Den guddommelige vilje — Jehovas vidners internationale kongres
HVOR er Jehovas folk taknemmelige for at det var den guddommelige vilje at de skulle komme sammen fra den 27. juli til den 3. august 1958 i New York for at aflægge et kolossalt vidnesbyrd om Guds navn — Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“!
Har der mon nogen sinde før været et kristent stævne magen til dette, et stævne af et sådant format og med en virkning der mærkedes fjernt og nær? De myldrende skarer af delegerede fra 123 lande som fyldte New Yorks to største baseball stadionner — Yankee Stadium og the Polo Grounds — følte i sandhed at dette stævne på mange måder var uforligneligt velsignet!
Allerede den første dag opnåede Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ en rekord i tilhørerantal! Med Yankee Stadium og the Polo Grounds fyldt til sidste plads og resten af tilhørerne i telte der var rejst nær stadionnerne, overværede en skare på 180.291 mennesker den første stævnedags eftermiddagsmøder. Da denne mægtige forsamling hørte tilhørerantallet blev den glædeligt overrasket. Og intet under! For dette tilhørerantal overgik langt det højeste antal tilstedeværende ved Jehovas vidners internationale stævne på Yankee Stadium i 1953.
Stævnedagen: Trofasthed
Da kongresdeltagerne på åbningsdagen myldrede til Yankee Stadium og the Polo Grounds, blev de henrykte for at modtage et eksemplar af det toogtredive siders program, der havde et nydeligt omslag og viste begge stadionners programmer. Programmet var anført to gange, og på få undtagelser nær talte de samme foredragsholdere på begge stadionner. Da kongresdeltagerne ivrigt bladede igennem det yderst interessante program, lagde de mærke til at hver dag havde et tema, som for eksempel „Trofasthed“, temaet for åbningsdagen den 27. juli. Hvilket rammende tema!
Stævnet indledtes søndag morgen kl. 9.15 med musik og sang og en drøftelse af dagens tekst. Velkomsttalen imødeses altid med stor forventning, og tilhørerne lyttede begejstrede til ordstyrerens, M. G. Henschels, velkomstord. „Fordi det største stævne sande kristne nogen sinde har afholdt begynder i dag,“ erklærede han, „er vi overbeviste om at Jehova er med os og at det skyldes den guddommelige vilje at vi er her.“
Kl. 13.20 begyndte eftermiddagsmøderne med musik og sang. Det vakte betagelse blandt tilhørerne da præsident Knorr henledte opmærksomheden på de 1461 elever fra Gileadskolens 30 klasser der var forsamlet på Yankee Stadiums slaggebane. Hvilket eksempel på trofasthed!
Og hvilket farvestrålende syn det var at se den afgående klasse bænket foran platformen! 103 elever fra fireogtres forskellige lande klædt i deres spraglede dragter lyttede sammen med andre kongresdeltagere opmærksomt til de opmuntrende foredrag der blev holdt af Gileadskolens lærerstab. Derefter fulgte et foredrag af skolens vicepræsident F. W. Franz, der talte over emnet „Missionærer for Guds rige der hersker“, og forklarede hvad en sand kristen missionær er: „Den kristne missionær virker ikke i et økonomisk hjælpeprogram for underudviklede eller dårligt stillede lande,“ erklærede Franz. „Vor opgave er at virke i det meget vigtigere religiøse hjælpeprogram.“
Eksamensafslutningens højdepunkt var foredraget „Hold troligt ud i din gerning“, samt uddelingen af diplomer til eleverne, ved skolens præsident N. H. Knorr. Ved denne den største afslutningshøjtidelighed fra Gilead, understregede Knorr meget passende trofasthed. „At gøre den guddommelige vilje og holde troligt ud dermed er den eneste gerning der er værd at udføre,“ udtalte han.
Vedholdende forkyndelse har bragt stor forøgelse i mange lande, viste Knorr. Et tordnende bifald lød da Knorr fortalte hvilket land der nu har det tredjestørste antal Jehovas vidner, nemlig det kommunistiske Polen! Og det langvarige bifald viste hvilken oprigtig beundring stævnedeltagerne nærede for deres brødre i Polen.
