Hvorfor tro på Gud

Er den tro logisk? Hvilke beviser er der for den? Hvorfor bør man acceptere Bibelen som Guds ord?

NOGLE mennesker siger, at de kun tror det, de kan se. Hertil vil vi svare med al vor styrke: Tro det endelig! Ja, tro det, De kan se. Apostelen Paulus sagde, at det synlige skaberværk vidner om Guds magt: „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ (Rom. 1:20) De fleste mennesker tror, at det, de ser, er bevis for Guds eksistens. En gallupundersøgelse viste, at selv i det såkaldt „materialistiske Amerika“ udtalte 96 procent af de interviewede, at de troede på Gud. De har tænkt over den orden og storhed, der præger naturen omkring dem, de har betragtet menneskets væren og Bibelen selv og har fundet overbevisende argumenter for Guds eksistens.

En skribent siger det sådan: „Dersom man begynder med et åbent sind, rede til at tro eller ikke tro i overensstemmelse med foreliggende fakta, er det højst sandsynligt, at vi vil opdage, at det er lettere at tro på Gud end at komme til den afgørelse, at planter, dyr og selve mennesket med dets legeme og sind er blevet til som et produkt af blind og formålsløs tilfældighed. Det vil måske være på sin plads at tilføje, at mange ikke ønsker at tro på Gud. De erkender, at det ville fordømme deres fortid og ændre deres fremtid i en for dem ubehagelig grad, hvis de gjorde det.“a

Hvad mener De om oprindelsen til hele universet? Blev det til ved et rent tilfælde, en hændelse, et sammentræf af vilkårlige begivenheder? Eller vidner det om tilstedeværelsen af en højere og mere intelligent hjerne, som eksisterede længe før mennesket? Husk, universet er ikke kaos, hvad det meget vel kunne være, såfremt det var blevet til ved et træf. Men det er præget af orden. Giver det Dem ikke en idé om, at der må stå bevidst tankegang bag det, og at det blev udtænkt og bygget af en intelligent skaber?

Er den lov og orden, der gør sig gældende i alt, lige fra det stjernetætte himmelhvælv, hvis umådelige afstande måles i lysår, til det lillebitte atom, som alt stof består af, blot en tilfældighed? Er det et lykketræf, at himmellegemerne bevæger sig med så stor nøjagtighed, at deres bevægelser kan danne grundlaget for vore tidsbestemmelser? Er jorden med mennesket og hele den levende skabning kommet af rene tilfældigheder — ikke bare én tilfældighed, men en hel række af tusinder millioner af sammentræf, vidunderligt kombineret, uden at et andet vilkårligt handlingsforløb har ødelagt det hele?

Har oprindelsen til universet forbindelse med en magt, der er større end tilfældighedsmomentet? Videnskabsmanden Arthur H. Compton sagde om de uendelig små atomdele: „Hvis de enkle, men dog resultatrige sæt af træk og stød, som elektronerne er underkastet, frembringes ved et rent tilfælde, da er tilfældet mere genialt end de klogeste af vore videnskabsmænd.“b

For de mennesker, der benægter eksistensen af en Gud, frembyder ikke alene oprindelsen til alt stof og den iagttagne orden i universet et problem, men de kommer ud for endnu større vanskeligheder, når de skal forklare oprindelsen til selve livet. Engang troede man på, at livet opstod spontant (hvilket kaldes abiogenesis, opståen af livløst stof). Orme udviklede sig af fordærvet kød, lus af snavs, frøer af mudderpøle o.s.v. Men Pasteurs eksperimenter for snart et hundrede år siden spolerede den teori. Og det er kun spekulation at hævde, at liv i forgangne tider opstod af noget livløst, selv om det ikke sker nu. Det kan ikke regnes for et videnskabeligt argument, eftersom det ikke hviler på iagttagelser og eksperimenter, men kun på frit svævende påstande, som hverken kan iagttages eller bevises. Dr. J. Gray, som er førende inden for den eksperimentelle zoologi, har forklaret: „Livets spontane opståen af livløst stof må anses for højst usandsynlig og må derfor antages ikke at have fundet sted.“c

Spørgsmålet er derfor ligetil: Blev stof, orden, det vidunderlige univers og livets uforklarlige mirakel til udelukkende ved tilfældighedernes spil, eller blev det altsammen frembragt ved, at en ophøjet Skaber udtænkte det? Det første lyder så urimeligt, at det kræver større tro at antage den materialistiske evolutionsteori end at antage Gud! Det er stadigvæk sandt, at „himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk“. — Sl. 19:1; Job 9:8; Es. 40:26; Jer. 10:12.

