Jeg har set at Jehova er god
FORTALT AF LENNART JOHNSON
SØNDAG den 26. juli 1931 holdt Vagttårnsselskabets anden præsident, J. F. Rutherford, foredraget „Riget — Verdens Haab“ på et stadion i Columbus, Ohio, i USA. Min familie, der boede i Rockford i staten Illinois, hørte foredraget transmitteret i radioen. Jeg var kun 14 år gammel, men dette foredrag fjernede faktisk et tæt slør fra mine øjne.
Skønt min far var interesseret i Rigets budskab, og senere også min broder, blev min mor aldrig interesseret. Far døde året efter, i 1932. Selv fortsatte jeg med at tilegne mig åndelig føde gennem Vagttårnsselskabets radioudsendelser, men først i april 1933 fandt jeg ud af hvor Jehovas Vidner holdt deres møder. Det var på den anden side af floden, adskillige kilometer fra hvor jeg boede.
Den lille gruppe forkyndere blev højst forbavset da en splejset teenager en dag kom cyklende til deres møde for at være med til studiet af bogen Det Store Opgør, bind 2. Jeg lærte noget nyt ved hvert eneste møde, og to måneder senere fik jeg for første gang lov til at komme med fra hus til hus med Rigets budskab. Samme år blev jeg døbt ved et regionsstævne (kredsstævne).
Hver dag efter skoletid brugte jeg omkring en time på at forkynde Rigets budskab for vores naboer. Jeg havde også lejlighed til at forkynde i skolen. I en af timerne gennemgik vi noget materiale der slog til lyd for læren om pine i et brændende helvede. Dette gav mig anledning til ud fra Bibelen at vise at de døde ikke pines men er uden bevidsthed i graven, hvorfra der er håb om en opstandelse. Læreren lod mig læse min omfattende stil højt for hele klassen.
Heltidstjenesten
I maj 1935 overværede jeg stævnet i Washington, D.C., hvor der blev lagt stor vægt på pionertjenesten (heltidstjenesten). Da jeg kom hjem skrev jeg til Vagttårnsselskabet, der som svar sendte mig ikke blot en liste over de steder hvor der var behov for pionerer men også, til min overraskelse, adskillige tegninger af hvordan man kunne bygge en beboelsesvogn. Dengang var pionertjenesten ofte forbundet med at rejse til et helt nyt distrikt. Men havde man en beboelsesvogn havde man også et sted at bo. Jeg besluttede mig derfor til at arbejde på at skaffe mig en bil og en beboelsesvogn så jeg kunne begynde i heltidstjenesten.
I mellemtiden fik jeg til opgave at forkynde Rigets budskab ved hjælp af en højttalerbil som menigheden havde anskaffet sig. En anden broder og jeg blev indbudt til at komme op til byen Monroe i staten Wisconsin med højttalerbilen. Her mødte jeg Virginia Ellis, og vi blev kort tid efter gift. Nu var vi to om arbejdet med at skaffe en bil og en beboelsesvogn så vi kunne komme i gang i pionertjenesten.
I efteråret 1938 døde min mor, og omkring samme tid fik vi brev fra Harold Woodworth i New Mexico. „Kom herover; behovet er stort,“ stod der. Vi drog derfor af sted mod New Mexico, en rejse gennem landet på omkring 1600 kilometer. Et af de steder hvor vi gjorde ophold undervejs, fik vi et telegram der opfordrede os til at vende hjem igen. Det var et tilbud om et godt betalt arbejde med gode muligheder for forfremmelse. Jeg rev telegrammet i stykker! Når Jehova havde hjulpet os til at kunne begynde i pionertjenesten ville jeg ikke lade noget som helst stille sig i vejen for vore planer.
I marts 1939 begyndte vi vores pionertjeneste i Hobbs i New Mexico, et område med kvægdrift men også med mange nye oliefelter der skulle besøges. Den lille lokale menighed holdt møde fredag og søndag, så fra mandag til fredag tog vi ud i landdistriktet. Vi medbragte bibelsk læsestof, madvarer, vand, en lille ovn og en feltseng. Om natten sov vi under åben himmel og håbede at flammen fra et nærliggende olieboretårn ville holde klapperslangerne borte. Weekenderne tilbragte vi i byen, hvor vi arbejdede sammen med menigheden.
Efter at vi havde tilbragt adskillige måneder på denne måde, sendte Selskabet os til Roswell og derefter til Albuquerque i New Mexico. Her benyttede vi atter en højttalerbil, der især viste sig effektiv når vi skulle forkynde i indianerlandsbyerne i området. Da gadearbejdet med bladene blev påbegyndt i begyndelsen af 1940, var vi glade for at tage del i dette arbejde sammen med brødrene i Albuquerque.
Modstand under krigshysteriet
Den anden verdenskrig var brudt ud i Europa i september 1939, og nu fulgte der en tid med ondskabsfuld forfølgelse på grund af vores neutrale holdning til krigen. Ved en lejlighed blev min skjorte revet af mig mens jeg gik fra hus til hus.
