Gud har ikke tabt modet

„O GUD, lær os som det er blevet forundt at drage forhænget til dit univers og dets hemmeligheder til side, at hele vor pligt er at elske dig, vor Gud, og at holde dine bud.“ Således bad præsten på et af De forenede Staters krigsskibe lige før den amerikanske regering skulle foretage et af sine atombombeforsøg. Denne bøn foranledigede journalisten Sydney J. Harris ved bladet Independent, Long Beach, California, til blandt andet at skrive:

„Der er i det mindste ét bud som præsten på et krigsskib ikke er i stand til at nævne. Det ville lyde lidt mærkeligt om han udtalte formaningen: ’Du må ikke slå ihjel!’ umiddelbart før sprængningen af en bombe der har en kraft som adskillige millioner tons TNT og som er i stand til at dræbe flere hundrede tusinde af Guds børn.“ Harris foreslår derefter ironisk en mere realistisk bøn, som han begynder således:

„O Gud, vær barmhjertig mod os der i vort hovmod har formastet os til at frigøre nogle af naturens mest ødelæggende kræfter.“ Han beder dernæst Gud om beskyttelse mod al den skade en atombombe kan forvolde på hjernen, nervesystemet, lungerne, hjertet, indvoldene o.s.v.

Harris slutter sit ironiske forslag til en bøn således: „Lad vore fjender hjemsøges af disse katastrofer, ikke os selv, så lover vi at elske dig og at holde alle dine bud — undtagen ét, O Herre.“

„Dette ville i det mindste,“ siger han, „være en ærlig bøn med mening i. Intet nonsens, intet hykleri, ingen højtidelige, teologiske talemåder som skal skjule og hellige bombens kraft og egentlige formål. Vorherre ville sikkert ikke opfylde denne bøn — men den ville i hvert fald ikke være en fornærmelse mod hans intelligens og en forhånelse af hans gavmildhed. Somme tider tror jeg at han må være mere modløs og skuffet over sine blinde hyrder end over sine dumme får.“

Af det foregående ser det ud til at en avisskribent har mere forstand på hvilke krav Gud stiller til bøn end en præst har, for det første krav er i sandhed ærlighed og oprigtighed. Hvad Gud tænker om sådanne bønner som den præsten opsendte, fortæller hans ord: „Breder I hænderne ud [i bøn], skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod.“ Og atter: „Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte HERRENS [Jehovas] frygt.“ — Es. 1:15; Ordsp. 1:28, 29.

Men i én henseende tager Harris fejl — nemlig når han tror at Gud bliver nedslået, skuffet eller modløs ved synet af det som nogle af hans skabninger finder på at gøre. Det ville være det samme som at sige at han ikke er alviis eller almægtig. Har han ikke forudsagt netop denne situation? Jo, for der siges: „I de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, . . . idet de har en form for gudhengivenhed, men ikke ejer dens kraft.“ Eftersom forholdene er blevet nøjagtig som han har forudsagt har han ingen grund til at være modløs, vel? — 2 Tim. 3:1-5, NW.

Til trods for hvad mennesker gør eller undlader at gøre, vil Guds hensigter med jorden og menneskene altså ske fyldest, som han også forsikrer os om: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ Hvad er så hans hensigt med jorden? „Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af HERRENS [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ — Es. 46:11; 11:9.

I betragtning af disse sandheder og kendsgerninger kan det med sikkerhed slås fast at Gud ikke taber modet, uanset hvad mennesker finder på. Et af formålene med dette blad er netop at hjælpe retsindige mennesker, således at de til sin tid vil komme til at erfare opfyldelsen af Guds hensigter med jorden og menneskene.