Hvem var de mænd som skrev for Gud?
Bibelen har kun én forfatter, Jehova Gud. Imidlertid lod Gud sit ord nedskrive af mennesker. Hvem var disse nedskrivere?
JEHOVA Gud skrev selv de ti bud på stentavler. Ved nedskrivningen af Bibelens øvrige indhold tjente mennesker som hans redskaber. Omkring femogtredive nedskrivere medvirkede, og alle var de jøder. Det var mænd i alle livsstillinger, og de levede over et tidsrum på mere end 1500 år. Drevet af den hellige ånd udtalte sådanne hellige mænd „hvad de fik fra Gud“. — 2 Pet. 1:21; Rom. 3:1, 2.
Når vi ved hvem de hver især var, vil vor tro styrkes. Ganske vist har vi ikke et direkte vidnesbyrd i hvert enkelt tilfælde, men vi har tilstrækkeligt bevismateriale til at kunne tilbagevise alle skeptikere, hvis angreb på Bibelens autenticitet er baseret på en ordstrid om hvem der har skrevet de enkelte bøger.
Pentateuken, eller de første fem bøger i Bibelen, tilskrives Moses. De udgjorde oprindelig ét bind, men opdeltes for nemheds skyld. Selv om vi gang på gang læser at Moses skrev eller fik befaling til at skrive, siges det ikke rent ud i selve bøgerne at Moses skrev dem. — 2 Mos. 34:27; 4 Mos. 33:1, 2; 5 Mos. 31:9.
At Moses virkelig skrev disse fem bøger er ikke noget vi mener blot fordi det er den logiske slutning vi kommer til, eller fordi den jødiske tradition siger det, men tillige fordi Bibelens andre bøger bevidner det. Vi finder cirka to hundrede henvisninger til „Moses’ lovbog“, eller lignende udtryk i forbindelse med Moses’ navn, i syvogtyve forskellige bøger i Bibelen. — Jos. 8:31; 2 Kong. 21:8; Ezra 6:18; Ap. G. 15:21.
I lyset af det foregående frembyder størsteparten af Pentateuken ikke noget problem; Moses nedskrev blot hvad han så og hørte. Men hvad med alt det Pentateuken beretter om skabelsen, syndefaldet, Vandfloden, bygningen af Babelstårnet, og deslige? Resultatet af de seneste forskninger viser at Moses fik disse oplysninger fra mindst elleve tidligere nedskrevne historiske dokumenter.
Arkæologiske fund fortæller os at skrivekunsten eksisterede før Vandfloden. Vi kan derfor fornuftigvis slutte at Adam kunne skrive, hvilket bekræftes af det der står i Første Mosebog 5:1: „Dette er Adams slægtebog.“ Eller som en anden oversættelse siger: „Dette er bogen om Adams historie.“ Det ord der her er oversat „historie“ er toledóth, som blandt andet betyder historie eller „historisk oprindelse“. Det forekommer i slutningen af et dokument og kaldes en kolofon, og det angiver hvem der har skrevet det forestående. Samme udtryk anvendes i Første Mosebog 2:4, hvor vi læser: „Det er himmelens og jordens skabelseshistorie.“ Højst sandsynligt skrev Adam også denne. Bibelen oplyser os om at Moses foruden disse to benyttede sig af ni andre historiske dokumenter, som nævnes i Første Mosebog 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2.
Arkæologien viser at historiske dokumenter eller beretninger blev nedtegnet med en kileformet griffel på bløde lertavler, som derefter blev tørret i solen. Under betegnelsen kileskrift fortsatte man med at anvende denne fremgangsmåde selv efter at man var begyndt at bruge blæk og papyrus. Lertavledokumenterne blev overleveret fra generation til generation, og Noa og hans sønner har uden tvivl haft sådanne tavler med sig i arken og således bevaret dem gennem Vandfloden. Moses, der var oplært i al Ægyptens visdom, har ikke haft svært ved at dechifrere disse tavler og oversætte dem til det hebraisk som han og hans folk talte på den tid da de drog ud af Ægypten. Moses behøver ikke ligefrem at have gengivet teksten på tavlerne ord for ord; ved inspiration blev han ledet til at redigere dem, ligesom han også blev inspireret til at afgøre hvad han skulle nedskrive af det der fandt sted på hans egen tid. Disse elleve historiske dokumenter spænder lige fra skabelsen til Jakobs og hans sønners dage; det sidste dokument slutter med Første Mosebog 37:2. Foruden Adam har også Noa, Noas sønner, Tara, Ismael, Isak, Esau og Jakob, ejet eller været med til at skrive disse dokumenter. Moses kunne let have lært den resterende del af beretningen der gik forud for hans egen levetid at kende gennem sin fader Amram, der utvivlsomt havde hørt den fortalt af sin bedstefader Levi, som levede meget længe. — Ap. G. 7:22.
