Vær årvågne med hensyn til bønner
„Men alle tings fuldstændige ende er kommet nær. Hav derfor et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner.“ — 1 Pet. 4:7, NW.
1-3. (a) Hvilken frygtelig katastrofe er et slående eksempel på det tåbelige i at være for selvsikker? (b) Hvilken sammenligning kan man drage med henblik på indviede kristne?
KLOKKEN var netop 23.40 den 14. april 1912. Verdens største oceandamper med 2207 sjæle om bord pløjede for fuld kraft gennem den nordlige del af Atlanterhavet. Den var blevet hyldet som „menneskets stolteste ingeniørbedrift“. Som et udtryk for rederiets absolutte tillid til dette skib havde det fået navnet „Titanic“ der betyder „enorm storhed, styrke og kraft“. Denne damper, der sagdes ikke at kunne synke, sejlede nu på sin jomfrurejses femte dag. I mørket tonede et isbjerg frem og før man kunne nå at ændre kurs fik skibet en vældig flænge i den ene side. På mindre end tre timer sank „Titanic“ der „ikke kunne synke“ og tog 1502 mænd, kvinder og børn med ned i sin våde grav.
2 Hvad var årsagen til denne frygtelige ulykke? Mangel på årvågenhed som følge af alt for stor tillid! Radiotelegrafisten havde modtaget seks advarsler og fået opgivet den nøjagtige position for det isbjerg som Titanic ramte! Hvorfor blev kaptajnen med at sejle for fuld kraft trods disse advarsler? Fordi han var så sikkert på at skibet ikke kunne synke. I sandhed et slående eksempel på det tåbelige i at være for selvsikker!
Tillidsfuldhed nødvendig
3 Som indviede kristne er vi i verden men ikke en del af verden. Vi er som skibskaptajner der sejler bort fra den gamle verden eller verdensordning til den nye verden på den anden side Harmagedon. Lige nu kan det se ud som om sejladsen foregår i smult vande og der kan derfor være en tilbøjelighed til at slække årvågenheden. Men vi vover det ikke, for i vort farvand lurer der også isbjerge, forhindringer, forårsaget af Djævelen og hans dæmoner, verden og kødet, og disse kan få os til at lide skibbrud og miste vor uangribelighed ind for Gud.
4. Hvad vil det sige at være årvågen?
4 Hvad vil det sige at være årvågen? Det vil sige at være på vagt, på sin post, at holde udkig, at være forsigtig, „snar til at opdage og undgå faren eller søge dækning“. „Årvågenhed indbefatter en levende, modig, vagtsom agtpågivenhed, navnlig for retfærdighedens sag.“ (Webster) At være årvågen er derfor lige det modsatte af at være skødesløs, tankeløs, uagtsom, ligegyldig eller sløv. De advarende eksempler og udtrykkelige befalinger i Guds ord indprenter vort hjerte og sind betydningen af at være årvågen.
5, 6. (a) Hvilke bibelske eksempler har vi på manglende årvågenhed som følge af for stor selvsikkerhed? (b) Hvilke bibelske advarsler?
5 På grund af for stor selvsikkerhed og mangel på årvågenhed begik trofaste Jehovas tjenere som Noa, Moses og David deres fejltrin før det rigtigt var gået op for dem hvad de gjorde. Apostelen Peter er især et advarende eksempel. Vist var Peter Jehova Gud og sin herre og mester helt hengiven. Havde han ikke forladt sit erhverv som fisker og alt andet for at følge Jesus som menneskefisker? Og dog, hvor snublede han ikke da han tre gange fornægtede sin herre, fordi han på grund af selvsikkerhed glemte at være årvågen! — Matt. 26:31-35, 75.
6 Dertil kommer de udtrykkelige befalinger: „Vær årvågne med hensyn til bønner.“ „Vær ved jeres sansers fulde brug, vær årvågne.“ „Vær på vagt og bed stadig.“ „Lad os holde os vågne og være ved vore sansers fulde brug.“ „Derfor skal den som mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt at han ikke falder.“ — 1 Pet. 4:7; 5:8; Matt. 26:41; 1 Tess. 5:6; 1 Kor. 10:12, NW.
Hvorfor større brug for årvågenhed nu?
7-10. (a) Hvorfor er der nu større behov for årvågenhed over for Satans modstand? (b) Verdens? (c) Vort eget køds?
