Kristne følger ikke mennesker

VIL du mene at Abel skulle have vendt Gud ryggen fordi hans forældre, Adam og Eva, gjorde det? Var det forkert af de elleve apostle fortsat at tro på Kristus efter at Judas havde forrådt ham? Synes du at alle burde forlade kristendommen fordi der er enkelte som bekender sig til den i dag men som i morgen er troløse? Hvor forbavsende det end kan lyde, findes der mennesker som forlader det trossamfund de er tilsluttet, fordi nogle af deres trosfæller svigter.

En tidligere protestant fortalte for nylig et af Jehovas vidner hvordan han og hans familie tilfældigvis var blevet katolikker. De havde i nogen tid været tilsluttet en fundamentalistisk sekt der studerede Bibelen. Så var det kommet for dagen at præsten plejede omgang med flere kvinder. Skandalen blev årsag til at adskillige af menighedens medlemmer forlod deres kirke.

Ved en anden dør fortalte en bedrøvet kvinde vidnet hvorfor hun og hendes mand havde forladt deres kirke. De havde været tilfredse kirkegængere indtil visse af menighedens medlemmer havde indledt en heftig ordstrid. Denne ukristne polemik gav stødet til at kvinden og hendes mand opgav deres tro.

Det skal indrømmes at begge disse familier havde vægtige grunde til at blive misfornøjede med deres såkaldt kristne trosfællers dårlige opførsel, men vi spørger: Fulgte de Kristus eller var det snarere mennesker de lod sig lede af? Kastede de vrag på deres tro fordi organisationen i sig selv simpelt hen dækkede over det urette og dermed blev medskyldig og røbede at dens mål ikke var at følge Kristus, eller snublede de over forseelser begået af mennesker de havde set op til?

Denne tendens til at følge mennesker selv om man hævder at tilbede Gud, er forståelig men kan ikke undskyldes. Ufuldkomne skabninger tiltrækkes af mennesker der synes at være særlig begavet med dygtighed, kundskab, erfaring, en fremtrædende stilling, velstand eller andre gaver såsom et tiltalende væsen eller en behagelig stemme. Den dermed følgende fare for heltedyrkelse eller tilbedelse af skabninger har i umindelige tider truet sande troende. Den der har bragt os den nøjagtige kundskab om Guds hensigt ved Kristus vil uvægerlig få en stor plads i vort hjerte. Vi er måske tilbøjelige til at se mere op til vedkommende end vi burde, idet vi glemmer at den kristne vandrer i tro, „ikke i skuen“. (2 Kor. 5:7) Også en anden ting kan nævnes: en nyomvendt eller en umoden kristen føler sig stærkt tilskyndet til at spørge ældre kristne til råds og at lade dem træffe vigtige afgørelser, men Gud kræver af os at vi selv træffer vore personlige afgørelser baseret på de kristne, vejledende principper. (Gal. 6:5) Den umodne tænker måske at hvis han kan formå en anden til at påtage sig ansvaret for en afgørelse er de to om at bære skylden hvis afgørelsen ikke fører til det ønskede resultat. Vi har her nævnt nogle af grundene til at navnkristne bukker under for trangen til at følge mennesker. Men er det forstandigt at bukke under for en sådan trang?

Farer

At falde for tilbedelse af skabninger er ikke den eneste fare ved at følge mennesker. Misundelse og splid i den kristne menighed kan blive resultatet hvis vi følger mennesker, heri indbefattet dem ved hvem vi kom til troen. Dette advarede Paulus imod da han sagde: „Jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis? Thi når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham.“ (1 Kor. 3:1-5) Det er Herren der sørger for at den gode nyhed bliver forkyndt og det er ham der tillader hvert enkelt menneske at komme til kundskab om Bibelens sandheder. Kristne følger Gud og Kristus, ikke mennesker — end ikke det menneske Gud har brugt til at fortælle dem om hans rige.

Ved omhyggeligt at følge i Kristi fodspor undgår man faren for at vække Jehova Guds mishag, for Jesus var trofast til døden. Imidlertid advarede Jesus om at det ikke var alle dem der hævdede at være kristne der virkelig ville følge ham: „Det kan ikke undgås, at forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer!“ (Luk. 17:1) Paulus forudsagde at der af menighedens egen midte ville fremstå mænd som ville føre falsk tale og drage disciple efter sig. (Ap. G. 20:29, 30) Peter sagde ligeledes: „Der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet.“ (2 Pet. 2:1, 2) Jesus og hans disciple erkendte at dersom nogle få var troløse og opførte sig forkert kunne det bringe andre til fald og kaste forsmædelse over Guds menighed.

Blandt dem der forlod den første kristne menighed kan nævnes Hymenæus, Aleksander, Fygelus, Hermogenes, Demas og Diotrefes. (1 Tim. 1:20; 2 Tim. 1:15; 4:10; 3 Joh. 9) Paulus hentydede til den slags mennesker da han i sit brev til filipperne skrev: „Som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors [marterpæl], de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.“ (Fil. 3:18, 19) Hvis man følger et menneske i stedet for at følge Kristus, og dette menneske er jordbundet af sind og ender i fortabelse, da vil man komme til at dele skæbne med vedkommende. Nogle af de ting et jordbundet sind beskæftiger sig med er umoralitet, kærlighed til penge, falsk kundskab (NW), stolthed og kærlighed til verden. — 2 Pet. 2:14; Jud. 4, 12; 1 Tim. 6:10, 20, 21; 3:6; 1 Joh. 2:15.