Endnu større undere

Der er imidlertid langt mere at tage i betragtning. Mennesket er ved en dygtig og flittig brug af sin forstand nået vidt i teknisk henseende, men i selv de enkleste ting kom naturens visdom lang tid før menneskets. I ukendte tidsaldre, før mennesket fandt ud af vægtstangsprincippet, virkede det i dyrenes kroppe. Længe før mennesket byggede sin første maskindrevne pumpe, eksisterede hjertet. Og ventiler til kontrollering af vædskebevægelser forekommer i hjertet og årerne. Børster, der skal fjerne slim, sidder i luftrøret. I umindelige tider har ål været i besiddelse af elektriske batterier. Lys uden varmeudvikling produceres i sankthansorme og ildfluer. Flyvning med fartøjer tungere end luften havde fuglene længe eneret på. Er alt dette nu blot slumpetræf, tilfældighedernes spil, eller står der en intelligens bagved, som er langt højere end mennesket? Det er meget vanskeligere at tro på, at alt dette er tilfældigheder, end at tro det kristne synspunkt, at det blev skabt!

Menneskets intelligens dikterer det at lægge planer for fremtiden. Men hvordan vil man så forklare en lignende forudseenhed, der klart giver sig til kende hos den del af naturen, som ikke er udstyret med intelligens? Træerne avler frugter med frø, for at der kan komme andre træer, når de er borte. Hvilken betydning har det for et træ? Egernet gemmer et forråd af nødder, som det skal leve af om vinteren. Hvad gav det forudseenhed, så det bærer sig således ad, og hvordan ved det, at vejret vil blive koldt? Fuglen lægger æg og udruger dem for at føre arten videre. Hvorfor dog besvære sig med at sørge for efterkommere? Er det instinktet, der dikterer dem det? Eller måske naturen? Det er kun en halv løsning, og man er ikke dermed nået til bunds i sagen. Hvorhen man end vender sig, ser man beviser for tilstedeværelsen af en suveræn intelligens, som ingen kan ignorere.

En autoritet forklarede: „Jo mindre de levende væsener synes i stand til at tænke, som følge af organernes simplere opbygning, desto tydeligere bliver det, at dømme efter de forstandshandlinger, de formår at gøre, at en anden har tænkt for dem.“d Hvis der ikke fandtes en Skaber, hvem er det så, der har tænkt for dem?

Men endnu mere forbløffende er menneskeligt liv, hvilket volder dem, som benægter skabelsen, de største problemer. Hvorfor indgår legemets grundstoffer og atomer forbindelser, der danner organiske sammensætninger, som samvirker til udvikling af forskellige væv og organer og iværksættelse af disses funktioner i en samlet organisme, hvis evner går langt ud over, hvad disse grundstoffer og atomer formår i sig selv? Hvilken intelligent kraft udvirkede dette? Naturen? Hvorfor ikke kalde det ved det navn, som det højeste væsen, der skabte alle naturens love, bærer, nemlig JEHOVA?

Naturen er så rig på undere, og et af de mest forbløffende er frembringelsen af nyt menneskeligt liv. Intet menneske kan forklare, hvorfor eller hvordan der dannes knogler, nerver, øjne, ører, fødder, hænder, hjerte, lunger og mange andre organer uden nogen bevidst medvirken fra moderens side. Er det ved et tilfælde, at de menneskelige celler gennemgår en så nøjagtigt styret proces? Der er ikke skygge af tvivl om, at en intelligens, der er menneskets langt overlegen, står bag denne livsfrembringelse! Hvorfor skjule denne intelligens’ identitet ved at nægte at kalde den Gud?

Når tilhængere af udviklingsteorien siger, at en skabelse ikke har fundet sted, husk da på, at evolutionisterne ikke kender oprindelsen til stof eller liv eller årsagen til den forbavsende visdom, man kalder „naturen“, og ikke ved, hvordan de skal udfylde de mægtige spring mellem de forskellige livsformer. Forunderlige love, som de klogeste videnskabsmænd har tilbragt årtier, ja århundreder, med at finde til bunds i, er ikke blevet dannet ved et rent tilfælde. Tro det, De kan se! Accepter, at skabelsen har fundet sted på en forstandig måde, og at der derfor må eksistere en forstandig Skaber, Jehova Gud!

