Begæring til Generalissimus Trujillo

Baltimore, Maryland, Amerikas forenede Stater,

lørdag, den 24. august 1957.

TIL HANS EXCELLENCE, GENERALISSIMUS RAFAEL LEONIDAS TRUJILLO:

VI, 33.091 delegerede, der er forsamlet her på Baltimore Memorial Stadium i Baltimore, Maryland, U.S.A., på den fjerde dag af Jehovas vidners fem-dages sektionsstævne, der bærer mottoet „Livgivende Visdom“, benytter denne særlige lejlighed af så verdensvid betydning til at henvende os til Deres Excellence. Vi henleder Deres opmærksomhed på en sag der i høj grad vedrører Dem og den nation De repræsenterer, og som også vedrører os som kristne der kommer fra mange egne af Amerikas forenede Stater.

Vi har for nylig i mange lokale aviser læst og i fjernsynsprogrammerne hørt at Deres regering lørdag eftermiddag den 3. august 1957 lod ti (10) amerikanske statsborgere deportere fra Den dominikanske Republik, idet De sendte dem med flyvemaskine fra Ciudad Trujillo til Puerto Rico. Denne handling fra Deres regerings side både forbløffede og bedrøvede os da det af de offentliggjorte rapporter fremgik at disse ti amerikanske statsborgere er kristne missionærer der repræsenterer en religiøs organisation der indtager en meget fremtrædende plads i Amerikas forenede Stater og som også har vundet stor anerkendelse såvel hos myndighederne som hos det almene folk på grund af det store undervisningsarbejde den udfører ved hjælp af Guds skrevne ord, Bibelen, ikke alene i dette udstrakte land men i mere end et hundrede og tres lande verden over. Deres regerings aktion er derfor begyndt at vække interesse og opmærksomhed i hele verden.

Foruden at vi gennem aviserne, radioen og fjernsynet har læst og hørt alt hvad der er offentliggjort om Deres regerings indgriben, har vi haft lejlighed til at høre førstehåndsberetninger af dem der er direkte impliceret i denne deportationsaffære. Som delegerede ved dette sektionsstævne for Jehovas vidner har vi her otte af de amerikanske statsborgere der indtil for nylig var missionærer i Deres land. Foruden at de har medvirket ved en fjernsynsudsendelse her i byen har de fra talerstolen talt til forsamlingen og givet den en mundtlig beretning om den holdning Deres regering nu indtager over for dem og alle andre Jehovas vidner i Den dominikanske Republik. Missionærernes vidnesbyrd har yderligere bekræftet hvad vi allerede har læst i mange aviser. Sagen er blevet fremstillet så levende og realistisk for os og har gjort så stærkt indtryk på os at vi føler os foranlediget til at forelægge Dem følgende kendsgerninger i sagen, samt henvende en begæring til Dem til gavn for vore kristne brødre og søstre, vore medvidner for Jehova, i Deres land.

Fremstilling af fakta

Deres regering er vel vidende om at Jehovas vidner nu i mange år har virket aktivt i Deres land. Deres regering er også vidende om det mål af frihed der er blevet tilstået disse oprigtige og ydmyge kristne. Missionærer, der er uddannet på Vagttårnets velkendte bibelskole „Gilead“, fik indrejsetilladelse til Deres land og nød det privilegium at kunne udføre kristent undervisningsarbejde dér til stor åndelig gavn for hundreder af Deres landsmænd.

Som det må fremgå af Deres egne officielle optegnelser var det i 1945 at de første Jehovas vidner kom til Ciudad Trujillo for at begynde deres bibelske undervisningsarbejde i Den dominikanske Republik. Deres forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige både offentligt og fra hus til hus mødte velvilje hos mange dominikanere der ønskede at forøge deres kundskab om Guds hellige ord og forberede sig til den dag hvorom det er forudsagt at Jehova Gud ved Jesus Kristus vil regere over hele jorden og udøse velsignelser over alle retsindige mennesker uanset hvilken nation de hører til i dag. Mange dominikanere der modtog denne undervisning så hvilket ansvar der påhvilede dem og handlede i overensstemmelse med dette ansvar, der var pålagt dem med Jesu profetiske befaling: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Citeret fra Mattæus-evangeliet, kapitel 24, vers 14.) I 1950 befandt femogtyve missionærer fra Vagttårnets bibelskole „Gilead“ sig i Deres smukke land. Det resultat man sporede heraf blandt ydmyge, retsindige dominikanere var mærkbart, og bibelundervisningen spredtes til mange egne af landet.

