Heltidstjenesten — en herlig skat

„Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ — Matt. 6:21.

1. Hvad bør vi overveje, når vi vurderer en skat? Hvorfor?

ER EN håndfuld korn af større værdi end en håndfuld diamanter? Er et glas vand mere attråværdigt end et glas perler? Er en beholder med ilt mere værdifuld end en beholder med rubiner? Vi kan hverken svare ja eller nej på disse spørgsmål, for de omstændigheder, under hvilke et menneske befinder sig, er afgørende for, hvad der har størst værdi for ham. For et menneske, der er ved at sulte ihjel i en eller anden afsides egn på jorden, har en håndfuld korn langt større værdi end en håndfuld diamanter. Et tørstende menneske i en brændende ørken vil vrage et glas perler og grube efter et glas vand. Den, der er ved at kvæles i en lungebetændelse, vil sætte langt større pris på en beholder med ilt end på en beholder med rubiner. I hvert enkelt tilfælde sker der en omvurdering af tingenes værdi, fordi det er livet, det gælder. Livet har større værd end ædelstene, for uden liv kan man ikke glæde sig over sådanne ting. Når vi derfor vurderer en skat, burde vi overveje, hvad der ligger til grund for dens værd, og hvorfor vi skulle stræbe efter at opnå den.

2, 3. a) Hvorfor vil den forstandige ikke sætte sin hu til materielle skatte? b) Hvad sætter han sin hu til, og hvorfor bør man vurdere denne skat på rette måde?

² Ædelstenene i jordens skød har Skaberen anbragt der til glæde for menneskene, og der hersker ikke mindste tvivl om, at det er skønne skatte, der er værd at eje. Men føde, vand og luft er det også — for disse ting er uundværlige til opretholdelse af livet. Det er også skatte, en kærlig Skaber har skænket menneskene. Men skal vi sætte alt ind på at skaffe os materielle skatte, når vi kun kan nyde dem til en tid? Skal vi lade de kødelige behov, ønsker og fornøjelser få så stor værdi, at vi lever for dem og gør dem til selve målet i vort liv? Vil ikke midlet, der sætter os i stand til at gribe det evige liv, være et langt mere praktisk mål at stile efter?

Tjeneste for Livgiveren

³ Eftersom Jehova Gud er Skaberen af jordens mange skatte og det evige livs Giver, vil den forstandige af hele sit hjerte sætte alt ind på at tjene ham. Varig glæde og sand tilfredshed bliver dem til del, som hele deres tid tjener denne store, kærlige Gud, alle gode og fuldkomne gavers Giver. Her er en herlig skat, der langt overgår de mange andre skatte, et menneske kunne tragte efter at eje. Det er en skat, der kan føre til evigt liv. Derfor er det af allerstørste vigtighed, at et menneske vurderer den på rette måde. Han bør se på den i det rette perspektiv. Han bør forstå, hvorfor dem er uvurderlig. Ved at tilegne sig nøjagtig kundskab om den, vil han opelske det sindelag, Jehova ønsker, at hans skabninger skal vise over for tjenesten for ham.

4. Hvad havde Gud til hensigt, da han skabte levende og fornuftbegavede skabninger?

⁴ Jehova havde en bestemt hensigt i tanke, da han i tidernes morgen begyndte at skabe levende, fornuftbegavede skabninger. Han skabte dem ikke blot for selskabs skyld, for han følte sig ikke ensom. Han var sig selv nok og ikke afhængig af nogen som helst. Hvad fik ham da til at skabe? Han gjorde det, fordi det behagede ham at skabe og lade andre nyde godt af hans godhed, selskab og visdom. Han ønskede i uselviskhed at dele livet med andre. Det er grunden til, at han omgav sig med hundreder af millioner mægtige åndeskabninger, der direkte kunne glæde sig over hans strålende glans. Det var hans hensigt, at de bestandig skulle tjene ham og trofast udføre de af ham tildelte opgaver. De fik således heltidstjenestens herlige skat betroet. Hans agt var, at de skulle bruge al deres tid til at bringe hans navn ære og pris, fryde sig over hans godhed og kærlighed og inddrikke hans visdom. Da han er kilden til al visdom, er hans tanker dyrebare og af største værdi for hans skabninger. „Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum!“ „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ — Sl. 139:17; Rom. 11:33.

