Jehovas vidners historie i nyere tid

Syttende del: Neutrale kristne under den anden verdenskrig

JEHOVAS Kristus, Jesus, var neutral med hensyn til de politiske stridigheder, der på hans tid udkæmpedes i den gamle verden. (Joh. 18:36; Åb. 11:15) På samme måde var Jesu apostle neutrale. I virkeligheden blev de første kristne forfulgt, fordi de ikke ville gøre tjeneste i det romerske kejserriges hære. I Johannes-evangeliet 17:16 (NW) giver Jesus klart udtryk for sine efterfølgeres neutralitetsprincip i forholdet til denne verdens nationer: „De er ikke en del af verden, akkurat som jeg ikke er en del af verden.“ Dette princip kom i vor tid især til at stå prøve under den anden verdenskrig.

Da tyske tropper den 1. september 1939 marcherede ind i Polen, tændte de den gnist, der førte til den anden verdenskrig. Den 3. september 1939 erklærede såvel Storbritannien som Frankrig Tyskland krig, og snart befandt hele Europa sig igen i krigstilstand. Efter at Polen hurtigt var blevet overvundet, fulgte flere måneders stilstand i kampene. Mange kaldte dette for en „forloren“ krig. Men i foråret 1940, nemlig den 9. april, startedes den nazistiske offensiv på ny, og hurtigt okkuperedes Danmark, Norge, Holland, Belgien og Luxembourg. Gennem hurtige fremstød blev Frankrig den 22. juni 1940 tvunget til at underskrive en våbenstilstandsoverenskomst. Tilbagetrækningen af de britiske militærstyrker over den Engelske Kanal fra Dunkerque i Fankrig den 4. juni 1940 havde gjort England til en demokratiets ø i totalitarismens hav med de Forenede Stater som en slags ikke-krigsførende tilskuer.a England stod således alene ansigt til ansigt med et katolsk-fascistisk-nazistisk Europa, der var rustet som en krigskæmpe. Også Schweiz og Sverige kunne fortsat hævde sig som øer midt i det fascistiske hav, hvor Jehovas vidner gennem en nidkær underjordisk virksomhed i de okkuperede lande kunne opretholde forbindelser, igennem hvilke de fik åndelig næring.

Efterhånden som den nazistisk-fascistisk-vatikanske damptromle rasede frem over Europa i 1940, blev det ene efter det andet af Vagttaarnets Selskabs afdelingskontorer tvunget til at lukke. Forbindelserne med hovedkontoret i Brooklyn blev afbrudt. I land efter land forbød tyskerne vidnerne, som de havde forbudt dem i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Den flod af katolsk-inspirerede voldshandlinger, der (som forudsagt i Åbenbaringen 12:15, 16) siden 1922 var skyllet imod Jehovas vidner, var nu ved at overmande dem og syntes helt at ville opsluge dem og bringe dem til fuldstændig standsning. Hvilken vej ville de tusinder af vidner på det europæiske kontinent følge? Lige i rette tid offentliggjordes i The Watchtower for 1. november 1939 (Vagttaarnet, 1. januar 1940) en helt igennem bibelsk begrundet studieartikel, der behandlede emnet „Neutralitet“. Gennem den kunne alle bladets læsere i Vesteuropa få styrkende råd, inden de derværende demokratier det følgende forår brød sammen. I den hårde tid, der da tog sin begyndelse under den tyske okkupation, var vidnerne derfor i stand til at følge den samme neutrale linie som apostlene.

Overalt fulgte vidnerne den samme prøvede kurs som deres tyske brødre, der da allerede i seks år havde opøvet sig i en effektiv underjordisk virksomhed, hvorigennem det lykkedes dem at opretholde et vist mål af åndelig frihed. Og som tiden gik, resulterede det i, at mange ikke-tyske vidner arresteredes af det nazistiske Gestapo (SS eller det hemmelige politi), som sendte dem til koncentrationslejre i Tyskland. Med tiden blev de forskellige berygtede koncentrationslejre som Buchenwald, Ravensbrück, Sachsenhausen, Dachau, Belsen med flere ligefrem internationale stævnebyer for Jehovas vidner i Tyskland og for de fanger, som førtes dertil fra Rusland, Polen, Tjekkoslovakiet, Holland, Belgien, Frankrig, Norge og andre lande. De tyske brødre havde til stor fuldkommenhed lært den kunst at holde den åndelige forbindelse ved lige ved hjælp af indsmuglede eksemplarer af Vagttaarnet, og nu kunne de på kærlig måde yde deres ikke-tyske medfanger i lejrene og fængslerne hjælp. Dette familiebånd, der i den fælles ulykke holdt dem åndeligt vågne, bandt vidner fra mange lande sammen, så de kunne planlægge en forøget virksomhed med hensyn til den teokratiske gudsdyrkelse, når befrielsens time slog.