Det var nu begyndt at regne. Men eleverne gik op til den smukke platform for at modtage deres diplomer. Knorr glædede tilhørerne med at fortælle hvor eleverne skulle hen, hvornår de indviede sig og hvilken verdslig religion de havde tilhørt før de lærte Guds sandhed at kende. Selv om det regnede under afslutningshøjtideligheden opvejede udgydelsen af åndelige velsignelser langt regnen.
Stævnedagen: Udelt hengivenhed
Temaet der gik igennem mandagen var udelt hengivenhed. I fire dage blev der fra 9.30 til 11.30 holdt foredrag på tyve sprog udover engelsk. Mange tog del i tjenesten på arbejdsmarken. Om eftermiddagen hørte stævnedeltagerne „Hvad udelt hengivenhed har udvirket i Nord- og Mellemamerika“, fortalt af brødre der repræsenterede elleve forskellige nationer. Samme dag blev der også holdt fem halvtimes foredrag. Broder H. L. Brissett, sektionstjener, talte over emnet „Gå helhjertet ind for den nye verdens interesser“.
Efter ham kom vor kære broder Macmillan. I sit foredrag „Trofasthed i de mindste ting“ påpegede han at trofasthed i de mindste ting indbefatter at læse og at grunde over dagens tekst, give kommentarer ved møderne og føre en hus-til-hus-notatseddel. Han blev gentagne gange afbrudt af varme bifald.
Om eftermiddagen holdt N. H. Knorr dagens vigtigste foredrag for 151.003 tilhørere. Emnet var „Tegn og undere i endens tid“. Det var bygget over Jehova Guds anvendelse af profeten Esajas som et tegn og under for Israels folk.
Den kendsgerning at den gode nyhed om Riget forkyndes overalt af resten og dem der har sluttet sig til den er, sagde Knorr, et tegn på at „Guds rige er oprettet som universets hovedstad. Det er et tegn der varsler at denne verdens nationer nu står ansigt til ansigt med deres endeligt, der vil komme så snart vor forkyndelse er ophørt i overensstemmelse med den guddommelige vilje“.
Stævnedagen: Udvidelse af vor forkyndelse
Tidlig tirsdag eftermiddag strømmede skarerne til stadionnerne for at modtage velsignelserne fra stævnedagen „Udvidelse af vor forkyndelse“. Og hvilke nyheder om udvidelse hørte de ikke! Rapporter fra tolv sydamerikanske lande viste hvordan Rigets arbejde i Sydamerika er vokset med 100 procent i løbet af fem år. Brasilien for eksempel nåede en forøgelse på 106 procent, altså over 100 procent, og Colombia nåede endnu højere med det forbavsende tal 150 procent.
Så kom meddelelsen om et nyt hjælpemiddel til udvidelse af forkyndelsen. N. H. Knorrs emne hed „En læsebog for de spansktalende“. Den spanske brochure der på dansk ville hedde Lær at læse og skrive, blev modtaget med begejstring af de tusinder der var til stede. Afdelingszonetjener for Europa, F. S. Hoffmann, talte over emnet „Hvordan er din åndelige appetit?“ På en levende og appellerende måde viste han at akkurat som regelmæssige spisevaner er uundværlige hvis man skal bevare sit legemlige helbred, sådan er regelmæssig indtagelse af åndelig føde også uundværlig.
Denne dags højdepunkt var vicepræsidenten for Vagttårnsselskabet, F. W. Franz’ foredrag. Emnet var „Guddommelig miskundhed og Riget“. Franz elektricerede sine 147.135 tilhørere da han på den mest fængslende måde råbte ordene fra Esajas 55:1-4, NW: „Hej der, alle I tørstige! Kom til vandet. Og de der ikke har penge! Kom, køb og spis. Ja, kom, køb vin og mælk endog uden penge og uden vederlag.“ Han fortsatte med at citere de næste tre vers, og så forklarede han hvordan dette „var Jehova Gud der kaldte og inviterede de tørstige og sultne. Hvad var der at tørste og hungre efter? En retfærdig konge, en god regering, som en opfyldelse af den pagt Jehova Gud sluttede med kong David“. „Pagten om Riget“ gik som den røde tråd gennem hele hans gribende foredrag.
