Fra den anden side jerntæppet

FOR to år siden blev jeg arresteret fordi jeg var et Jehovas vidne. Klokken to om natten blev jeg ført til fængselet og sat i en celle. Der befandt sig allerede en mand i cellen da jeg kom, og han brummede: „Ikke engang om natten kan jeg få ro; én går og en anden kommer, og i morgen skal jeg stilles for retten.“ Jeg undskyldte og sagde at forstyrrelsen ikke var min fejl, og derpå spurgte jeg ham hvorfor han var der. Han svarede at han var bygningskonstruktør og at det af regeringen var blevet udlagt som sabotage at en bygning ikke kunne blive færdig til tiden, og så var han blevet fængslet. Han sagde at han var stemt for retfærdighed og ikke ønskede at have noget med politik at gøre og at det var grunden til at han var blevet kastet i fængsel. Derpå spurgte han mig hvilken forbrydelse jeg havde begået, hvortil jeg svarede at jeg var et Jehovas vidne og fortalte folk sandheden. Jeg foreslog at vi skulle fortsætte samtalen på et senere tidspunkt.

Næste dag blev konstruktøren idømt flere års fængsel. Nu kunne jeg undervise ham i sandheden hver dag, for han ønskede at vide hvem Jehovas vidner er og hvad de tror, og hans interesse voksede fra dag til dag. Efter tre uger begyndte vi ikke at spise før vi havde bedt sammen, og somme tider sagde han endog selv bønnen. Nogen tid senere spurgte han mig om han måtte sige broder til mig, hvad jeg gerne gik med til. Han sagde: „En dag bliver du løsladt og jeg bliver tilbage her, og jeg vil gerne tjene min tid ud som et Jehovas vidne.“ Jeg fortsatte med at undervise ham, og da vi kom til spørgsmålet om indvielse udtrykte han ønske om at blive døbt. Men jeg kom med indvendinger fordi jeg syntes det var alt for hurtigt. Han insisterede dog derpå og sagde: „Broder, du tager ikke indvielsen alvorligt nok.“ Den bemærkning gjorde mig noget forlegen. Jeg sagde til ham at vi ville fortsætte vort studium og lægge sagen i Jehovas hånd. Her i fængselet kunne dåben ikke finde sted, så han måtte under alle omstændigheder vente. Han gav mig ret, og vi bad sammen hver aften.

En aften kom fangevogteren, åbnede døren til cellen og befalede os at følge med. Først troede vi der ventede os noget ondt, men det var ikke tilfældet. Han førte os til en dør, åbnede den, befalede os at gå ind og sagde: „Bliv her til jeg henter jer igen og lav ingen støj.“ Han låste døren og dér stod vi og så på hinanden uden at sige et ord; vi befandt os i et badeværelse! Der var to badekar fyldt med vand. Min kammerat pegede på et af badekarrene og sagde blot ét ord: „Her!“ Jeg følte ligesom Filip må have følt det da han var sammen med ætioperen. Jeg fortalte ham at det ikke var let at være et af Jehovas vidner, at man må leve op til mange forpligtelser og begrave sin tidligere livsførelse. Han svarede: „Derfor er det også at jeg er her.“ Alt dette kom temmelig pludseligt for mig, men da han vidste hvad dåben betød, holdt han på at jeg skulle døbe ham. Så bad vi da til Jehova at han ville velsigne og lede os, og derpå døbte jeg min kammerat i vand. Bagefter barberede vi os og lagde alt på plads igen. Efter en tid kom fangevogteren, åbnede døren og førte os tilbage til cellen uden at sige et ord. Vi takkede atter Jehova for denne vidunderlige lejlighed og fortsatte vort studium.

Efter studiet sagde min ven: „Når du forlader mig, vil jeg ikke være alene, men Gud vil være hos mig.“ Kort tid efter blev jeg løsladt. Vi har stadig forbindelse med hinanden pr. brev, og han formaner os altid til at forblive trofaste mod sandheden og leve op til vort indvielsesløfte og være stærke til enden. Han glæder sig meget til han skal løslades, og så vil han slutte sig til os for at være med i det gode arbejde vi udfører.