En dag i sommeren 1940 da brødrene var ude i bladarbejdet i nærheden af El Paso i Texas, blev flere af dem arresteret. Den efterfølgende mandag tog Harold Woodworth og jeg ned for at hjælpe dem med retssagen. Ved at udspørge brødrene i retssalen lykkedes det mig at få trukket vigtige oplysninger frem der tjente til deres forsvar. Efter at de alle var blevet frikendt, blev jeg i en avisartikel om sagen kaldt „en lovende ung advokat fra Albuquerque“. Men i virkeligheden var det Jehova der gav sine tjenere sejren den dag.
Ved en anden lejlighed blev vore brødre i en anden by fængslet for at forkynde. Efter at jeg havde ført forsvaret for dem i retssalen, afleverede broder David Gray og jeg et brev til alle embedsmænd i byen. Brevet gjorde opmærksom på at Jehovas Vidner havde juridisk ret til at udføre deres arbejde, og embedsmændene blev advaret om at hvis forkynderne fortsat blev chikaneret ville de blive holdt ansvarlige for den skade der blev forvoldt.
Borgmesteren modtog brevet og læste det uden kommentarer, men politimesteren sagde til os: ’Herude vestpå hænder det at folk tager en tur ud af byen, og så . . . tjah . . . når man så senere leder efter dem er de sporløst forsvundet og man finder dem aldrig mere.’ Men der blev aldrig gjort alvor af truslen. Der faldt ro over sagen og man frafaldt tiltalen mod brødrene.
Det var omkring dette tidspunkt at Vagttårnsselskabet udnævnte mig til zonetjener, det vi i dag kalder kredstilsynsmand. Jeg skulle betjene det meste af New Mexico og et område i Texas.
Gilead og missionærtjenesten
I 1943 blev Virginia og jeg indbudt til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gileads anden klasse. Efter at vi i januar 1944 var færdige med kurset blev vi først sendt til Flatbush menighed i Brooklyn i New York. Vi boede bag ved Selskabets trykkeri i en gammel bygning der senere blev revet ned for at gøre plads til udvidelsen af trykkeriet på Adams Street.
Vi blev imidlertid senere sendt til Den Dominikanske Republik, hvor Rafael Leónidas Trujillo Molina var enevældig diktator. Da vi landede søndag den 1. april 1945 var Virginia og jeg de eneste Jehovas vidner i landet. Vi tog ind på hotel Victoria og bestilte et værelse — et dobbeltværelse med helpension kostede 35 kroner pr. nat. Selv samme eftermiddag fik vi vores første bibelstudium.
Det gik til på følgende måde: To dominikanske kvinder som vi havde studeret Bibelen med i Brooklyn, havde givet os navnene på nogle af deres slægtninge og venner. En af disse var en doktor Green, og da vi besøgte ham traf vi også hans nabo, Moses Rollins. Efter at vi havde fortalt dem hvordan vi var kommet i besiddelse af deres navn og adresse, lyttede de med spændt opmærksomhed til Rigets budskab og tog imod et bibelstudium. Moses Rollins blev inden længe den første indfødte forkynder i Den Dominikanske Republik.
Samme aften tog doktor Green os med ud for at lede efter et sted til os at bo. Det foregik ved at vi kørte rundt i byen, siddende på øverste etage af en dobbeltdækkerbus. Det endte med at vi lejede et lille hus af beton i hovedstaden Ciudad Trujillo (nu Santo Domingo). I juni måned samme år sluttede fire missionærer sig til os. Der blev oprettet endnu et missionærhjem, og inden længe ankom der flere missionærer. I august 1946 nåede vi et højdepunkt på 28 forkyndere. Antallet af missionærer voksede hurtigt, og der blev oprettet endnu flere missionærhjem. Arbejdet gik fremad!
Arbejdet fortsætter trods forbud
I 1950 var antallet af forkyndere vokset til godt og vel 200. Men da Jehovas Vidner holder sig strengt neutrale i politik, begyndte Trujillos regering at sætte vore unge brødre i fængsel. Det endte med at Jehovas Vidners arbejde blev forbudt den 21. juni 1950.
Da man ikke længere kunne holde møder i rigssale begyndte brødrene i det stille at mødes i små grupper i private hjem. Der studerede vi artikler i Vagttårnet, som var blevet fremstillet på duplikator. Alle der forblev loyale satte stor pris på den åndelige styrke som Jehova til stadighed gav os del i ved disse studier i private hjem.
Om søndagen plejede vi at besøge de mange dominikanske brødre i Trujillos fængsler. Ved indgangen blev vi kropsvisiteret og skulle fremvise fuld legitimation. Under besøgene hos brødrene blev vi af og til omringet af soldater der nøje overvågede os. Ved en lejlighed var Stanley Aniol fra Chicago med på besøg i fængselet. Han var i landet for at besøge sin datter Mary som var missionær. (Hun hedder nu Mary Adams og tjener på Betel i Brooklyn.) Dybt bevæget over de unge dominikanske brødres trofasthed kyssede broder Aniol dem alle for øjnene af soldaterne.