Programmet tirsdag aften opflammede alle til at udvide deres tjeneste. Afdelingszonetjener H. W. Arnott talte om behovet for at være fyldt med åndelig indsigt for at kunne træffe de rette beslutninger. „Yd dit bedste som en arbejder for Gud“, hed det foredrag der blev holdt af D. Sydlik fra Brooklyn Betel; han påpegede hvordan enhver forkynder for Gud er en arbejder som må være interesseret i kvaliteten af sit arbejde. „Hvis vort arbejde er andenklasses,“ sagde han, „mindsker vi menneskers muligheder for frelse.“ D. L. Steele, afdelingstjener i Korea, der talte over emnet „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“, udtalte: „Hvis du er klar over at du burde indvi dig og lade dig døbe, og ikke gør det, er dit ansvar over for Jehova det samme som hvis du gjorde det.“ Derefter talte G. R. Phillips, afdelingstjener i Sydafrika, om „Modenhed, et mål for alle forkyndere“. „Hvordan viser modenhed sig?“ spurgte Phillips. Ved at man er regelmæssig i tjenesten for Riget, viste han.
Stævnedagen: Smag den guddommelige godhed
Tusinder af dåbskandidater var bænkede foran J. H. Eneroth onsdag morgen for at høre „Dåb i overensstemmelse med den guddommelige vilje“. Man kunne ikke straks opgive tallet på denne store skare. Det var ikke før dåbskandidaterne blev bedt om at rejse sig at man kunne se hvor mange der var; rækkerne strakte sig fra den ene side af Yankee Stadium til den anden. Det var et bevægende syn. Da denne store skare rejste sig, viste tilskuerne deres glæde ved en vedholdende klappen. Mange græd glædestårer da de så deres børn, mænd, hustruer, fædre, mødre og venner tage standpunkt for Jehova. Efter bønnen gik dåbskandidaterne fra stadion i ordnede rækker ud til de tres ventende busser der skulle køre dem til Orchard Beach, hvor dåben foregik. Mens de forlod deres pladser sang de andre på stadion „Tag standpunkt for Jehova!“ Denne betagende begivenhed syntes dobbelt betagende da det blev bekendtgjort at 7136 blev døbt, dobbelt så mange som der blev døbt på Pinsedagen og 2496 flere end der blev døbt ved det internationale stævne i 1953! Glæde fyldte hjerterne! I sandhed, stævnet smagte Jehovas godhed.
Eftermiddagens foredrag ved N. H. Knorr, „Ned med det gamle — op med det nye!“ samlede sig om den kendsgerning at profeten Jeremias var et forbillede på resten af Kristi salvede efterfølgere i dag som forkynder denne verdens ende og oprettelsen af en ny verden som Gud skaber.
Ved afslutningen af denne opløftende drøftelse bekendtgjorde N. H. Knorr for de 150.282 tilhørere udgivelsen af Bind IV af New World Translation of the Hebrew Scriptures, der indeholder bøgerne Esajas, Jeremias og Klagesangene.
Knorr talte igen samme aften, denne gang over emnet „Hvordan man vogter fårene med kløgt“. I foredraget understregede han det ansvar menighedernes tilsynsmænd har for at drage omsorg for at opfylde det åndelige behov hos Herrens andre får. Også F. W. Franz holdt et foredrag; det hed „Vi skal se nøje til hvorledes vi vandrer“. „Vi burde altid vandre,“ sagde Franz, „som var Gud til stede, for hans øjne er overalt og han holder øje med både onde og gode.“
Stævnedagen: Et fuldt mål af tjeneste
I pagt med torsdagens tema „Et fuldt mål af tjeneste“ — mødtes tusinder af kongresdeltagere på de forskellige samlingssteder til tjeneste på arbejdsmarken. New York modtog endnu et kæmpemæssigt vidnesbyrd ved hjælp af plakater, løbesedler og forkyndelse fra dør til dør. De kongresdeltagere der tog del i tjenesten på arbejdsmarken kunne berette om mange tilfælde hvor retsindige mennesker havde bedt om studier eller yderligere oplysninger.
