Hvorfor fejrer man den 25. december?

MÅSKE det mest naturlige svar på dette spørgsmål ville være: „Fordi Jesus blev født den dag.“ Men der er ingen der for alvor vil påstå at Jesus blev født den 25. december. I virkeligheden er det ganske tydeligt at han ikke er født i december. Skønt man ikke kender den nøjagtige dato for Jesu fødsel, udelukker selve den omstændighed at hyrderne var på marken om natten december måned. Det ville være mere logisk at tro at han er født om efteråret.

Mange siger imidlertid: „Eftersom vi ikke ved hvornår Jesus er født, kan den ene dag være lige så god som den anden, bare vi fejrer hans fødselsdag.“ Men dette ræsonnement er heller ikke rigtigt.

Julefesten er ikke så gammel som man måske tror. Den går ikke tilbage til Jesu tid, og heller ikke til hans apostles og disciples tid. De hellige skrifters nedskrivere nævner ikke nogetsteds datoen for Jesu fødsel, selv om de meget nemt kunne have vidst den. Derimod nævner de datoen for Jesu død. Den dato kan fastsættes med nøjagtighed det var den fjortende dag i den jødiske måned nisan. Jesus befalede sine disciple at højtideligholde denne dag, men hverken Jesus eller hans apostle og disciple nævner at man skal fejre hans fødselsdag. Auguste Hollard siger meget rigtigt i Les Origines des Fêtes Chrétiennes: „Det ikke så meget som faldt de første kristne ind at fejre årsdagen for Jesu fødsel: årsdagen for hans død interesserede dem langt mere, ligesom årsdagen for hans opstandelse, det vil sige hans sejr over døden.“

Både katolske og protestantiske autoriteter er enige om dette. Den protestantiske dr. theol. Oscar Cullmann, der er tilknyttet universiteterne i Strasbourg og Basel og l’École des Hautes-Études i Paris, skriver således: „Vor julefest, som vi fejrer den 25. december, var ukendt for de kristne i de første tre århundreder. Indtil begyndelsen af det fjerde århundrede var denne dag, der senere skulle blive en central dato i den kristne kirke, de kristne fuldstændig ubekendt.“a Den romersk-katolske abbed L. Duchesne har over for sine studenter ved Institut Catholique i Paris udtalt at „der findes ingen autoriseret dato overleveret for Kristi fødsel“. Han omtalte derefter de forskellige datoer der var foreslået af forskellige kirkelige autoriteter i det tredje århundrede og tilføjede: „Det er tydeligt at de der foreslog disse kombinationer intet kendte til at fejre Kristi fødsel.“b

Spekulationer over datoen for Kristi fødsel

Det er interessant at lægge mærke til at man dengang, i betragtning af at der intet vidnesbyrd fandtes derom i Skriften, almindeligvis antog at Jesus var født om foråret. Abbed Duchesne siger for eksempel: „Med hensyn til dag og måned taler Clemens fra Alexandria [der levede i det tredje århundrede] om beregninger der når frem til den 18. april, den 19. april og igen den 29. maj; men det var private udregninger, som ikke dannede grundlag for nogen højtideligholdelse. Bogen ’De Pascha Computus’, der er udgivet enten i Afrika eller i Italien i år 243, siger at vor Herre er født den 28. marts.“c

Vi kan forstå hvor lidt man egentlig vidste om den nøjagtige dato for Kristi fødsel når man kender den mærkelige udregning ved hvilken sidstnævnte bog når frem til den 28. marts. Dens argument er at da Gud skabte verden skilte han først lyset fra mørket, og eftersom Gud er fuldkommen må denne deling have været nøjagtig. Nat og dag er lige lange ved jævndøgn, den 25. marts efter den romerske kalender. Solen blev skabt den fjerde dag, altså den 28. marts. Næste skridt i denne mærkværdige bevisførelse var at Kristus ifølge Malakias 4:2 var „retfærds sol“, og altså måtte være født samme dag som solen blev skabt, den 28. marts.

I alle disse beregninger er foråret den foretrukne årstid, fordi de fleste kirkelige autoriteter på den tid troede at Kristus levede et fuldt antal år. De har fuldstændig overset Daniels profeti, der tydeligt viser at Jesu forkyndelse skulle vare i tre og et halvt år efter hans dåb, der fandt sted da han var tredive år gammel.d Clemens fra Alexandria gør nar af dem der ved sådanne spekulationer prøvede at bestemme datoen for Kristi fødsel. Dog er han ikke selv fri for at gøre sig skyldig i det samme, idet han andetsteds synes at foretrække datoen den 17. november.