Da besøget var forbi og vi spadserede ned ad byens forretningsstrøg, fulgte en bil fyldt med Trujillos mænd efter os i sneglefart. Dette var en af Trujillos velkendte metoder der havde til hensigt at skabe frygt hos folk. Da vi fortalte broder Aniol dette, lod det ikke til at røre ham det mindste. Og det var virkelig nødvendigt at ignorere Trujillos forsøg på at skræmme os og i stedet sætte hele vor lid til Jehova.
Nogle gange fik vi besøg af falske brødre der i virkeligheden var spioner for Trujillo. Vi måtte derfor være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Mattæus 10:16) Ved at stille dem nogle ransagende spørgsmål kunne vi finde ud af om de virkelig var vore brødre.
Under forbudet måtte flere brødre holde mindehøjtidsforedraget i tre forskellige studiegrupper hver, hvilket indebar at de måtte bevæge sig så ubemærket som muligt fra det ene sted til det andet. Ofte styrtregnede det den aften mindehøjtiden skulle holdes, hvilket viste sig at være en velsignelse. Trujillos hær af spioner var nemlig lige så bange for skybrud som folk andre steder er for en voldsom snestorm.
Kun de færreste missionærer overværede de internationale stævner i New York i 1950 og 1953, eftersom Trujillos regering så ville have nægtet dem indrejsetilladelse igen. Vi måtte stille os tilfreds med dækningen af stævnet i The New York Times, der bragte gode billeder af stævnet foruden en detaljeret rapport om hver stævnedags program. Desuden kunne man i den lokale biograf se en længere reportage om den store dåbshandling ved stævnet i 1953.
I 1956 blev Roy Brandt og jeg kaldt til forhør hos myndighederne. Embedsmænd fra Trujillos regering havde ved en tidligere lejlighed indkaldt broder Manuel Hierrezuelo til forhør, og hans lig blev senere afleveret hos hans familie. Hvordan ville det mon gå med os?
Da vi indfandt os blev vi forhørt hver for sig, hvilket tydede på at vore svar blev optaget på bånd. Det var alt hvad de ville. To måneder senere blev det meddelt i radioen at Trujillostyret havde ophævet forbudet mod Jehovas Vidner og at vi kunne genoptage vore aktiviteter i fuld offentlighed. Så begyndte vi igen at mødes i rigssale og arbejdet havde fortsat fremgang.
I juni 1957 udbrød der imidlertid atter en voldsom forfølgelse, og alle missionærerne blev udvist af landet. Vi var meget kede af det den dag vi skulle rejse. Virginia og jeg havde opholdt os 12 år i Den Dominikanske Republik og havde set forkyndertallet vokse fra kun os to til godt og vel 600. I 1960 blev det nye forbud ophævet, og antallet af forkyndere er siden vokset støt. I dag er der næsten 10.000 forkyndere i landet!
Vor tjeneste i Puerto Rico
Da vi i august 1957 ankom til Puerto Rico, blev vi modtaget af både vore kristne brødre og pressen. Den presseomtale vi fik gjorde at der blev aflagt et stort vidnesbyrd. På det tidspunkt var der under 1200 forkyndere i Puerto Rico; i dag er der næsten 22.000!
I 1958 blev jeg af Selskabet udnævnt til rejsende tilsynsmand. Det har resulteret i at vi i årenes løb har lært mange at kende og har arbejdet sammen med trofaste brødre overalt i Puerto Rico og på Jomfruøerne. På et tidspunkt blev min hustru og jeg medlemmer af betelfamilien i Puerto Rico, og lige siden der blev oprettet udvalg på de forskellige afdelingskontorer har Jehova skænket mig den forret at være medlem af afdelingskontorets udvalg her i Puerto Rico.
Jeg er lykkelig over at have erfaret hvordan Jehova har opfyldt sit løfte og givet mig „hundrede gange mere nu i denne tid . . . brødre og søstre og mødre og børn“. (Markus 10:30) Det har aldrig været mit ønske at bruge mit liv på nogen anden måde end i tjenesten for Ham. Når jeg ser tilbage på de omkring 48 år der er gået siden jeg begyndte som pioner, glæder jeg mig over at kunne sige at Jehova virkelig er god! — Salme 34:8.
Den 31. januar 1987, mens Lennart Johnsons livsberetning blev færdiggjort, sov Virginia Johnson stille ind
[Tekstcitat på side 27]
Det var Jehova der gav sine tjenere sejren den dag!
[Tekstcitat på side 28]
Alle der forblev loyale, satte stor pris på den åndelige styrke som Jehova fortsat gav os del i
[Illustration på side 29]
Virginia og jeg har overalt hvor vi har været, arbejdet sammen med mange trofaste brødre