„I burde være lærere“
„For i sandhed, skønt I burde være lærere når man tager tiden i betragtning, har I atter brug for at nogle fra grunden skal undervise jer i de første principper i Guds hellige udtalelser.“ — Hebr. 5:12, NW.
1. (a) Hvilken lærer trænger menneskene til i vor tid? (b) Hvor kan de finde en sådan lærer, og hvorfor er han den bedst egnede?
HVEM kan anvise vejen til sand og varig lykke? Hvilken lærer kender selve livets hemmelighed? Intet menneske kan optræde i den rolle, og dog har menneskeheden aldrig haft større behov for en sådan lærer end nu. Ingen kan med sandhed rose sig af at han kender dagen i morgen. (Ordsp. 27:1) Intet menneske kender livets hemmelighed, sådan at det kan holde dødens hånd tilbage. For at få svar på de nævnte spørgsmål, er det både forstandigt og nødvendigt at vi vender os til ham der skabte mennesket, for han må vide hvad mennesket behøver for at leve og være lykkeligt. Som Elihu, den plagede Jobs trofaste ven, så sandt udtrykte det: „Se, ophøjet er Gud i sin vælde, hvo er en lærer som han?“ (Job 36:22) Han ved hvad fremtiden vil bringe. „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.’“ (Es. 46:9, 10) Som livets Kilde kender han livets hemmeligheder. „Han holder alt levendes sjæl i sin hånd, alt menneskekødets ånd.“ — Job 12:10.
2. Hvordan angår den lykkeformel der findes i Josua 1:8 de kristne i dag?
2 Eftersom hans ord kan oplyse menneskers sti og anvise dem den vej de skal følge, må de der skal opnå lykke rette sig efter det guddommelige påbud der findes i Josua 1:8: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig.“ Den „lovbog“ som Josua blev formanet til at give agt på, indeholdt profetiske forbilleder af større begivenheder der senere skulle finde sted, og den blev skrevet til vor belæring. Såfremt vi både grunder over disse profetiske forbilleder og intenst retter vort blik mod Jesus Kristus som de viste frem til, ser vi klart den vej afstukket for os som fører til Jehovas gunst, den vej som bringer lykke. — Gal. 3:24; Hebr. 12:2.
3. Hvor vender mange sig hen for at få undervisning, og hvorfor er det uklogt?
3 De fleste mennesker har undladt at lytte til den vejledning Bibelen giver. Nogle betragter det som håbløst at finde en løsning på menneskehedens problemer. Andre har samme indstilling som den verdsligvise Bildad der foregav at ville trøste Job og som stolede på menneskers filosofi. „Thi spørg dog den henfarne slægt, læg mærke til fædrenes granskning! Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig svar af hjertet.“ (Job 8:8, 10) De tilsidesætter Guds ord og foretrækker menneskers overleveringer. Da de kun finder behag i de lærere som bedragerisk kildrer deres ører, siger Jehova: „’Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.’ Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.“ — 1 Kor. 1:19, 21; Mark. 7:8; 2 Tim. 4:3, 4.
4, 5. Hvilken indstilling må vi have hvis vi skal kunne modtage undervisning fra Jehova?
4 For at modtage belæring fra Jehova Gud må vi komme til ham som et barn til sin fader, hvem det elsker og nærer dyb respekt for. Jesus lærte os at det var på den måde vi skulle nærme os ham. „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9) Vi opfordres til at søge belæring fra ham. „Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje.“ (Jak. 1:5-8) De der kan lade den gamle verdens tvivl og skepsis bag sig, og som husker at det ikke sømmer sig for mennesker at drage Guds veje i tvivl, vil modtage den undervisning de søger. Tvivlere, spottere og skeptikere vil ikke modtage noget fra Jehova, hverken visdom eller liv i hans nye verden.
5 Salmisten David gav klart udtryk for den indstilling der må præge dem som lærer af den store læremester Jehova Gud: „Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej. Om nogen frygter HERREN, ham viser han den vej, han skal vælge.“ (Sl. 25:9, 12) Deres ønske er udtrykt i Salme 143:10: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!“ De er ydmyge og lærvillige; de har tro; de anerkender ham som Gud; de har tillid til at hans veje er rette. Med en sådan ret indstilling har de mulighed for at lære af ham.