Kend Skaberen!

Ved at bruge sin fornuft kan man formindske antallet af de snublestene og misforståelser, som kan hindre mange i at tro på Gud. Imidlertid er vi ikke først og fremmest interesseret i, at man kun accepterer, hvad logik og fornuft har at sige om ham. Det er meget vigtigere at høre, hvad han selv har at sige. Det ville være urimeligt og ufornuftigt at tro, at Skaberen, der dannede menneskene, ville lade os uden forklaring på, hvorfor der ikke eksisterer fuldkommen harmoni i verden i dag. Bibelen indeholder forklaringen herpå. Den viser, hvorfor der er besvær og vanskeligheder, men også at dette snart vil få en ende, når den store oprører, ophavsmanden til al ondskaben, Satan Djævelen, bliver tilintetgjort. Således siger Bibelen om vor tid: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åb. 12:12.

Hvis Bibelen kun var en roman, som mennesker havde fundet på, ville den kun have lidt værdi for os. Men den er langt mere end det. Det er en bog, der viser os, hvordan Gud er, fremholder hans befalinger, giver bevis på hans magt og majestæt, og det er først og fremmest igennem Bibelen, at troen opbygges.

Bibelen indeholder i sig selv det største bevis på sin pålidelighed. For det første hævdede de, som var med til at nedskrive den, at den var fra Gud. David sagde: „Det var Jehovas ånd, der talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning,“ og at „den hellige ånd på forhånd talte gennem Davids mund“. Og Peter sagde: „Ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker, der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ — 2 Sam. 23:2; 2 Tim. 3:16; Ap. G. 1:16; 2 Pet. 1:21, NW.

Bibelen dog ikke blot hævder, at den er fra Gud; den beviser også denne påstand! Guds udfordring til dem, som hævder at være guddommeligt inspirerede, lyder: „De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. . . . Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er guder!“ (Es. 41:22, 23) Denne prøve er afgørende, for intet menneske kan i egen magt på forhånd give pålidelige og detaljerede oplysninger om særlige begivenheder i fremtiden. Kan Bibelen bestå denne prøve? Ja, med glans! Læg mærke til følgende eksempler på, hvordan den pålideligt, nøjagtigt og detaljeret forudsiger sådanne fremtidige begivenheder, hvilket ingen mennesker, men kun Gud, har evne til.

Mange år før Juda blev erobret af Babylon, forudsagde profeten Jeremias ikke alene Jerusalems fald, men han angav også nøjagtigt det tidsrum, i hvilket Judas land skulle ligge øde hen, nemlig halvfjerds år, og sagde, at ved slutningen af de halvfjerds år ville Babylon blive ødelagt og kun blive „en grushob, sjakalers bolig, til rædsel og spot, så ingen bor der“. Hvordan kunne noget menneske forudsige folkets fangenskab, det nøjagtige tidsrum, hvori landet skulle ligge øde hen, det tidspunkt, da den sejrende nation selv ville bukke under, samt måden for hvordan det ville ske? Alligevel gik denne profeti i opfyldelse nøjagtigt som forudsagt til trods for følgende kendsgerning, som en forfatter har gjort opmærksom på: „Kun en gal ville have drømt om at forudsige Babylons fald på den tid, da Esajas og Jeremias levede. Babylonierne hørte til den tids stærkeste krigere. De havde erobret verden og underlagt sig den.“e De nøjagtige forudsigelser, som Esajas og Jeremias fremsatte, beviser uomtvisteligt, at deres påstand om at være Guds sande profeter virkelig var rigtig. — Jer. 29:10; 51:37.

