Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w58 15/6 s. 267-268
  • En verden fri for låse

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En verden fri for låse
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
  • Lignende materiale
  • Kommer der en tid hvor man ikke behøver at låse døren?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1974
  • En indbrudstyv der gjorde forskel
    Vågn op! – 1986
  • Insekter som tyverialarm
    Vågn op! – 1972
  • Tyveri og røveri kan undgås
    Vågn op! – 1983
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
w58 15/6 s. 267-268

En verden fri for låse

LIGGER en verden uden låse inden for mulighedens grænse? Vil det være muligt for folk at leve sikkert uden at måtte sætte deres ejendele bag lås og slå? Vil det være muligt at leve et helt liv uden nogen sinde at skulle gå rundt med et bundt nøgler eller uden en eneste nøgle?

Betragter vi verden i dag synes svaret at blive et afgjort nej. Vore ejendele er ikke sikre i vor moderne civilisation. Selv om man omhyggeligt låser for dem kan de dog blive stjålet af en behændig tyv. Dette blev understreget i Kiplinger-magasinet Changing Times for december 1956. Der stod: „En professionel tyv kan skaffe sig adgang til næsten ethvert hus. Det De bør sætte ind på, er at tage modet fra den tilfældige tyv eller amatørtyven, for hvem det uaflåste hus er en oplagt indbydelse. Hvis Deres hjem er omhyggeligt aflåset kan amatører ikke komme ind, og selv professionelle tyve vil måske vælge et lettere job længere henne i gaden. Og hvis han endelig gør et forsøg hos Dem, vil hindringerne sinke ham tilstrækkeligt til at vippe vægtskålen i politiets favør. Lås om natten og når De går i byen.“

Den tilfældige tyv eller amatørtyven er måske en forbipasserende eller endog en nabo i samme gade. Der er åbenbart mange ellers pæne mennesker der ikke vil tøve med at tage ting som ikke tilhører dem, hvis de kan slippe af sted med det. Betroede funktionærer fjerner rask væk værktøj og materialer fra virksomhederne, mange arbejdere tager udstyr og byggemateriale fra byggepladserne, og mange turister „samler“ bestik fra restauranter og håndklæder fra hoteller. Og dog betragter disse mennesker ikke sig selv som tyve.

Der findes mennesker der låner ting uden at spørge om lov, og med den faste beslutning at bringe dem tilbage, men det er åbenbart at tingene aldrig kommer tilbage til deres ejere. Men heller ikke sådanne mennesker anser sig selv for at være tyve. Det er ikke bare indbrudstyvene, men lige så vel disse uansvarlige og uærlige mennesker der gør det nødvendigt at have låse i dørene. En kendsgerning er det at denne civiliserede verden har en højt udviklet teknik, men en degenereret moral.

Hvis det var muligt at skabe en civilisation af høj moralsk kvalitet, og hvis folk respekterede andres ejendom, ville det så være nødvendigt med låse? Ville nogen under sådanne forhold behøve at bekymre sig om sine ejendeles sikkerhed? Ville man have nødig at lukke vinduerne og låse døren før man gik hjemmefra? Ville man være tvunget til at gå rundt med et bundt raslende nøgler?

En civilisation af denne art ville være mulig hvis alle jordens beboere ville respektere og adlyde Guds ords principper. Hvis de gjorde det ville hverken tyveri eller ansvarsløst låneri finde sted. Alt det et menneske havde arbejdet for at opnå, kunne han beholde og glæde sig over. Han ville aldrig komme hjem og finde at det var stjålet. Han ville aldrig behøve at lukke vinduer og låse døre eller noget som helst andet. Han ville kunne stole på alle naboer og forbipasserende.

Den tid er nær da jordens beboere vil leve efter sådanne principper. Det er Guds hensigt, og han er aldrig kommet til kort i fuldbyrdelsen af sine hensigter. Profeten Esajas har engang sagt at når Guds „domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd“. — Es. 26:9.

Indbyggerne i den nye verden Gud har til hensigt at skabe, vil alle have kundskab om de retfærdige principper i Bibelen, og de vil leve efter disse principper. Det indbefatter at de nærer kærlighed til deres næste; og når et menneske gør det, hvordan kan han så stjæle? Kærlighed og uærlighed kan ikke forenes.

Men, spørger nogen, hvordan kan en sådan verden skabes når så mange mennesker aldrig vil vende sig fra griskhed, selviskhed og tyvagtighed? Hvordan kan en verden uden låse blive en realitet så længe der findes blot ét af den slags mennesker? Svaret er simpelt. Ingen af dem vil fortsætte med at leve. „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke.“ „HERREN [Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Sl. 37:10; 145:20.

I Guds nye verden vil der ikke være plads til mennesker der nægter at leve efter hans høje moralske standard. De vil blive udslettet i det kommende Harmagedonslag når Jehova Gud vil eksekvere sin forudsagte dom over den nuværende onde tingenes ordning. De ’vil ikke være mere’. De der overlever dette slag vil være sådanne som har ændret deres sind og livsførelse, ifølge apostelen Paulus’ formaning: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ — Rom. 12:2.

Den guddommeligt udvalgte konge, Kristus Jesus, vil styre denne nye verden retfærdigt, og jordens beboere vil komme til at leve i retfærdighed. De nuværende forhold, der avler uærlighed, vil ikke bestå til den tid. Ingen lovløse individer vil vise sig blandt menneskene og gøre livet usikkert for de sagtmodige og fredselskende. Aldrig mere vil det være nødvendigt at låse for værdigenstande.

Hvad en mand har arbejdet for at opnå, vil han også kunne beholde og glæde sig over. Han vil ikke engang behøve at dø og efterlade sin ejendom til andre. „Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves.“ — Es. 65:21-23.

Guds nye verden er svaret på vore spørgsmål. Det vil blive en verden fri for låse. Dens beboere vil leve i sikkerhed uden at have nødig at gå rundt med nøgler på sig eller tænke på om deres ejendele er sikre. Det vil ikke være nødvendigt for dem at låse om natten eller bekymre sig om hvorvidt deres hus er en åben opfordring til indbrud. Denne nye verden vil udvise den højeste moralske standard.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del