5. Hvordan så englene på heltidstjenesten for Skaberen?

⁵ På deres forskellige poster tjente englene med glæde deres kærlige Skabers interesser. De skubbede ikke deres pligter fra sig som noget, der kom i anden række, næst efter deres personlige interesser. Nej, de viede universets store Suveræn deres udelte opmærksomhed og brugte al deres krat og energi og alle deres evner i hans tjeneste. Intet var dem vigtigere. De, der blev brugt som sendebud, begav sig af sted uden mindste tøven. De holdt sig ikke tilbage eller viste ringeste tegn på uvillighed til at påtage sig en opgave. De frydede sig over at gøre Jehovas vilje, for deres hjerte hang ved ham. Det var dem en glæde at tjene ham hele deres tid.

6. Hvilke særlige pligter fik Jehovas første skabning overdraget?

⁶ Den første af disse åndeskabninger fik mange særlige opgaver tildelt, blandt andet den at skabe de himmelske hærskarer. Denne mægtige Guds søn satte med iver og lys al sin kraft ind på dette hverv og frydede sig over at være i heltidstjenesten for sin Gud og Fader. Da han var udnævnt til at være en særlig talsmand for Jehova, blev han kaldt „Ordet“. Johannes 1:1-3 (NW) siger om ham: „Oprindelig var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var oprindelig hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev end ikke én ting til.“ Dernæst fortæller apostelen Paulus os: „Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte, thi ved ham skabtes alle andre ting i himlene og på jorden, de synlige ting og de usynlige ting.“ — Kol. 1:15, 16, NW.

7, 8. a) Hvad var hans syn på heltidstjenesten? b) Gjorde en meget lang tjenestetid i forbindelse med en bestemt opgave ham modløs?

⁷ Han tog med glæde enhver opgave, Gud tildelte ham. Han anså ikke heltidstjenesten for at være en herlig skat i ét område af universet, men ikke særlig attråværdig i et andet. Det var ham uden forskel, hvor han tjente, når blot han kunne være sin Gud og Fader til nytte. Hans indstilling kommer klart til udtryk i Salme 40:8 (AS): „Jeg fryder mig over at gøre din vilje, o min Gud; ja, din lov er i mit hjerte.“ Denne samme ydmyge indstilling og villighed til at tjene har han vist gennem hele sin lange karriere i heltidstjenesten. Ved en lejlighed sagde han: „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Det er det sindelag, han har lagt for dagen lige fra første færd. Han er således et eksempel, som alle andre skabninger gør vel i at følge.

⁸ Dengang Jehova besluttede at frembringe det stoflige univers og gøre en af dets kloder til et paradisisk hjem for fornuftbegavede skabninger af kød og blod, var det Ordet, der fik til opgave at føre denne beslutning ud i livet. Efter Jehova Guds udkast og i hans kraft gik Ordet i gang med det stoflige skaberværk. Skønt dannelsen af jorden og beredelsen af den, så der kunne eksistere liv på den, var et arbejde, der krævede et umådeligt tidsrum, mistede Ordet ikke interessen for sit arbejde. At han i milliarder af år var beskæftiget med det samme arbejde, tog ikke modet fra ham, og det fik ham heller ikke til at give op. Han blev ved sit arbejde og holdt trofast ud, lige til det var færdigt.