Udstødelse

Da Satan, Adam og Eva vendte sig bort fra Jehova Gud kunne de ikke mere accepteres som en del af Guds familie. Både i Israels menighed og blandt de første kristne skulle en uret opførsel straffes. Overtrædere der ikke viste tegn på oprigtig anger blev udelukket fra menigheden. Et medlem af menigheden i Korint gjorde sig skyldig i en særlig anstødelig handling, og vi læser Paulus’ formaning til menigheden om at „overgive et sådant menneske til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag“. (1 Kor. 5:5) En sådan udstødelse ville bevare den korintiske menigheds gunstige stilling hos Gud og kunne, som det skete i dette tilfælde, bringe overtræderen til fornuft.

Apostelen vejledte yderligere den samme menighed: „Nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. . . . ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ (1 Kor. 5:11, 13) Det var netop hvad Paulus gjorde da han udstødte Hymenæus og Aleksander fordi de med deres falske lære nedbrød troen hos nogle. — 1 Tim. 1:20; 2 Tim. 2:17, 18.

Ved bibelstudier, hvor mænd og kvinder undervises i den nøjagtige kundskab fra Guds ord, bør emnet udstødelse også belyses inden de nyinteresserede indvier sig og lader sig døbe. Der er to vægtige grunde til dette. For det første vil de nye være klar over hvad der ventes af dem med hensyn til høje moralprincipper hvis de skal kunne udføre en acceptabel tjeneste for Jehova. For det andet vil kendskab til Bibelens advarsler om uundgåelige snublestene og udstødelse, animere de nye til at følge Kristus og ikke mennesker. En grundig gennemgang af disse betydningsfulde læresætninger kan være medvirkende til at de nye bevares på livets vej, som også Peter skrev: „Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.“ — 2 Pet. 3:17, 18.

Menneskers efterfølgere?

Men i betragtning af dette undrer det dig måske at Paulus skrev følgende til de kristne i Filippi: „Vær mine efterfølgere, brødre!“ (Fil. 3:17) Opfordrede apostelen de kristne til at følge ham som leder? Nej, det gjorde han ikke. Intetsteds i de fjorten breve Paulus skrev vil du kunne læse at han havde „disciple“. Tværtimod spurgte han i et brev til korinterne: „Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus’ navn?“ (1 Kor. 1:13) De måtte svare nej på alle tre spørgsmål. Men hvorfor skrev Paulus så „vær mine efterfølgere“?

Fordi Gud vil at enhver kristen skal følge rådet: „Efterlign ikke det onde, men det gode.“ (3 Joh. 11) Til efeserne skrev Paulus: „I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn.“ (Ef. 5:1) Og de jøder der var blevet omvendt til troen på Kristus opmuntrede han med ordene: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ (Hebr. 12:1, 2) Endvidere skrev han at de skulle efterligne eller efterfølge „dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet“, og lidt længere fremme i samme brev læser vi: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ (Hebr. 6:12; 13:7) Hvad skulle de efterfølge? Deres tro, deres udholdenhed og tålmodighed samt deres levned, for så vidt det var i overensstemmelse med Guds ords principper og det fuldkomne eksempel Jesus satte. (Sl. 119:105) Det er det Paulus opfordrer os til at gøre. Men hvis en kristen mister sin tro og sin udholdenhed og begynder at opføre sig forkert, hvad er der så mere at efterligne hos ham? Intet. Vi vil bestemt ikke efterligne dem der falder fra og går deres undergang i møde.

Hvem følger du?

Hvis du havde været medlem af den kristne menighed på Hymenæus’ og Aleksanders tid, ville du så have forladt menigheden på grund af disse mænds synder? Ville du have vendt dig imod Jesus på grund af Judas Iskariots frygtelige forbrydelse? Ville du opgive din tro fordi en eller anden begik en alvorlig overtrædelse, hvad enten det nu var med fuldt overlæg eller som følge af ufuldkommenhed? Eller sagt med andre ord: følger du Kristus eller mennesker?

Det er noget andet når en organisation der hævder at være kristen ignorerer den bibelske befaling om at udstøde overtrædere der ikke angrer, som det ofte sker i kristenhedens kirker. En sådan organisation viser ved sin ligegyldighed at den ikke ejer Guds gunst og heller ikke gør noget for at opnå den. Man må forlade en sådan kirke og søge til den sande kristne menighed, der udstøder lovovertrædere, hvor prominente disse end måtte være. Hvordan forholder det sig med dette i din kirke?

Jehovas vidner adlyder Bibelens befaling om at overtrædere der ikke angrer skal udstødes af menigheden. Ligesom Paulus opgav navnene på visse personer som han havde udstødt, således bekendtgør Jehovas vidner også hvem der ikke længere er velset i menigheden som følge af en ukristen opførsel. Denne afgjorte holdning over for de uskikkelige sikrer at organisationen holdes ren og at Guds ånd frit kan virke i de enkelte menigheder. Mænd og kvinder kommer med glæde til en sådan ren organisation i deres søgen efter den kundskab om Gud og Kristus der fører til evigt liv. (Joh. 17:3) Når de nye erfarer at Jehovas vidner hurtigt griber ind over for dem der fortjener at blive tugtet, styrker det deres tillid til organisationen og deres beslutning om trofast at tjene Jehova Gud og vandre i Kristi fodspor.

Lad os som sande kristne fortsat være „et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed!“ (1 Tim. 4:12) „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener.“ — Kol. 3:23, 24.

Ja, vær en sand kristen — ikke én der følger mennesker.