Den 25. december bliver den foretrukne dato

Den 25. december var ikke den første dato på hvilken man fejrede Kristi fødsel. Ovennævnte spekulationer over hvornår Kristi fødsel fandt sted kom ikke til at danne grundlag for en fest eller højtid til minde om den; det kom derimod en anden dag. Det er igen Clemens fra Alexandria der oplyser at Basilides’ disciple fejrede Jesu dåb den 6. eller 10. januar. De mente at Kristi „tilsynekomst“ (græsk: epipháneia) fandt sted da han blev døbt, og de kaldte derfor denne fest for epifanifesten. Kirken anså denne lære for kættersk og bekæmpede den ved at føje en fest til minde om Kristi fødsel til den allerede eksisterende fest til minde om hans dåb på denne dag. Cullmann siger således: „Vi ser at kirken fra første halvdel af det fjerde århundrede fejrede epifanifesten den 6. januar, og at den med denne fest højtideligholdt både Kristi dåb og fødsel. Der blev intet taget bort fra den oprindelige fest til minde om dåben; festen til minde om hans fødsel blev blot føjet til.“e

Skønt man stadig i mange latinske lande giver hinanden gaver på epifanidagen fejres den dog ikke længere som Jesu fødselsdag. Hvornår blev den 25. december den foretrukne dato? Abbed Duchesne siger at det ældste vidnesbyrd er en kalender der er „udfærdiget i Rom i år 336“.f Cullmann tilføjer: „Den 25. december vides at være fejret i Rom som Kristi fødselsdag fra år 336 og skal have været højtideligholdt som sådan på et tidligere tidspunkt, under Konstantin den Store.“g

Hedensk soldyrkelse

Hvorfor siden Konstantins tid? Cullmann anfører som en meget vigtig grund „den omstændighed at man den 25. december i den hedenske verden holdt en særlig fest til ære for solen, og at kejser Konstantin den Store med vilje ønskede at forene soldyrkelse og kristendom“.h Mens kirken siger at den valgte datoerne for disse hedenske fester „for at konkurrere med hedenskabet“, ønskede den romerske kejser Konstantin, der havde en stærkt udviklet politisk sans, enhed og ikke splittelse i sit rige. Han ønskede derfor ikke at skikke der bar kristne navne skulle konkurrere med de hedenske skikke, men at de skulle smelte sammen med dem.

Denne kejser, der havde tilstrækkelig indflydelse til at han personligt kunne indkalde til det første af den katolske kirkes tyve økumeniske koncilier — en magt der i dette tyvende århundrede er forbeholdt Johannes XXIII alene! — var ikke imod den hedenske fest, men tværtimod for den. „I hele sit liv,“ siger Cullmann, „ophørte han ikke med at foretrække soldyrkelsen.“i

Man vil huske at det var den endnu udøbte kejser Konstantins soldyrkelse der var årsag til at kristenhedens kirker altid blev anlagt i øst-vestlig retning, som omtalt i Vågn op! for 8. januar 1960. Det var ligeledes Konstantin der i 321 forordnede sammensmeltningen af de „kristnes“ ugentlige hviledag med den dag der var viet tilbedelsen af solen — stadig kaldet søndag eller „solens dag“ på de germanske sprog.

Cullmann siger: „Den omstændighed at søndagen under Konstantin blev officiel helligdag giver os grund til at tro at højtideligholdelsen af Kristi fødsel allerede i Konstantins levetid, og uden tvivl også under hans indflydelse, ændredes til den 25. december, den store festdag til ære for solen.“j

At denne fest virkelig tog sin begyndelse i Konstantins Rom og ikke i en anden af oldkirkens byer, som for eksempel Antiokia, Jerusalem eller Alexandria, fremgår af et skrift fra det fjerde århundrede. Abbed Duchesne forklarer: „Festen til minde om Kristi fødsel var i begyndelsen særegen for kirken i Rom. Sankt Johannes Chrysostomos udtaler i en prædiken han holdt i 386 at den først var blevet ført til Antiokia cirka ti år tidligere, det vil sige omkring 375. På det tidspunkt han holdt sin prædiken var den endnu ikke indført i Jerusalem og heller ikke i Alexandria. I denne sidste by indførtes den først omkring år 430.“k

På pave Leo den Stores tid (440-461) var der katolikker som stadig på denne hedenske dato fejrede solens fødsel i stedet for Kristi fødsel. Og den dag i dag giver denne hedenske fest for Natalis Invicti eller „den ubesejredes [solens] fødsel“ sig stadig til kende i de mange skikke (for eksempel den at tænde bål) som de der fejrer Kristi fødsel følger.

