„Ske din vilje på jorden“, 29. del
I de århundreder som er gået siden krigen mellem Nordens konge og Sydens konge første gang brød ud i det fjerde århundrede før den kristne tidsregnings begyndelse, har de to konger skiftet identitet adskillige gange. I året 64 f. Kr. overtog romerrigets herskere rollen som Nordens konge. Da den romerske kejser Theodosius døde år 393 (e. Kr.), blev riget delt i en østlig og en vestlig del. Men først da den romersk-katolske pave Leo III kronede frankerkongen Karl den Store til kejser over den vestlige del af riget, kunne man med rette historisk set tale om Det vestromerske Rige og Det østromerske Rige, hvilket sidstnævnte havde byen Konstantinopel som hovedstad. Kroningen fandt sted juledag år 800.
78. Hvem fik omsider kejserværdigheden over Det vestromerske Rige og sad inde med den tiden ud efter at det var blevet forordnet at kejseren skulle vælges, og hvem sad inde med den tiden ud, hvorledes blev Det hellige romerske Rige af den tyske Nation grundlagt, og hvorledes blev der gjort ende på det?
78 I året 911 (e. Kr.) bestemtes det at det skulle afgøres ved valg hvem der skulle være kejser over Det vestromerske Rige. Fem hundrede år senere gik kejserværdigheden over til huset Habsburg i Østrig, og medlemmer af dette hus sad inde med den indtil 1806, da Det hellige romerske Rige opløstes. Navnet overførtes til Det tyske Rige under Otho (Otto) den Stores regering. Han kronedes som konge af Italien i 961, og den 2. februar 962 kronede pave Johannes XII ham i Rom som Otho I, kejser af Det hellige romerske Rige. Det blev kendt som Det hellige romerske Rige af den tyske Nation. Det havde hovedstad i Tyskland, og kejserne og flertallet af deres undersåtter var tyskere. Under Otho I blev Tyskland og Italien således bragt i nær forbindelse med hinanden, men med Tyskland som den dominerende part, for til sidst blev Italien behandlet som en erobret provins. Det var Napoleon Bonaparte som gjorde ende på Det hellige romerske Rige i 1806. Da han som Frankrigs kejser nægtede at anerkende Det hellige romerske Riges eksistens, løste kejser Frans II de germanske stater fra deres troskabsed mod Det hellige romerske Rige. Han fraskrev sig værdigheden som romersk kejser og trak sig tilbage for at varetage regeringen over sit eget folk som kejser af Østrig. Dette var, efter 1006 års forløb, den vanærende afslutning på Det hellige romerske Rige, som blev grundlagt af den romersk-katolske pave og frankeren Karl den Store. Det havde ikke vist sig at være Guds tusindårsrige.
79. Hvornår blev det nye Tyske Rige grundlagt, og hvilken Triple-alliance blev dannet?
79 I 1870 blev Italien et kongerige, uafhængigt af de romerske paver i Vatikanet. Det følgende år blev det nye Germanske Rige grundlagt, da Wilhelm I blev udråbt til cæsar eller kejser. Man kunne nu begynde at skelne hvem der skulle blive vor tids Nordens konge. Med tiden indgik Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien en alliance, som endnu bestod da den første verdenskrig udbrød.
80. Hvordan opstod den syvende verdensmagt, og især fra hvornår indtog den stillingen som Sydens konge?
80 I begyndelsen af det syttende århundrede grundlagde Storbritannien sin position som stormagt og voksede frem til stillingen som den bibelske histories syvende verdensmagt, i hvilken stilling det knyttedes til Amerikas forenede Stater for at danne den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt. Under den krig England førte mod Napoleon Bonaparte, fordrev den engelske hær franskmændene fra Ægypten, som de fuldstændig havde erobret i 1798. Skønt Ægypten atter kom under tyrkisk herredømme, havde den britiske regering fra 1882 den faktiske kontrol over landet. I virkeligheden var Ægypten, skønt styret af en indfødt khediv, et britisk lydland, idet der lå en britisk hær i Ægypten og Englands vilje var den egentlige lov. Da den ægyptiske khediv havde taget parti for Tyrkiet, som stod på Tysklands side under den første verdenskrig, tog englænderne i 1914 magten i Ægypten, afsatte khediven og erklærede Ægypten for et britisk protektorat. Således blev det demokratiske England og Amerika den profetiske Nordens konges modstandere, og tilsammen kom de til at indtage stillingen som Sydens konge.