Undervisning gennem Guds tjenere
6. Hvilken rolle spillede Adam og Noa i Jehovas foranstaltninger med hensyn til at undervise sit folk?
6 Fra de tidligste tider har Jehova gjort brug af en undervisningskanal, hvorigennem han lod undervisningen foregå. Adam var det første menneske der virkede som Guds profet, og han blev brugt til at overbringe sin hustru Eva de oplysninger han fik fra Jehova Gud. En anden der af Gud blev brugt som lærer, var Noa. Noa havde øjensynlig lagt stor vægt på at indgyde sine sønner tro og gudsfrygt fra de var ganske unge, og det bevirkede at både de og deres hustruer var antagelige i Guds øjne. Omkring halvtreds år før Vandfloden omtalte Herren Gud specielt at de også skulle bevares. Jehova fortalte ikke alene Noa at verden skulle ende, men han gav også særlige instruktioner om hvilke skridt der måtte tages for at overleve denne verdensødelæggelse. Noa undlod ikke at videregive disse særlige oplysninger til sine sønner. At de anerkendte ham som Guds redskab, adlød ham og gik med ham ind i arken, resulterede i at de blev bevaret da den ugudelige verden gik til grunde. — 1 Mos. 6:13–7:7.
7. Nævn nogle få af de ting der gjorde Moses’ undervisning særlig effektiv.
7 Da Moses blev sendt for at føre israelitterne ud fra den ægyptiske trældom til den frie tilbedelse af Gud, sagde Jehova til ham: „Jeg vil . . . lære dig, hvad du skal sige!“ (2 Mos. 4:12) Som en der var undervist af Gud vidste Moses, at der var visse ting der kunne få formaninger til at sidde fast og trænge dybt ind. Af den grund forsømte han ikke at påvise værdien af de oplysninger han forelagde israelitterne: „Og nu, Israel! Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære Eder at holde, for at I kan blive i live og komme ind og tage det land i besiddelse, som HERREN, Eders fædres Gud, vil give Eder.“ (5 Mos. 4:1) Han formanede dem bestandig til at adlyde Jehova, og han stillede de gavnlige virkninger af en sådan ret adfærd op som en modsætning til den skæbne der ramte dem der havde taget del i den skændige og gudsbespottelige tilbedelse af Ba’al-Peor. Han gjorde mere end blot at fortælle folket hvad Guds lov var. Han forklarede den, belyste værdien af den, og for at understrege det der havde særlig betydning gentog han det.
8. Hvilken gruppe mennesker underviste regelmæssigt israelitterne i Jehovas lov, og hvorledes udførte de deres arbejde?
8 Den forret at undervise i Guds ord var ikke begrænset til Moses. I de sidste formaninger han gav nationen før sin død, udtalte han en særlig velsignelse over levitterne og sagde: „De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov.“ (5 Mos. 33:10) Mange år senere var de stadig trofaste i udførelsen af dette hverv: „De havde [Jehovas] lovbog med sig og underviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas byer og underviste folket.“ (2 Krøn. 17:9) De undlod ikke at bruge de hellige skrifter der fandtes på deres tid som grundlag for deres undervisning, men de følte ikke at deres arbejde var gjort med blot at fortælle folket hvad Skrifterne sagde eller med at læse uddrag af dem. Selv efter deres tilbagevenden fra fangenskabet flere år senere, blev der om deres undervisning sagt at der samtidig med oplæsningen „blev lagt mening [i den], og de vedblev med at komme med forklaringer under oplæsningen“. De var lærere. — Neh. 8:8, NW.