9. Hvad beviste han ved ikke at slippe sin tjeneste, og hvad kom det til at betyde for ham?

⁹ Gennem denne trofaste tjeneste gav han bevis på sin pålidelighed og fik derfor andre opgaver betroet. Det ser stærkt ud til, at en af disse opgaver var israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten. Han var ansvarlig for at lede dem ved hjælp af en ildstøtte om natten og en skystøtte om dagen, og da folket nåede foden af Horebs bjerg, var det øjensynlig denne den Højestes elskede søn, der gennem Moses overgav Guds lov til israelitterne. Om denne vældige åndesøn, kaldet Mikael, siger Daniel 12:1, at han er „den store fyrste, som værner dit folks sønner“. Naturligvis måtte den engel, der havde ført Israels folk og trofast overgivet dem Guds bud samt straffet dem, når de var ulydige mod Guds lov, være den fyrste, der værnede Guds udvalgte folk.a

10. Hvad var den enbårne søns vanskeligste opgave, og hvordan reagerede han over for den?

¹⁰ Den vanskeligste opgave fik Ordet tildelt, da Jehova lod ham give afkald på livet som en herlig åndeskabning i de himmelske regioner og påtage sig heltidstjenesten på jorden som menneske. Til trods for at denne opgave krævede, at Sønnen blev gjort ringere end englene, og at han måtte lide offerdøden på jorden, viste han den ikke fra sig. I ydmyghed gik han ind på at gøre, hvad som helst den store Suveræn påbød ham, og dette får vi bekræftet i Filipperne 2:5-8 (NW): „Lad det samme sindelag være i jer, som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl.“ Trods de prøver og vanskeligheder, Guds enbårne søn måtte igennem under udførelsen af denne bestemte opgave, tænkte han ikke et øjeblik på at holde op eller trække sig tilbage fra heltidstjenesten for sin himmelske Fader. Han satte den højere end sine personlige følelser, sin egen bekvemmelighed, ja sit eget liv.

11, 12. a) Vurderede Kristus heltidstjenestens skat på rette måde? b) Hvad har han vist ved sin handlemåde?

¹¹ Ligegyldigt under hvilke omstændigheder Kristus befandt sig, vurderede han altid heltidstjenestens herlige skat på rette måde. Han ændrede ikke sin opfattelse af dens værdi, når forholdene forandrede sig, således som de, hvis hjerter hænger ved de materielle goder, gør. Han vidste, at han ikke behøvede så meget som at skænke det en tanke at sammenligne værdien af sin tjeneste for Faderen med denne verdens luksus og behageligheder, ja end ikke med livets fornødenheder. Engang sagde han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og gøre hans arbejde færdigt.“ (Joh. 4:34, NW) Han vragede alverdens rigdom, ære og magt til fordel for Jehovas tjeneste. (Matt. 4:8-10) At løse denne opgave, således som han havde løst alle sine tidligere opgaver, var det eneste, der interesserede ham. Denne tjeneste for Gud havde langt større værdi i hans øjne, for den betød Jehovas godkendelse og evigt liv.

¹² Det eksempel på tjeneste for Gud, som denne elskede Søn har givet, er ubestrideligt det bedste, nogen skabning kan følge. De milliarder af år, i hvilke han har ydet trofast heltidstjeneste og vist ydmyg villighed til at påtage sig og løse en hvilken som helst opgave, der blev pålagt ham, såvel som hans udholdenhed under prøver, beviser tydeligt hans inderlige kærlighed til Faderen. Her har vi et vidunderligt eksempel på værdsættelse af heltidstjenestens skat, et eksempel der til fulde viser, hvordan denne skat rettelig bør vurderes.

Tjenesten har varieret

13. a) Har denne skat været begrænset til en bestemt måde at tjene Gud på? b) Hvordan tjente Noa?