Der er skrevet og trykt meget om vidnernes sindsoprivende oplevelser i Hitlers „Stortyskland“, hvor de er blevet et moderne under, hvad tro, mod og styrke angår. Men i denne historiske redegørelse skal kun nogle få særligt bemærkelsesværdige beretninger medtages.b De vidner, der nægtede at gøre militærtjeneste, blev idømt langvarige fængselsstraffe samt ophold i koncentrationslejre. Ligeledes betragtedes det som en mod staten rettet forbrydelse, hvis mænd og kvinder nægtede at sige „Heil Hitler“, og det medførte strenge straffe. At være i besiddelse af en af Selskabets publikationer betød øjeblikkelig arrestation. Nogle af den „onde tjener“-skare, som for år tilbage havde vendt sig mod Selskabet, forrådte de trofaste til politiet, hvorefter disse kort og godt forsvandt. Børn blev frataget Jehovas vidner og bortadopteret til nazistiske familier. Men mange af disse unge, der havde modtaget en kristen oplæring, nægtede trods tvang at gå ind i Hitlerjugend. Til trods for at Hitler fra 1933 til 1945 flere gange finkæmmede landet, lykkedes det ham ikke på noget tidspunkt at fængsle eller forjage mere end cirka halvdelen af vidnerne. Det vil sige, at rundt regnet ti tusinde var indespærret, mens lige så mange var på fri fod og kunne holde den underjordiske virksomhed i gang. Begravelser blev af de vidner, der endnu var frie, benyttet som anledning til at samles offentligt i store skarer for at høre bibelske foredrag og for at nyde et kort samvær. Der holdtes også små, hemmelige møder om natten eller ude i skovene. Lykkeligvis kunne en del af den nye åndelige føde, som offentliggjordes i den amerikanske udgave af Vagttaarnet, nå frem til dem i duplikeret form og styrke dem, så de trods næsten uovervindelig modstand kunne fortsætte fremad.c

I selve lejrene anvendte de ledende SS-officerer den standardmetode at forsøge at få vidnerne til at underskrive følgende „Erklæring“, mod at der til gengæld vovedes dem frihed:

„Jeg erkender, at International Forening for Bibelstudium udbreder en vildledende lære og i ly af religiøs virksomhed sigter mod mål, der er farlige for staten. Jeg har derfor vendt mig fuldstændig fra nævnte organisation og helt befriet mig for dens lære. Jeg forpligter mig herved til aldrig mere at virke for International Forening for Bibelstudium. Jeg lover højtideligt at angive enhver, der i min nærværelse udbreder denne vildledende lære, eller som på anden måde viser samme tendenser som bibelstudenterne. Jeg vil bringe alle de af bibelstudenternes skrifter, som jeg kommer i besiddelse af, til nærmeste politistation. Jeg vil for fremtiden respektere alle statens love for således på enhver måde at blive medlem af folkefællesskabet. Jeg er desuden blevet underrettet om, at jeg, for så vidt jeg ikke overholder den af mig i dag afgivne erklæring, kan forvente atter at blive arresteret.“d

Det turde være overflødigt at tilføje, at kun meget få af vidnerne skrev under og derved fuldstændig frasagde sig al forbindelse med Jehovas teokratiske nye verdens samfund. At underskrive en sådan erklæring ville være ensbetydende med at begå åndeligt selvmord.

For i nogen grad at anskueliggøre forkyndervirksomheden og dens resultater inden for de vældige koncentrationslejre, hvor tusinder af fanger holdtes indespærret, både politiske og andre, som man havde noget udestående med, fordi de ansås for at være fjender af Hitlers regime, skal følgende beretning anføres:

„Det, der skete i koncentrationslejren for kvinder i Ravensbrück, viser, hvilken skammelig behandling Jehovas vidner kom ud for fra de katolske SS-soldaters side. Alene i denne lejr var der 50 polske, 15 ukrainske, 10 tjekkiske, 10 ungarske, 25 hollandske, 2 belgiske og 500 tyske kvinder, der havde taget imod sandheden, foruden 300 unge russiske „jonadaber“, der havde lært sandheden at kende i selve lejren. Her gennemgik næsten eet tusinde kristne kvinder en katolsk „skærsilds“-tortur. . . . Der blev kaldt til mønstring klokken fem om morgenen. . . . Hele dagen måtte disse kvinder udføre hårdt tvangsarbejde: foretage udgravninger til bygninger, anlægge veje, bære kul, slæbe med tunge kufferter og kasser i bagageafdelingen, bygge barakker og udføre mange andre opgaver, der var alt for anstrengende for underernærede, mangelfuldt påklædte og mishandlede mennesker. Fordi 495 af Jehovas vidner nægtede at fremstille ammunitionskasser, blev de idømt otte ugers mørk arrest (det vil sige indespærring i en celle uden vinduer).“e