I juni 1950 ændredes situationen. Deres regering udstedte et dekret om at denne religiøse gruppe af kristne var ulovlig og at alle møder og al agitation blev betragtet som værende imod den politiske stat. Dette dekret var — som tydelige vidnesbyrd herom gav til kende — affattet og udstedt på foranledning af det romersk-katolske hierarkis repræsentanter i Deres land, da man fra denne side var misfornøjet med det voksende bibelundervisningsarbejde Jehovas vidner udførte. I de følgende seks år var de amerikanske missionærer enten tvunget til at forlade Santo Domingo eller opgive deres missionærtjeneste og tage verdsligt arbejde for at kunne forblive i landet. Med hensyn til de dominikanske Jehovas vidner holdt de stadig fast ved deres kristne tro, hvis grundvold er Bibelen, og fortsatte deres forkyndelse, men uden den frihed de havde nydt indtil forbudet kom i 1950. De fulgte apostelen Peters og de øvrige apostles kristne eksempel. Da disse blev arresteret og højesteret i Jerusalem forbød dem at forkynde den gode nyhed om Kristus og Guds rige, udtalte Peter og de øvrige apostle over for retten: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ Da apostlene derefter blev pisket og løsladt under yderligere trusler fra domstolens side forlod de retssalen, men de fortsatte med at adlyde Gud som hersker idet de vedblev med at lære og prædike om Jesus Kristus hver dag i templet og i hvert hus. (Apostlenes Gerninger, kapitel 5, versene 29-42, New World Translation) De dominikanske vidner har ved at følge denne apostolske fremgangsmåde ikke sat sig op imod den politiske regering. De adlød den allerhøjeste Gud Jehova, og derfor velsignede han dem, og antallet af Jehovas vidner i Santo Domingo øgedes fortsat. Dette var et bevis på at et regeringsforbud mod Jehovas vidner ikke nyder Guds anerkendelse og velsignelse, men at han velsigner sine trofaste, lydige tjenere og vidner med både en talmæssig og åndelig vækst. Vi skal imidlertid ikke her fremsætte detaljerede beretninger om de fysiske og mentale lidelser som Jehovas vidner måtte gennemgå i den tid dette forbud varede.

Vel vidende om at der stadig var Jehovas vidner i Santo Domingo der udøvede deres tro, ophævede Deres regering, af grunde som den selv bedst kender, pludselig forbudet mod Jehovas vidner i august 1956 idet en lille notits blev offentliggjort i pressen om at alle begrænsninger der var pålagt Jehovas vidners organisation og arbejde var ophævet, og at de atter åbent og uden regeringens indblanding kunne udføre deres religiøse virksomhed. Jehovas vidner over hele jorden glædede sig overordentligt ved denne rosværdige handling fra Deres regerings side. Forbudets ophævelse virkede naturligvis til gavn for Jehovas vidners kristne organisation og arbejde i Santo Domingo. I de seks lange år forbudet varede, havde de afgivet bevis for at landets regering intet havde at frygte fra deres side, men at de var fredelige kristne der ikke som andre religiøse elementer blandede sig i landets politik, men som i en efterligning af Kristus koncentrerede sig om at forkynde Guds ord i lydighed mod Gud.

Så skete det den 30. juni 1957 at en romersk-katolsk præst rettede et åbent angreb mod Jehovas vidner. Aviser, radio, højttalervogne — alt var mobiliseret til angrebet. Fra det romersk-katolske hierarkis side blev der atter lagt pres på politikerne og regeringens embedsmænd for at få dem til at sætte en stopper for Jehovas vidners arbejde. Det dominikanske folk ved at der mellem den 2. og 25. juli i år blev brugt over 16 meter spalteplads i tospaltet opsætning i de lokale aviser for at vende offentligheden mod Jehovas vidner. En undersøgelse af alle disse artikler viser at disse kristne Jehovas vidner trods det standpunkt de hele verden over har taget imod den gudløse kommunisme, blev stemplet som forløbere for kommunismen, som oprørere, lovbrydere, som mennesker der viser foragt for flaget og nationalsangen og statens institutioner. I manglende respekt for den allerhøjeste Guds hellige navn blev de kaldt jehovitter, og udtalelser fremkom på tryk uanset hvor løgnagtige og fuldstændig absurde de var. Alle disse falske udsagn og beskyldninger blev bragt og gentaget med yderligere kommentarer over regeringens radiostationer.