7 Skønt kristne altid har måttet lægge sig disse advarsler på sinde, er det i dag nødvendigt at vi gør det i endnu højere grad. Det har altid været sandt at Djævelen går rundt som en brølende løve der søger at fortære en eller anden. Men i betragtning af at vi lever på den tid da folkeslagene er blevet vrede og i to verdenskrige, har givet udtryk for det, ved vi at Satans harme er stærkere end nogen fordi han ved „hans tid er kort“, og følgelig kæmper han en forbitret kamp mod dem som „holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“. Dette intensiverede angreb fra Satans side gør det påkrævet at vi for vor del udviser forøget agtpågivenhed. — 1 Pet. 5:8; Åb. 11:18; 12:12, 17.
8 Det samme er tilfældet med vor fjende verden. Med den overhåndtagende lovløshed er der større fare for at vor kærlighed skal blive kold. Viser kendsgerningerne ikke at vi lever „i strenge tider“ da selviskheden florerer overalt? Så mens verden til enhver tid har fristet den kristne ved at appellere til selviskhed, kræver verdens voksende materialisme og ondskab større årvågenhed fra vor side. — Matt. 24:12; 2 Tim. 3:1-5; 2:16.
9 I dag er der endnu større behov for årvågenhed med hensyn til vort eget kød. Hvorfor dog det? Læg mærke til at skønt det altid har været således som Paulus selv indrømmede: „Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,“ har kødet større betingelser for at kunne gøre sine krav gældende i vor tid. Ligesom „brød i overflod og sorgløs tryghed“ bidrog til det gamle Sodomas fordærv, således betyder den materielle velstand og større fritid mange af os nyder, yderligere muligheder for at give vort faldne køds tilbøjeligheder friere tøjler, hvilket igen sætter vor selvbeherskelse på prøve. Hvor alvorlig en trussel dette indebærer, ses af den kendsgerning at visse kristne Jehovas vidner der i årevis trofast udholdt brutaliteten i nazistiske koncentrationslejre og kommunistiske fængsler senere har måttet udstødes for umoralsk opførsel! — Rom 7:19; Ez. 16:49.
10 Eftersom vore tre fjender, Djævelen, verden og kødet, stiller flere og flere hindringer i vejen for os, må vi nu mere end nogen sinde være agtpågivne, vågne, og på vagt. Vi kan ikke tillade os at være alt for sikre fordi der ikke finder forfølgelse sted ret mange steder i verden eller på grund af den store udbredelse af den sande tilbedelse. Tværtimod, eftersom „alle tings fuldstændige ende er kommet nær“ bør vi nu mere end nogen sinde lægge os alle de advarende eksempler og udtrykkelige befalinger vedrørende årvågenhed på sinde.
Forståelse af vort åndelige behov
11-14. (a) Hvilken virkning vil forståelsen af vort åndelige behov have på vort studium af Guds ord? Hvorfor? (b) På vor mødedeltagelse? (c) På vor forkyndelse? (d) På vore bønner?
11 Hvordan kan vi holde os årvågne? Hvordan kan vi undgå at blive for selvsikre? Hvordan? Ved bestandig at være os vort åndelige behov bevidst. Som Jesus sagde: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst.“ Men hvordan gør bevidstheden om vort åndelige behov os årvågne og beskytter os mod selvsikkerhedens snare? Først og fremmest fordi den vil få os til flittigt at studere Guds ord sammen med de hjælpemidler han har givet os til at forstå det, vel vidende at mennesket ikke skal „leve af brød alene, men af hver udtalelse der udgår af Jehovas mund“. Det ord indeholder, som vi har set, mange advarende formaninger der vil hjælpe os til at forblive årvågne. — Matt. 5:3; 4:4.
12 Hvis vi, for det andet, er os vort åndelige behov bevidst vil vi være ivrige efter ved enhver lejlighed at komme sammen med kristne af samme sind, idet vi forstår at ingen kan sige til den anden: „Dig har jeg ikke brug for.“ Vi siger det måske ikke lige med de ord, men hvis vi med overlæg forsømmer at komme sammen med vore brødre siger vi det med vore handlinger og i vore hjerter. Hvis alle indviede kristne helt forstod deres åndelige behov for at komme sammen med hinanden, ville det ikke være nødvendigt bestandigt at minde dem om at vi ikke burde „svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. Samværet med brødrene er opmuntrende og hjælper os til at holde os årvågne. — 1 Kor. 12:21; Hebr. 10:25.
13 Hvis vi forstår vort åndelige behov vil vi desuden indse at det som gjaldt Jesus også gælder os: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ Når vi med et rent hjerte har taget imod den gode nyhed om Jehova og hans rige og advarselen om den truende ødelæggelse i Harmagedon, føler vi trang til at fortælle disse sandheder til andre. Ja som Elihu og Jeremias kan vi slet ikke tie med det. At være travlt optaget af at forkynde sandheden er en af de bedste måder vi kan holde os årvågne på. — Joh. 4:34; Job 32:18-20; Jer. 20:9.