9. Hvordan var Jesus som lærer, og hvilken forandring inden for undervisningen blandt Guds folk indførte han?
9 I efteråret 29 e. Kr. trådte endnu en lærer frem i Palæstina. Han var ikke levit, men af Juda kongelige stamme. Han efterlignede det eksempel Guds tjenere i fortiden havde sat; han gik ud til folk i stedet for at kræve at de skulle komme til ham. „Så vandrede han omkring i de omliggende landsbyer og lærte.“ (Mark. 6:6) Mennesker som hørte ham, ja selv hans modstandere sagde, at aldrig havde nogen talt som han. Nikodemus, en af jødernes rådsherrer, indrømmede: „Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham.“ (Joh. 3:2) Jesus tilkendegav også klart at han ikke talte af sit eget. Han var den Gud brugte til at undervise sit folk. Med Jesus begyndte der noget nyt inden for undervisningens område. Den forret at undervise var ikke længere begrænset til Levi stamme eller andre særligt udnævnte personer. Selv fiskere og skatteopkrævere blev af Jesus kaldet og undervist til at påtage sig denne opgave. De skulle være lærere. De rejste derfor omkring sammen med Jesus for at lære af ham. (Luk. 8:1; Joh. 14:10) Som offentlige lærere måtte de lære at omgås offentligheden, at fremholde budskabet på en klar måde, og at svare på oprigtige menneskers spørgsmål. De havde den storslåede forret at lære af den største lærer der nogen sinde har levet på jorden.
Lærergerningens virkefelt
10. I hvilken forstand skulle Jesu disciple gøre større gerninger end han gjorde?
10 Selv om der aldrig før havde været en lærer på jorden som Jesus, sagde han: „Den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:12) Sådan ville det blive fordi Jesus, som han selv sagde, ville gå til Faderen. Hans gerning på jorden var ved at være forbi. Men hans disciple ville være i stand til at fortsætte det arbejde som de i flere år var blevet oplært i, og til at tage det op i endnu større omfang.
11. Hvorledes er profetien i Apostlenes Gerninger 1:8 blevet opfyldt?
11 Han sagde til dem: „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Da den hellige ånd blev udgydt over dem og de således blev salvet, begyndte de deres tjeneste dér i Jerusalem, som Jesus havde sagt. Folk fra mange nationer som var forsamlet dér havde lejlighed til at høre den gode nyhed på deres eget sprog. Ikke længe efter, da Stefanus blev stenet til døde, „udbrød der en stor forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, og alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne. De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord“. (Ap. G. 8:1, 4) I år 36 e. Kr. udvidedes arbejdet atter da Herren Gud sendte Peter til hedningen Kornelius og hans husstand for at undervise dem om sandheden. I de mere end tyve år der fulgte, blev apostelen Paulus brugt til yderligere at bane vejen til nationerne omkring Middelhavet. I dag forkyndes den gode nyhed om Riget i lydighed mod Jesu befaling i 170 lande, „indtil jordens ende“.
12. Gennem hvilken kanal foregår den teokratiske undervisning i dag, og hvordan viser Bibelen dette?
12 I vor tid har Jehova i ikke mindre grad end i forgangne århundreder brugt de mennesker på jorden der udgør hans organisation til at undervise mennesker med god vilje. Han har sørget for at „Guds visdom nu i al dens mangfoldighed“ gennem menigheden skulle gøres kendt. (Ef. 3:10) Det er disse medlemmer af Guds åndssalvede menighed der bliver opbygget „som levende stene . . . til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab“. (1 Pet. 2:5) Mennesker med god vilje fra alle nationer anerkender mere og mere dette som den foranstaltning Gud har truffet for at undervise dem om de krav de må opfylde for at vinde livet. Det er således et stadigt voksende antal der siger: „Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.“ (Es. 2:3) Her får de undervisning om hvordan de skal følge Kristi Jesu eksempel og adlyde hans befalinger. De lærer at den befaling Jesus gav sit folk indbefatter dem. Han sagde: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil den samlede afslutning på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Ja, de lærer at nu under den samlede afslutning på tingenes ordning bør de være lærere og undervise om det Jesus befalede.
