Født til at tro på Gud
Hvorfor tror nogle mennesker, mens andre ikke gør det? Findes der nogen videnskabsmænd som tror på Gud? Hvorfor tror du på Gud?
MENNESKET er født til at tænke på Gud. Det blev skabt til at tilbede og tjene sin Skaber i absolut hengivenhed. (2 Mos. 20:2-5, NW) Det er derfor Gud altid før eller siden dukker op i et menneskes tanker, ligegyldigt hvor meget det prøver at blive tanken om ham kvit.
Forhærdede, materialistiske mennesker, som for eksempel Ruslands Nikita Khrushchev, bringer jævnligt spørgsmålet om Gud på bane, skønt de siger at de ikke tror på ham. Da Sovjets raketter og jorddrabanter sendtes ud i rummet, sagde lederen af den russiske videnskabelig-ateistiske afdeling ved bladet Science and Life, Y. T. Fadeyev, i en tale: „Den kendsgerning at satellitter og raketter ikke har observeret den Allerhøjeste, engle og så videre, er et vidnesbyrd imod religiøse overbevisninger, og det styrker troen på at der ikke findes nogen Gud.“
Man må næsten le ad det barnagtige i et sådant argument, for hvilket voksent menneske ville forvente at raketter eller satellitter skulle støde på overnaturlige engle eller opdage spor af den almægtige Ånd! Jesus Kristus sagde: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ Men Fadeyevs udtalelse røber at materialistiske mennesker tænker på Gud, hvad enten de tror på ham eller ej. — Joh. 4:24.
Ifølge et rundspørge, foretaget af George Gallup, „svarede ikke mindre end 96 procent af De forenede Staters indbyggere at de troede på Gud“. I England er procenttallet betydeligt mindre. Af et antal briter der betragtede sig selv som retskafne kristne, sagde 78 procent at de troede på Gud, om end de ikke tog del i det religiøse liv. Ateismen er imidlertid ikke i tiltagen i England; kun 6 procent af englænderne er ateister.
Når man i verden taler om at et menneske tror på Gud, menes der ikke nødvendigvis at det kan begrunde at Gud er til og forklare hvad der er Guds hensigt. Der menes snarere at det tror på en Skaber. Utrolig mange mennesker i kristenheden forestiller sig Gud i menneskets billede, og ikke omvendt som Bibelen siger, at ’mennesket er skabt i Guds billede’. Og lige så sørgeligt er det at mennesker som siger de tror på Gud, ofte slet ikke har nogen idé om hvem han er. En presbyteriansk præst, Frank Lawson, har udtalt: ’Bedstefar troede uforbeholdent.’ „Hans søn tror også,“ siger Lawson, „men han er ikke helt klar over hvad han tror og hvorfor han tror. Spørger man om han tror på Gud, svarer han: ’Ja’; spørger man hvorfor, så ved han det ikke.“
Hvordan kan det være at Gud, efter 2000 års kristendom og omkring 1500 års jødedom, ikke er virkelighed for amerikanere og englændere, som dog er de flittigste kirkegængere i hele verden? Lawson lægger direkte skylden på kirkerne. Han siger at kirkerne har forklejnet Gud og skjult Bibelens sandheder for folk. Bladet Life for den 30. marts 1959 siger at denne tilstand af vantro eksisterer „delvis på grund af den nedbrydende verdslighed i kirkerne, der i stedet for at være center for Amerikas demokrati, blot er blevet endnu en skattet gren deraf. Hvad der forhen var præstens studereværelse er nu hans kontor, og som ivrig forkæmper for sit sociale evangelium er han ikke så meget en talsmand for Gud som en nyttig borger, der gør verden ’bedre at leve i’“.
Fysiologen og biokemikeren Walter Oscar Lundberg nævner endnu en grund til den megen skepsis angående Guds eksistens. Han siger: „Benægtelse af Guds eksistens er undertiden en vilkårligt valgt politik der benyttes af indflydelsesrige samfundsgrupper eller organisationer, eller af staten. I lande hvor ateismen er statens tro, hindrer frygt for hvad der kan bringes over én rent samfundsmæssigt, eller endog fysisk, den enkelte i at antage og handle i harmoni med den åbenbaring af Gud som findes i naturen.“ Så er der også dem der, påvirket af propaganda, siger at mennesker som tror på Bibelens beretning om skabelsen, er gammeldags og uvidenskabelige, og at de der tror på Gud kun er uoplyste, naive mennesker som ikke ved bedre.
For at gøre det af med denne idé og for samtidig at indgyde tro på Gud og anføre grunde for hans eksistens, lader vi her verdensberømte mænds udtalelser vise hvorfor de tror at der findes en Gud.
