Kommunismen en falsk religion

● I sin bog Must You Conform? drøfter Robert Lindner i afsnittet „Politikkens tro og væsen“ grunden til at kommunismen virker tiltrækkende på mange mennesker. „Alle forudsætningerne for at kunne antages som en religion — en verdsliggjort religion ganske vist, men dog en religion — er til stede i kommunismen. Næsten lige siden tanken om kommunismen blev undfanget har den båret et tros- eller tilbedelsessystems stempel. Til mindste enkelthed opfylder den de nødvendige betingelser for et religiøst system med faste, ufravigelige retningslinjer og falder således let i tråd med menneskers inderste trang. Man kommer ikke uden om de paralleller der findes mellem marxismens og enhver af de store religioners biografi. Forbud og en tid med vanskeligheder — krige, blodsudgydelse, lidelse og uro — har givet næring til den jord der skulle blive grobund for en ny tro. En forløber og profet . . . viste sig i form af en generation af prædikanter og legemliggjordes endelig i den tyske filosof Hegel. Efter ham kom ordets forkynder, messias, Karl Marx. Hans guddommeliggørelse kræver ingen dokumentation. . . .

● Og dette er ikke alt hvad der godtgør at kommunismen i sin sande natur i virkeligheden er en religion. Ligesom alle andre teologier har også den en eskatologi med en domsdag og et syn af de sidste tider — en proletarhimmels grønne vange når staten til sidst forgår og et klasseløst samfund bestående af lykkelige ligemænd bliver tilbage, og et helvede for den uforbederlige i form af udelukkelse fra samfundet for tid og evighed. Også en hagiografi kan kommunismen medregne blandt sine attributter: gennem det der i realiteten svarer til en helgenkalender og en liste over kanoniserede martyrer taler den til tilbedelsestrangen. En række suffisante dogmer nedlagt i hellige tekster skrevet med det usigelige ord, et hierarki af præster og funktionærer hvem ceremonielle ritualer og protokoller er betroet, en samling mysterier og optagelsesritualer — alt dette og meget mere fuldstændiggør på det smukkeste hele billedet og røber at det der har været formummet som et socialt og politisk system i virkeligheden er en fuldt formet bona fide religion. Forstår man dette kommunismens sande væsen og ser man hvordan den i de mindste enkeltheder har sine lighedspunkter med alle de store teologiske systemer vi har kendskab til, begynder man at afsløre hemmeligheden ved den tiltrækning den øver på alle mennesker, og især på dem der ingen tro har, dem der ikke får denne dybe trang tilfredsstillet. . . . Kommunismens succes skulle ikke undre os, eftersom den for en stor del svarer til en religions succes.“