81. Hvem får resten af Daniels profeti, set under denne synsvinkel, betydning for?
81 Set under denne synsvinkel får resten af de historiske forudsigelser, som Jehovas engel bragte Daniel i perserkongen Kyros den Stores tredje regeringsår, betydning for os der lever i „endens bestemte tid“ for denne gamle verden, en betydning som gør forudsigelserne yderst fængslende. — Dan. 8:19.
Kapitel XI
„Endens bestemte tid“
1. Hvad har krigen mellem Nordens konge og Sydens konge truet med i denne „endens bestemte tid“, og hvorfor?
I „endens bestemte tid“ har kold og varm krig mellem Nordens konge og Sydens konge truet den menneskeskabte civilisation med tilintetgørelse. De to konger har drevet deres bedrageriske diplomati og ført deres krige, ikke blot uden at tage hensyn til hvad der tjener hele menneskeheden bedst, men også uden at agte på Guds rige, hele jordens retmæssige regering. Guds engel førte den langtrækkende profeti helt frem til vore dage, og sagde til profeten Daniel: „Begge konger har ondt i sinde og sidder til bords sammen og lyver; men det lykkes ikke, thi enden tøver endnu til den fastsatte tid.“ — Dan. 11:27.
2. Hvis interesser begyndte at kollidere fra og med 1871, og hvilken overbevisning om fred gav man alligevel udtryk for?
2 Kort efter at Det tyske Rige var blevet genoprettet den 1. januar 1871 begyndte denne Nordens konges interesser at kollidere med den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagts, vor tids Sydens konges, interesser. Den germanske Nordens konge var den mægtigste og mest glødende forkæmper for den tidligere sjette verdensmagt, den romerske. Da den tyske rigsdag åbnedes i oktober 1871, gav kejser Wilhelm I udtryk for den overbevisning at „det nye Tyske Rige vil blive et pålideligt fredens skjold“. Viste dette sig at være sandheden — eller en løgn?
3.Hvorledes havde de to konger „ondt i sinde“?
3 Nordens konge og Sydens konge sad „til bords sammen“ idet de havde indbyrdes kontakt og gav udtryk for venskab. Men de havde ondt i sinde, om ikke mod hinanden, så i hvert fald mod det lovede Guds rige, hvorom der havde været bedt så længe. De to konger hævdede at herske „af Guds nåde“ og at herske med guddommelig ret som de „øvrigheder“ der var „indsat af Gud“. (Rom. 13:1) Sydens konge havde allerede et verdensomspændende imperium, det største verden hidtil havde set. Det fremvoksende, nye Tyske Rige følte sig krænket over dette.
4. Hvad var det tydeligt at kejser Wilhelm II lagde planer om, og hvad foretog han sig for at nå dette mål?
4 I 1888 besteg Wilhelm I’s sønnesøn den tyske kejsertrone som Wilhelm II, måske bedst kendt slet og ret som kejser Wilhelm. Om ham siger en historisk autoritet: „Han havde en grundfæstet tro på kongers og i særdeleshed kejseres guddommelige rettigheder. Ved talrige lejligheder omtalte han sig selv som ’Herrens redskab’ og nærede så overdreven interesse for hæren, . . . Men hans selviske ærgerrighed var grænseløs. Det indrømmes nu fra alle sider at han næsten fra sin første regeringsdag begyndte at lægge planer med sigte på verdensherredømmet; at han . . . besluttede at han, Wilhelm, ville vise verden at én mand kunne hæve sig til den højeste tinde og ikke blot styre Tyskland, men ved hjælp af Tyskland styre den civiliserede verden.“a „Han erklærede at han bar sit ’frygtindgydende ansvar over for Skaberen alene, hvilket intet menneske, ingen minister, ingen rigsdag, intet folk kan aflaste suverænen for’. . . .“b Han opbyggede en stærk, veltrænet hær som han satte stor lid til; han skabte også en mægtig flåde, som for en del bestod af undervandsbåde; med ham som drivkraft startede Det tyske Rige en kraftig kommerciel og kolonipolitisk ekspansion. Han udstrakte rigets indflydelse til Tyrkiet og Lilleasien i den hensigt at etablere en direkte jernbanelinje til Den persiske Havbugt. Han opbyggede tyske interesser i Det fjerne Østen, Afrika og Sydamerika. Han havde ondt i sinde!