¹³ Måden, hvorpå skabninger har virket i heltidstjenesten for Jehova Gud, har varieret. Som vi har set, tjente den enbårne Søn på mere end én måde. Når vi undersøger beretningerne om trofaste heltidstjenere på jorden, opdager vi, at det samme gør sig gældende med dem. Ikke alle tjente på samme måde. Noa, for eksempel, fik til opgave at udføre et vidnearbejde. Han skulle forkynde en advarsel om den bratte ende, der ventede den antediluvianske verden, og desuden skulle han bygge en ark til beskyttelse af de mennesker og dyr, som Gud ville udpege. Således skulle Noa tjene Jehova. Det var en tjeneste af allerstørste betydning. Han kunne derfor ikke lade den indtage andenpladsen, så den kom efter hans personlige foretagender og interesser. Da han af hele sit hjerte hang ved heltidstjenesten for Skaberen, holdt han sig til sin opgave, lige til den var fuldført.

14. Hvordan havde Moses grund til at blive mismodig?

¹⁴ Sådan var det også med Moses, der forlod sin beskæftigelse som hyrde for at tjene Jehova al sin tid. Han holdt også trofast ud i denne tjeneste. Hans tjeneste adskilte sig fra Noas derved, at han fik til opgave at tage sig af Jehovas interesser i forbindelse med Israels folk. Det viste sig at være en vanskelig opgave på grund af folkets tilbøjelighed til at klage og være genstridige og oprørske. Skønt det ved flere lejligheder var ved at tage modet fra ham, løb han dog ikke fra sit lederansvar og lod en anden kæmpe med problemerne. At holde op og gå sin vej ville have været ensbetydende med at give afkald på heltidstjenestens skat, og Moses foretrak at bære sin byrde fremfor at handle på en sådan måde. Han blev ved sin gerning, selv om han til tider var modløs. Hans hjerte hang ved tjenesten for Gud. — Hebr. 3:2, 5.

15. a) Hvilken arv modtog levitterne? b) Hvori var deres tjeneste anderledes?

¹⁵ En anden form for heltidstjeneste var den, Levis stamme udførte. Den var udtaget blandt Israels tolv stammer til tempeltjeneste. Levitterne fik den opgave at samle al deres opmærksomhed om de forskellige pligter i forbindelse med folkets gudsdyrkelse. Derfor skulle de bestandig tjene ved tabernaklet eller i tilknytning til det. Denne heltidstjenestens skat skulle være deres arvelod, som det påpeges i 5 Mosebog 10:9 (NW): „Derfor fik Levi ikke del og arvelod sammen med sine brødre. Jehova er hans arvelod, netop som Jehova din Gud havde sagt til ham.“ Deres arvelod var afgjort langt større end det land, de tolv stammer fik.

16, 17. a) Havde profeterne grund til at blive modløse? b) Nævn nogle eksempler på sådanne, som ikke forlod heltidstjenesten på grund af mismod.

¹⁶ Senere hen, da der rejstes profeter blandt israelitterne, støder vi på endnu en form for heltidstjeneste. Jehova brugte disse profeter til at forkynde advarsler for det afvegne Israels folk. Det gjorde de trofast trods den forhånelse, de blev genstand for. „Brødre, tag profeterne, der talte i Jehovas navn, til mønster på at lide ondt og være tålmodige. Se, vi erklærer dem, som har holdt ud, lykkelige.“ (Jak. 5:10, 11, NW; 2 Krøn. 36:16) Skønt de ikke blev mødt med velvilje og havde god grund til at blive mismodige, holdt de dog ikke op. Kan man tænke sig noget mere forstemmende end på forhånd at vide, at folk ikke vil lytte til ens tale? Det måtte Jeremias kæmpe med. Gud sagde til ham: „Når du siger dem alle disse ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke.“ (Jer. 7:27) Hvad ville du gøre, hvis du befandt dig i en lignende situation i dag? Ville du på forhånd opgive det, fordi du vidste, at dine anstrengelser ville være forgæves? Ville du forlade heltidstjenesten for Jehova, fordi du følte, at dit arbejde var omsonst? Eller ville du klamre dig til denne skat og fuldføre dit hverv i lighed med Jeremias? Bibelen lader os forstå, at så godt som alle profeterne befandt sig i samme situation, da de blev sendt til Israels folk. „Fra den dag eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt eder alle mine tjenere profeterne; men de hørte ikke og lånte ikke øre; de gjorde nakken stiv og øvede mere ondt end deres fædre.“ (Jer. 7:25, 26) Profeterne forstod at vurdere den skat, deres tjeneste for Gud var, og det var grunden til, at de klyngede sig til den trods de nedslående forhold. Folkets indstilling forandrede intet ved profeternes vurdering af tingene.