Enhver der er kendt med Bibelen ved med hvilken fordømmelse Gud ser på soldyrkelse. Blandt romere, afrikanere og asiater, ja selv blandt indianerne i Amerika, finder man soldyrkelse, men det var Guds folk strengt forbudt at give sig af med noget sådant. Hver gang denne skik nævnes i Bibelen fordømmes den som en af de måder hvorpå Satan drager menneskers tilbedelse bort fra Skaberen og retter den mod skabningen i stedet.

I Femte Mosebog 4:19, for eksempel, fordømmes tilbedelse af „solen og månen og stjernerne“ på lige fod med afgudsdyrkelse. Så forkastelig er soldyrkelse i Guds øjne at det i Femte Mosebog 17:3-5 siges at en person der tilbeder „solen, månen eller himmelens hele hær“ har øvet en sådan vederstyggelighed at vedkommende nu fortjener døden! Blandt de ting som den gode kong Josias i det syvende århundrede før Kristus foretog sig for at rense templet var også at han afsatte „afgudspræsterne“ og „dem, som havde tændt offerild for Ba’al og for solen, månen, stjernebillederne og hele himmelens hær“. Dog var det en lignende soldyrkelse i Rom der blev baggrunden for vore dages julefester! — 2 Kong. 23:5.

Beretningen i Ezekiels bog, kapitel otte, om vanhelligelsen af Jehovas tempel fortæller om „vederstyggeligheder“ der var værre end de afskyelige billeder der var indridset på væggene og som Israels ældste ofrede røgelse til. Den fortæller om „vederstyggeligheder“ der var endnu større end den at kvinderne sad og græd over den babyloniske gud Tammuz i det tempel der var viet til den sande Gud. Hvilke større „vederstyggeligheder“ var det? Det var femogtyve mænd der „med ryggen mod [Jehovas] helligdom og ansigtet mod øst tilbad . . . solen“! Og dog er denne soldyrkelse, der gik i arv til de hedenske romere i det tredje og fjerde århundrede, kommet til at danne grundlaget for vor tids fest til minde om Kristi fødsel!

Hvad kristne bør gøre

Den kendsgerning at datoen for Jesu fødsel ikke nævnes i Bibelen, skønt denne tydeligt angiver datoen for hans død, skulle tjene som en advarsel for kristne. Det skyldes ikke blot at datoen var bibelskribenterne ubekendt. Det ser tværtimod ud til at de med velberåd hu har ignoreret den, som om de med vilje har villet holde den skjult. Der er intet i Bibelen — ikke et eneste ord — der tyder på at vi skal fejre Kristi fødsel. Hvis det havde været meningen, ville den guddommelige beretning i det mindste have angivet datoen. Det kan heller ikke være en forglemmelse at den ikke er opgivet. Bibelskribenterne havde den hellige ånd som Kristus havde lovet dem, og ånden mindede dem om alt hvad der var nødvendigt. Jesus havde sagt til dem: „Men hjælperen, den hellige ånd som Faderen vil sende i mit navn, den skal lære jer alt og minde jer om alt det jeg fortalte jer.“ — Joh. 14:26, NW.

Lige modsat den dag der skylder hedenskabet så meget, forholder det sig med den dag de kristne har fået befaling til at mindes. Det er ikke årsdagen for Jesu fødsel, men for hans død. Denne dato kender vi nøjagtigt; det er den 14. nisan efter den jødiske kalender, dagen for jødernes påske. Den falder ikke om vinteren, men om foråret. Om denne nye mindefest som Jesus indstiftede, sagde han: „Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19, NW) En sådan udtalelse er aldrig fremsat om Jesu fødsel. Årsdagen for Jesu død, der falder om foråret, er den eneste dag de kristne har fået påbud om at mindes ved en højtidelighed.

De sande kristne i de første århundreder gjorde ret når de forkastede den hedenske fest som Kristi navn er blevet hæftet på, selv om de autoriteter vi har citeret i denne artikel måske ikke er enige med os heri. Sande kristne i dag vil også forkaste denne fest, idet de ikke ønsker at fejre solens genfødsel, hvilket navn den end går under, men kun vil mindes Kristi død. De er enige med apostelen Peter, når han siger: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje.“ — 1 Pet. 4:3.

[Fodnoter]