Lutheraner bliver et af Jehovas vidner
● FOR NYLIG modtog Vagttaarnets selskabs afdelingskontor i Helsinki, Finland, et brev fra en ung dame. Hun fortalte:
● „Jeg har tidligere været stærk modstander af sandheden, har været med til at bagtale Jehovas vidner. Jeg befandt mig i en sådan stilling, at ikke den mindste lysstråle kunne trænge ind til mig i den institution, hvor jeg var søndagsskolelærerinde og leder af en ungdomsgruppe. I over tolv år har jeg brugt det meste af min fritid på arbejde inden for lutheranske kirkelige kredse. Da jeg ofte har været med ved lejligheder, hvor præster latterliggjorde Jehovas vidner og advarede imod dem, fik det mig til at tænke over sagen. Hvad nu, hvis de havde sandheden? tænkte jeg. Mit hjerte råbte forgæves, for jeg ønskede virkelig at få svar på mine bibelske spørgsmål. Jeg bad til Gud, om han ville lede mig til mennesker, som tilbad ham på den rette måde. Mine fædrene overleveringer tilfredsstillede mig ikke længere. Jeg følte, at jeg manglede den rette åndelige føde, som kunne føre til evigt liv.
● Som om mine bønner var blevet hørt, kom to mænd til mig. De var Jehovas vidner. De søgte værelser til deltagere i et stævne, som Jehovas vidner skulle afholde i byen. Jeg inviterede dem indenfor — til stor overraskelse for min familie. Jeg stillede dem spørgsmål, det ene efter det andet, og hver gang fik jeg svar ud fra Bibelen. Da jeg hørte sandheden fra Jehova Gud, greb jeg den øjeblikkelig, for det var lige, hvad jeg havde længtes efter.
● Det varede ikke længe, før jeg blev klar over, at de lærdomme, som de forelagde mig fra Bibelen, var ganske anderledes end det, jeg havde lært som barn. Efter at jeg atter havde talt med Jehovas vidner, var der noget, der begyndte at trykke mig. Ved en lejlighed havde jeg kraftigt advaret en af mine elever, som var kommet til mig og havde fortalt, at hun var begyndt at gå til Jehovas vidners møder, fordi hun ikke fik noget ud af at komme i kirken. Nu ønskede jeg at råbe til denne samme pige, at hun skulle skynde sig at komme i forbindelse med Jehovas vidner, for de havde sandheden. En sten faldt fra mit hjerte, da jeg en dag fik et brev fra denne pige, hvori hun fortalte, at hun ikke havde lyttet til min advarsel, men efter at være flyttet til en anden by var begyndt at komme til Jehovas vidners møder der og nu selv var blevet et Jehovas vidne.
● Jeg måtte træffe en afgørelse. Det var ikke let, men at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt, det forstod jeg. Jeg forlod kirken, hvilket både præsten og min gudfader tog mig meget ilde op. Samme dag deltog jeg i en selskabelig sammenkomst, hvor alle kirkens unge var samlet tilligemed flere præster og en biskop. Under en privat samtale med biskoppen indrømmede denne, at barnedåb ikke var påbudt i Bibelen. Jeg spurgte da, hvorfor kirken lærte barnedåb, og han svarede: „Vi er blevet så vant til den, at hvis vi afskaffede den nu og indførte dåb i overensstemmelse med Bibelen, ville det blot resultere i endnu større forvirring.“ Der kan man se?
● Den tale, som jeg havde forberedt til denne lejlighed, blev min afskedstale til kirken. Jeg talte først til de unge og sagde til dem, at det, jeg havde lært dem om sjælens udødelighed, treenigheden, barnedåben osv., ikke var i overensstemmelse med Bibelen. Jeg formanede dem til at være vågne og ikke uden videre tro, hvad man lærte dem, men de skulle selv studere. Jeg bemærkede, at jeg foran mig havde en mere opmærksomt lyttende tilhørerskare end nogen sinde før. Præsterne og biskoppen blegnede, da de hørte, hvad jeg sagde. Jeg glæder mig inderligt over, at jeg ikke mere er træl under løgne, og at jeg ikke skal lære andre dem (selv om jeg fik 1400 kroner om måneden for det).
● Jeg er lykkelig for, at der i denne mørke verden endnu er lejlighed til at flygte fra det synkende skib til sikkerhed i den nye verdens samfund, hvor vi kan tjene Gud efter Kristi eksempel. Jeg håber, at jeg vil vokse op og blive et modent vidne sammen med den teokratiske organisation, og at jeg i lydighed må være med til at forkynde Riget, hvis konge er vor genløser, Jesus Kristus.“