Efter tjenesten på arbejdsmarken strømmede kongresdeltagerne med stor forventning til stadionnerne. Programmet den dag gav løfte om store velsignelser. På denne dag hørte de delegerede blandt andre foredragene „At tjene hvor behovet er stort i udlandet“, „Hvordan vi opfylder behovet i vort eget land“, „Kan jeg stræbe efter pionerforrettigheder?“ og „Hold ud hvor behovet er stort“. Det gennemgående tema, at tjene Gud, blev yderligere fremhævet ved at repræsentanter fra mange af verdens øer fortalte erfaringer fra deres tjeneste på arbejdsmarken.
I foredraget „At tjene hvor behovet er stort i udlandet“, blev det påpeget at der er „elleve lande med kun én forkynder for hver 10.000 til 100.000 mennesker. Der er nitten lande hvor der er et indbyggerantal med kun én forkynder for hver 100.000 til 1.000.000. Der findes tre lande hvor der kun er én forkynder for hver million indbyggere eller derover, og der er fjorten lande med en befolkning på over en million hvor der ikke blev udført noget arbejde sidste år“. Hvilket indtryk disse foredrag gjorde! Hver familie talte alvorligt om at tjene hvor behovet er stort!
Torsdag eftermiddag ventede kongresdeltagerne med dyb interesse på at høre broder Knorr tale om „Hvordan vi opretholder vort åndelige paradis“. Knorr fortalte den store tilhørerskare på 145.488 mennesker, at da den hellige ånd blev udgydt over Kristi disciple på Pinsedagen og avlede dem som Guds åndelige sønner, var et åndeligt paradis dermed blevet oprettet. Men dette paradis fortsatte ikke efter apostlenes død. Knorr påpegede at efter deres død „blev Satan Djævelen årsag til at de kristnes åndelige paradis gik tabt“.
Det var fra 1919 at det åndelige paradis begyndte at blive genoprettet, dengang Jehovas vidner blev udfriet fra det babyloniske fangenskab og begyndte at frembringe åndens frugter. De må opretholde dette åndelige paradis.
Kongresdeltagernes forventning steg da Knorr fortalte at missionærerne i Thailand engang spurgte om ikke Selskabet ville fremstille en studiebog der kun omhandlede den rene bibelske lære. For at opfylde deres behov såvel som brødrenes behov i mange dele af verden bekendtgjorde Knorr derpå udgivelsen af en ny bog — From Paradise Lost to Paradise Regained — [Fra det tabte Paradis til det genvundne Paradis].
Et tordnende bifald hilste denne meddelelse! Det var lige en bog der var behov for, og Selskabet havde opfyldt behovet! På begge stadionner hørtes udbrud af glæde og jubel! Efter eftermiddagens møder strømmede delegerede til bogbordene for at få nogle eksemplarer; nogle delegerede kom med favnen fuld af de nye orangefarvede bøger! I timevis efter at møderne var forbi syntes alle og enhver at tale om fordelene ved denne nye bog.
Stævnedagen: Frygtløs forkyndelse
Temaet om frygtløs forkyndelse blev om fredagen fremhævet ved en resolution. Før den blev forelagt holdt F. W. Franz foredraget „Hvorfor dette stævne bør vedtage en resolution“. Han kaldte det „et kristent stævne for den menneskelige familie“ fordi så mange racer og nationer var repræsenteret ved stævnet. Han sagde: „Vi er samlet i så vældigt et antal fra så mange steder rundt om på kloden, at det vil være særdeles passende at vi som en skare i forening fremsætter en udtalelse for kraftigt at understrege den kendsgerning at vi har Guds ånd, at vi er blevet ’oplært af Jehova’ til at være ét i kundskab og forståelse, og at vi er blevet gjort stærke og urokkelige i vor beslutning om at gøre den guddommelige vilje som en forenet teokratisk organisation.“ Han bebrejdede kristenhedens præsteskab at det fremholdt De forenede Nationer som menneskehedens håb for fred i stedet for at fremholde Guds rige som håbet.
F. W. Franz’ foredrag efterfulgtes af en bemærkelsesværdig resolution fremsat af N. H. Knorr for de 194.418 tilstedeværende. I resolutionen beklagedes den kendsgerning at præsteskabet har fået folk til at ignorere Guds ord. Den erklærede at Gud har udvalgt sin egen regering over jorden og at denne regering nu hersker fra himmelen. Endvidere hed det i resolutionen, at Jehovas vidner i overført betydning har smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive „og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer“; at vi har skilt os ud fra denne verden og dens utiltalende stridigheder og har indviet os til vor eneste Gud. Resolutionen blev fremsat og med begejstring vedtaget af de forsamlede skarer.
