Behovet for ensomhed

JEHOVA byder os at meditere, og for at kunne meditere må vi være alene. Vi må meditere over Jehovas ord, ikke blot for at øve os i at tænke eller for at få et personligt rigere åndsliv eller for at filosofere, men for bedre at være i stand til at gå ud og forkynde for andre. Alvorlig meditation, ikke dagdrømmeri, er hårdt arbejde. Sindet er som et stædigt æsel; det skal have nogle rap og klap for at gå. Og meditation fordrer ensomhed, så at forstyrrelser udefra så godt som udelukkes.

Simeon Stylites skriver i Christian Century for den 1. december 1954: „Vi [amerikanerne] har som folk betragtet på så mange måder erklæret ensomhed og meditation krig. Vi føler os fortabte uden selskab eller uden vore sædvanlige omgangsfæller. Det værste, der kan ske, er, at vi skulle være alene. Hvis der er noget, man helst vil gøre alene, er man sær og sætter sig uden for de andres selskab og bør hurtigst muligt bringes til en psykoanalytiker eller, endnu bedre, på sindssygehospitalet.“

Og i samme blad siger nævnte skribent den 11. januar 1956: „Endelig kom det — det transportable fjernsyn! Lad os alle rejse os og synge en lovsang. Dette er højdepunktet på en lang række opfindelser og indretninger beregnet på at forebygge, at det nogen sinde skulle gå et menneske så galt, at det var nødt til at være alene med sig selv. Sammen med det andet instrument, der befrier os for ensomhedens rædsler, den transportable radio, vil det transportable fjernsyn frelse os fra, hvad mange moderne mennesker betragter som den værst tænkelige skæbne, der kunne times os: at blive ladt alene uden noget apparat til at beskytte os imod, at det skulle blive nødvendigt at lade to tanker gnubbe sig op ad hinanden.“

Hverken denne verden eller dens gud, Satan, ønsker, at folk skal tænke selv. Satans propaganda vælter ud gennem de verdslige kanaler for at forme og præge alle sind og ensrette dem efter denne verdens ordning. På side 66 i bogen The Age of Conformity [Ensretningens tidsalder] siger Alan Valentine: „Amerikanerne tilbringer så megen tid med at lade sig fylde med og gennemtrænge af radio, fjernsyn og presse, at der kun er lidt tilbage til anden form for samkvem eller adspredelse. De indre kilder, der skal øses af, når man skal underholde sig selv, svinder ind, fordi de ikke bruges, og selvstændig tænkning overflødiggøres, fordi man gør yndlingskommentatorers færdiglavede meninger til sine egne.“ Og på side 113 tilføjer han: „Gennemsnitsamerikaneren har ikke med begejstring accepteret det skabende sinds højeste flugt. Nej, han foretrækker intellektuelle gøglere og udråbere, som ikke stiller for store krav til hans hjerne eller forestillingsevne.“

Mange kan kun lide tænkning, hvis de kan få andre til at tænke for sig. De er helt opslugt af fjernsyns-hvem-ved-hvad eller tyve spørgsmål til professoren, hvor de kan se eller høre andre tænke, men selv søger de at undgå en sådan tankeudviklende virksomhed. De ønsker rigtignok, at de havde så megen viden, at de kendte alle svarene, men ønsket er ikke så stærkt, at de vil arbejde på at få det opfyldt; ligesom de kunne tænke sig at have en stærk fysik, men ikke ønsker det så stærkt, at de vil gøre de nødvendige legemsøvelser for at erhverve den.

Ungdommen, som følger i de voksnes fodspor, har samme aversion mod ensomhed og meditation. Psykologen Robert Lindner siger, at en af hovedårsagerne til ungdommens vanskeligheder i dag ligger i, „at den har givet slip på den ensomhed, der på én gang var ungdommens kendemærke og kilden til dens dybeste fortvivlelse såvel som til dens tvivlsomme glædesrus. Og hyppigt var denne ensomhed skabende. Af den skabtes til tider de drømme, håb og højtflyvende mål, som fremover gav livet mening og bidrog til at skænke os vore digtere, kunstnere og videnskabsmænd . . . Men vor tids ungdom har opgivet ensomheden til fordel for flokrendet, til fordel for røverbander, til fordel for kollektiviteten, der begraver, om ikke ødelægger, individualiteten. De unge samles i disse åndløse flokke som kvæg. Prisen for at blive optaget er, at man prisgiver sit eget jeg og går op i flokken . . . Denne nye tendens er ikke til bedste for samfundet. For det er altid i ensomhed, at håndens, hjertets og sindets arbejder undfanges. I mængden, i banden eller flokken er det massementaliteten, der virker — en mentalitet, som er blottet for finfølelse, barmhjertighed og civilisation.“

Behovet for ensomhed og vanskeligheden ved at opnå den er behandlet af Anne Morrow Lindbergh i Gift from the Sea [Gaven fra havet]: „Vi synes i vor tid at være så bange for at være alene, at vi aldrig lader det ske. Skulle familie, venner og film glippe, er der stadig radioen og fjernsynet, der kan udfylde tomrummet. Kvinder, som plejer at klage over ensomhed, behøver aldrig mere at være alene. Vi kan udføre arbejdet i huset med reklameudsendelsernes operahelte ved vor side. Selv dagdrømmeri var mere skabende end dette; dagdrømmeri krævede i det mindste noget af en selv og gav det indre liv næring. Men i stedet for at beplante vor ensomhed med vore egne drømmeblomster, stopper vi nu tomrummet med endeløs musik, snak og selskab, som vi ikke engang lytter til. Det er der blot for at udfylde tomrummet. Når larmen holder op, er der ingen indre musik til at afløse den. Vi må igen lære at være alene. . . .

Verden af i dag forstår ikke, at der både hos manden og kvinden er et behov for at være alene. Det synes så uforklarligt. Alt andet vil man tage for en god undskyldning, bare ikke det. Hvis man sætter tid til side til et forretningsmøde, til damefrisøren, til et selskab eller en indkøbstur, vil andre respektere denne anvendelse af tiden. Men siger man: „Jeg kan ikke komme, for det er i den tid, jeg ønsker at være alene,“ vil man blive betragtet som uopdragen, egoistisk og mærkelig. Hvad må vor civilisation dog ikke få ord for at være, når det at ville være alene anses for mistænkeligt; når man må begrunde, undskylde og skjule, at man praktiserer det — som var det en hemmelig last! I virkeligheden er de tider, man er alene, nogle af de vigtigste i ens liv. Der er visse kilder, der kun øses af, når man er alene. Kunstneren ved, at han må være alene for at kunne skabe; forfatteren for at kunne udforme sine tanker; komponisten for at kunne komponere; den hellige for at kunne bede.“

Når sande kristne i ensomhed mediterer over Jehovas ord, er det de forfriskende åndelige kilder, de drikker af. Når de så kommer sammen til møder, kan hver enkelt bidrage, så meget mere til drøftelsen, og når de går ud for at forkynde i folks hjem, har de en så selvstændig tankegang, at de kan imødegå en falsk lære, der stiller sig i vejen, bryde den ned og bringe genstridige tanker i harmoni med Jehovas ord. Jesus søgte både at være alene og at være sammen med mennesker; det ene for at få, det andet for at give. Og han er „et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. — 1 Pet. 2:21; 2 Kor. 10:3-5; Luk. 4:42; 5:16.