Mademoiselle Genevieve de Gaulle fra Frankrig, der selv var fange i Rawensbrück — dog ikke som et af Jehovas vidner — beretter følgende:

„Det glæder mig at kunne fortælle Dem min beretning om de bibelstudenter, jeg traf i Ravensbrück-lejren. Jeg nærer virkelig beundring for dem. De tilhørte forskellige nationaliteter; der var tyskere, polakker, russere og tjekkere, og de led umådelig meget for deres tro. De første arrestationer fandt sted for ti år siden, og de fleste af dem, der dengang bragtes til lejren, døde af mishandlinger eller blev henrettet. Jeg lærte imidlertid nogle overlevende fra den tid at kende foruden andre fanger, der var kommet senere; de viste alle stort mod, og deres holdning aftvang til sidst endog SS-soldaterne respekt. De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig, hvis de ville have fornægtet deres tro, men de ophørte ikke med at yde modstand. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren, selv om disse publikationer blev årsag til, at adskillige af dem blev hængt.“f

Den tro på Jehova Gud og den helhjertede indstilling over for ham, som denne skare mennesker fra mange lande udviste ved at holde sig neutrale over for Hitlers katolske regime, der kunne sammenlignes med inkvisitionen, er blevet berømmet hele verden over.

Men hvad hændte der de engelske vidner, mens dette fascistiske uvejr stod på? De fulgte også nidkært neutralitetens lige kurs. I begyndelsen af krigen var Jehovas vidner meget omtalt i aviserne som følge af, at den hvidbog (Germany No. 2), der udkom den 30. oktober 1939, og som havde titlen „Treatment of German Nationals in Germany“ („Behandlingen af tyske borgere i Tyskland“), fik en meget stor udbredelse og diskuteredes meget. I denne bog blev Jehovas vidners frygtelige oplevelser i Tyskland offentliggjort for hele verden. De kendsgerninger, som denne hvidbog indeholdt, var baseret på en rapport, udarbejdet af Sir Neville Henderson, Englands ambassadør i Tyskland lige indtil krigserklæringen den 3. september 1939. I denne hvidbog læses blandt andet følgende:

„Der var 1500 jøder og 800 alvorlige bibelforskere [International Bible Students]. . . . Hver mand bar et tegn — jøderne et gult med davidsstjernen, bibelstudenterne et violet o.s.v. . . . Jødiske fanger kunne skrive og modtage brev to gange om måneden. Bibelstudenterne fik ikke tilladelse til at stå i forbindelse med nogen udenfor, men på den anden side blev deres rationer ikke skåret ned. Hr. X talte med den største respekt om disse mennesker. Deres mod og deres religiøse tro var bemærkelsesværdig, og de erklærede sig rede til at udstå enhver lidelse, som de følte, at Gud havde ladet komme over dem. . . . „Bibelforskerne“, en religiøs sekt, der henter sin lære fra Bibelen og tæller mange medlemmer i alle egne af landet, men forfølges af Gestapo, fordi de nægter at gøre militærtjeneste; disse ulykkelige mennesker blev behandlet næsten lige så grusomt som jøderne.“g

Den 15. november 1939 blev det nødvendigt for Selskabets Londonkontor at udsende følgende erklæring til alle parlamentsmedlemmer, religiøse ledere, lokale embedsmænd samt til pressen:

„Jehovas vidner er, ligegyldigt hvor de bor, loyale mod landenes love og skikke, idet de søger at tjene Gud og nærer kærlighed til alle mennesker. Når de af mennesker dømmes for at være illoyale, kan det kun ske i tilfælde, hvor menneskelige love, der er i modstrid med Bibelen, sættes over denne, eller hvor sådanne love kræver, at den tilbedelse, der alene tilkommer den almægtige Gud, skal vises et menneske. For at Jehovas vidners stilling under de nuværende begivenheder kan være klar, vedlægges i brochureform et optryk af The Watchtower, hvori samtidig redegøres for grundene til, at de under alle forhold ønsker at være NEUTRALE og ikke ser sig i stand til at deltage i noget militært forehavende. På tusinder af Jehovas vidners vegne i England ønsker vi at gøre vor stilling klar. Som den allerhøjeste Guds tjenere er vor stilling den samme som vore tyske brødres, nemlig at vi er strengt NEUTRALE. Vor hengivenhed, tjeneste og loyalitet er viet til Jehovas TEOKRATISKE REGERING, og, som det fremgår af Johannes 17:16: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.““h

Erklæringen henviste også til, at det af den engelske regerings hvidbog fremgik, at de tyske vidner forfulgtes, blandt andet fordi de nægtede at gøre militærtjeneste.

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Illustration på side 353]

Belsen

Buchenwald

Ravensbrück

Sachsenhausen