Oplært til at være lærere
13. Hvorledes viste apostelen Paulus at lærerstaben ville blive udvidet, og hvem udfører i dag et sådant arbejde?
13 Det er ikke nok at fortælle mennesker at de skal undervise andre; for at være kompetente hertil må de være oplært rigtigt. Paulus sørgede for at Timoteus fik en sådan oplæring ved at tage ham med sig i missionærarbejdet. Senere skrev han til den trofaste Timoteus og opmuntrede ham til at fortsætte i sin vækst som kristen og til i særlig grad at have opmærksomheden henvendt på at oplære andre til det undervisningsarbejde der måtte udføres. „Du, derfor, mit barn, vedbliv med at hente kraft i den ufortjente godhed der er i forbindelse med Kristus Jesus. Hvad du hørte af mig med mange vidners støtte skal du betro pålidelige mænd, der igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:1, 2, NW) I dag har Selskabet der udfører en gerning i lighed med Timoteus’, til stadighed sørget for at oplære andre til at undervise i sandheden.
14, 15. Hvad er nogle af de foranstaltninger som Selskabet har truffet for at dygtiggøre alle til at være lærere, og hvorledes bidrager hver af disse foranstaltninger hertil?
14 Vel vidende om formaningen „I burde være lærere når man tager tiden i betragtning“ træffer Selskabet regelmæssige foranstaltninger for at hjælpe alle til at skride fremad til dette stade af kristen modenhed. (Hebr. 5:12, NW) Eftersom de stedlige tilsynsmænd indtager en nøglestilling i dette arrangement går et af de bibelske krav til enhver tilsynsmand ud på at han skal være „egnet til at undervise“. (1 Tim. 3:2, NW) I 16.883 menigheder ud over hele verden har Selskabet tilrettelagt et regelmæssigt studium af indholdet i bladet Vagttårnet sammen med Bibelen. Det holder alle à jour med det undervisningsarbejde der skal udføres. Ikke alene gennemgås stoffet, men de tilstedeværende får lejlighed til at udtrykke sig og høre andres kommentarer til det, og dette hjælper dem til at undervise andre. Ingen indviede forkyndere eller mennesker med god vilje der virkelig værdsætter den kanal hvorigennem Jehova belærer sit folk, vil ønske at gå glip af blot ét af disse møder hvis det kan undgås. — Hebr. 10:25.
15 Så er der hver uge den teokratiske skole. Lærere må være talere, hvad enten de taler til én eller til mange på samme tid. De må også være i stand til at finde oplysninger frem fra opslagsbøger. Dette lærer de at blive dygtige til i den teokratiske skole. Tjenestemødet byder på vejledning med hensyn til den praktiske anvendelse af den kundskab man har tilegnet sig, og denne videreføres ved hjælp af den hensigtsmæssige oplæring som modne forkyndere giver på arbejdsmarken. Belærende bibelske foredrag der arrangeres for offentligheden, overværes ligeledes ivrigt af vidnerne, som opbygges når deres opmærksomhed henledes på de punkter der viser forbindelsen mellem Bibelens profetier og verdensbegivenhederne i vor tid, og hvordan de kristne principper kan anvendes på nutidens problemer. De må have sådanne oplysninger på rede hånd for at kunne være i stand til at undervise „alle slags mennesker“. Det ugentlige menighedsbogstudium ledes efter samme mønster som vagttårnsstudiet, men da det sædvanligvis er en meget mindre forsamling og der ikke er fastsat nogen bestemt mængde stof der skal gennemgås, åbner det mulighed for en mere indgående drøftelse af de emner der behandles. Læg hertil zone- og sektionsstævner, nationale og internationale kongresser. Tænk på det væld af oplysninger der regelmæssigt behandles i bladet Vågn op! og som man selv kan studere hjemme. Har den teokratiske organisation lagt sig den bibelske formaning om at hjælpe Guds folk til at blive egnede lærere på sinde? Så afgjort ja!
Undervisning i hjemmet
16, 17. Hvilken rolle spiller familien i den teokratiske undervisning, og hvorledes blev dette understreget over for israelitterne?
16 Menigheden er imidlertid ikke trådt i hjemmets sted hvad undervisning inden for den nye verdens samfund angår. Ingen af disse to undervisningscentrer kan undværes; de er begge vigtige led i den nye verdens undervisningssystem. Forældre er dagen igennem deres børns lærere, og når de følger et vel tilrettelagt program med hensyn til kristen oplæring i hjemmet, vil både familiens egne medlemmer og alle der ved lejlighed kommer sammen med dem, nyde godt af de gavnlige virkninger heraf.