5. Hvilket bord sad de to konger „til bords sammen“ ved, og hvad talte de mens de sad der?
5 Begge konger blev medlemmer af Den internationale voldgiftsdomstol i Haag. Tilsyneladende ønskede de altså fred indbyrdes og med andre nationer, men næppe „fred med Gud“ eller fred med hans kommende rige. Hvad kunne man forvente andet end at de ville ’lyve’ diplomatisk mens de sad „til bords sammen“? Ikke ved „Jehovas bord“, som er et sandhedens bord, men ved „dæmoners bord“, som er ’dæmoners lærdommes’ bord. (1 Kor. 10:20, 21, NW; 1 Tim. 4:1, 2; Mal. 1:7, 12, AS) Med denne løgnagtige måde at tale og handle på over for hinanden og over for Jehova Gud og hans Kristus lykkedes det dem imidlertid ikke at skabe en fredfyldt verden eller at nå til en villig underkastelse under Guds og hans Kristi rige. Det lykkedes dem ikke for bestandig at fastholde deres politiske, kommercielle og militære magt, thi Jehova Gud lader begge ’kongers’ ende indtræffe „til den fastsatte tid“.
6, 7. (a) Hvorledes vendte Nordens konge nu „tilbage til sit land med store rigdomme“? (b) Hvilken religiøs potentats gunst vandt han?
6 Med tanke på Nordens konge sagde Jehovas engel til Daniel: „Så vender han tilbage til sit land med store rigdomme, og hans hjerte er mod den hellige pagt: og han gør det, og vender tilbage til sit eget land.“ (Dan. 11:28, Leeser) Kejser Wilhelm vendte tilbage til den fortidige Nordens konges land eller jordiske tilstand, ved at opbygge en enevældig imperialistisk styreform, for at styrke Det tyske Rige og gøre dets indflydelse gældende til alle sider. På denne måde vandt det imperialistiske Tyskland i mange henseender „store rigdomme“. Wilhelm gjorde Tyskland til hovedparten i en Triple-alliance eller et Dreibund bestående af Østrig-Ungarn, Italien og Tyskland, en alliance som nød pavens gunst. For at citere en historisk autoritet:
7 „Især ved sin fastholden af Triple-alliancen fulgte kejseren [rigskansler] Bismarcks politik. . . . Den fra Bismarck arvede [anti-katolske] Kulturkampf gjorde Wilhelm kløgtigt ende på gennem indrømmelser, der dog blev hans fordel, idet han som et led i sin anti-revolutionære politik stiltiende etablerede kontakt mellem Vatikanet og de tyske skoler og omformede selve skolerne.“c
8. Var det Triple-alliancen eller Triple-ententen paven så velvilligt på? Hvorfor?
8 Eftersom ikke alene Italien, men også Østrig-Ungarn var romersk-katolske lande med nær tilknytning til paven i Vatikanet, var det kun at vente at paven ville se med velvilje på Triple-alliancen (Dreibund) som var vendt mod Sydens konge og hans Triple-entente, bestående af det protestantiske England, det republikanske Frankrig og det russisk-ortodokse, zaristiske Rusland.