I overværelse af en af Jehovas vidners repræsentative missionærer sagde Deres generalmajor Espaillat i en telefonsamtale med den fungerende amerikanske ambassadør i Cuidad Trujillo: „Hvad man siger i aviserne og i radioen om disse mennesker tvinger os til at skride ind over for dem. Vi vil derfor udstede en lov der forbyder deres virksomhed her i landet.“ Da var det den fungerende amerikanske ambassadør appellerede til generalmajoren om ikke at fare for hårdt frem mod Jehovas vidner. Endnu før forbudet var udstedt udbrød en voldsom forfølgelse af Jehovas vidner. I fjernereliggende byer og landsbyer omringede øvrighedspersoner både om dagen og om natten de Jehovas vidner der boede på stedet, og pryglede og mishandlede dem. Politi og militære øvrighedspersoner opsøgte sådanne forsvarsløse, gudfrygtige mænd og kvinder, ja endog børn. I en egn blev hele familier ført i fængsel og familiernes mandlige medlemmer slået bevidstløse for øjnene af deres koner og børn.

Religionsforfølgelse

I egnen omkring Salcedo, hvor ovennævnte mishandlinger fandt sted, kom tre officerer fra militærpolitiet til et vidnes hjem omkring klokken fem om eftermiddagen for at føre hende, tilligemed en gruppe på omkring femogtyve andre vidner til militærfængselet i Salcedo. De vandrede til fods henved tyve kilometer og ankom til fængselet klokken otte om aftenen. Mændene og kvinderne blev stillet op i fængselsgården og derefter spurgt om de ville underskrive en erklæring om at ville afsværge Jehovas vidners tro og atter slutte sig til den romersk-katolske kirke. De nægtede alle at underskrive. To soldater kom nu og holdt mændenes arme mens en tredje soldat slog dem med sine næver. Ikke nok med det, de sparkede dem og slog dem med deres riffelkolber til de blødte. Så tog man dem en efter en og pryglede dem til de faldt sammen. De blev derefter anbragt i én celle, mens deres kristne søstre blev anbragt i en anden. Hele natten kunne kvinderne høre mændene stønne af smerte efter pryglene. Omkring klokken otte den næste morgen blev fem af de ledende brødre i Jehovas vidners menighed en efter en ført fra en tredje celle, hen til et kontor. Den første var et vidne ved navn Negro Jiménez. Han var omkring femogtres år gammel og menighedstjener i Los Cacaos. En halv time efter at man havde ført ham ind på kontoret blev han for øjnene af de øvrige fanger slæbt ud ved fødderne af to soldater og efterladt bevidstløs på jorden i gården. Blodet strømmede ud af hans ører, næse og mund. Han så ud som var han død.

Derefter blev Pedro German, der var menighedstjener i El Jobo og omkring femogtredive år gammel, ført ind på kontoret. Han blev senere hjulpet ud af to soldater og hans ansigt såvel som hans krop bar tydelige mærker af stærke slag. Han havde fået en flænge i den ene kind hvorfra det blødte. Han blev ført ud i gården og tilbage til cellen hvor de andre menighedstjenere befandt sig. Så blev et andet vidne, Angel Angel, en mand på tres år ført ind på det samme kontor. Senere blev han båret ud bevidstløs med blodet strømmende fra næse og mund. Voldsomme slag i ansigtet havde bevirket dette. På dette tidspunkt kastede soldaterne tre-fire spande vand over den bevidstløse Negro Jiménez. Først da han gispede efter vejret vidste de om han var levende. Da han havde givet dette livstegn fra sig slæbte de ham ind i cellen til Pedro German.

Herefter blev to andre, Pedro Gonzalez, på omkring tres år, og Porfirio Gonzalez, hans søn på omkring femogtyve, ført ind på kontoret. Da de kom ud igen var den gamle mands ansigt opsvulmet dér hvor man havde slået ham; hans søn Porfirio var bevidstløs og blev slæbt ud ved fødderne. Blodet strømmede fra hans ører og næse og senere fandt man at hans ene trommehinde var sprængt. I henved en time lå han bevidstløs. Disse mishandlinger stod på i fire-fem timer, hvorefter alle brødrene blev ført tilbage til cellen og spærret inde igen.

