„En videre favnende tolkning af den kristne tro“?

HVOR vidt favnende en tolkning af den kristne tro kan man tillægge sig og stadig være kristen og stadig have tro? Kan man tolke den kristne tro således, at man frakender Bibelen enhver sandfærdighed? Det er, hvad et stadigt voksende antal præster mener, skønt de hævder at være kristne.

Tag for eksempel „Hans Velærværdighed“ H. S. McClelland fra Trinity-kirken i Glasgow, Skotland. Den 8. maj 1955 meddelte han sin menighed: „Bibelen omfatter en periode på over tolv århundreder, og der er historier i den, der fylder et følsomt sind med væmmelse. Disse beretninger går tilbage til bronzealderen. De mænd, der har skrevet Bibelen, udgør en broget forsamling! De står hinanden lige så fjernt som en beduinmunk og en professor ved Glasgows universitet. Hvis I efterlevede visse bibelvers, ville I blive grusomme og sadistiske, og hvis I søgte at følge dem alle, ville I få en sjæl som en tatar. Bibelen er fuld af ammestuehistorier — om økser, der flyder på vandet, hunulve og æsler, der taler, og disse historier hører ikke hjemme i vor moderne verden.“ „Hvilken ret har Gud til at straffe mig for mine synder, hvis jeg af natur er en synder? hvis det er lige så naturligt for mig at synde, som det er for en ulv at nedlægge en antilope?“ — Scottish Daily Express, 9. maj 1955.

Og i de breve, præsten skrev til avisen som svar til sine kritikere, fremturede han i sine påstande om, at menneskelegemet er fuldt af rudimentære organer, og at mennesket har levet her på jorden en million år. Han sagde, at på få undtagelser nær havde hans publikum givet udtryk for taknemmelighed over den „videre favnende tolkning af den kristne tro“, som han havde givet dem.

Vi spørger igen: Hvor bred en tolkning kan man give Bibelen og alligevel have kristen tro? At have kristen tro vil det ikke sige at have den samme tro, som Jesus havde? Og er der noget, Bibelens kristne Græske Skrifter klart slår fast, da er det dette, at Kristus havde ubetinget tro på Bibelens Hebraiske Skrifter som Jehova Guds inspirerede ord. Han fastholdt, at Moses havde været inspireret: „Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.“ Han havde tiltro til Moses’ beretning om skabelsen: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?“ Og han omtaler beretningen om mannaen, der faldt fra himmelen, som historisk: „Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde.“ — Joh. 5:46; Matt. 19:4; Joh. 6:49.

Kristus mente ikke, at Bibelens omtale af Vandfloden blot er opspind, for han sagde: „Som de levede i dagene før Syndfloden . . . de ænsede intet, før Syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ Ligeledes godtog han beretningen om udslettelsen af Sodoma og Gomorra: „På den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle.“ Beretningen om Jonas i den store fisks bug var heller ikke for meget af en „fiskerhistorie“ til, at Jesus ville tro på den, for han sagde: „Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ — Matt. 24:38, 39; Luk. 17:29; Matt. 12:40.

Men nu pastor McClellands videnskab; det er højst besynderligt, at han er så mistænksom over for alt, hvad Bibelen beretter, når han med så stor beredvillighed sluger alle de teorier, som videnskabsmændene fremsætter, idet de indrømmer, at de kun er teorier, som til stadighed viser sig at være fejlagtige. Efter opfindelsen af det radioaktive aldersbestemmelsesapparat har videnskabsmændene i de senere år måttet revidere deres angivelse af, hvor mange år mennesket har levet her på jorden, og de regner nu med kun 50.000 år. Det er i hvert fald, hvad videnskabsmændene ved universitetet i Chicago hævder, og de må formodes at være dem, der er bedst kvalificerede til at udtale sig om dette spørgsmål. Og hvad angår påstanden om, at mennesket er fyldt med rudimentære organer, var der en tid, da fysiologer mente, at der var omkring 180 rudimentære organer i menneskelegemet, men i dag taler man kun om nogle få, og mange læger afviser helt tanken om, at nogle organer skulle være rudimentære. At mennesket ikke kender et organs funktion, gør ikke dette organ rudimentært. Som en professor har sagt det: „Det måtte sandelig være en dristig mand, som i dag turde påstå, at der findes noget menneskeligt organ, der er uden funktion.“

Men tilbage til Jesu vidnesbyrd. Kristus Jesus, den mand, der har øvet en større indflydelse på menneskeslægten i retning af det gode end nogen anden, som har levet her på denne jord, og hvis levned er uden lige, hvad angår visdom, retskaffenhed og kærlighed, anså Bibelens Hebraiske Skrifter for at være autentiske, autoritative og inspirerede af Gud. Man kan heller ikke med rette hævde, at evangeliernes fremstilling ikke er pålidelig, for papyrusmanuskripter, der går helt tilbage til begyndelsen af det andet århundrede, har til fulde stadfæstet disse skrifters autenticitet og almindelige pålidelighed i den skikkelse, hvori vi har dem i dag.

Set med sådanne præsteøjne som McClellands har Kristus Jesus og hans apostle og første disciple naturligvis været ofre for et selvbedrag, de er blevet ført bag lyset, har lidt af hallucinationer på grund af et Messias-kompleks, været naive tømrere, fiskere og skatteopkrævere, hvis vidnesbyrd må tages med forbehold. Disse præster mener måske, at de, der tror på Bibelen, er ofre for et kæmpebedrag. Men det er de moderne „vismænd“, der bedrager deres tillidsfulde medmennesker, således som det sås i tilfældet med Piltdown-manden.

Religionsfriheden giver den slags præster lov at tro og lære, hvad de vil i den retning. Men almindelig ærlighed over for Gud og mennesker fordrer, at de ikke udgiver sig for at være kristne ordets tjenere, for deres „videre favnende tolkning af den kristne tro“ indeholder ikke et gran af tro og kan heller ikke kaldes kristen.

Kristus Jesus imødegik den slags religionsledere på den tid, og det var ikke blide ord, han anvendte for at beskrive dem: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Og videre: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et helvedes [gehennas, NW] barn, dobbelt så slemt, som I selv er. I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til helvede?“ Stærke ord, men ikke for stærke i betragtning af den uhyre forbrydelse, de har begået, ikke for stærke i lyset af den fare, deres lære er for dem, der lytter til den. — Matt. 15:14; 23:13, 15, 33.