Om aftenen understregede Selskabets juridiske rådgiver, H. C. Covington, temaet om frygtløs forkyndelse i sit foredrag „Kompromis fører til tab af uangribelighed“. Han erklærede at „frygt er vor største fjende. Frygt mennesker og du bliver fanget i en fælde“. Videre sagde han: „Den vane at gå på kompromis ved at give slip på det der er ret, forbydes i Jehovas højesteret.“
Samme aften talte broder Knorr om „Teokratisk skole for frygtløse forkyndere“. Den gode nyhed bliver sandsynligvis forkyndt af flere kvinder end mænd i vor tid, sagde Knorr. Til de 173.079 tilstedeværendes store glæde forklarede Knorr videre hvordan søstre fra januar 1959 vil blive oplært i den teokratiske skole. Han forklarede at søstre vil holde en seks minutters prædiken der indflettes i en lille demonstration. Et stormende bifald fulgte næsten hvert eneste punkt i forklaringen og understregede at de tilstedeværende søstre virkelig var frygtløse forkyndere. Ligesom de foregående aftener var det kun modstræbende at de store skarer tog til deres logier, for de frydede sig over at blive på stævnepladsen, tale med venner og drøfte de velsignelser som stævnedagen „Frygtløs forkyndelse“ havde bragt.
Stævnedagen: Lad din vilje ske
Tidlig lørdag morgen strømmede skarerne til de to stadionner. Dagen gav løfte om mange interessante ting. Af alle de rapporter der blev aflagt ved stævnet var den der blev givet af A. Rütimann fra Schweiz en af dem der blev modtaget med størst begejstring. Han medbragte kærlige hilsener fra over hundrede tusinde brødre fra syv lande bag jerntæppet. Klapsalver rungede gennem stadionnerne da han talte om brødrenes trofasthed og arbejdets vækst i Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Men hvordan gik det med vore brødre i Rusland? Trods den mest ondskabsfulde forfølgelse, er der flere Jehovas vidner i Rusland nu end nogen sinde før, sagde Rütimann! Til alles store glæde lod Rütimann derefter spille et bånd på tape-recorder; det var blevet bragt ud af Rusland og indeholdt hilsener fra de russiske brødre. Båndet begyndte med at de russiske brødre sang to vers af „Pris evighedens konge“, hvorefter de i et kort budskab udtrykte deres tro og beslutning om at stå fast. Det var også et håbets budskab og sluttede med hjertelige og varme hilsener. Denne hjertevarmende rapport tvang glædestårerne frem, og fremkaldte et tordnende bifald.
Et stort øjeblik oprandt lørdag eftermiddag. I sit foredrag „Lad din vilje ske“, elektricerede broder Knorr stævnedeltagerne med udgivelsen af endnu en ny bog — „Your Will Be Done On Earth“ [Din vilje ske på jorden]! Et stormende bifald brød løs! Man jublede da broder Knorr sagde: „Det er nyt alt sammen!“ Videre sagde Knorr til den lykkelige tilhørerskare på 175.441: „I vil fryde jer over denne bog!“ Og det er ikke noget under! Den indeholder et omfattende studium af Daniels bog. Kongresdeltagerne strømmede over af glæde da de fik deres eksemplarer. Hvilken storslået hjælp til at forstå den guddommelige vilje i denne endens tid!
Højdepunktet lørdag aften var F. W. Franz’ foredrag „Når Jehova rejser sig for at udøve sit usædvanlige værk“. Han sagde at Gud i sit usædvanlige værk vil gå så langt som til at udslette kristenhedens tilhængere og tilintetgøre dens religiøse templer, akkurat som tilfældet var med Jerusalem.