Endvidere blev det i Daniel 8:3-8, 20, 21 vist, at det medo-persiske kejserrige ville efterfølge Babylon som verdensmagt. Det mediske rige ville komme først, derefter ville det persiske rige følge efter og overgå det i magt. Efter den medo-persiske sejr over Babylon ville det græske rige styrte det medo-persiske. Derefter ville det græske kejserdømme blive splittet i fire dele. Alt dette indtraf nøjagtigt som forudsagt. Den sidste begivenhed indtraf mere end to århundreder efter, at den var forudsagt, da Alexander den Store besejrede medo-perserne og Alexanders rige ved hans død blev adsplittet i fire dele under fire generaler. Det ville have været komplet umuligt for almindelige mennesker at have fremsat så forbløffende forudsigelser, som er så almindelige i Bibelen!

Beviser i vor tid

Men De foretrækker måske eksempler fra vor tid fremfor disse eksempler fra fortiden? Eksempler på opfyldelsen af sådanne forbløffende profetier i vor tid er lige så overbevisende. I mere end fireogtredive år før verdenskrigens udbrud i 1914 (eller siden 1880) har The Watchtower trofast og regelmæssigt peget frem til 1914 som det år, der ville markere afslutningen på „hedningernes tider“ eller „nationernes tider“, som omtales i Bibelen.f Det viste ud fra Skriften, at afslutningen på „nationernes tider“ ville kendetegnes af den største trængselstid, jorden nogen sinde har oplevet. Før verdenskrigens udbrud havde mange mennesker spottet tanken, men Bibelens forudsigelse holdt stik. Bibelens nedskrivere kunne ikke af sig selv have vidst noget om disse begivenheder eller gættet sig til dem så lang tid i forvejen. En så nøjagtig forudsigelse kan ikke skyldes menneskers visdom; men atter gik Bibelens forudsigelser i opfyldelse!

I Åbenbaringen 17:8 var det forudsagt, at menneskenes politiske fredsorganisation (Folkeforbundet) ville gå ned i afgrunden og ophøre med at eksistere, hvilket skete under den anden verdenskrig. Senere skulle det komme til live igen, hvilket skete i de Forenede Nationer. Men det skulle ikke få held til at opfylde sit løfte om at bringe varig fred. Kunne noget menneske selv have vidst dette? Atter har Bibelens forudsigelse, der blev skrevet næsten 1900 år i forvejen, vist sig at være sand!

Denne bøgernes bog har stået sin prøve og det med første karakter! Dens pålidelige forudsigelser om fremtiden retfærdiggør dens krav om at være inspireret og beviser dens ægthed. Endvidere er denne inspirerede bogs eksistens et uomtvisteligt vidnesbyrd om, at den, der har inspireret den, Jehova Gud, eksisterer!

Det mest betydningsfulde grundlag for tro på Gud er Bibelen selv. Hvis De mangler en sådan tro, skyldes det sandsynligvis mangel på studium af denne bog; hvis De ønsker at opnå tro, kan De få den ved at studere Bibelen. Sand tro er ikke blind, men velunderrettet. Den er baseret på kendsgerninger, logik, forståelse og tillid. En sådan tro må søges, og den opnås af det, der står skrevet på siderne af troens bog, Bibelen. Som Paulus skrev: „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ — Rom. 10:17.

Bibelen beskriver tro som „fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser“. Den er summen af, hvad vi tror om Jehova Gud og hans rige. Det er vor tillid til ham, der er vokset frem gennem vor undersøgelse af, hvad Bibelen indeholder. Det er vor grundfæstede overbevisning om, at ting, som vi ikke kan se, eksisterer, at man tillidsfuldt kan stole på disse ting, og at de løfter, der er fremsat i Guds ord, vil blive holdt. — Hebr. 11:1.

Kort sagt: vi tror mange ting, som vi ikke kan se. Vi tror dem, fordi vi kan se vidnesbyrd om deres virke. På lignende måde kan vi se vidnesbyrd om Guds virksomhed. Alt stofs eksistens, livets under, den forbløffende visdom i naturen, det menneskelige sinds rækkevidde, fødslens mirakel, Bibelens aldrig svigtende evne til at forudsige fremtiden og dens forbavsende store evne til at frembringe tro i sine læseres sind — alle disse og mange andre vidnesbyrd peger hen på eksistensen af en højere intelligens, en almægtig og alvis Skaber, hvis navn i Bibelen angives at være JEHOVA. Det næste skridt, efter at man har anerkendt, at Gud eksisterer, er at slå op i hans ord, Bibelen, for at se, hvordan den opbygger troen, og hvad Gud kræver af os.

[Fodnoter]