9. Hvorledes var denne Nordens konge af hjertet „mod den hellige pagt“?
9 Allerede i det genoplivede Tyske Riges første dage, ja helt fra 1877 og fremefter, erklærede Jehovas indviede folk, bestående af hans „helligdoms“-skare, åbent i deres publikationer at hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe i 1914. I det år skulle Guds rige oprettes fuldstændigt i himlene og udvirke at Guds vilje kom til at ske på jorden. Dette var i overensstemmelse med Jehovas pagt med kong David om et evigt Rige, i hans evige arving Jesu Kristi hånd. (2 Sam. 7:12-16; Sl. 89:29-38; Luk. 22:28, 29, NW) Såvel kejser Wilhelm som de øvrige herskere i denne verden afviste med foragt Jehovas helligdomsskares budskab om hedningetidernes udløb i 1914. Og dog havde Watch Tower Bible & Tract Society siden 1903 haft et handlekraftigt afdelingskontor i Barmen-Elberfeld. Det står uimodsigeligt fast at den germanske Nordens konge af hjertet var modstander af Jehova Guds hellige rigspagt. Kejseren havde ikke planer om at overdrage sin kejserlige suverænitet til Jesus Kristus, da denne blev indsat på den himmelske trone i 1914, og således anerkende ham som den retmæssige arving til herredømmet over jorden. ’Han gjorde det’ eller handlede virkningsfuldt og vendte tilbage til sine egne planer om en verden behersket af den tyske kejser. Ved kommerciel konkurrence og militær oprustning såede han den varme krigs sæd, den første verdenskrigs.
10. Hvorledes blev spørgsmålet om verdensherredømmet brændende fra og med 1870?
10 Spørgsmålet om verdensherredømmet var ved at blive brændende. I de fire årtier fra 1870, da den fransk-tyske krig udbrød og Det tyske Rige atter begyndte at vokse, og frem til 1910 toges der større skridt henimod det „europæiske verdensherredømme“ end der var blevet i de foregående fire århundreder.d Det skyldtes materialisme! Allerede i 1895 erklærede kejser Wilhelme at „Det tyske Rige er blevet et verdensrige“. Han udstrakte sine interesser til Mellemøsten, hvor en gruppe tyske bankierer fire år senere af den tyrkiske sultan fik koncession på bygningen af en jernbane gennem Det asiatiske Tyrki fra Bosporusstrædet over for Konstantinopel mod sydøst til Bagdad i Mesopotamien (nu Irak). Med henblik på at skaffe sit rige yderligere handelsveje udtalte han: „Tysklands fremtid ligger på havet.“ Hans flådes samlede tonnage stod kun tilbage for den britiske flådes. Sydens konge så nervøst til.
11. Hvorledes blev en verdensbrand til sidst antændt, og hvorledes skete det „til den fastsatte tid“?
11 Med så meget brandfarligt materiale hobet op skulle der kun en gnist til for at antænde en verdensbrand. Denne gnist sprang den 28. juni 1914 da den østrigske ærkehertug Ferdinand og hans hustru blev myrdet i Bosnien, som Østrig-Ungarn, Tysklands allierede, havde annekteret i 1908. Nordens konge så i det skete en lejlighed til at gennemføre sine planer om verdensherredømmet på Sydens konges bekostning. Jehovas engel havde sagt: „Til den fastsatte tid drager han atter mod syd, men det går ikke anden gang som første.“ (Dan. 11:29) Den „fastsatte tid“ var året 1914, som Guds tidsregning havde udpeget som afslutningen på „nationernes fastsatte tider“ på 2520 år. De udløb om efteråret det nævnte år. På det tidspunkt bortfaldt den tilladelse Jehova Gud havde givet nationerne til at herske over jorden uden indblanding fra Guds riges side. Det var „syv tider“ efter året 607 f. Kr., da hedningerne omstyrtede Jehovas forbilledlige rige i Jerusalem, tilintetgjorde hans forbilledlige helligdom dér og lagde Juda rige øde. — 2 Krøn. 36:17-21; Luk. 21:24.
12. Hvad var tiden inde til at genoprette i efteråret 1914?
12 Efteråret 1914 var derfor den af Jehova fastsatte tid da hans rige skulle genrejses, ikke her på jorden, i Jerusalem, men i himmelen ved hans højre hånd, hvor hans søn, Jesus Kristus, havde siddet og ventet på at hans fjender skulle lægges som en skammel for hans fødder. — Sl. 110:1; Hebr. 10:12, 13.