De andre fanger blev ført ud og spurgt om de nu ville underskrive en erklæring om at de ville afsværge Jehovas vidners tro. Ifølge pressen var der omkring syvogtyve af disse fanger der gjorde det. I alt var der omkring et hundrede eller flere i fængselet. Mange af dem der underskrev erklæringen var ikke Jehovas vidner i egentligste forstand, men blot mennesker der var velvilligt stemt over for Jehovas vidner og som var kommet til nogle af deres møder. Mange var mindreårige, små børn. Mange kunne ikke læse hvad der stod i erklæringen. Den blev underskrevet på regeringens provinskontor i overværelse af guvernøren og andre regeringsembedsmænd. De der underskrev erklæringen blev i en lastvogn kørt omkring otte kilometer i retning mod deres hjem og derefter sat på fri fod.

Ifølge aviserne blev en anden gruppe på otteogtyve som også havde underskrevet erklæringen, tvunget ind i en stor militærlastvogn og kørt til en romersk-katolsk kirke. Der førte soldater bevæbnet med rifler og bajonetter dem ind i kirken, hvor de skulle overvære en religiøs messe. Derefter blev de losset ind i lastvognen igen, kørt hjem og sat på fri fod.

I andre byer hvor der var indfødte dominikanske specialpionerforkyndere af Guds rige, blev brødrene kaldt op på politichefens kontor eller regeringskontoret og fik meddelelse om at de måtte standse deres arbejde og forføje sig ud af byen. Nogle af dem måtte flygte om natten og lade deres ejendele, møbler og klæder blive tilbage for at undgå at blive arresteret. I større byer gik romersk-katolske præster rundt til forretningsvirksomheder og spurgte om de havde nogen Jehovas vidner beskæftiget, og at de i så fald måtte fyre dem med det samme. Et vidne som arbejdede på en sukkerfabrik fik to minutter til at forlade kontoret og tre timer til at forlade byen med sin familie. Fire andre vidner blev hentet og spærret inde i en uge før der blev rettet nogen anklage imod dem. De blev anklaget for oprørsk virksomhed imod regeringen.

I hovedstaden Ciudad Trujillo blev et vidne hentet og holdt indespærret i tre dage uden mad. Han havde femogtredive cents i lommen; dem brugte han til bolsjer. Det var al den mad han fik i de tre dage. Anklagen mod ham lød på foragt for flaget. Ved retssagen, der varede fem minutter, sagde den politibetjent der havde ført ham ind: „Denne mand har ikke vist foragt for flaget. Jeg kender ham, og han har altid vist respekt for flaget.“ Dommeren dømte ham imidlertid til et års fængsel og til at betale en bøde på 250 dollars.

Vi tillader os atter at henlede Deres opmærksomhed på at denne religionsforfølgelse er iværksat på foranledning af det romersk-katolske præsteskab. Den 30. juni holdt jesuitpræsten Vasquez Sanz et foredrag i radioen som indledning til en forfølgelseskampagne mod Jehovas vidner. Aviserne offentliggjorde dette foredrag hvori denne jesuit kaldte Jehovas vidner kommunister, modstandere af lov og orden, foragtere af Den dominikanske Republiks love, og meget mere. Foruden aviserne skrev også prominente personer i Santo Domingo artikler imod Jehovas vidner, indtil det den 29. juli drejede sig om adskillige meters spalteplads. En anden romersk-katolsk præst ved navn Robles Toledano skal også have holdt et foredrag. Heri sagde han at Jehovas vidner var en kræftsvulst der måtte rykkes op med rode og fjernes fra Den dominikanske Republik.