14 Med forståelsen af vort åndelige behov vil vi værdsætte bønnens gave, at kunne tale med vor himmelske Fader, Jehova Gud. Når vi beder viser vi at vi til fulde forstår at vi har brug for hans hjælp og for at holde os i kontakt med ham, kilden til sand visdom og al styrke. I dag synes der at være en tilbøjelighed hos nogle til at overse betydningen af bøn, ja af hyppige og inderlige bønner. Det er så let at forsømme at bede eller at lade det blive til en ren rutinesag. Men det er en alvorlig fejl! Inderlige og hyppige bønner hjælper os til at undgå selvsikkerhedens snare. Intet under at Guds ord gang på gang kæder bøn og årvågenhed sammen.
Jesus forstod sit åndelige behov
15. Hvoraf kan vi se at Jesus forstod sit åndelige behov?
15 Som med alt andet efterlod Jesus os også et fuldkomment eksempel med hensyn til bøn. Hans påskønnelse af denne dyrebare forret træder klart frem under hele hans jordiske tjenestegerning. Man kan faktisk sige at ingen jordisk skabning værdsatte bønnen i så høj grad som han. Skønt fuldkommen på sind og legeme, med overnaturlige kræfter til sin rådighed, blev han ikke selvsikker men forstod til enhver tid sit åndelige behov. Han så bestandig hen til sin himmelske Fader for at få visdom og styrke, og takkede og priste ham i sine bønner.
16-18. (a) Hvilken indstilling havde Jesus da han blev døbt? (b) Hvilke beretninger har vi om at Jesus gjorde brug af bøn under hele sin tjenestegerning?
16 Vedrørende begyndelsen til Jesu jordiske tjenestegerning læser vi at da han blev døbt „så skete det, at himmelen åbnedes, mens han bad“. I fuld forståelse af sit åndelige behov samtalede han med sin Fader og søgte hans bistand. Han var dybt alvorlig, hverken skæmt eller lystighed prægede hans adfærd. Vi kan heller ikke drage anden slutning end at han brugte megen tid til bøn i de fyrretyve dage han opholdt sig i ørkenen. Da Satan kom med sine underfundige fristelser blev Jesus derfor ikke overrumplet. Han var årvågen og på vagt. — Luk. 3:21; Matt. 4:1-10.
17 På samme måde forholdt han sig under hele sin tjenestegerning. Atter og atter læser vi om at han trak sig tilbage for at bede: „Senere, mens han bad alene, kom disciplene samlet til ham.“ Og igen: „Da han havde ladet skarerne gå bort, gik han op i bjergene for at være ene og bede,“ og han vedblev med at bede til tidligt på morgenstunden da han skyndte sig til sine disciple der truedes af et stormvejr. Og ved en anden lejlighed „ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted, og der bad han“. — Luk. 9:18, NW; Matt. 14:23; Mark. 1:35.
18 Inden Jesus udvalgte de tolv apostle blandt disciplene gik han „ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud“. Hvilket eksempel for os, at vi bør bede inderligt til Gud inden vi skal tage en alvorlig bestemmelse! Igen læser vi at det var da Jesus „tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede“ at den vidunderlige forklarelse fandt sted. Som svar på Jesu bøn? Utvivlsomt! Jesu eget eksempel med hensyn til bøn gav anledning til at vi fik mønsterbønnen således som der står skrevet: „Engang da han var på et sted for at bede, skete det, da han holdt op, at en af hans disciple sagde til ham: ’Herre! lær os at bede, ligesom også Johannes lærte sine disciple det.’“ — Luk. 6:12; 9:28-30; 11:1.
19, 20. (a) Hvilke bønner bad Jesus på sin jordiske tjenestegernings sidste dag? (b) hvorfor bad han som han gjorde?
19 På sin jordiske tjenestegernings allersidste dag tyede Jesus ganske særligt til bøn. Han vidste at han snart skulle forlade sine efterfølgere og bad derfor inderligt og længe for dem således som vi ser af beretningen i Johannes, det 17. kapitel. Med sin forhåndsviden om den ganske nære fremtid bad han især om at Peters tro ikke måtte glippe. Lige før pøbelhoben kom for at hente Jesus bad han tre gange vedrørende sin Faders vilje med sig: „Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.“ Uden tvivl tænkte apostelen Paulus netop på denne særlige lejlighed da han skrev, at Jesus med høje råb og tårer opsendte „bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden“, hans himmelske Fader. (Luk. 22:31, 32; Matt. 26:39; Hebr. 5:7) Vi skal dog ikke tro at Jesus veg tilbage for døden eller for den dødsmåde der ventede ham. Havde han ikke selv fortalt sine disciple at han skulle lide døden og hvordan han skulle dø? (Matt. 16:21; Joh. 12:33) Vi må drage den slutning at hans store bekymring skyldtes den vanære Guds søns død på en marterpæl ville bringe over hans himmelske Fader, Jehova Gud.
