak. 5:1-3, 5; Zef. 1:18; Ez. 7:19; Ordsp. 11:4.

22. Hvordan kan det være, at så meget arbejde i vore dage er ørkesløst? Hvilken slags arbejde hører ikke til den kategori?