Mennesket lærer af Guds skaberværk
DA atomundervandsbåden Nautilus roligt gled gennem de arktiske farvande på sin historiske rejse under nordpolens iskalot blev den styret frem ved hjælp af lyd. Sonar holdt besætningen underrettet om hindringer undervejs så u-båden „blindt“ kunne ledes frem uden fare for kollision. Ved at måle den tid der gik fra en lyd udsendtes og til ekkoet nåede tilbage til skibet, kunne dette undervandspejleapparat give mandskabet oplysning om afstanden til eventuelle forhindringer. Måling af afstand ved hjælp af lydbølger er en forbavsende opdagelse, men ideen er ikke opstået i menneskers elektronlaboratorier.
Længe før mennesker tænkte på at orientere sig under vandet ved hjælp af lyd har andre af Guds skabninger gjort praktisk brug deraf. Marsvinet er for eksempel ekspert i at opdage genstande ved udsendelse af lyd. Videnskabelige forsøg har åbenbaret at et marsvin med bind for øjnene kan svømme rundt uden at røre ved stænger og rør der bevæges gennem vandet. Hvis en glasskillevæg anbringes i vandet mellem marsvinet og dets føde, kan dyret observere glasset ved hjælp af sonar. Plask i vandet med hånden, og et marsvin der er en tyve-femogtyve meter borte kan svømme til og ramme stedet med få tommers nøjagtighed. Dets evne til at opfatte lyd er så følsom og nøjagtig at det sætter ethvert menneskegjort sonarapparat i skyggen. Videnskabsmænd søger at finde ud af hvordan marsvinet bærer sig ad.
Man studerer også flagermus, da de har et indbygget sonar der får menneskets bedste apparater til at synes primitive. Om dette skrev tidsskriftet Scientific American: „I vore dage, hvor teknikken fejrer store triumfer, vil det være godt om vi fra tid til anden erindrer os at levende mekanismer ofte er langt mere effektive end de kunstige efterligninger. Denne regel kan ikke illustreres bedre end ved flagermusens sonarsystem, der i forhold til sin vægt og ydeevne er milliarder af gange mere effektivt og følsomt end de radar- og sonarsystemer mennesker har opfundet.“ Én flagermusart forbløffer mennesket ved at gøre hvad mennesker ikke formår — oppe fra luften lokaliserer den svømmende fisk ved hjælp af sonar.
En flagermus kan flyve i et mørkt rum hvor der er udspændt tråde, og den vil ikke ramme en eneste af dem. Ved hjælp af ekkosignaler kan den med ufejlbarlig nøjagtighed lokalisere og fange et ganske lille insekt der flyver rundt i mørket. Selv når der er stærk baggrundsstøj kan den skelne sine egne ekkosignaler, skønt disse måske er 2000 gange svagere end baggrundsstøjen. Denne evne gør videnskabsmændene målløse. De har ingen idé om hvordan flagermusen gør det, men de ville gerne kende dens hemmelighed. Scientific American skriver at flagermus „formår at skelne deres egne signaler fra støj med et lytteapparat der kun vejer en brøkdel af et gram, mens vi må støtte os til maskiner der forekommer kolossale og klodsede ved siden af“. Bemærk også hvad National Geographic magazine skrev: „Store ører opfanger ekkolydene, og en hjerne der vejer brøkdele af et gram beregner afstanden og bestemmer jægerens fart og retning. . . . Han kan høre ekkoet fra et mål så lille som en myg, lokalisere denne og gå til angreb på mindre end et sekund — en kunst som mennesket trods al sin elektrontekniske dygtighed ikke mestrer.“
For at kunne forbedre konstruktionen af skibsskrog til undervandsbåde har man iagttaget marsvinet og hvalen. Man vil gerne finde ud af hvordan marsvinet kan bevæge sig i vandet med en så utrolig fart og et så minimalt energiforbrug. Videnskabsmændene er tilbøjelige til at mene at hemmeligheden ligger i at marsvinet har to lag hud. De eksperimenterer med en gummibelægning til u-bådsskrog for at se om deres teori holder stik. Ved at anvende hvad de finder ud af under studiet af marsvinet håber de at få lige så stor succes som de fik da de ændrede u-bådsskroget så det fik form som en hval. Den første atomundervandsbåd med denne nye form er den amerikanske undervandsbåd Skipjack. Resultatet har været større manøvredygtighed og fart.
Inden for luftfarten har fuglene hjulpet mennesket til at løse mange problemer. „Aeronauterne betragter naturligvis fuglene,“ siger The Encyclopedia Americana, „for at få nye ideer. De har navnlig iagttaget sølvmågens flugt og balanceevne for at finde frem til principperne for navigation i luften.“ Mennesket var længe om at lære fuglene flyvekunsten af; dog har fugle intet kendskab til luftfartens eller aeronautikkens love. Gud, der udstyrede dem med fuldendte vinger, gav dem også en instinktiv viden om hvordan de kunne flyve og navigere i luften.
Her er kun nævnt nogle få af de mange eksempler på hvordan mennesket lærer af at studere Guds skaberværk. De levende skabninger repræsenterer forskellige livsformer der er skabt så viseligt at de kan gøre nyttig brug af de fysiske love. Eftersom mennesket lærer af at studere disse skabninger kan man i virkeligheden sige at de fortæller mennesket at de er blevet skabt af en uendelig viis Skaber. „Spørg dog kvæget, det skal lære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, se til jorden, den skal lære dig, lad havets fisk fortælle dig det! Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at [Jehovas] hånd har skabt det.“ — Job 12:7-9.
Højtbegavede skabninger bliver ikke belært af mindre begavede, det er snarere omvendt. Den kendsgerning at mennesket kan studere fornuftløse dyr og omsætte den erhvervede viden i opfindelser, viser at det lærer af et højtbegavet Væsens værk. Menneskets opfindelser kan bære etiketten „Fremstillet af mennesker“, men de ting i naturen hvorfra det har hentet sin viden kan bære etiketten „Fremstillet af Gud“.