Fra Josuas bog til Esters bog
Nu kommer vi til Josuas bog. Omstændighedsbeviser støtter stærkt den jødiske tradition der siger at bogen bærer navnet på den der skrev den. Josua 6:25 viser at Rahab var i live på den tid bogen blev skrevet, hvilket antyder at den blev nedskrevet af en der levede da de omtalte begivenheder fandt sted. Fornuften siger os at Josua var nedskriveren. Og når Jehova lod Moses berette sin tids begivenheder (og endnu flere) ville det så ikke også være rimeligt at mene at Jehova lod Moses’ efterfølger berette hvad der skete på hans tid? Som assistent for Moses havde Josua rig lejlighed til at lære hvordan man nedskriver historie.
Hvem skrev den næste bog, Dommerbogen? Samuel, højst sandsynligt. Denne bog bruger gentagne gange udtrykket „i de dage var der ingen konge i Israel“, og antyder dermed at der var en konge da bogen blev skrevet. Bogen fortæller også at jebusitterne stadig befandt sig i Jerusalem. Eftersom de blev drevet ud i begyndelsen af kong Davids regeringstid er det indlysende at bogen må være blevet skrevet under kong Sauls regering, og altså mens Samuel levede. Ville Jehova ikke fornuftigvis lade sit ord nedskrive af den der på det tidspunkt var hans mest fremtrædende talsmand på jorden? — Dom. 1:21; 17:6.
De samme fornuftgrunde udpeger Samuel som nedskriveren af Ruts bog. Men så er der de to Samuelsbøger, og her kommer vi ud for en overraskelse, for det ses ganske tydeligt at Samuel ikke kan have skrevet den anden; ja, ikke engang hele den første, for i Første Samuel 25:1 omtales hans død. Er der tale om et bedrag? Nej, ingenlunde. De to bøger var oprindelig ét bind og det er derfor rimeligt at slutte at de to profeter, Natan og Gad, der som Samuels efterfølgere sandsynligvis fuldførte det, foretrak at forblive anonyme. — 1 Krøn. 29:29.
Hvad de to Kongebøger angår støtter de slutninger man kan drage ud fra Bibelens beretning atter den jødiske tradition med hensyn til nedskriverens navn, nemlig Jeremias. Mange hebraiske ord og udtryk forekommer kun i disse to bøger og i Jeremias’ profeti, hvilket tyder på at bøgerne er skrevet af én og den samme. Begge værker genspejler værdsættelse af Loven og en brændende nidkærhed for Jehovas rene tilbedelse. Kongebøgerne fortæller om forholdene i Jerusalem efter at fangenskabet var begyndt, og tilkendegiver således at nedskriveren ikke var blevet ført til Babylon; Jeremias var netop en af dem der blev tilbage i Jerusalem. Jeremias’ bog og Kongebøgerne kompletterer hinanden; begivenheder der beskrives fyldestgørende i en af bøgerne, behandles kun flygtigt i den anden eller de andre. Særlig påfaldende er det at Kongebøgerne, som ellers fremhæver profeterne, slet ikke nævner Jeremias, der udførte en så fremragende gerning. Den logiske forklaring er at Jeremias ikke nævner sig selv i Kongebøgerne fordi han har fortalt om sin gerning i den bog der bærer hans navn.