¹⁷ Selv dengang Elias troede, han var den eneste i hele Israel, der ikke havde svigtet tilbedelsen af Jehova, tænkte han ikke et øjeblik på at opgive sit betroede hverv som profet. Han fortsatte troligt, lige til Jehova tog ham bort. I lighed med andre trofaste profeter bevarede han sin retskaffenhed over for Jehova Gud under de mest prøvende kår og nedslående omstændigheder. Trods sine prøvelser og trods sine mismodige øjeblikke mistede han ikke sin dybe påskønnelse af heltidstjenestens uvurderlige skat. — 1 Kong. 19:2, 4, 9, 10.

18. Hvilken heltidstjeneste ydede David?

¹⁸ Kong David værdsatte tjenesten for Jehova på lignende måde. Han tjente hele sin tid som en af Gud indsat konge over Israels folk. Kongedømmet var hans tildelte opgave, en opgave, der var helt anderledes end den, profeterne havde fået anvist. Som en salvet konge over Guds udvalgte folk indtog David en særstilling, idet han repræsenterede universets store herskers suveræne magt. Følgelig kan det siges, at han sad på Jehovas trone. Dette udtryk bruges også i 1 Krøniker 29:23 vedrørende Davids søn Salomo, da han blev kronet for anden gang. Ved denne lejlighed blev heltidstjenestens herlige skat, tjenesten som teokratisk konge, overdraget Salomo efter David, men Salomo bevarede ikke den rette påskønnelse eller værdsættelse af den livet igennem, således som hans fader David gjorde.

19. Hvordan så David på heltidstjenestens skat, og hvad ønskede han af hele sit hjerte?

¹⁹ David havde ingen større glæde end den at tjene sin Guds interesser. Engang gav han udtryk for sit ønske om at bo i Jehovas hus alle sine dage. (Sl. 27:4) Han viste således ganske tydeligt, hvad hans hu stod til. Han havde intet højere ønske end at være i Jehovas tjeneste. Oprigtigt længtes han efter, at Jehovas pris skulle lyde blandt folkeslagene, og Skaberens undergerninger forkyndes vidt og bredt. Dette ønske kom smukt til udtryk i hans takkesang til Jehova, da arken blev ført til Jerusalem og stillet i det telt, David havde ladet rejse ved siden af sit palads. Denne sang kom fra hjertet, og den blev sunget af en, der helt havde viet sig til tjenesten for Gud, og som anså den for den kostbareste af alle skatte. David indledte sin takkesang med ordene: „Tak Jehova, påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene! Syng og spil for ham, tal om alle hans underværker.“ (1 Krøn. 16:8, 9, NW) Denne kundgørelse af Jehovas gerninger og tale om hans underværker er den form for tjeneste, som den større David indførte på et langt senere tidspunkt.

Tjenesten for Riget

20, 21. Hvilken ny måde at tjene Jehova på indførte Kristus?

²⁰ Indtil nu har vi set, hvordan man på forskellig måde ned gennem tiderne har haft andel i heltidstjenestens skat. Troens folk ydede forskellige tjenester, alt efter de opgaver, Gud anviste dem. Men med den større Davids, Kristi Jesu, komme blev en ny form for heltidstjeneste indført. Den bestod netop i det, som David talte om: at forkynde Jehovas gerninger blandt verdens folkeslag. Tiden var inde til, at den gode nyhed om Jehovas rige skulle forkyndes. Dette nye arbejde blev meget passende indført af ham, som var salvet til at være Rigets konge.