13. Delte kristenhedens nationer de „fire og tyve ældstes“ glæde da Riget blev oprettet i 1914?
13 Glædede „kristenhedens“ nationer sig i 1914 over at tiden var inde til at Guds rige skulle genoprettes fuldstændigt, således som Jehovas folk, hans „helligdoms“-skare forkyndte det? De symbolske fireogtyve ældste der sad på deres troner foran Gud glædede sig og sagde: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme.“ Men profetien sagde at nationerne i verden ikke ville være glade: „Folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid [den fastsatte tid, NW] . . . da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.“ (Åb. 11:16-18) Heller ikke før de „syv tider“ udløb i efteråret 1914 sørgede nationerne for at bringe sig i en sådan stilling at de kunne hylde og modtage Guds rige, der skulle genoprettes.
14. Hvorledes drog Nordens konge „atter mod syd“ i 1914?
14 Østrig-Ungarn, hvis tronarving var blevet myrdet, erklærede den 28. juli Serbien krig. Tyskland, Østrig-Ungarns partner i det oprettede Dreibund, stillede sig bag og erklærede den 1. august Rusland og den 3. august Frankrig krig. Næste dag erklærede Sydens konge, repræsenteret ved England, Tyskland krig. Italien, der også var medlem af Dreibund, erklærede sig neutralt, men gik det følgende år ind i krigen på Sydens konges side. Tyrkiet og Bulgarien stillede sig på Tysklands side. Derpå gjorde England Ægypten til sit protektorat for at hindre kejserens og Tyrkiets tropper i Palæstina i at afskære Suez-kanalen og trænge ind i Ægypten, som i fortiden var Sydens konges land England havde nu magten i Ægypten og Sydens konge repræsenterede nu det system der kendetegnes ved det liberale demokrati eller den konstitutionelle styreform, i forening med det frie, kapitalistiske initiativ.
15. Hvorledes var det ikke nu, „anden gang“, „som første“ for Nordens konge?
15 For Nordens autokratiske konge var det ikke nu, „anden gang“ i 1914, „som første“, da han fremtådte som den det romerske verdensmagt, den bibelske histories sjette verdensmagt. Denne „anden gang“ stod en andenrangs Nordens konge ansigt til ansigt med Sydens konge, der nu spillede rollen som den syvende verdensmagt, den største af de syv verdensmagter. Og ikke nok med det, men fra cirka 1. oktober 1914 stod Nordens konge også ansigt til ansigt med Jehova Guds genoprettede rige, der herskede fra himlene i den hensigt at overtage det universelle herredømme.
(Fortsættes)
[Fodnoter]
a The Encyclopedia Americana, Bind 29, side 333b.
b The Encyclopedia Americana, Bind 12, side 520b.
c The Encyclopedia Americana, Bind 29, side 333a.
d Contemporary Europe Since 1870, af Carlton J. H. Hayes (1953), side 264.
e Samme, siderne 149, 150.
[Kort på side 309]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
BRITISKE IMPERIUM (1914 e. Kr.)
Kronkolonier eller protektorater: MALTA
Selvstyrende dominions: INDIEN
DOMINION OF CANADA
LABRADOR
NEWFOUNDLAND
(U.S.A.)
Nordatlanten
BERMUDA
BAHAMAØERNE
BR. HONDURAS
JAMAICA
ANTIGUA
BARBADOS
TRINIDAD
(SYDAMERIKA)
BR. GUAYANA
Sydatlanten
FALKLANDSØERNE
ASCENSION
ST. HELENA
STORBRITANNIEN
IRLAND
(RUSLAND)
(U.S.S.R.)
(EUROPA)
GIBRALTAR
MALTA
KYPERN
Wei-hai-wei
ADEN
INDISKE KEJSERRIGE
KASHMIR
BURMA
CEYLON
SOCOTRA
SEYCHELLERNE
MAURITIUS
Indiske Ocean
Singapore
(AFRIKA)
GAMBIA
SIERRA LEONE
NIGERIA
GULDKYSTEN (GHANA)
ÆGYPTEN
ÆGYPT. SUDAN
UGANDA
KENYA
ZANZIBAR
SYDAFRIKANSKE UNION
BECHUANALAND
RHODESIA
BR. SOMALILAND
Stillehavet
Polarkredsen
Hong Kong
MALAJSTATERNE
SARAWAK
BR. NY GUINEA
Ækvator
FIJI
TONGA
(COMMONWEALTH OF AUSTRALIA)
TASMANIEN
DOMINION OF NEW ZEALAND