Hvorfor de tror på Gud
Videnskabsmanden og opfinderen Thomas Edison blev engang spurgt om hvilket syn han havde på Gud. Han svarede da: „Efter mange års granskning af naturens gang kan jeg ikke betvivle eksistensen af en ophøjet intelligens. Eksistensen af en sådan Gud kan efter min mening næsten bevises ad kemisk vej.“
Teologen Thomas Aquinas begrundede sin tro på Guds eksistens med en præmis som er velkendt både for teisten og ateisten, nemlig den kendsgerning at „nogle ting er i bevægelse“. ’En bevægelse må indebære at noget ubevægeligt har forårsaget den. På lignende måde må der være en Førsteårsag hvis eksistens ikke selv er forårsaget af noget, men som i sig selv har grundlaget for eksistens; eksistensen af skabninger hvis ikke-eksistens er mulig, indebærer en Skabers uomgængelige eksistens; de fuldkomne værker der åbenbares i universet taler for eksistensen af en absolut norm, et fuldkomment Væsen.’
Videnskabsmanden Sir Isaac Newton havde følgende at sige om Gud og naturen: „Hvorfor går intet i naturen til spilde? og hvorfra kommer den orden og skønhed vi ser i verden? . . . Hvordan er dyrenes legemer blevet skabt med så stor kunst og snilde, og hvad tjener deres forskellige organer til? Blev øjet udtænkt uden kendskab til lyslæren eller øret uden kundskab om lydbølger? . . . Da alt dette er blevet skabt rigtigt, viser fænomenerne så ikke, at der findes et ulegemligt, levende og intelligent væsen?“
Matematikeren og kemikeren John Cleveland Cothran siger: „Lord Kelvin, en af verdens største fysikere, har fremsat følgende betydningsfulde udtalelse: ’Dersom man tænker intensivt nok, vil man af videnskaben blive tvunget til at tro på Gud.’ Jeg erklærer mig fuldt ud enig med ham i denne udtalelse.“ Cothran fortsætter: „Den stoflige verden er ude af stand til at skabe sig selv og de love der styrer den, hvorfor skabelsesakten må være blevet udført af et ikke-stofligt medium. . . . Vi må altså drage den logiske og uomgængelige slutning at ikke alene har skabelsen fundet sted, men den er også foregået efter en plan og en vilje hos en Personlighed der er i besiddelse af en højtstående intelligens og kundskab (alvidenhed) og af magt til at lade den indtræffe og til at holde den i gang efter planen (almagt). Det vil sige at vi uden at tøve anerkender eksistensen af den ’Højeste, det åndelige Væsen, Gud, universets Skaber og Leder’ der nævnes fra begyndelsen. . . . De videnskabelige fremskridt der er gjort siden Lord Kelvins dage ville få ham til endnu kraftigere at betone: ’Dersom man tænker intensivt nok, vil man af videnskaben blive tvunget til at tro på Gud.’“
Tilstedeværelsen af radioaktive stoffer fastslår også at jordens skabelse må have en begyndelse. Selve det at sådanne radioaktive stoffer, der nedbrydes efter en vis tidsperiode, stadig eksisterer er et uomtvisteligt vidnesbyrd om at jorden ikke altid har eksisteret, at den havde en begyndelse. Og eftersom intet stof kan komme af sig selv, og eftersom end ikke den klogeste videnskabsmand tør påstå at universet skabte sig selv af intet, peger alt dette kun på ét — Gud.
Zoologen Edward Luther Kessel har fremdraget nogle interessante oplysninger vedrørende termodynamikken, særlig med henblik på entropien. Kessel siger: „Entropiens regel siger at der går en bestandig strøm af varme fra de varmere til de koldere legemer, og at denne strøm ikke af sig selv kan tage den modsatte retning. Entropi er det tal som udtrykker forholdet mellem ikke-disponibel og disponibel energi, således at man kan sige at universets entropi stadig bliver større. Der vil derfor komme en tid da temperaturen i universet vil blive fuldstændig ensartet og da der ikke vil være mere energi at udnytte. Altså vil kemiske og fysiske processer være udelukket, og livet vil gå til grunde. Men eftersom livet fortsætter og de kemiske og fysiske processer går videre, er det tydeligt at universet ikke har eksisteret i al evighed, i hvilket fald dets energi for længst ville have været brugt op og alting være gået i stå. Videnskaben har derfor uafvidende bevist at vort univers har en begyndelse, og dermed også at Gud er virkelighed, for intet som helst der har en begyndelse kan foranledige den selv, men er afhængigt af en primus motor, en Skaber, en Gud.“
Diskussionen om livet på jorden og menneskets alder er endnu ikke slut. Jim Bishops der er journalist ved Evening Star i Washington, har lagt pen til følgende interessante stykke: „For kort tid siden opstillede dr. John Rosholt fra Miami universitet sammen med dr. Cesare Emiliani en alderstabel på grundlag af fine mængder uran der havde lejret sig på havbunden i form af protaktinium 231 og thorium. Uran er tusinder af år om at henfalde eller blive „koldt“, og ved at undersøge den mængde som findes i havbundens lag kan man bestemme jordens såkaldte varme periode. Deres undersøgelser viser at hvis mennesket steg op af havet i form af en tobenet fisk, eller som en abe, indtraf det for 95.000 år siden. Dette tidsspand er for kort til at fisken (eller aben) kunne udvikle sig til et tobenet menneske der — betydningsfuldt nok — var i besiddelse af en vilje og af evnen til at videregive kundskab til sit afkom. I universet er 95.000 år ingenting.“ Skabelse er den eneste logiske forklaring på at mennesket er til, hvilket på sin side beviser at Gud eksisterer.