Den omstændighed at præstegerningen får en så indgående omtale i Første og Anden Krønikebog peger på at det må være en præst, som for eksempel Ezra, der har skrevet dem; det samme gør den lighed der er mellem de sidste vers i Anden Krønikebog og de første vers i Ezras bog. At de er skrevet på Ezras tid fremgår med al ønskelig klarhed af alle de kaldæiske udtryk, som nedskriveren tydeligvis har tillagt sig i Babylon. Den jødiske tradition har derfor gode grunde til at udpege Ezra som nedskriveren af Første og Anden Krønikebog.
Ezras bog omtaler to hold landflygtige der vender hjem til Jerusalem fra Babylon. Ezra tog ledelsen af det andet af disse hold, så hvem andre end han skulle være den rette til at fortælle os derom, hvad han også gør i første person i kapitlerne 7, 8 og 9. Nedskriveren af den næste bog i Bibelen lader os ikke i tvivl om hvem han er, for han indleder sin bog således: „Nehemias’, Hakaljas søns, beretning.“
Hvordan forholder det sig med Esters bog? Hvem var bedre egnet til at skrive Esters bog end Esters fætter Mordokaj? Han havde afgjort mulighed for at kende alle de nævnte enkeltheder, og Jehovas velsignelse hvilede over ham. Den store Synagoge og Josefus kom til den samme slutning.
Fra Jobs bog til Malakias’ bog
Jobs bog er muligvis den ældste af alle Bibelens bøger, og henvisninger som dem vi finder i Ezekiel 14:14, 20 og i Jakob 5:11 beviser at Job virkelig har levet. Alle vidnesbyrd peger på at det var Moses der skrev Jobs bog. Den er fuld af storslået og magtfuld poesi, i lighed med den vi finder i Anden Mosebog kapitel 15 og i Femte Mosebog kapitel 32. Flere udtryk i Jobs bog forekommer også i Pentateuken. Desuden ser det ud til at begivenhederne omkring Job udspilledes på den tid da Israel var i trældom, og Moses kan altså have hørt om Job da han efter at være flygtet for Farao boede i Midjans ørken. Fremtrædende mænd iblandt de første kristne regnede også Moses for at være nedskriveren af Jobs bog.
Stik imod den almindelige opfattelse er det ikke David der har skrevet alle salmerne. Han skrev kun tooghalvfjerds af de et hundrede og halvtreds salmer. Blandt de andre der har medvirket til at skrive Salmernes bog kan nævnes Moses, Salomon, Asaf og Koras sønner. Fireogtredive af Salmerne er af anonyme nedskrivere. Med hensyn til den næste bog, Ordsprogenes bog, nævnes det i selve bogen at Salomon skrev de første niogtyve kapitler, Agur det tredivte og kong Lemuel det enogtredivte. Prædikerens bog (1:1, 12) identificerer kong Salomon som sin nedskriver, og titlen på den næste bog, Salomons Højsang (Høj 1 vers 1), angiver at også den er skrevet af ham.
Nedskriverne af de næste fem bøger i Bibelen var Esajas, Jeremias (to), Ezekiel og Daniel. Et væld af litteratur har forsøgt at bevise at Esajas ikke har skrevet hele den bog der bærer hans navn. De som forklejner Esajas kan imidlertid ikke blive enige om hvorvidt der var to, tre eller endog flere forskellige „Esajas’er“. Men kan en bog ikke anvende forskellig stil alt efter hvad der passer til dens forskellige budskaber uden at der absolut skal have været flere om at skrive den? Jo, sandelig kan den det. Den inspirerede apostel Paulus afgør spørgsmålet for de kristne, for han citerer fra de formodede forskellige afsnit af bogen og tilskriver Esajas dem alle. Se Romerbrevet, kapitlerne ni og ti.
Profeten Jeremias regnes med rette for at være den der har lagt pen til Klagesangene. Stilen og tiden for bogens nedskrivning peger ubestrideligt på ham.
Daniels bog har altid været en yndet skydeskive for bibelkritikerne. De synes alle at være enige om at bogen først kan være blevet skrevet flere hundrede år efter at Daniel levede. Imidlertid er mange af deres angreb blevet slået tilbage af de arkæologiske fund man har gjort, og for kristne afgør Jesu Kristi ord sagen, for han citerer fra bogen og tilskriver Daniel den. — Matt. 24:15.