²¹ Det var en ny opgave, der blev betroet Guds enbårne søn, der, tredive år før han blev salvet til konge, fødtes som et fuldkomment menneske af Maria, idet hans livskraft var blevet overført fra himlene til Marias moderskød. Tredive år gammel indførte han derfor som den salvede konge denne nye måde at tjene Skaberen på. For at andre kunne få kendskab til, hvordan denne tjeneste skulle ydes, satte Kristus selv eksemplet ved at begive sig fra sted til sted og prædike den gode nyhed om Riget samt gøre Guds undergerninger kendt. Det var et undervisningsarbejde uden sidestykke. Det var et arbejde, der bestod i at indsamle de mennesker, der ville være værdige til det evige livs gave. (Joh. 17:3) Kristus anvendte al sin tid på denne opgave og fuldførte den, sådan som han havde gjort med ethvert andet hverv, hans Fader havde skænket ham.

22. a) Hvilken forandring bragte Rigets forkyndelse med henblik på heltidstjenestens skat? b) Hvordan tog nogle imod opfordringen, til at gribe denne skat?

²² Før Kristi tid var heltidstjenestens skat begrænset til nogle få personer, men med forkyndelsen af Riget skete der en forandring. Den medførte, at denne skat omsider kunne opnås af folk fra alle nationer, så at enhver kunne gribe den. Johannes og hans broder Andreas, begge fiskere, var de første af tusinder, der tog heltidstjenesten op i dens nye form. Da Jesus opfordrede dem og senere Peter til at melde sig til den, tøvede de ikke et øjeblik med at efterkomme opfordringen. Sådan forholdt det sig også med Jakob, Johannes’ broder. Herom siger Mattæus 4:18-22: „Da han vandrede langs Galilæas sø, så han to brødre, Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, i færd med at kaste vod i søen; for de var fiskere. Og han siger til dem: Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere. Og de forlod straks deres garn og fulgte ham. Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus’ søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem. Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham.“ Som Kristus havde lovet, oplærte han dem og gjorde dem til menneskefiskere. De brugte nu al deres tid og alle deres kræfter til arbejdet med at forkynde Jehova Guds storslåede hensigter.

23. Hvordan så Paulus på heltidstjenesten?

²³ Apostelen Paulus var et fremtrædende eksempel i så henseende. Han viede alt, hvad han ejede, til tjenesten. Skønt han måtte igennem mange hårde prøver, aldrig så meget som tænkte han på at forlade heltidstjenesten. Om nogle af hans erfaringer læser vi i 2 Korinter 11:24-27: „Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på ét nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.“ For den, der ikke vurderede heltidstjenestens skat på rette måde, ville sådanne hændelser have været fuldgyldige grunde til at holde op. Men ikke for Paulus. For ham var denne skat alt for kostbar til, at han blot kunne nære en sådan tanke. Ingen nok så store strabadser eller fortrædeligheder fik ham til at løsne grebet om denne skat. Heller ikke lod han sin sans for værdier forrykke af tillokkelser som materielle bekvemmeligheder, økonomisk tryghed eller skønne ædelstene. Han regnede alt, hvad verden kunne byde på i materiel henseende, for tab i sammenligning med sin tjenestegerning og dens livgivende sandheder. Herom sagde han: „Ja, for den sags skyld regner jeg i sandhed også alt for talt på grund af den overordentlige værdi, der ligger i at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg båret tabet på alt og regner det for en bunke skarn.“ (Fil. 3:8, NW) De ting, som mennesker i denne verden sætter deres hu til, regnede Paulus altså for skarn i sammenligning med den skat, han havde i heltidstjenesten for Gud og forkyndelsen af Riget.

24. Hvilken handlemåde er det klogt at følge?

[Fodnote]