Udvisning af amerikanske missionærer

Allerede den 8. juli blev de amerikanske missionærer kaldt til sikkerhedspolitiets kontor og taget i forhør af Deres regeringsembedsmand Arturo Espaillat. Kort efter fik de meddelelse om at de måtte samle deres ejendele og forlade landet så hurtigt som muligt, i betragtning af hvad der var blevet sagt i pressen og radioen. Senere viste sikkerhedspolitiet tegn på utålmodighed fordi missionærerne ikke — som det så ud til — havde truffet nogen foranstaltninger til at forlade landet. Da man fik at vide at de allerede havde solgt de fleste af deres ting sagde hr. Espaillat at missionærerne kunne få en frist til slutningen af juli, på hvilket tidspunkt de så måtte rejse. Den 30. juli opsøgte missionærerne den fungerende amerikanske ambassadør, hr. Spalding, og oplyste ham om at de ikke forlod landet medmindre de blev deporteret. På hr. Spaldings foranledning fik de en samtale med udenrigsministeren, hr. Baez. Hr. Baez gentog at de måtte forlade landet, men hvis de underskrev en erklæring om at de var villige til at adlyde landets love, ville respektere nationalsangen og flaget og afbryde forbindelsen med Watch Tower Bible and Tract Society, ville hans ministerium sørge for at missionærerne kunne blive i landet. Nogle dage efter forelagde de den amerikanske ambassade en erklæring hvori det hed at de ville adlyde alle gældende love i Den dominikanske Republik så længe de ikke var i strid med Guds lov der var nedskrevet i Bibelen. Som de hidtil havde gjort ville de respektere nationalsangen og flaget. Den næste dag fik de meddelelse fra hr. Espaillats kontor om at erklæringen var for vag, for, som han sagde, alle Den dominikanske Republiks love var i overensstemmelse med Guds lov eftersom præsidenten havde undertegnet dem og nationalrådet havde vedtaget dem.

En avis i Puerto Rico havde offentliggjort en artikel med en detaljeret beretning om hvordan dominikanske soldater havde pryglet og mishandlet vore medkristne, Jehovas vidner. Efter at have kaldt hr. Espaillat ind på Deres kontor rakte de ham et eksemplar af denne avis med artiklen om forfølgelsen indstreget med rødt. Da hr. Espaillat kom ud fra Deres kontor kastede han avisen på sit skrivebord. „Det afgør sagen,“ sagde han, „nu deporterer vi Dem. Hvordan er disse oplysninger kommet ud af landet?“ Efter at have vekslet nogle ord med missionærerne sagde hr. Espaillat: „Hvis De vil være martyrer, så værsgo, men det gik af mode for tusind år siden. Vi sender en af vore folk hen til Deres bopæl og deporterer Dem hvis det er det De ønsker.“ Derefter gav han dem meddelelse om at gøre sig rede til at forlade landet klokken 16.30 med den pan-amerikanske maskine. Klokken 13.00 kom en af regeringens folk og sagde at de skulle rejse klokken 13.30. Tre taxaer fulgte ham. Missionærerne blev med deres bagage kørt til lufthavnen, hvor delta-maskinen var blevet holdt tilbage i en halv time. Deres regering betalte taxaerne samt flyvebilletterne til Puerto Rico. Der var givet ordre til at arrestere eller skyde enhver dominikaner der prøvede at tage afsked med missionærerne i lufthavnen.

Begæring og afslutning

På foranledning af det romersk-katolske præsteskab og dettes støtter er Deres Exellences regering blevet ledet til at tage visse forholdsregler der er en stor uretfærdighed mod vore kristne brødre, Jehovas vidner, i Deres land. Det omdømme Deres regering har skabt sig ved denne handlemåde breder sig hurtigt i hele verden og står som et vidnesbyrd imod Dem idet det rejser tvivl om hvorvidt man overholder Erklæringen om Menneskerettighederne vedtaget af De forenede Nationer, hvilken internationale organisation Deres land tilhører.

I tillid til at Deres Excellences regering er i stand til bedre at dømme i denne sag og er åben for en appel om at korrigere dette uretfærdige forhold, har vi henvendt foregående kortfattede oversigt over sagen til Dem. Samlet i tusindvis ved dette sektionsstævne appellerer vi nu til Deres Excellence om at tage denne sag op til fornyet undersøgelse og derefter tage de fornødne skridt til at ophæve det forbud som Deres regering atter har udstedt mod Jehovas vidner den 24. juli, samt give ordre til at øvrighedspersoner ophører med at mishandle disse uskyldige kristne. Deres regering er sikkert ikke klar over at den har stillet sig selv i klasse med det kommunistiske Rusland og dets kommunistiske vasalstater, der forfølger Jehovas vidner og prøver på at komme dem til livs blot fordi de tilbeder Gud på den måde han har påbudt det i sit ord, og fordi de forkynder for hele verden at menneskehedens eneste håb er Guds rige ved Kristus. Deres regering er sikkert heller ikke klar over at den stiller sig selv i klasse med dem der kæmper imod den allerhøjeste Gud Jehova ved at kæmpe imod hans vidner. Vi beder Dem indtrængende give agt på den advarsel der blev givet dem der af religiøse grunde forfulgte Peter og dennes med-apostle: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I KÆMPER MOD GUD!“ (Apostlenes Gerninger, kapitel 5, versene 38, 39) Jehovas hellige ord advarer os om at dersom man kæmper imod Gud betyder det tilintetgørelse uden håb om opstandelse fra de døde.