Betragt det storladne univers vi lever i. Tænk på jorden og dens brogede mangfoldighed af levende og indviklede organismer. Kunne de blive til af livløst stof ved et tilfælde eller i kraft af de naturlove vi kender? Ifølge Bryant viser Lecomte du Nouy, den første videnskabsmand der havde held til at anvende matematiske formler ved udformningen af biologiske love, at „lovene for de livløse stoffers udvikling modsiger lovene for livets udvikling. Han fremsætter matematiske formler for at påpege at livløst stof, der opfører sig i overensstemmelse med sine love, ikke vil kunne have frembragt et eneste proteinmolekyle — endnu mindre en levende organisme med forplantningsevne. Han fastholder at kun Guds indgriben vil kunne slå bro over kløften mellem livløst stof og levende organismer“.
Bibelen og Gud
Ikke alene giver videnskaben os grund til at tro på Gud, men den får os også til at indse hvor nødvendigt det er at Gud ved en åbenbaring giver sig til kende for os mennesker. Bibelen er denne åbenbaring. Kemikeren Roger J. Voskuyl har udtalt: „Som videnskabsmand er det rimeligere for mig at tro på en Skaber end på et evigt eksisterende kosmos. . . . Man kan ikke rigtig lære Gud at kende gennem naturen alene. Videnskabsmanden kan arbejde i en evighed, men det vil aldrig lære ham Gud eller dennes egenskaber at kende. . . .. Mennesket er simpelt hen Skaberens værk; derfor kan mennesket ikke lære Gud at kende udelukkende ved at undersøge Guds skaberværk; mennesket har brug for en særlig åbenbaring. Denne særlige åbenbaring er Guds ord, som foreligger i Bibelen.“
Den kendte videnskabsmand Warren Weaver har sagt: „Jeg mener at Bibelen er den reneste åbenbaring vi har om naturen og om Guds godhed.“ Fysikeren og kemikeren Leo Brauer skriver. „Der gives en særlig guddommelig åbenbaring. Et andet navn for den er Bibelen. Videnskaben kan konstatere at der på et eller andet tidspunkt har fundet en skabelse sted, og antyder dermed tilstedeværelsen af en guddommelig intelligens og magt. Videnskaben kan også fastslå at kun en guddommelig Intelligens kunne være ophav til universets omfattende, indviklede og sindrige system af love. Men kun Bibelen kan identificere denne guddommelige intelligens og magt som den Gud vi har lært at kende fra barnsben af — den Gud der på en så enestående måde har åbenbaret sig i sin Søn, Jesus Kristus.“
Bibelen åbenbarer hvad naturen ikke kan åbenbare. Naturen kan kun fremlægge omstændighedsbeviserne for at Gud eksisterer, men Bibelen nævner Skaberen ved navn. „Så siger Gud [Jehova], som skabte og udspændte himlen, udbredte jorden med dens grøde, gav folkene på den åndedræt og dem, som vandrer der, ånde. Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ (Es. 42:5, 8) Salmisten skrev: „Lad dem . . . kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ — Sl. 83:19.
Den inspirerede apostel Paulus fortæller os at Jehovas „usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger“. Salmisten udbrød: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide.“ — Rom. 1:20; Sl. 19:1, 2.
Den fuldkommenhed som præger universets skaberværk forudsætter tilstedeværelsen af en absolut norm og et fuldkomment væsen. Om Jehova Gud siger Bibelen: „Fuldkomment hans værk.“ „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.“ Det er ordenen og hensigtsmæssigheden i universet et bevis for. Tilstedeværelsen af liv forudsætter en livgiver. Jehova er „livets kilde“. — 5 Mos. 32:3, 4; 1 Kor. 14:33; Sl. 36:10.
Naturen bærer endvidere vidnesbyrd om at Gud er en mesterlig Skaber der elsker skønhed. Solopgangens og solnedgangens ophøjethed, månen og stjernerne, træerne og blomsterne, de pragtfulde farver i fiskenes skæl og i påfuglens fjer fortæller os at Jehova elsker skønhed. (Sl. 104:24) Desuden ved vi at Jehova er en kærlig Gud, for hvem ville ellers se en moder elske sit barn, og mænd og kvinder elske hinanden? Vi ser også at løgnen bedrager sig selv og at uretfærdigheden høster sin grumme løn. Kan man forestille sig at disse egenskaber ville kunne udspringe hos en der intet kender til kærlighed, ret og retfærdighed? Nej, det kan vi ikke. Bibelen fortæller os at „Gud er kærlighed“, og at „retfærd og ret er hans trones støtte“. — 1 Joh. 4:8; Sl. 97:2.
Intet kan være mere sandt end at Gud er til, hvilket både Bibelen og naturen taler deres tydelige sprog om. Med rette kalder Guds ord derfor gudsfornægtere for dårer der er uden undskyldning. — Sl. 14:1; Rom. 1:20.