17 Det ansvar der påhviler forældre med hensyn til at undervise deres børn, blev dybt indprentet israelitterne før de gik over Jordanfloden og ind i det forjættede land. I 5 Mosebog 4:9, 10 findes denne formaning: „Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne øjne har set, og at det ikke viger fra dit hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine sønner og dine sønners sønner derom. Glem ikke den dag, du stod for [Jehova] din Guds åsyn ved Horeb, da [Jehova] sagde til mig: ’Kald mig folket sammen, for at jeg kan kundgøre dem mine ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de lever på jorden, og lære deres sønner det samme!’“ I det sjette kapitel fik de atter denne påmindelse: „Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ Og i det ellevte kapitel blev der igen sagt til dem: „I skal lære Eders børn dem.“ Moses omtalte dette forhold flere gange for at understrege dets betydning.
18. Hvilket regelmæssigt program i forbindelse med kristen oplæring findes der i velordnede kristne hjem?
18 En del af det undervisningsprogram der findes i velorganiserede kristne hjem verden over består i den daglige drøftelse af dagsteksten der findes i Yearbook på engelsk og i Vagttårnet på andre sprog. Det er bedst at faderen leder hele familien i denne drøftelse, idet han giver hvert familiemedlem lejlighed til at give sit besyv med. Men selv om enten faderen eller moderen ikke er med i sandheden og ikke bryder sig om at være med i drøftelsen, gør den troende vel i at sørge for at børnene hver dag nyder godt af denne foranstaltning. Desuden er det en virkelig omsorg for børnenes åndelige behov når forældrene hver uge sætter en time eller mere til side for at lede et regelmæssigt hjemmebibelstudium med dem. Man tager sig tid til at gå til andres hjem for at undervise dem og deres børn i Bibelen, så hvorfor ikke gøre sin egen familie samme tjeneste? Det er lige så vigtigt som anden tjeneste på arbejdsmarken, og et sådant regelmæssigt studium med dem af børnene der endnu ikke har indviet sig, kan rapporteres til menigheden som et hjemmebibelstudium.
19. Hvilke egenskaber skulle forældre som lærere søge at opelske i deres børn, og hvilke gavnlige virkninger vil der opnås?
19 Efterhånden som børnene vokser op er der naturligvis mange andre ting de må belæres om. Respekt for andre, for eksempel. Hvis det forlanges at barnet viser respekt hjemme, vil det falde det naturligt at vise den uden for hjemmet. Dersom forældrene selv viser andre respekt, vil børnene have et godt eksempel at efterligne. (Ef. 6:1-3; 1 Tim. 5:17) Pålidelighed er en vigtig ting. Men børnene lærer det aldrig dersom forældre hele livet rydder op efter børnene eller gør det arbejde færdigt som børnene var blevet sat til. Resultatet er meget bedre når forældrene lærer børnene at bære et ansvar. (Matt. 25:14-30) Det er godt at lære børnene hvordan de skal tænke logisk og hvordan de skal træffe rette afgørelser. Tal fornuftigt med dem om problemerne og indprent dem de kristne principper der styrer en ret adfærd, den skade man volder sig selv ved at handle forkert, og de velsignelser der kommer af at handle rigtigt. (Jer. 10:23; Ordsp. 3:5, 6) Man når det ikke ved blot at kommandere dem med et „Gør det!“ eller „Lad være med det!“ Den rette udvikling af disse og mange andre egenskaber er mindst lige så vigtig som den rette fysiske vækst. Forældrene har fået betroet denne vigtige opgave med at undervise børnene.
20. Hvem i den nye verdens samfund „burde være lærere“?
20 Alle i den nye verdens samfund ser hen til Jehova Gud og Kristus Jesus som deres store læremestre der kan lede dem til evigt liv og til lykke. De lægger sig på sinde den inspirerede formaning som oprindelig blev givet af disse læremestre og som lyder: „I burde være lærere.“ Hvad enten de er forældre eller børn, hvad enten de tilbringer hele deres tid eller en del af den i tjenesten, hvad enten de er tilsynsmænd eller har en anden opgave, så ved de at der er et undervisningsarbejde som de kan tage del i, og nu er det tiden til at udføre det.