Utvivlsomt ved Deres regering fra sine erfaringer med Jehovas vidner indtil dette tidspunkt, at den intet har at frygte fra deres side. Ifølge den rapport der den 24. august 1957 var offentliggjort i Baltimore Afro-American, side 16, har Deres ambassadør i De forenede Stater, hr. Manuel de Moya, bekræftet meddelelsen om at Deres land har deporteret ti amerikanske missionærer den 3. august, og han sagde at det skete „fordi de var mistænkt for at have dannet en sammensværgelse om at styrte præsident Hector Trujillos regering“. Denne anklage er så absurd og latterlig at den endog må få andre af verdens regeringer der er kendt med Jehovas vidner, til at trække på smilebåndet. I hele verden ved man at disse kristne mennesker ikke nærer nogen politiske ambitioner og at de ikke blander sig i politik under nogen form. De ser hen til at Guds himmelske rige vil tage magten over jorden, og det vil ske i den tilstundende universelle Harmagedonkrig uden at hans vidner her på jorden behøver at løfte en finger mod nogen af denne gamle verdens regeringer. Gennem sit ord siger Jehova til sine vidner: „Kampen er ikke Eders, men Guds!“ (2 Krønikebog 20:15) Derfor advarer Jehovas vidner folk om nu at søge retfærdighed og fred og om nu at tage standpunkt for Guds kommende rige, at de ikke skal gå til grunde sammen med dem der kæmper imod ham i Harmagedonslaget.

Vi beder Deres Excellence overveje de følger som Deres sidste handling over for Jehovas vidner i Deres land kan medføre fra Jehova Guds side. Hvis De vedbliver med at forfølge disse efterlignere af Jesus Kristus vil De opdage, at De må dræbe dem alle i Deres land for at bringe dem til tavshed og standse deres arbejde. Selv deres forløber og store eksempel, Jesus Kristus, blev dræbt fordi han tilbad Jehova som Gud og forkyndte hans rige, men Gud belønnede ham med en opstandelse fra de døde. Jehovas vidner i Den dominikanske Republik er derfor ikke bange for døden, for de ved med bestemthed at den almægtige Gud har lovet at oprejse dem fra døden til evigt liv i hans nye verden på grund af deres trofasthed til døden. Imidlertid stoler vi på at De vil opgive denne ulige kamp med Jehova Gud og at vi snarest muligt med alle moderne hjælpemidler må kunne informere verden om at Deres Excellences dominikanske regering har ophævet forbudet af 24. juli og endnu engang har udmærket sig ved at tilstå disse kristne Jehovas vidner den religionsfrihed de nyder i andre ikke-kommunistiske lande i verden. Vi har med denne resolution givet Deres regering tilbørlig underretning om sagen. Ansvaret hviler nu på Dem ind for den almægtige Gud Jehova. Vi venter Deres svar, ikke alene skriftligt men også udtrykt i handling, og vi påminder Dem om at sagen står for Guds domstol.

Med megen agtelse

JEHOVAS VIDNER

Vedtagelsen af denne resolution foreslået af ordstyreren ved sektionsstævnet i Baltimore:

Malcolm S. Allen

Stævnets ordstyrer

Resolutionens vedtagelse støttet af ovennævnte stævnes administrator:

John O. Groh

Stævnets administrator

ENSTEMMIGT VEDTAGET AF JEHOVAS VIDNERS SEKTIONSSTÆVNE „LIVGIVENDE VISDOM“ OM EFTERMIDDAGEN DEN 24. AUGUST 1957.

[Det originale eksemplar blev efter at det var tilbørligt underskrevet ved stævnet og påtegnet hos myndighederne sendt anbefalet pr. luftpost til generalissimus Trujillo samme dags aften, den 24. august 1957. En kopi af resolutionen, ligeledes underskrevet og påtegnet hos myndighederne, blev afleveret personligt i den dominikanske ambassade i Amerikas forenede Stater i Washington, D.C., mandag den 26. august 1957.]