20 Jesus bad hele tiden mens han udholdt pælfæstelsens dødskvaler. Dens skændsel og smerte fik ham ikke til at vende sig bort fra sin Gud, men bragte ham langt nærmere til ham. I sine bønner citerede han to profetiske salmer som Gud århundreder forinden havde ladet nedskrive med henblik på denne begivenhed: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ Og: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.“ Og endelig hans sidste ord til sin Fader: „Det er fuldbragt!“ I forbigående kan vi mærke os at alt dette beviser at Jesus, mens han var på jorden, ikke både var menneske og Gud, ikke var en inkarnation eller en del af en treenighed, men helt og holdent en jordisk menneskeskabning der ganske vist var fuldkommen, fordi han havde Jehova Gud til Fader. — Matt. 27:46; Luk. 23:46; Joh. 19:30; Sl. 22:2; 31:6.
21. Hvad kan vi lære af Jesu eksempel?
21 Der hersker ikke mindste tvivl om at Jesus til enhver tid var sig sit åndelige behov bevidst. Og hvis han, den fuldkomne, syndfri, mirakeløvende Guds søn, bestandig følte behovet for at bede, hvor langt mere skulle vi ufuldkomne, syndige og svage sønner og døtre af Adam så ikke føle dette behov. At hans apostle havde samme sindelag, ses af deres breve der indeholder hyppige pålæg om at bede og ofte omtaler deres bønner for brødrene. — Rom. 15:30; 1 Tess. 1:2; 1 Pet. 4:7.
Lovprisning, taksigelse og anmodninger
22. Nævn nogle bibelske påbud der opfordrer til bøn.
22 De mange bibelske påbud og udsagn der indirekte taler om bøn virker også som en opfordring til at bede. Kun gennem bøn kan vi vedblive med at påkalde Faderen. Kun gennem bøn kan vi kaste vore byrder på Jehova og lade ham holde os oppe. Skal vi stole på Jehova af hele vort hjerte og have ham i tanke på alle vore veje, må vi henvende os til ham såvel i bøn som gennem studiet af hans ord. Vi kan ikke ’vandre ydmygt med vor Gud’ uden at bede; for hvem taler ikke med den som han følges med, og er bøn ikke netop en samtale med Gud? Når vi fra først af overgiver os til Gud gennem vor indvielse, beder vi så ikke og siger til ham: Jeg er kommet for at gøre din vilje, o Gud? — 1 Pet. 1:17; Sl. 55:23; Ordsp. 3:5, 6; Mika 6:8; Hebr. 10:9.
23, 24. (a) Nævn tre former for eller sider af bøn, og hvad tilskynder os til at bede således? (b) Hvilket udmærket eksempel herpå efterlod David os?
23 Dog bør vi ikke overse det faktum at bøn ikke blot er begrænset til at anmode Gud om noget. Nej det indbefatter også lovprisning og taksigelse. Således forelagde Jesus ikke alene gang på gang Gud sine begæringer men han lovpriste og takkede ham atter og atter i sine bønner. (Matt. 11:25; Mark. 8:6; Luk. 22:17, 19; Joh. 6:11, 23; 11:41) Lad os derfor altid huske, at når vi beder sømmer det sig for os at lovprise Jehova for hvem og hvad han er, og bestandig indflette taksigelser for alt det han til stadighed gør for os. Ved at opdyrke et lovprisende og taknemmeligt sindelag vil vi blive belønnet med tilfredshedens sødme, der sammen med gudsfrygt er en stor vinding. — 1 Tim. 6:6.
24 Et udmærket eksempel på bøn der indbefatter lovprisning, taksigelse og anmodning, er den bøn David bad dengang han og hele hans folk havde bragt deres gaver til opførelsen af Jehovas tempel. Med en til lejligheden passende veltalenhed priser David Jehova for hans egenskaber og takker Ham fordi Han har sat ham og hans folk i stand til at yde så rundelige gaver, der jo alt sammen i første instans er blevet dem givet af Gud selv. Endvidere anmoder David Jehova om at bevare dette gavmilde sind hos hans folk og deres hjerter vendt mod Ham for stedse. David bad også for det forbilledlige rige og sagde: „Giv min søn Salomo et helt hjerte til at holde dine bud.“ Lad os efterligne David ved i vore bønner at vise at vi ikke bare er os vort eget åndelige behov bevidst men også værdsætter Gud Jehova som den han er og alt det han bestandig gør for os. — 1 Krøn. 29:10-20.