Efter Daniels bog følger de tolv såkaldte små profeter, og i hver profeti navngives nedskriveren. Den eneste undtagelse der kan være tale om er Malakias’ bog. Malakias betyder „Jahs budbringer“ og kan være et pseudonym som profeten Nehemias har brugt for ikke at henlede opmærksomheden på sig selv. Alle kendsgerninger passer fuldkomment på Nehemias’ tid, og dog nævner Nehemias ikke Malakias. Malakias’ nidkærhed ligner i sandhed den nidkærhed Nehemias lagde for dagen.
De kristne græske Skrifter
Så vidt det kan fastslås påbegyndte Moses nedskrivningen af Bibelen omkring 1513 f. Kr., og De hebraiske Skrifter fuldførtes af Nehemias eller Malakias omkring 442 f. Kr. I næsten fem hundrede år inspirerede Gud ikke noget menneske til at skrive. Hvorfor ikke? Uden tvivl fordi de begivenheder der fandt sted i de år ikke havde nogen profetisk betydning. Men da Guds søn kom til Israels folk som den ventede Messias, begyndte der at ske noget. Nu indtraf hændelser af allerstørste betydning, og Guds tjenere på jorden modtog nye åbenbaringer angående Guds vilje. Resultatet blev at syvogtyve nye bøger blev føjet til Guds ord, nemlig De kristne græske Skrifter, der fejlagtigt kaldes „Det nye Testamente“, ligesom De hebraiske Skrifter fejlagtigt kaldes „Det gamle Testamente“.
Hvem skrev De kristne græske Skrifters bøger? Gamle papyrusmanuskripter samt de første kristnes vidnesbyrd hjælper os til at få et utvetydigt svar på spørgsmålet. De tilskriver de fire evangelier de mænd hvis navne de bærer. Lukas’ henvisning til sit eget evangelium i Apostlenes Gerninger, og den omstændighed at han taler i første person dér hvor han fortæller om nogle af sine rejser med Paulus, beviser afgjort at han skrev begge bøger. Nogle har hævdet at det ikke var apostelen Johannes der skrev Johannes-evangeliet, men deres argumenter er faldet til jorden efter at man i Ægypten har gjort et arkæologisk fund af et fragment af Johannes’ Evangelium, skrevet mellem år 100 og 150 e. Kr. Når et fragment af evangeliet har kunnet nå ned til Ægypten på det nævnte tidspunkt, må evangeliet være blevet skrevet mens Johannes levede, og ikke cirka halvtreds år senere, som bibelkritikerne påstår.
De næste fjorten breve, skrevet af Paulus, angiver alle på nær ét Paulus som nedskriveren. At han også skrev Hebræerbrevet fremgår klart af følgende: De første kristne nævner Paulus som nedskriveren; en fortegnelse fra de første kristnes tid over alle Paulus’ breve indbefatter Hebræerbrevet; stilen, de logiske argumenter og måden hvorpå det bibelske vidnesbyrd er bygget op, følger alt sammen det bedste paulinske mønster. Resten af De kristne græske Skrifters bøger navngiver hver især deres nedskrivere: Jakob, Peter (to breve), Johannes (tre breve og Åbenbaringens bog) samt Judas.
Omkring femogtredive mænd, hvoraf Moses var den første og apostelen Johannes den sidste, har været benyttet til at nedskrive Bibelens seksogtres bøger, og nedskrivningen har strakt sig over en periode på næsten 1600 år. Kendsgerningerne og omstændighedsbeviserne fastslår i forening at nedskriverne af disse bøger virkelig levede og skrev på den tid de selv hævdede. Ikke alene er det interessant at vide dette, men det styrker også vor tro. Desuden sætter det os i stand til at imødegå de angreb der rettes mod Guds ord i et forsøg på at bevise at det ikke er autentisk. Guds ord bliver til evig tid til trods for fjendernes forsøg på at gøre det til intet. — 1 Pet. 1:25.