Sammensværgelse imod . . . Jehovas navn?

GUD, universets store Skaber, gav sig selv et navn, der stiller ham i særklasse. Hvorfor gjorde han det? Fordi der, som apostelen Paulus fortæller os, „er mange „guder“ og mange „herrer““, og for at Skaberen og den øverste Enehersker således kunne skilles ud fra såvel alle mindre som alle falske guder, gav han sig selv et særegent navn. — 1 Kor. 8:5.

I De hebraiske Skrifter repræsenteres dette navn af fire konsonanter, JHVH. Skønt dette særegne navn står i det mindste 6823 gange i den hebraiske tekst, forekommer det kun fire gange i King James-oversættelsen i formen „Jehovah“, mens det slet ikke er at finde i den amerikanske reviderede standardoversættelse, hvor det skjules under betegnelserne „LORD“, Herre, og „GOD“, Gud. Og ej heller findes det i den danske autoriserede oversættelse, der skjuler det under betegnelsen HERREN.

I den amerikanske standardoversættelse af 1901 har man imidlertid ladet dette navn komme til sin ret, idet man har gengivet det „Jehovah“ alle de 6823 gange, det forekommer. Herom siger oversætterne af denne udgave blandt andet i forordet: „Dette personnavn med dets rigdom af hellige minder og tankeforestilllinger er nu på ny optaget i den hellige tekst, hvor det med ubestridelig ret hører hjemme.“ Jehovas vidner tilslutter sig uforbeholdent denne fremgangsmåde, og derfor har de foretrukket den amerikanske standardoversættelse fremfor King James-oversættelsen.

Det er grunden til, at Mrs. Ida Eisenhower i et brev dateret den 20. august 1944 til den amerikanske soldat Richard Boeckel, som var kommet i vanskeligheder over for sine overordnede som følge af sin bibelske indstilling til krig, skrev: „Som moder til general Eisenhower og som vidne for den store Gud, Hærskarers Jehova (det har jeg været de sidste 49 år), er jeg glad for at kunne skrive til Dem og indtrængende opfordre Dem til trofasthed.“ Det er også grunden til, at hun, da hendes søn Ike stod over for sin afgangseksamen fra West Point militærakademi i 1915, gav ham den amerikanske standardoversættelse af Bibelen; og at det er denne oversættelse, ser man tydeligt på, et fotografi i The Illustrated London News for den 2. februar 1957.

I sit referat af præsident Eisenhowers edsaflæggelse, ved hvilken han citerede Salme 33:12 fra sin bibel, gengav pressen imidlertid ikke teksten, som den lyder i den amerikanske standardoversættelse af Bibelen: „Velsignet være den nation, hvis Gud er Jehova, det folk, som han har valgt til sin arvelod.“ Nej, pressen citerede dette skriftsted, som det lyder i King James-oversættelsen: „Velsignet være den nation, hvis Gud er HERREN; og det folk, som han har valgt til sin arvelod.“ I forbigående bemærket ville salmistens ord have været helt uden mening, hvis navnet på Israels Gud kun var „Herren“, for enhver falsk guddom kaldes „herre“.

Hvorfor skulle navnet „Jehova“ erstattes med ordet „HERRE“, og hvem foretog denne ændring? Har den amerikanske presse indgået en sammensværgelse imod navnet Jehova i lighed med den amerikanske reviderede bibels oversættere, hvis pludselige kovending fik deres lærde forgængere, som stod for den amerikanske standardoversættelse af 1901, til at tage sig ud som tåber? At der kan være tale om en sammensværgelse fremgår af det, Drew Pearsons yngre medarbejder, Jack Anderson, skrev i „Washington Merry-Go-Round“, refereret i Detroit Free Press den 19. december 1956:

„Præsident Eisenhower, hvis moder engang solgte bibelske traktater for Jehovas vidner, søger på en fin måde at befri familienavnet for denne forbindelse. Det er pinligt for ham, fordi Jehovas vidner ifølge deres tro ikke hilser flaget eller gør militærtjeneste . . . De bedrevidende siger, at præsidentens moder på sine gamle dage lod sig påvirke af en sygeplejerske, som tilhørte sekten. Da Mrs. Eisenhower interesserede sig for Bibelen, gik hun med glæde ind på at hjælpe Jehovas vidner med at omdele bibelske traktater. . . . Nu vil Eisenhower-brødrene gerne finde ud af, hvordan de på en pæn måde kan bringe til offentlighedens kundskab, at deres moder ikke, i hvert fald ikke af hjertet, var et Jehovas vidne.“

„I hvert fald ikke af hjertet var et Jehovas vidne“ og kun „på hendes gamle dage“. Hvordan kan det være rigtigt, når hun i 1944 skrev til Boeckel, at hun havde været et „vidne for den store Gud, Hærskarers Jehova (det har jeg været de sidste 49 år)“?

De, der ganske uden videre byttede teksten i Salme 33:12 i den amerikanske standardoversættelse om med King James-oversættelsens tekst for at blive fri for navnet „Jehova“, har nøjagtig samme indstilling som en af fortidens herskere. Da Moses for omkring 3500 år siden trådte frem for Ægyptens farao i Jehovas navn, sagde denne konge spotsk: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ — 2 Mos. 5:2, NW.

I lighed med sit moderne sidestykke valgte farao at ignorere Jehovas navn. Men Jehova sørgede for, at farao kom til at kende, hvem han var, da han sendte plage efter plage over ham i overensstemmelse med sin advarsel: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ Og da farao og hans hær til sidst blev opslugt af Det røde Havs vande, måtte han indrømme sit nederlag og erkende, at israelitternes Gud, Jehova, i sandhed var den Højeste. — 2 Mos. 9:16.

Ganske som plagerne efterhånden gjorde det klart for farao, hvem Jehova var, og hvad hans navn betød, således gør Jehovas vidners plagende forkyndelse i vor tid det også efterhånden klart for verdensherskerne, hvem Jehova er. Og eftersom disse er lige så fast besluttede på at ignorere Jehova, som farao var det i fortiden, vil de blive tvunget til at kende Jehova på en måde, som de ikke vil synes om, nemlig når han griber ind og lægger dem øde i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, kendt som Harmagedon. — Åb. 16:14, 16.

Da vil salmistens bøn blive opfyldt: „Gør dem til skamme og lad dem forgå, så de kan indse, at du, hvis navn er Jehova, alene er den Højeste over al jorden.“ — Sl. 83:17, 18, AS.