Stævnedagen: Guds rige
Dette var den største dag, den dag de delegerede så ofte havde talt om. Nu var den oprundet. De delegerede kom tidligt til stadionnerne, beredte på en velsignet dag. Formiddagens program, der indbefattede foredrag af L. A. Swingle, G. Suiter og J. O. Groh fra Brooklyn Betel, nåede sit vigtigste punkt da F. W. Franz behandlede bibelske spørgsmål og svar. Eftermiddagen kom og tiden var inde til det offentlige foredrag, der var blevet averteret med 5.000.000 løbesedler, 22.000 skilte i undergrundsbaner og busser, 26.000 plakater og 53.000 bilplakater — „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“
Flere timer før foredraget begyndte strømmede mennesker til fra undergrundsbanen og fyldte stadionnerne. Yankee Stadium var fyldt til sidste plads. Der gik et sus af begejstring gennem tilhørerne da stadions porte blev åbnet og skarerne udenfor kom ind og satte sig på græsplænen! Bifaldet der fulgte, viste hvor oprigtig tilhørernes glæde var. Tiden var inde og Knorr begyndte på sit foredrag: „Kun den bedste regering i universet er god nok til vor jord. Det er hvad jordens Skaber mener om den sag. Og det kan alle mennesker med god vilje være glade for.“
Knorr besvarede spørgsmålet: „Er verdens ende nær?“ med et eftertrykkeligt: Ja! Skarerne der fyldte de to stadionner, teltene, og det nærliggende New Rockland Palace, lyttede begejstret til foredraget. Mindst femogtyve gange blev det glædelige budskab afbrudt af klapsalver. „Måtte derfor alle mennesker med god vilje nu vende sig til Gud for at få en regering der skal styre jorden!“ sluttede Knorr. „Måtte al hyldest gå til Guds rige der nu hersker!“
Da foredraget var forbi bekendtgjorde Knorr at der ville blive uddelt gratis eksemplarer af foredraget til de tusindvis af mennesker der var forsamlede for at høre dette betydningsfulde emne behandlet. Da Knorr meddelte hvor mange der var til stede, lød et rungende bifald. Og tilhørerantallet? Det havde langt oversteget forventningerne! Den skare der var forsamlet for at høre dette vigtige offentlige foredrag talte ikke mindre end 253.922 mennesker!
Glæden over denne tilhørerrekord havde endnu ikke lagt sig da flere velsignelser begyndte at strømme til stævnedeltagerne idet broder Knorr gav „Præsidentens afsluttende bemærkninger“.
Var der under hele stævnet en tale som denne? Tilhørerne tilkendegav tydeligt deres svar ved de utrolig mange, flere end halvtreds, klapsalver! Hvilke betagende ord! Hvilke nyheder om udvidelse Knorr fortalte! Han indledte med at lade de tilsynshavende uddele et postkort til hver af de 210.778 tilhørere. Her var et synligt bevis for udvidelse, kortet viste nemlig et farvebillede af det nuværende betelhjem i Brooklyn og et smukt, vellignende billede af den påtænkte nye tilføjelse til Betel. Bifaldet brusede! Yderligere bifald fulgte da Knorr fortalte nyheden om et nyt oplæringsprogram — sektions-, zone- og menighedstjenere vil blive kaldt til Betel for at få et særligt kursus.
„Organisationen vokser,“ sagde Knorr. „Den har brug for flere tjenere der kan varetage ledelsen af arbejdet i alle landene ud over jorden.“ Gilead vil fortsætte, men undervisningsprogrammet skal udvides. Forskellige landes afdelingskontorer vil også blive anvendt til undervisning. „Undervisningsarbejdet er ikke på retur,“ forsikrede Knorr den begejstrede forsamling, „det er tværtimod fremadskridende. Det har I set under dette stævne.“
Hvilken passende afslutning på stævnet var ikke denne nyhed om udvidelserne! Og alt det materiale vi modtog ved stævnet vil i høj grad bidrage til udbredelsen af Rigets arbejde jorden over. Der udkom enoghalvfems publikationer på fireoghalvtreds forskellige sprog! Kongresdeltagerne følte i sandhed at Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ havde udstyret dem „med alt godt til at gøre hans vilje“. — Hebr. 13:21, NW.
Da dette historiens største kristne stævne sluttede med sang og bøn, forberedte de delegerede sig på hjemrejsen, lykkelige for at være Jehovas vidner.
[Illustration på side 540]
7136 blev døbt som symbol på deres indvielse til Jehova Gud
[Illustrationer på side 540]
Yankee Stadium og Polo Grounds.
Jehovas Vidners internationale stævne „Den guddommelige vilje“, New York, 27. juli–3. august 1958.
Tilhørerantal: 253.922